Vor viden om feberkrampers naturhistorie og behandling er øget betydeligt inden for de senere år. Store epidemiologiske undersøgelser har vist, at feberkramper næsten altid er godartede, også på langt sigt (1-4). Der er dog vigtige, uløste problemer, og vi kan stadig ikke tilbyde børnene evidensbaseret behandling. Artiklen belyser fordele og ulemper ved de gængse behandlinger og deres indflydelse på kort- og langtidsprognosen.

Definitioner
Feberkramper er anfald hos neurologisk raske børn i alderen seks måneder til fem år ved feber over 38°C (rektal temperatur) uden tegn på intrakranial infektion eller defineret årsag og uden tidligere afebrile kramper. Simple feberkramper er generaliserede, varer mindre end 15 min, recidiverer ikke inden for 24 timer og er uden postiktale neurologiske abnormiteter. Komplekse (eller komplicerede) feberkamper er fokale (oftest halvsidige) og/eller varer længere end 15 min og/eller recidiverer inden for 24 timer og/eller ledsages af postiktale neurologiske udfald, herunder Todd-parese. Febril status er krampevarighed over 30 min, enten et langt anfald eller en serie kortere, uden at bevidstheden genvindes interiktalt. Man skelner mellem feberkramper og kramper med feber, der omfatter enhver febril krampe hos ethvert barn, der har feber uanset årsag. Krampende højfebrile børn med meningitis, encephalitis, cerebral malaria eller Reyes syndrom har ikke feberkramper, men kramper med feber. Det samme gælder børn med neurologiske sygdomme eller mental retardering. De fleste feberkramper er tonisk-kloniske, kloniske eller toniske og kun sjældent atoniske. Simple anfald er altid generaliserede, komplekse ­ enten partielle eller generaliserede. De såkaldte refleks-anoksiske kramper (reflex anoxic seizures) er måske en vasovagal synkope med cerebral hypoperfusion, provokeret af høj feber (5). De kan ligne feberkramper, hyppigst den atoniske form. Hyppigheden af dette omdiskuterede sygdomsbillede er ukendt.

Prognosen på kort sigt
Den eneste relevante risikofaktor er nye feberkramper. Død som følge af feberkramper per se eller behandlingen ses praktisk taget aldrig, bortset fra i tredjeverdenslande. Hjerneskade ses ikke efter simple feberkramper og kun i et fåtal af tilfælde efter febril status, hvor sequelae nok oftere er relateret til en forud eksisterende og måske uerkendt cerebral skade. Selv om langvarige feberkramper har en bedre prognose end tidligere antaget, er status fortsat et alvorligt faresignal, som kræver hurtig og energisk behandling.

Risikofaktorer for nye feberkramper
Risikoen for nye feberkramper er 30-40%. Den er meget forskellig fra barn til barn og afhænger af både genetiske og sociale faktorer. Barnets recidivrisiko kan vurderes ud fra simple, let tilgængelige kliniske data (6). Vi fandt i alt fem uafhængige risikofaktorer, der rangstillet efter prognostisk styrke er: ung alder (<15 mdr. ved første anfald), epilepsi hos forældre eller søskende, feberkramper hos forældre eller søskende, mange infektioner (vuggestuebørn!) og komplekse feberkramper (7, 8). Jo flere risikofaktorer, jo større recidivrisiko og vice versa. Ubehandlede børn uden risikofaktorer har lavest recidivfrekvens (10%); ved 1-2 risikofaktorer 25-50% og ved 3-5 faktorer høj recidivrisiko (50-100%). Ved profylakse har alle risikogrupper samme lave recidivfrekvens (12%). En metaanalyse af 2.496 børn fra fem prospektive, randomiserede undersøgelser viste, at ung alder ved første krampe (12-24 mdr.), febrile eller afebrile kramper hos førstegradsslægtninge og en rektal temperatur <40°C på krampetidspunktet alle var associeret med en øget recidivfrekvens (9). Mange infektioner er måske den stærkeste prædiktor for nye anfald. Prædiktorer for febril status omfatter ung alder ved første anfald, afebrile kramper i familien og et initialt partielt anfald. Risikofaktorer for simple og komplekse anfald synes ens. Prædiktorer for første feberkrampe er temperaturens højde og feberkramper i familien.

Behandling og prognose på kortere sigt
Kontinuerlig daglig profylakse
Der er konsensus om, at denne benigne tilstand ikke eller kun sjældent bør behandles med antiepileptika (phenobarbital eller valproat) som langtidsprofylakse, selv om behandlingen måske er effektiv (10). Phenobarbital påvirker hos mange kognition og adfærd med sløvhed, nedsat mentalt tempo, søvnproblemer med inverteret søvnrytme, aggressivitet, hyperaktivitet, koncentrations- og opmærksomhedsproblemer (11), en høj pris for at forebygge en benign tilstand. Valproat tåles sædvanligvis godt, men valproatencefalopati og letal toksisk hepatitis ses (12).

Intermitterende diazepamprofylakse (diazepam ved feber)
­ har været meget anvendt i Europa og Japan i mere end 20 år. I Danmark er mere end 1.500 børn med feberkramper blevet behandlet årligt. Kun to tilfælde af forbigående respirationsproblemer og ingen alvorlige eller letale tilfælde har været anmeldt til Bivirkningsnævnet (6). Der er for nylig rejst tvivl om behandlingens effektivitet (13). Mindst 12 kontrollerede eller ukontrollerede studier dokumenterer dog,
at intermitterende diazepamprofylakse reducerer recidivfrekvensen signifikant (14). I to dobbeltblinde, placebokontrollerede undersøgelser har man fundet, at intermitterende behandling med diazepam-rektalgel er signifikant bedre end placebo hos børn og voksne med periodisk epilepsi (15). De tre dobbeltblinde undersøgelser af feberkramper har givet modstridende resultater (16-18). To viser ingen sikker effekt af profylakse (16, 17), i den tredje findes den effektiv (18). En metaanalyse baseret på disse tre konkluderer, at diazepamprofylakse ved feber er ineffektiv (13). Konklusionen er dog diskutabel. Den metaanalytiske proces er ikke problemfri, og validiteten ved at kombinere disse tre undersøgelser er problematisk. De to studier, der ikke har vist nogen behandlingseffektivitet, har metodologiske problemer. Det ene skæmmes af nedsat komplians, idet kun ét af de 15 børn med nye kramper havde fået rektal diazepam som foreskrevet (16). I det andet anvender man diazepamdoser, der formentlig er for lave (17). Desuden er recidivfrekvensen i kontrolgruppen meget lav, og data for komplians foreligger ikke.
I den tredje undersøgelse har man fundet, at profylaksen kun er effektiv hos højrisikobørn (18), hvilket også er påvist af andre (8). Trods modstridende data synes det begrundet at konkludere, at intermitterende diazepamprofylakse i behandlingen af feberkramper reducerer recidivfrekvensen signifikant, hvis doser og komplians er optimal og man undlader at behandle børn med meget lav recidivrisiko. Dosis for profylakse er 0,5 mg diazepam per kg legemsvægt administreret oralt, rektalt i opløsning, som rektalgel eller suppositorium hver 12. time, så længe temperaturen er over 38,5°C, med maksimalt fire konsekutive doser.

Antipyretisk behandling
Tre kontrollerede undersøgelser har vist, at antipyretisk behandling af børn med feberkramper ikke reducerer recidivfrekvensen (17). Febernedsættende midler kan bedre barnets befindende, men kan ikke med held anvendes forebyggende. Om benzodiazepinernes febernedsættende effekt har klinisk betydning, vides ikke.

Akut behandling af feberkramper
Benzodiazepiner givet i.v. regnes for den mest effektive akutte behandling, men er ofte vanskelig eller umulig hos små, buttede, krampende børn. Rektal diazepam i opløsning er et sikkert, effektivt og rationelt alternativ (19-21). Den rektale absorption af diazepam og andre benzodiazepiner er på grund af stor lipidopløselighed særdeles hurtig og når hjernen i løbet af få min. Behandlingen er næsten lige så effektiv som i.v. administration og er let at anvende både i hjem og i hospitalsregi. Antikonvulsive plasmakoncentrationer nås 2-4 min efter rektal indgift (22), og seks ukontrollerede studier har vist effektiv krampekontrol både i hjem og på hospital (14). Diazepam-rektalgel har i to dobbeltblinde, placebokontrollerede undersøgelser af børn og voksne med klyngeepilepsi vist en signifikant bedre krampekontrol end placebo (15). Kontrollerede undersøgelser og absorptionsstudier af denne diazepamgel ved feberkramper foreligger ikke. Der foreligger ingen kontrollerede undersøgelser om, hvorvidt akut krampebehandling med rektal diazepam er bedre end placebo. En ulempe ved diazepam er den korte virkningstid. Diazepamsuppositorier absorberes langsomt og er uegnede til akut behandling (22). Rektal, oral eller intravenøs lorazepam (23, 24), rektal clonazepam, nasal eller oral midazolam (25) og andre stoffer er mindre anvendt. I en randomiseret, sammenlignende undersøgelse af diazepam og lorazepam ved kramper hos børn virkede begge hurtigt, men lorazepam var mest effektivt og havde protraheret effekt (26). Midazolam er et vandopløseligt benzodiazepin, der i flydende form også kan gives oralt eller nasalt. Ved fysiologisk pH lukker ringstrukturen, stoffet bliver lipidopløseligt og absorberes hurtigt. Nasalt administreret midazolam har vist effektiv krampekontrol hos børn med epilepsi, men har ikke været anvendt ved feberkramper (25).

Behandling og langtidsprognose
Store populationsbaserede undersøgelser har vist, at langtidsprognosen er god for næsten alle børn med feberkramper (1-4). The National Collaborative Perinatal Project (NCPP) undersøgte 431 søskendepar i syvårsalderen, der var diskordante for feberkramper, og fandt ingen forskelle i intelligens og skolepræstationer (27). Den britiske CHES-kohorte (The Child Health and Education Study) identificerede 398 børn med feberkramper. I tiårsalderen var der ingen forskel mellem probander og raske kontrolpersoner i skolemæssig formåen, intelligens og adfærd (28). Børn med simple, komplekse og recidiverende feberkramper havde samme gode prognose. De eneste data, der taler imod en fuldgod prognose, er den danske tvillingeundersøgelse (29) og ældre retrospektive undersøgelser fra højt specialiserede centre belastet af selektions-bias.
Det er afgørende, om den givne behandling påvirker langtidsprognosen. Vi undersøgte IQ, kognitive funktioner, skolepræstationer og motorik hos 289 børn med feberkramper, der blev randomiseret til diazepamprofylakse (diazepam ved feber) eller ingen profylakse (diazepam ved kramper). Tolv år senere havde begge grupper næsten identisk verbal IQ, handleprøve-IQ og fuld IQ, kognitive funktioner vurderet i et omfattende neuropsykologisk testbatteri, skolemæssige færdigheder og motoriske funktioner (30). Begge behandlinger gav således samme gode resultat, og at forebygge feberkramper var på langt sigt ikke bedre end at afkorte dem. Børn med simple og komplekse feberkramper havde samme gode langtidsprognose. Der var endda en overraskende tendens til, at de komplekse havde lidt højere IQ og bedre skolepræstationer. Af de fem børn med længst varende kramper (60-100 min), havde de fire normal IQ (105, 106, 115, 121, én blev ikke testet) og klarede sig normalt i skolen. Det er ikke undersøgt, om akut krampebehandling på langt sigt er bedre end ingen behandling.

Prognosen for febril status
Hospitalsbaserede undersøgelser viser ofte dårligere prognose end populationsbaserede. I den britiske CHES-kohorte var der i alt 19 børn med febril status. Heraf fik kun et barn neurologiske følger, og fire fik senere epilepsi. I en hospitalsbaseret undersøgelse omfattende 44 børn med febril status fik ingen langtidsfølger. I en lignende undersøgelse, hvori indgik 57 børn med febril status, fik 5% svære følgetilstande. Det er dog svært i en retrospektiv undersøgelse at afsløre neurologiske abnormiteter før kramperne.

Risiko for senere epilepsi
Kun omkring 2-3% af børnene med feberkramper udvikler senere epilepsi. NCPP fandt tre signifikante risikofaktorer for senere epilepsi: idiopatisk epilepsi hos førstegradsslægtninge, abnorm udvikling eller neurologi før anfaldet og komplekse feberkramper (1). Ved syvårsalderen var forekomsten af epilepsi 0,5% hos raske kontrolpersoner, 1,5% hos børn med simple feberkramper og 4,0% ved den komplekse form. I den britiske CHES-kohorte var risikoen for senere epilepsi 1% efter simple feberkramper, 4% efter multiple anfald, 6% efter langvarige kramper og 29% efter fokale feberkramper (4). I Rochesterundersøgelsen var risikoen for epilepsi 2,4% for simple feberkramper, 6,8% ved en kompleks komponent, 17-22% ved to komplekse komponenter og 49% ved alle tre komplekse træk, det vil sige fokalitet, lang varighed eller flere anfald inden for 24 timer (31).
Der er intet, der taler for, at profylakse hindrer senere epilepsi. Den eneste foreliggende randomiserede undersøgelse med mange års opfølgning taler imod (30). I denne havde børn med feberkramper 12 år senere en lav kumuleret hyppighed af epilepsi (2,2%), og den var ens for børn, der tidligere havde fået profylakse (2,1%) eller akut krampebehandling (2,3%). Selv om de få tilfælde af senere epilepsi næppe kan forhindres, er febril status dog stadig en alvorlig og potentiel CNS-skadelig tilstand, som kræver hurtig og effektiv behandling.

Feberkramper og epilepsityper
De fleste epilepsier, der efterfølger feberkramper, er generaliserede og idiopatiske. En retrospektiv populationsbaseret undersøgelse har vist, at langvarige feberkramper kun sjældent forudgår intraktabel partiel kompleks epilepsi (32). Det såkaldte »feberkrampe plus-syndrom« illustrerer den arvelige relation mellem feberkramper og barnealderens generaliserede epilepsier (33). I sjældne tilfælde efterfølges feberkramper med mange anfald af svær myoklon epilepsi med dårlig prognose. Børn med feberkramper får kun sjældent temporallapsepilepsi. I den britiske CHES-kohorte, med 382 feberkrampebørn fik kun 13 (3,4%) senere afebrile kramper og kun 6 (1,6%) partiel kompleks epilepsi. Børn med komplekse feberkramper (6,3%) fik oftere epilepsi end børn med simple feberkramper (1,0%). Børn med langvarige (9,4%) og fokale anfald (29,0%) havde langt den største risiko for at udvikle epilepsi. Af 289 børn med feberkramper udviklede ingen partiel kompleks epilepsi med hippocampussklerose. Kun seks børn fik epilepsi, og de var alle idiopatiske, hvilket tydede på en genetisk relation snarere end en årsagssammenhæng mellem feberkramper og epilepsi. Børnene synes at arve både deres feberkramper og epilepsi.
Sammenhængen mellem feberkramper og temporallapsepilepsi er velkendt, men kvantitativt svag ­ selv for børn med febril status. Den estimerede risiko for, at feberkrampebørn senere får partiel kompleks epilepsi, er 1:75.000 børn per år (32). Denne sekvens er sjælden og blev ikke påvist blandt 1.706 feberkrampebørn (1, 2). Specielt de med halvsidig status har dog utvivlsomt en vis risiko for at udvikle hippocampussklerose med temporallapsepilepsi (34). Ved MR-scanning er der fundet skade i hippocampus efter langvarige feberkramper (35). En anden MR-undersøgelse har vist en diskret, kongenit malformation i hippocampus som årsag til både feberkramper og efterfølgende hippocampussklerose (36). Der er holdepunkt for at antage, at temporallapssklerose både er et resultat af og årsag til kramper (37). Om profylakse eller akut krampebehandling ved fokal eller generaliseret febril status nedsætter risikoen for hippocampussklerose, vides ikke.

Behandlingsmuligheder
Skal feberkramper forebygges, afkortes eller slet ikke behandles? Meningerne er delte, men meget taler imod rutineprofylakse, også i den intermitterende form, selv om den formentlig er effektiv. Kramperne er næsten altid benigne og påvirker ikke barnets helbred. Profylakse reducerer næppe den i forvejen lille risiko for senere epilepsi og CNS-skader i øvrigt. På langt sigt synes profylakse ikke bedre end akut krampebehandling (30). Feberkramper er skræmmende for de ofte uforberedte forældre, men er næppe et argument for profylakse. Forældrenes angst, der kortvarigt kan antage vuggedødslignende dimensioner, er et psykologisk og ikke et medicinsk problem.
Hvilke behandlingsmuligheder har vi, og hvor nyttige er de? Phenobarbital ved feber, der i flere årtier har været den mest anvendte profylakse i verden, er ineffektiv og obsolet. Valproat givet rektalt til febrile børn er af tvivlsom værdi (38). Carbamazepin og phenytoin har ikke dokumenteret profylaktisk effekt (39). Der er konsensus om, at langtidsbehandling med daglig phenobarbital, primidon eller valproat kun bør anvendes sjældent eller slet ikke (39). Rektal diazepam ved feber kan nedsætte recidivfrekvensen til 33%, hvis dosis og komplians er optimal (6-8, 14, 18). Intelligens, motorik, kognition, neurologiske forhold og risikoen for epilepsi påvirkes næppe af den anvendte behandlingsform (30). Antipyretisk behandling nedsætter ikke antallet af nye feberkramper (17). De resterende muligheder er akut krampebehandling med rektal diazepam (19-21, 23, 24, 26) eller en »vent og se«-strategi. Flere forhold taler for førstnævnte. Akut behandling med rektal diazepam synes næsten lige så effektiv som i.v.-behandling. Den er sikker, enkel, billig, praktisk anvendelig og kan let anvendes af forældre og andre omsorgsgivere (19). Rektal diazepam gør forældrene i stand til at stoppe langvarige feberkramper uden professionel hjælp. Selv om placebokontrollerede undersøgelser ikke foreligger, synes den sikker og effektiv og derfor at foretrække frem for ikke at gøre noget. Den kan anvendes som rutinebehandling for at afkorte langvarige anfald og status. De berørte familier bør udstyres med nogle få diazepam-rektaltuber. De fleste anfald ophører af sig selv inden for to min og kræver ikke behandling. Nye mindre gennemprøvede administrationsformer omfatter diazepam-rektalgel (15) og nasal, oral eller rektal administration af andre benzodiazepiner, herunder midazolam, lorazepam, clonazepam og nitrazepam (23-26). Omhyggelig orientering af forældre og kontrol af febril status er de vigtigste behandlingsmål.
En kritisk revurdering af de forskellige behandlingsformer er tiltrængt. Retningslinier for langtidsbehandling af simple feberkramper er offentliggjort af The American Academy of Pediatrics (38) sammen med en teknisk rapport. En japansk konsensusrapport er også tilgængelig (40). Der er også brug for (inter)nationale rekommandationer for behandlingen af feberkramper i forskellige kliniske scenarier: mange recidiver, et eller flere komplekse feberkramper, blandingsformer af simple og komplekse recidiver, en eller flere febrile statuser samt kramper med feber hos børn med neurologiske abnormiteter, mental retardering eller tidligere afebrile kramper. Reevalueringen bør omfatte kontinuerlig og intermitterende profylakse med antiepileptika, intermitterende profylakse med benzodiazepiner givet rektalt, oralt eller nasalt, akut krampebehandling i hjem og på hospital samt en henholdende »vent og se«-strategi. Desuden bør de nævnte behandlingsformer prioriteres.

Summary

Finn Ursin Knudsen:

Febrile convulsions: treatment and prognosis.
Ugeskr Læger 2001; 163: 1098-102.

Epidemiological data indicate that the long-term prognosis in the vast majority of children with febrile seizures is good. Three main problems are important for the treatment: febrile seizures are extremely upsetting for the parents, the recurrence rate is 30-40% and the febrile status occurs unpredictably and is potentially damaging to the CNS. There is universal agreement that daily prophylaxis with valproate, primidone, or phenobarbital should only be used in highly selected cases, if at all. The effectiveness of phenytoin and carbamazepine has not been documented. Antipyretic treatment does not reduce the recurrence rate. Intermittent diazepam prophylaxis at times of fever may or may not reduce the recurrence rate significantly, but there is no data to suggest that it improves the long-term outcome, as compared with short-term seizure control, in terms of IQ, cognition, academic progress, motor control, and subsequent epilepsy. Acute anticonvulsive treatment with rectal diazepam in solution or other benzodiazepines is effective in aborting recurrent seizures with almost the effectiveness of i.v. treatment and is safe, simple, and easy to use for the parents. The long-term prognosis is probably uninfluenced by the type of treatment given in early childhood. It has not been established that acute anticonvulsive treatment with benzodiazepine is better than placebo.
 



Reprints: Finn Ursin Knudsen, Amtssygehuset i Glostrup, børneafdeling L, DK-2600 Glostrup.

Litteratur

1. Nelson KB, Ellenberg JH. Predictors of epilepsy in children who have experienced febrile seizures. N Engl J Med 1976; 295: 1029-33.
2. Nelson KB, Ellenberg JH. Prognosis in children with febrile seizures, Pediatrics 1978; 61: 720-7.
3. Verity CM, Butler NR, Golding J. Febrile convulsions in a national cohort followed up from birth. II. Medical history and intellectual ability at 5 years of age. BMJ 1985; 290: 1311-5.
4. Verity CM, Golding J. Risk of epilepsy after febrile convulsions: a national cohort study. BMJ 1991; 303: 1373-6.
5. Stephenson JBP. Fits and faints. Clinics in Developmental Medicine, nr. 109: 169-70. London: MacKeith Press, 1990.
6. Knudsen FU. Intermittent diazepam prophylaxis in febrile convulsions. Acta Neurol Scand 1991; 83 (suppl): 1-24.
7. Knudsen FU. Effective short-term diazepam phophylaxis in febrile convulsions. J Pediatr 1985; 106: 487-90.
8. Knudsen FU. Recurrence risk after first febrile seizure and effect for short term diazepam prophylaxis. Arch Dis Child 1985; 60: 1045-9.
9. Offringa M, Bossuyt PMM, Lubsen J, Ellenberg JH, Nelson KB, Knudsen FU et al. Risk factors for seizure recurrence in children with febrile seizures. A pooled analysis of individual patient data from five studies. J Pediatr 1994; 124: 574-84.
10. Newton RW. Randomised controlled trials of phenobarbitone and valproate in febrile convulsions. Arch Dis Child 1988; 63: 1189-91.
11. Vining EPG, Mellits ED, Dorsen MM, Cataldo MF, Quaskey SA, Spielberg SP et al. Psychologic and behavioral effects of antiepileptic drugs in children: a double-blind comparison between phenobarbital and valproic acid. Pediatrics 1987; 80: 165-74.
12. Dreifuss FE, Santilli N, Langer DH, Sweeney KP, Moline KA, Menander KB. Valproic acid hepatic fatalities: a retrospective review. Neurology 1987; 37: 379-85.
13. Rantala H, Tarkka R, Uhari M. A meta-analytic review of the preventive treatment of recurrences of febrile seizures. J Pediatr 1997; 131: 922-5.
14. Knudsen FU. Febrile seizures ­ treatment and outcome. Brain Dev 1996; 18: 438-49.
15. Prescibing information: Diastat (diazepam rectal gel). South San Francisco: Atherna Neurosciences, 1997.
16. Autret E, Billard C, Bertrand P, Motte J, Pouplard F, Jonville AP. Double-blind, randomized trial of diazepam versus placebo for prevention of recurrence of febrile seizures. J Pediatr 1990; 117: 490-4.
17. Uhari M, Rantala H, Vainionpää L, Kurttila R. Effect of acetaminophen and of low intermittent doses of diazepam on prevention of recurrences of febrile seizures. J Pediatr 1995; 126: 991-5.
18. Rosman NP, Colton T, Labazzo J, Gilbert PL, Gardella NB, Kaye EM et al. A controlled trial of diazepam administered during febrile illnesses to prevent recurrence of febrile seizures. N Engl J Med 1993; 329: 79-84.
19. Knudsen FU. Rectal administration of diazepam in solution in the acute treatment of convulsions in infants and children. Arch Dis Child 1979; 54: 855-7.
20. Knudsen FU. Optimum management of febrile seizures in childhood. Drugs 1988; 36: 111-20.
21. Dooley JM. Rectal use of benzodiazepines. Epilepsia 1998; 39 (suppl 1): 24-7.
22. Knudsen FU. Plasma-diazepam in infants after rectal administration in solution and by suppository. Acta Paediatr Scand 1977; 66: 563-7.
23. Dooley JM, Tibbles JAR, Rumney PG, Dooley KC. Rectal lorazepam in the treatment of acute seizures in childhood. Ann Neurol 1985; 18: 412-3.
24. Giang DW, McBride MC. Lorazepam versus diazepam for the treatment of status epilepticus. Pediatr Neurol 1988; 4: 358-61.
25. O'Regan ME, Brown JK, Clarke M. Nasal rather than rectal benzodiazepines in the management of acute childhood seizures. Dev Med Child Neurol 1996; 38: 1037-45.
26. Appleton R, Sweeney A, Choonara I, Robson J, Molyneux E. Lorazepam versus diazepam in the acute treatment of epileptic seizures and status epilepticus. Dev Med Child Neurol 1995; 37: 682-8.
27. Ellenberg JH, Nelson KB. Febrile seizures and later intellectual performance. Arch Neurol 1978; 35: 17-21.
28. Verity CM, Greenwood R, Golding J. Long-term intellectual and behavioral outcomes of children with febrile convulsions. N Engl J Med 1998; 338: 1723-8.
29. Schiottz-Christensen E, Bruhn P. Intelligence, behaviour and scholastic achievement subsequent to febrile convulsions: an analysis of discordant twin-pairs. Dev Med Child Neurol 1973; 15: 565-75.
30. Knudsen FU, Paerregaard A, Andersen R, Andresen J. Long term out- come of prophylaxis for febrile convulsions. Arch Dis Child 1996; 74: 13-8.
31. Annegers JF, Hauser WA, Shirts SB, Kurland LT. Factors prognostic of unprovoked seizures after febrile convulsions. N Engl J Med 1987; 316: 493-8.
32. Camfield P, Camfield C, Gordon K, Dooley J. What types of epilepsy are preceded by febrile seizures? A population based study of children.
Dev Med Child Neurol 1994; 36: 887-92. 3. Singh R, Scheffer IE, Crossland K, Berkovic SF. Generalized epilepsy with febrile seizures plus: a common childhood-onset genetic epilepsy syndrome. Ann Neurol 1999; 45: 75-81.
34. Holthausen H. Febrile convulsions, mesial temporal sclerosis and temporal lobe epilepsy: I: Wolf P, ed. Epileptic seizures and syndromes. London: John Libbey, 1994: 449-67.
35. VanLandingham KE, Heinz ER, Caravos JE, Lewis DV. Magnetic resonance imaging evidence of hippocampal injury after prolonged focal febrile convulsions. Ann Neurol 1998; 43: 413-26.
36. Fernandez G, Effenberger O, Vinz B, Steinlein O, Elger CE, Döhring W et al. Hippocampal malformation as a cause of familial febrile convulsions and subsequent hippocampal sclerosis. Neurology 1998; 50: 909-17.
37. Liu Z, Mikati M, Holmes GL. Mesial temporal sclerosis: pathogenesis and significance. Pediatr Neurol 1995; 12: 5-16.
38. Daugbjerg P, Brems P, Mai J, Ankerhus J, Knudsen FU. Intermittent prophylaxis in febrile convulsions: diazepam or valproic acid? Acta Neurol Scand 1990; 82: 17-20.
39. American Academy of Pediatrics. Practice parameter: long-term treatment of the child with simple febrile seizures. Pediatrics 1999; 103: 1307-9.
40. Fukuyama Y, Seki T, Ohtsuka C, Miura H, Hara M. Practical guidelines for physicians in the management of febrile seizures. Brain Dev 1996; 18: 479-84.
Ovenstående oversigt hviler på en større litteraturgennemgang end litteraturlistens 40 numre. Oplysninger om denne baggrundslitteratur kan fås hos forfatteren.  

Antaget den 19. december 2000.
Amtssygehuset i Glostrup, børneafdeling L.
This article is based on a study first reported in Epilepsia 2000; 40: 2-9.