»Rygernes paradis?«

LÆSERBREV

Jesper Poulsen blander i sin leder »Rygernes paradis?« (Ugeskr Læger 2001; 163: 583) så forskellige ærinder, begreber og undersøgelser sammen, at det minder om lefleri for det konstante politiske pres på danske læger. Vi skal bl.a. påtage os skylden for et middellevetidsproblem, vi skal låne vores faglige autoritet ud til tvivlsomme interventioner i sundhedsvæsenet, og vi skal være rollemodeller, uden at vi ved hvad det indebærer. Ligesom det er fremgået i pressen, får Jesper Poulsen det til at fremstå, som om danske rygere går rundt og venter på, at deres læge dog bare ville fortælle dem, at de skal holde op med at ryge.
»Rådgivning om rygestop« eller »rådgive deres patienter om at holde op med at ryge« (hvad det så i øvrigt har med rådgivning at gøre?) bliver der talt om, og man aner den gamle traver om at lægen skal fortælle alle rygere, der kommer i kontakt med sundhedsvæsenet, at de skal holde op med at ryge, fordi det er farligt (altså de rygere, der endnu ikke, når de møder lægen, har benægtelsen af rygning som et kardinalsymptom på deres nikotinisme).
Jesper Poulsen bekender sig efterfølgende til »rollemodel«-skolen, men ingen aner, hvordan man skal definere »rollemodel« (Må lægen have en grå ansigtskulør eller skal døgnvagter og ørebørn afskaffes? Må lægen være for tyk? Må lægen kort sagt frembyde ydre synlige tegn på at være et menneske?). Rollemodel-begrebet hører hjemme i børnepædagogikken, hvor individer, som ikke har opnået fuld autonomi, ikke skal have fx voksne rygere som mulige forbilleder, fx i skoler, børnehaver og fritidshjem. Men at voksne danskere skulle have deres læge som forbillede, det er da heldigvis og gudskelov helt urealistisk. Hvordan skal vi kunne være (positive) rollemodeller for Hansen fra Amager, med 40 Cecil og 5-6 Pokaler som en fast del af hverdagen? Tror vi han ligger i sin sygeseng og ser op til den sunde aerobicformede læge med sunde fritidsinteresser og et rent sind? Der kan findes så mange gode argumenter for at forbyde rygning i arbejdstiden på de fleste danske arbejdspladser, ganske som det mange steder er sket mht. alkoholindtagelse, at vi overhovedet ikke behøver at lade os trække rundt i manegen som rollemodeller i den sag.
Læger må ikke være rygere, fordi sygehuse »er om noget stedet, hvor konsekvenserne af rygning er synlige« skriver JP. Skulle ortopædkirurger forbydes bilkørsel, fordi de ser så mange trafikofre og det i øvrigt er meget sundere at cykle, eller hvor skulle vi slutte dette absurde rollespil? Det er ganske rigtigt farligt at ryge, det ved læger, det ved patienter. Hvis nogen forsøger at nedskrive risikoen, så er det formentlig blot udtryk for modstand og fortrængning, ganske menneskelige reaktioner på års fantasiløse og ryggesløse kampagner styret af en utilitaristisk orienteret persuationstradition, med risiko og trusler om sygdom, død og fordømmelse som indhold.
Hvis patienter over for lægen udtrykker ønske om at holde op med at ryge, så skal det danske samfund stille et hjælpeapparat til rådighed, og danske læger skal vide, hvor de skal henvise til. Derudover fungerer mange læger allerede som »rygestop-instruktører«, og det skal de selvfølgelig blive ved med i det omfang de har tid til det og føler sig kompetente.
Udfordringen i fremtiden for os læger ligger i at etablere en værdig dialog om sundhed med alle patienter, også de mange rygende patienter, der frembyder klager, symptomer, tilstande, lidelser og sygdomme, hvor rygning spiller en afgørende rolle for forløb, behandling og prognose. Det er lægearbejde, og det kan vi efter alt at dømme blive bedre til.
Det er klart, at Jesper Poulsens leder sikkert først og fremmest er en politisk erklæring om, at læger gerne vil deltage i forebyggelse, og at danske læger gerne vil deltage i at forsøge at motivere flere rygere til ændring. Men lad under alle omstændigheder være med at love noget, som er på kanten af, hvad vore egne etiske regler kan bære og som i øvrigt stikker helt af fra den retning som lægerollen i øvrigt bevæger sig i. Mod det mindre autoritære og med en vis forståelse og indsigt i patientens motiver og bevæggrunde, når det gælder sundheds- og sygdomsadfærd, blandt andet med det formål at få patienten til selv tage ansvar for vigtige beslutninger, som lægen ikke kan eller skal træffe for patienten.
Rædselsvisionen er, at rygerne i fremtiden vil blive og føle sig lige så dårligt behandlet i det danske sundhedsvæsen, som stof- og alkoholmisbrugerne er blevet det gennem årene, hvor etiske principper, deklarationer om udøvelse af lægegerning og lovgivning om samme er blevet overtrådt i uhyggelig grad.
Jeg vil opfordre det kommende lægemøde til at diskutere og vedtage en rygepolitik for Lægeforeningen ved brug af tankekraft og refleksion, bl.a. over fagets indhold og fremtid, og ikke lade sig styre af pres fra skøjteløbere, medløbere og distanceblændere fra universiteter, ministerier, administrationer, patientorganisationer eller andre interesseorganisationer.

København
Anders Beich