Motion er fedt!

EFTER MIN MENING

Efter at liberalisten Arne Rolighed er blevet sundhedsminister og socialdemokrat, har han taget mange initiativer. Blandt dem er opfordringen til at motionere mere. Den daglige motion er mindst lige så vigtig for sundheden som at afstå fra røg og alkohol. Og i tråd med tidens individualisme opfordres der til, at den enkelte selv tager initiativet og ansvaret for sit eget helbred. Og Rolighed ­ som bestemt ikke lever op til sit navn når det drejer sig om frekvensen af sundhedspolitiske initiativer ­ bakkes op af en anden klog mand, Bengt Saltin fra Rigshospitalets Center for muskelforskning. Han illustrerer pointen ganske klart ved at hævde, at en slank person, der ikke bevæger sig, lever livet farligere end en fed motionist. Så kan vi tygge på den. For vi er vel alle klare over efterhånden, at vi alle lever livet farligt, motionister og slapsvanse, fede og slanke, rygere og ikke rygere, drukkenbolte og afholdsmænd. Det er i medierne at slaget slås, og det er vores bevidsthed de søger at få adgang til og kontrol med. Sundhedsprofeterne kappes om at råbe højt og gerne højere end hinanden for at kunne nå ind i vores ansvarlige inderste, hvor den dårlige samvittighed bor.
Der er noget utåleligt ved dette evige præk om, hvordan vi bør opføre os for ikke at blive syge og dø før tiden. Ikke fordi prædikanterne har uret, men fordi de ikke får greb om hele sandheden. Med nutidens fokus på individets egen indsats ­ jf. sloganet »ansvar for eget helbred« ­ fjernes opmærksomheden fra de andre mere samfundsmæssige faktorer, den enkelte ikke har direkte indflydelse på og som strukturerer vores tilværelse og vores handlemuligheder. Dermed bliver sundhedsprofeternes erkendelseshorisont simpelthen for snæver.
Det er paradoksalt, at statens øverste mænd ­ der samtidig agiterer for flere motorveje, flere storcentre og billigere forbrugsvarer ­ står i spidsen for dette afholdsevangelium. Sandheden er jo, at vores mere eller mindre sundhedsfarlige livsstil ikke blot er et resultat af private valg og beslutninger, men også er et samfundsmæssigt produkt og et produkt af den syge kultur, vi og vores politikere har skabt i de seneste 40 år. Flere og flere mennesker kører i bil på arbejde, flere og flere spiser sig mætte i junk food, flere og flere arbejder sig syge af stress og kompenserer med tobak og alkohol. Og færre og færre har tid til deres børn, der allerede nu har inderliggjort forældrenes vanvittige livsstil.
Der er mange problemer i dette: Et af dem er måske, at det ikke er så let at tjene penge på den egentlige virksomme forebyggelse. Bengt Saltin siger det klart: »Lægemiddelindustrien har stærke økonomiske interesser i at fokusere på de sygdomme som de producerer nye produkter til. Men lægemiddelindustrien har ingen interesse i almindelig fysisk aktivitet, for på det område er der ingen ting der slår en spadseretur eller at cykle. Derfor bliver det overset«. Tilsvarende kunne man spørge: Hvis interesser er det politikerne varetager, når de foretrækker at bygge motorveje og tillade storcentre snarere end at skabe arbejdspladser, der hvor folk bor, så de ikke behøvede at køre i bil; nedsætte arbejdstiden så folk havde tid til at lave deres egen mad osv.
På en række af disse områder er der selv i den galopperende liberalismes epoke et vist spillerum for politisk styring. Det ville være oplivende (bogstavelig talt) hvis Arne Rolighed også tog fat om disse spørgsmål i folkesundhedens navn. Dermed ville han vise befolkningen, at et sundt liv ikke blot er vores eget private, men et fælles politisk ansvar.

Lene Koch