Pædiatrien omfatter diagnostik, behandling og kontrol af medfødte og erhvervede sygdomme og afvigelser fra normal funktion i barnealderen, dvs. fra 0 til 15 år. Inden for gruppen af kronisk syge er pædiatriens målgruppe flere steder udvidet til også at omfatte 15-18-årige.

Specialet pædiatri er således i modsætning til de fleste andre lægespecialer aldersdefineret og ikke organdefineret.
Foruden diagnostik og behandling omfatter pædiatrien også rådgivning vedrørende børns psykiske og fysiske udvikling samt forebyggelse af sygdomme og funktionsforstyrrelser. Det er således et meget bredt fag, der kræver tæt samarbejde med mange andre lægelige specialer og sundhedsprofessioner, andre pædiatriske afdelinger samt amtslige og kommunale instanser.

Gennem de seneste ti år er der sket en tiltagende subspecialisering inden for pædiatrien. I Danmark er specialet ikke opdelt i grenspecialer, men der er internt i specialet opstillet retningslinier for uddannelse til ekspert i allergologi, neurologi, neonatologi, endokrinologi, hæmatologi/onkologi samt kardiologi. I løbet af kort tid vil det blive udvidet med flere ekspert/fagområder, hvilket er en nødvendig forudsætning for, at vi kan honorere befolkningens stigende krav om kvalitet i behandlingen.

Samtidig med specialiseringen fastholder vi pædiatriens »adelsmærke«, der også i fremtiden vil være et indgående kendskab til børns udvikling både somatisk, psykisk og socialt og til samspillet mellem børn og forældre.

Pædiatriske afdelinger danner hospitalernes ramme omkring viden om børns sygdomme, udvikling og behov. Derfor bør børn indlægges på pædiatriske afdelinger indrettet til børn og med plads til, at mindst en af forældrene kan være medindlagt.
Der indlægges årligt 80.000 børn på pædiatriske afdelinger, men desværre næsten lige så mange på voksenafdelinger. Børnepopulationen vil være stigende frem til år 2010, og det forventes, at indvandrerbørn vil udgøre en stigende andel (i øjeblikket 10% af de nyfødte). Indvandrerbørn har ofte meget forskellige og specielle sociale forhold, og i mange familier er der en ophobning af en række »nye« sygdomme (genetiske stofskiftesygdomme, hæmatologiske sygdomme og infektionssygdomme). Sammen med de øgede forventninger til kvalitet sætter det yderligere fokus på vigtigheden af, at børn indlægges på pædiatriske afdelinger.

De 22 pædiatriske afdelinger i Danmark varetager både akutte og ikke-akutte funktioner, herunder en stor og voksende ambulant virksomhed.

Ca. 85% af indlæggelserne på pædiatriske afdelinger er akutte. Det har ført til, at der ved flere pædiatriske afdelinger er oprettet akutte observationsafsnit, hvor børn observeres i nogle timer før stillingtagen til indlæggelse. De foreløbige erfaringer har vist, at man herved kan undgå indlæggelse i 30-50% af tilfældene. Det forventes derfor, at der vil blive oprettet lignende akutafsnit ved alle danske pædiatriske afdelinger.

Antallet af henvisninger afhænger i vid udstrækning af netværket i primærsektoren. I pædiatrien har vi derfor et tæt samarbejde med speciallæger i almen medicin. Dette samarbejde ønsker vi at udbygge bl.a. gennem udvikling af patientforløbsprogrammer, som beskriver kriterier for henvisning fra og tilbage til almen praksis. Forudsætningen for dette samarbejde er bl.a. en optimal uddannelse af speciallæger i almen medicin inden for den akutte pædiatri og i forløbet af de mere komplicerede kroniske sygdomme. Dette lærer man kun på en pædiatrisk afdeling.

Det er derfor meget bekymrende at Speciallægekommissionens betænkning foreslår, at fremtidens speciallæger i almen medicin udelukkende skal uddannes i pædiatri i almen praksis. Det vil danske pædiatere meget kraftigt advare imod.

En vigtig samarbejdsflade i pædiatrien ligger internt i faget. Grundet fagets bredde er vi nødsaget til at have et tæt samarbejde både regionalt og nationalt. Det gøres bl.a. gennem klare retningslinier vedrørende centralisering af behandlingen af visse sygdomme og gennem udarbejdelse af referenceprogrammer ­ »evidensbaseret pædiatri«. Dansk Pædiatrisk Selskab har derfor initieret, at der primært om de store pædiatriske sygdomme bliver udarbejdet nationale »Vejledende Retningslinier«, som bliver tilgængelige på det elektroniske medie.

Forskning er en meget væsentlig faktor for pædiatriens udvikling. Den har i perioder været nedprioriteret i forhold til omsorgsrollen. En ny, svensk opgørelse viser dog, at kvaliteten i dansk pædiatrisk forskning ligger på internationalt niveau. Resultater fra voksenforskning kan ikke automatisk overføres på børn ­ børn er ikke små voksne. Det er derfor meget vigtigt, at den frie uafhængige forskning opretholdes og styrkes i pædiatrien. Staten og amterne bør satse langt større beløb på den lægevidenskabelige forskning, og vi skal internt i specialet inspirere de unge til at lave kvalitetsforskning som en naturlig del af både deres uddannelse og deres daglige arbejde.

KAREN TAUDORF
Formand for Dansk Pædiatrisk Selskab