Vejledning om behandling med antidepressiva
– samvittighedsfuldhed, informationspligt, journalføring m.m.

LÆSERBREV


Svar til Niels C. Heebøll-Nielsen:
Sundhedsstyrelsens vejledning af december 2000 om behandling med antidepressiva, vejledning om behandling med antipsykotika og vejledning om behandling af med børn med antidepressiva, antipsykotika og centralstimulerende midler, der er udsendt til alle landets læger, er udarbejdet af en arbejdsgruppe nedsat i Sundhedsstyrelsens regi og under Sundhedsstyrelsens faglige ansvar. Heri ligger at Sundhedsstyrelsen indestår for sammensætningen af arbejdsgruppen og resultatet af gruppens arbejde.
Sundhedsstyrelsen kan til orientering oplyse, at i arbejdsgruppen deltog som repræsentant for Dansk selskab for almen medicin praktiserende læge Marthin Holm, som repræsentant for Dansk Psykiatrisk Selskab overlæge, professor, dr.med. Per Hove Thomsen og overlæge, lektor, dr.med. Birte Yding Glenthøj, som særligt sagkyndig adm. overlæge, lektor, dr.med. Annette Gjerris og overlæge, professor, dr.med. Per Kragh-Sørensen. Arbejdsgruppen blev sekretariatsbetjent af fuldmægtig Eva Bidstrup og læge Hanne Rasmussen, og formand for arbejdsgruppen var overlæge Michael von Magnus.
Hvilke personer, der har deltaget i arbejdsgruppen, er imidlertid uden betydning for vejledningens retlige status, idet det er Sundhedsstyrelsen, der står som udgiver, og som landets øverste sundhedsfaglige myndighed fastsætter de generelle normer for omhyggelig og samvittighedsfuld lægefaglig virksomhed.
Alle patienter herunder patienter med psykiske lidelser har krav på en omhyggelig og samvittighedsfuld behandling. Dette indebærer, at patienterne skal informeres om deres lidelse og behandlingsmulighederne herfor, hvis de ikke har frabedt sig disse oplysninger. For at lægen kan vurdere sygdomsforløbet, er det endvidere påkrævet, at der er en tilstrækkelig journalføring, hvoraf bl.a. patientens symptomer og den givne behandling fremgår. Sundhedsstyrelsen har i vejledningerne henvist til de relevante forskrifter herom med henblik på evt. uddybende læsning.
Ved fx behandling af psykiske lidelser, der er sjældne eller vanskelige at diagnosticere, behandling med lægemidler med alvorlige bivirkninger eller interaktionsmuligheder, eller hvor effekten af den hidtil givne behandling ikke er tilfredsstillende, bør behandlingen varetages af læger med særlig indsigt. I visse situationer skal der således i henhold til vejledningerne ske henvisning til speciallæge i psykiatri.
Sundhedsstyrelsen kan til læge Niels C. Heebøll-Nielsens specifikke faglige spørgsmål oplyse, at halveringstiderne for SSRI-præparaterne fremgår af fx lægemiddelkataloget.
Vedrørende serotonergt syndrom er der en glidende overgang fra lette symptomer på serotonerg hyperfunktion til egentlig serotonergt syndrom. Ved antidepressiv behandling tyder de foreliggende resultater på en incidens af egentligt serotonergt syndrom på ca. 0,4 tilfælde pr. 1.000 patientmåneder.
Der foreligger ikke sikre tal for hyppigheden af seponeringssyndromet, der er velkendt ved pludseligt ophør med TCA og velbeskrevet i talrige kasuistikker vedr. SSRI-præparater. Den anslåede hyppighed for SSRI-præparaterne er 2-3% i aldersgruppen 25-44 år.
Vedr. brug af Hamiltons depressionsskala er det naturligvis vigtigt, at der er en tilfredsstillende ensartethed i anvendelsen af scoringssystemet. Den kvalitetsforbedring, der kan opnås ved anvendelsen af skalaen, er afhængig af, at lægen har sat sig ind i brugen, er trænet i anvendelsen og har forståelse for de problemer, der er forbundet med at anvende den fastlagte score. Sundhedsstyrelsen har derfor også i vejledningen om behandling med antidepressiva anført, at WHO's klassifikationssystem (ICD-10) er grundlaget for diagnostik af depressiv lidelse her i landet, og at kombinationen af kernesymptomer og antallet af ledsagesymptomer afgør såvel diagnosen som sværhedsgraden af sygdommen. Hamiltons depressionsskala anbefales som supplement til bedømmelse af sygdommens sværhedsgrad.
Vejledningerne er udarbejdet for at bedre behandlingen af patienter med psykiske lidelser, hvorfor det er Sundhedsstyrelsens håb, at vejledningerne vil blive positivt modtaget og benyttet, også i almen praksis.

Michael von Magnus

Vejledning om behandling med antidepressiva
– samvittighedsfuldhed, informationspligt, journalføring m.m.

LÆSERBREV


Svar til Niels C. Heebøll-Nielsen:
Sundhedsstyrelsens vejledning af december 2000 om behandling med antidepressiva, vejledning om behandling med antipsykotika og vejledning om behandling af med børn med antidepressiva, antipsykotika og centralstimulerende midler, der er udsendt til alle landets læger, er udarbejdet af en arbejdsgruppe nedsat i Sundhedsstyrelsens regi og under Sundhedsstyrelsens faglige ansvar. Heri ligger at Sundhedsstyrelsen indestår for sammensætningen af arbejdsgruppen og resultatet af gruppens arbejde.
Sundhedsstyrelsen kan til orientering oplyse, at i arbejdsgruppen deltog som repræsentant for Dansk selskab for almen medicin praktiserende læge Marthin Holm, som repræsentant for Dansk Psykiatrisk Selskab overlæge, professor, dr.med. Per Hove Thomsen og overlæge, lektor, dr.med. Birte Yding Glenthøj, som særligt sagkyndig adm. overlæge, lektor, dr.med. Annette Gjerris og overlæge, professor, dr.med. Per Kragh-Sørensen. Arbejdsgruppen blev sekretariatsbetjent af fuldmægtig Eva Bidstrup og læge Hanne Rasmussen, og formand for arbejdsgruppen var overlæge Michael von Magnus.
Hvilke personer, der har deltaget i arbejdsgruppen, er imidlertid uden betydning for vejledningens retlige status, idet det er Sundhedsstyrelsen, der står som udgiver, og som landets øverste sundhedsfaglige myndighed fastsætter de generelle normer for omhyggelig og samvittighedsfuld lægefaglig virksomhed.
Alle patienter herunder patienter med psykiske lidelser har krav på en omhyggelig og samvittighedsfuld behandling. Dette indebærer, at patienterne skal informeres om deres lidelse og behandlingsmulighederne herfor, hvis de ikke har frabedt sig disse oplysninger. For at lægen kan vurdere sygdomsforløbet, er det endvidere påkrævet, at der er en tilstrækkelig journalføring, hvoraf bl.a. patientens symptomer og den givne behandling fremgår. Sundhedsstyrelsen har i vejledningerne henvist til de relevante forskrifter herom med henblik på evt. uddybende læsning.
Ved fx behandling af psykiske lidelser, der er sjældne eller vanskelige at diagnosticere, behandling med lægemidler med alvorlige bivirkninger eller interaktionsmuligheder, eller hvor effekten af den hidtil givne behandling ikke er tilfredsstillende, bør behandlingen varetages af læger med særlig indsigt. I visse situationer skal der således i henhold til vejledningerne ske henvisning til speciallæge i psykiatri.
Sundhedsstyrelsen kan til læge Niels C. Heebøll-Nielsens specifikke faglige spørgsmål oplyse, at halveringstiderne for SSRI-præparaterne fremgår af fx lægemiddelkataloget.
Vedrørende serotonergt syndrom er der en glidende overgang fra lette symptomer på serotonerg hyperfunktion til egentlig serotonergt syndrom. Ved antidepressiv behandling tyder de foreliggende resultater på en incidens af egentligt serotonergt syndrom på ca. 0,4 tilfælde pr. 1.000 patientmåneder.
Der foreligger ikke sikre tal for hyppigheden af seponeringssyndromet, der er velkendt ved pludseligt ophør med TCA og velbeskrevet i talrige kasuistikker vedr. SSRI-præparater. Den anslåede hyppighed for SSRI-præparaterne er 2-3% i aldersgruppen 25-44 år.
Vedr. brug af Hamiltons depressionsskala er det naturligvis vigtigt, at der er en tilfredsstillende ensartethed i anvendelsen af scoringssystemet. Den kvalitetsforbedring, der kan opnås ved anvendelsen af skalaen, er afhængig af, at lægen har sat sig ind i brugen, er trænet i anvendelsen og har forståelse for de problemer, der er forbundet med at anvende den fastlagte score. Sundhedsstyrelsen har derfor også i vejledningen om behandling med antidepressiva anført, at WHO's klassifikationssystem (ICD-10) er grundlaget for diagnostik af depressiv lidelse her i landet, og at kombinationen af kernesymptomer og antallet af ledsagesymptomer afgør såvel diagnosen som sværhedsgraden af sygdommen. Hamiltons depressionsskala anbefales som supplement til bedømmelse af sygdommens sværhedsgrad.
Vejledningerne er udarbejdet for at bedre behandlingen af patienter med psykiske lidelser, hvorfor det er Sundhedsstyrelsens håb, at vejledningerne vil blive positivt modtaget og benyttet, også i almen praksis.

Michael von Magnus