« læger.dk
Web-tv  |   Kontakt  |   Presse  |   Abonnér  |   BMJ Learning  |   Links  |   Hjælp   english version
Ugeskrift for Læger

Avanceret søgning »
Abonner på Ugeskriftets Nyhedsbrev
Ugeskriftet og Psykiatrien
Hvad laver lægen
Rejsebreve
Kommentarsystemets udbyder kunne ikke kontaktes.


Ugeskr Læger 2001;163(8):1143

Syge børn mangler omsorg

REPORTAGE OG BAGGRUND

Journalist Christian Andersen, ca@dadl.dk

Den ny formand for Børnerådet, Jytte Juul Jensen, opfordrer læger og andet sundhedspersonale til at sørge for, at der er en plan for omsorg og information til det alvorligt syge barn. Også når forældrene er syge, glemmer sundhedsvæsenet at forholde sig til børnenes tanker og følelser

Efter flugten fra krigen i hjemlandet er en bosnisk familie til behandling i Danmark for de psykiske traumer efter tortur. Far og mor bliver tilset af psykiatere og taler med psykologer, men børnene ­ dem er der ingen, som tager sig af.
Den ny formand for Børnerådet (www.boerneraadet.dk), lektor ved Jydsk Pædagog-Seminarium Jytte Juul Jensen, giver eksemplet for at vise, at der kan være en tendens til at glemme børnene i behandlingssystemet.
Det samme gælder den gratis hjælp til psykolog i forbindelse med ulykker, overfald og pludselig død. Her får de voksne hjælp, men Jytte Juul Jensen tvivler på, at børn i samme omfang får hjælpen.
De alment praktiserende læger og læger i hospitalsvæsenet bør være mere opmærksomme på børnenes følelser. Både ved børnenes egen alvorlige sygdom, og når far og mor er meget syge. I sidstnævnte tilfælde kan sundhedspersonalet nemt glemme børnenes følelser, mener Børnerådets ny formand.
Når barnet selv er sygt, bør der være en plan for omsorg og information til barnet, mener Jytte Juul Jensen. Hun ved, at der fx på onkologiske afdelinger, hvor svært syge børn relativt ofte befinder sig, er et beredskab for og nødvendig viden om omsorg og kommunikation med børn.
Men hun er sikker på, at der generelt i sundhedsvæsenet er behov for mere systematiserede planer for at formidle informationer om alvorlig sygdom til børnene samt yde omsorg.
»Mange voksne er ikke tilstrækkeligt vant til at sætte sig ind i børnenes tanker og følelser og fortælle dem om alvorlige emner som sygdom og død. Jeg kunne meget vel tænke mig, at sundhedspersonalet ofte havde brug for mere viden om uddannelse i, hvordan man videreformidler medicinske problemstillinger til børn«, siger Jytte Juul Jensen.
Som et forbillede nævner hun det kriseberedskab, som findes på visse skoler og daginstitutioner. Her er der en plan for, hvem der skal gøre hvad for barnet i forbindelse med død, sygdom, skilsmisse, etc.

Flere omsorgsdage
Børns sundhed er et højt prioriteret område i Børnerådet, siger Jytte Juul Jensen. En af hendes mærkesager, som hun vil kæmpe for bliver vedtaget i Folketinget, er, at børn, når de er syge, har ret til, at enten far eller mor bliver hjemme.
»Forældrene bør hver have ti omsorgsdage per år per barn. Allerhelst burde børnene altid have far eller mor hjemme ved sygdom. Det burde være en menneskeret. Det er ikke nok med en ret til barnets første sygedag«, udtaler Jytte Juul Jensen.
Hun er klar over, at det vil blive en svær opgave for Folketinget at lovgive på området, for det vil koste mange skattekroner. Men det kan ikke overlades til overenskomsterne, der vil gøre det tilfældigt, om barnet har ret til at blive passet af sin far eller mor.
Med den udvidede ret til at passe sine børn, når de er syge, kan man efter Jytte Juul Jensen mening også undgå, at børnene smitter kammeraterne i daginstitutionen eller skolen, fordi forældrene er presset til at aflevere børnene, før de er helt raske.
Børnerådet har besluttet at sætte en undersøgelse i gang om problemets omfang og skabe debat om emnet, oplyser rådets ny formand.



UGESKRIFT FOR LÆGER
Ugeskriftet betinger sig ret til at opbevare og publicere artikler (tekst og illustrationer) også i elektronisk form, fx via cd-rom og Internettet.
Eftertryk eller anden mangfoldiggørelse af Ugeskriftets tekst og illustrationer er kun tilladt med skriftlig tilladelse fra forfatter og redaktion og anførelse af Ugeskrift for Læger som kilde.
Gengivelse af informationer eller citater fra Ugeskriftet må tidligst offentliggøres på datoen (mandage) for det pågældende nummers udgivelse og med angivelse af Ugeskrift for Læger som kilde.