KOMMENTAR
Anne Lise Madsen, formand for danske bioanalytikere
Visse steder i verden får selve glosen menneskerettigheder magthaverne til at se rødt. Jeg ved ikke, om deltagerne i konferencen om Sundhedsvæsenets »nye« Lov om Patienters Retsstilling, som blev afholdt på Schæffergården i januar, ligefrem så rødt nogle gjorde uden tvivl!
Men skal man tro journalist Mette Breinholdts reportage fra konferencen, havde en stor del af de forsamlede læger morderlig svært ved at holde masken ved bare påmindelsen om alle de lattervækkende besværligheder, begrebet patientrettigheder angiveligt ville påføre den samlede danske lægestand. Hvis de altså blev overholdt!
Det ene eksempel efter det andet blev fremført om, hvor gennemført upraktisk og bundbureaukratisk det er at skulle indhente tilladelser fra patienter og tilmed være forpligtet til at informere dem og deres pårørende op ad døre og ned ad stolper så de faktisk forstår både diagnosen og den behandling, man kan tilbyde. Skulle det virkelig være nødvendigt?
Det er ærlig talt lang tid siden jeg har læst så letfærdig og ligefrem en indrømmelse af ja, ikke bare kollektiv uvidenhed og arrogance men af kollektive lovovertrædelser. Når det kun fremkalder latterbrøl at få at vide, at Patientrettighedsloven formentlig er det mest overtrådte lovkompleks efter færdselsloven, ja, så forekommer det mig, at der er noget rivende galt med lægers faglige selvforståelse.
Det er da muligt, at en del patienter ikke har forudsætninger for at fatte helt ned i den molekylærbiologiske detalje, hvad han eller hun fejler. Og der er også patienter, der helst ikke vil vide for meget og slet ikke bryder sig om at skulle tage stilling eller vælge mellem flere behandlingsalternativer. Men det er altså ikke op til den enkelte læge at afgøre, hvad en patient kan fatte eller tåle at få at vide.
Loven om Patienters Retsstilling er som bekendt ikke opstået ud af den blå luft, eller fordi patienterne er urimelige og forkælede. Loven er et udtryk for et helt legitimt krav om, at vi som borgere, også når vi er syge, behandles efter de demokratiske spilleregler, der gælder alle andre steder i samfundet.
Og når nu de fleste sager i Patientklagenævnet til lægernes store fortrydelse netop handler om dårlig eller manglende kommunikation, så ville det klæde lægerne at tage disse regler ganske og aldeles alvorligt.
De undertrykte fnis og højlydte latterbrøl under konferencen på Schæffergården tyder desværre på, at der vil gå endnu en rum tid, før danske læger lærer, at ordentlig information og en ligeværdig tone over for patienterne ikke tager tid fra behandlingen. Kommunikation er faktisk en del af sundhedsvæsenets kerneydelse. Det er de dumme og unødvendige patientklager plus alle de daglige misforståelser der tager vores tid.
Men hvis visse læger har svært ved at tage glosen patientrettigheder alvorligt, så burde loven måske for tydelighedens skyld omdøbes til Lov om sundhedspersonalets ansvar og forpligtelser vedrørende patientkontakt.
Så er der vist ikke så meget at grine af.
Forf.s adresse: Nørre Voldgade 90, 1358 København K. E-mail: dbio@dbio.dk
