REPORTAGE OG BAGGRUND
Journalist Christian Andersen, ca@dadl.dk
For en sikkerheds skyld vælger de praktiserende læger og vagtlægerne at indlægge ældre, terminale patienter til en sidste behandling.
Men den praksis fører ikke altid til en værdig død, påpeger overlæge i intern medicin og kardiologi Anette Sjøl.
Efterdønningerne fra Plejebo-sagen har forstærket problemet
Mange terminale patienter kunne med fordel dø på plejehjemmet eller hjemme i stedet for på sygehuset. Det vil sikre dem en mere værdig død.
»Patienterne skal have lov til at dø i fred. De skal ikke trækkes igennem flytninger fra plejehjem til hospitalet og fra afdeling til afdeling for at redde nogle timer, før de skal dø«, udtaler Anette Sjøl, overlæge i intern medicin og kardiologi ved Kardiologisk-Endokrinologisk Klinik på Frederiksberg Hospital.
Manglende information om patientens sidste ønsker og sygehistorie forværrer problemet.
»De terminale patienter kommer typisk fra et plejehjem, hvor de har boet i længere tid. Her er de omgivet af personlige ting og mennesker, som kender patienternes specielle behov. Men det gør vi læger på hospitalet ofte ikke.
Vi ved ikke, hvordan patienten ønsker, at afslutningen på livet skal være. Hvis vi er heldige, har vi en rapport fra plejehjemmet, hvor der står nogle få ord. Ikke sjældent har patienten heller ikke nogen pårørende. Derfor kan vi stå i en situation med en patient, der ikke selv kan udtrykke sig, og vi kan ikke spørge nogen, hvad vedkommende ønsker sig. Vi bliver nødt til at iværksætte en behandling på baggrund af vores uvidenhed. Vi risikerer at indlede en behandling, som strider imod de ønsker, som patienten har haft. Det gør mig ked af det, og det er urimeligt over for patienten. Vi snyder patienten for en ordentlig død«, mener Anette Sjøl.
Grundlæggende mener hun, at det ofte er mest hensigtsmæssigt, at den alment praktiserende læge, familielægen, tager sig af patienten den sidste tid eventuelt sekunderet af speciallægerne på hospitalet.
Hun opfordrer de alment praktiserende læger til oftere at kontakte hospitalets læger for råd og vejledning om behandlingen på plejehjemmet eller i hjemmet den sidste tid. Det kunne forhindre unødvendige indlæggelser.
Kopi af journalen
Det er især i situationer, hvor den terminale patient uden for den alment praktiserende læges åbningstid blive akut indlagt og dør få timer senere, som frustrerer Anette Sjøl. Nogle gange får hun terminale patienter ind, som hun ikke har andre sygdomsoplysninger på end en diagnose.
»Så må vi starte forfra med en udredning. Ringer tilbage til vagtlægen. Ringer til plejehjemmet, men måske er der en person på vagt, som ikke kender den pågældende patient«, fortæller Anette Sjøl.
Hun har nogle konkrete forslag til, hvordan et samarbejde mellem de alment praktiserende læger og hospitalslægerne kunne formaliseres:
Generelt bør de alment praktiserende læger blive mere bevidste om, at det kan være mere værdigt for de terminale patienter at dø hjemme.
De alment praktiserende læger kunne udstyre patienten med en kopi af journalen.
Endelig bør de alment praktiserende læger ikke holde sig tilbage med at drøfte patientens ønsker for en god død.
Døden stadig tabu
Anette Sjøl mener, at læger både de alment praktiserende og hospitalslæger har en misforstået tilbageholdenhed med at stille de svære spørgsmål til patienten om døden. Især er det vanskeligt, når det gælder en patient, som lægen har kendt over længere tid.
Personalet på nogle plejehjem har samme tabuiserede forhold til døden. De indlægger ikke kun den terminale patient for at undgå eventuelle bebrejdelser fra patientens pårørende »du gjorde ikke nok for at redde min mor« men også fordi personalet ofte ikke kan overskue at stå over for døden. Derfor kontaktes vagtlægen, som indlægger, eller sygeplejersken på plejehjemmet ringer til 112.
Tabu over for døden er der selvfølgelig også hos patienten. Det er også en barriere for, at lægen på hospitalet får de fornødne informationer, bemærker Anette Sjøl.
»Utroligt mange selv meget gamle mennesker har ikke talt om døden. Men man sætter også sin familie i et dilemma, hvis ikke man har ytret sig om sine ønsker for den sidste tid. Patienten behøvet ikke at sige det, men måske nøjes med at gøre opmærksom på, at ønskerne står nedfældet i en bog, som kan tages frem, når døden er indtruffet«.
Sagen om Plejebo har kun gjort det værre. Anette Sjøl har oplevet et stigende antal unødvendige indlæggelser efter Plejebo-sagen. Hun har forhørt sig hos kolleger i det storkøbenhavnske område. Her er tendensen den samme. De alment praktiserende læger og personalet på plejehjemmene indlægger oftere for at få »rygdækning«, pointerer Anette Sjøl.
De vil ikke beskyldes for at have taget livet af patienten eller for ikke at have gjort det yderste for at forhindre patienten i at dø, siger Anette Sjøl.
God behandling til det sidsteI den modsatte del af landet sidder alment praktiserende læge Jens Vang Andersen, Nørre Sundby, og kan ikke helt genkende overlæge Anette Sjøls bekymringer.
I en årrække har han haft en indgående interesse i terminale patienter, og han har erfaring for, at de unødvendige indlæggelser og den mangelfulde kommunikation mellem alment praktiserende læge og speciallægerne på hospitalet kan undgås.
Jens Vang Andersen giver gode råd til, hvordan antallet af unødvendige indlæggelser kan minimeres.
Grundlæggende handler det for den alment praktiserende læge om primært at have en tæt kontakt til den terminale patient, de pårørende og patientens »stamafdeling« typisk en onkologisk afdeling.
Jens Vang Andersen har en plan i seks punkter for det gode (behandlings-)forløb for den terminale patient:
Træk på det palliative team (hvis et sådant findes i amtet) for at få råd og vejledning om pleje og smertebehandling.
Sørg for at have tæt kontakt til stamafdelingen. Ring og spørg speciallægerne til råds, når behandlingen er kørt fast.
Skab en tæt dialog med hjemmesygeplejen.
Tag på faste besøg hos den terminale patient.
Overvej at sende patienten på hospice.
Giv dit private telefonnummer til patient og pårørende og lad dem vide, at de kan ringe til dig døgnet rundt. Det er en uvurderlig tryghedsfaktor for de pågældende.
Derudover kan det i sjældne tilfælde være nødvendigt at lægge en besked hos vagtlægen om en given terminal patient. Jens Vang Andersen udstyrer også vagtlægen med sit private nummer, og beder ham ringe når som helst.
