LÆSERBREV
Som druknende, i den af Povl Riis omtalte IT-verden, er jeg glad for, at Povl Riis fortsat bidrager til klarheden af vort sprogbrug. Dette er forudsætning for såvel vore tanker som den »overbevidsthed«, der er grundlag for såvel samfundene som en overlevelsesegnet menneskehed.
For en alderspensionist skulle der være »god tid«, men det er selvsagt, netop hvad der ikke er.
Desværre kun de færreste får videregivet deres erfaringer, således at de forstås bredt og bliver til fælles gavn.
I UfL 2001; 163: 330, skriver Povl Riis om fire essentielle ytringskomponenter, som ikke bør mangle i journalistiske og politiske inkl. fagpolitiske offentlige tilkendegivelser.
Med min prioritering og mine tilføjelser er følgende fire anført:
1. Etik. Alias moral, samvittighed, ærlighed, altruisme etc.
2. Indsigt. Alias størst mulige viden om kendsgerninger.
3. Overblik. Alias korrelans mellem 1) og 2) plus meget mere.
4. Formulering. Alias ordlyden som grundlag for dialogen med modtager og i den enkeltes sind. Det »uforståelige« bedømmes, uanset det rimelige i selv at gøre noget for at forstå, oftest som uforskammet nedladende eller uden jordforbindelse. Dvs. ingen samtale.
Nu opregner jeg selvbestaltet analysen af, hvordan de fire ytringskomponenter ofte anvendes isoleret fra hinanden, efter meddelerens forgodtbefindende og skjulte hensigter i øvrigt.
a.Visse fagligt »indforståede« meddelelser lægger hovedvægten på 2) og måske 3) og 4). Ad 1) husker jeg bedst Einsteins og Bohrs kvaler angående den potentielle politiske anvendelse af atomfysikkens forskningsresultater (Manhatten-projektet med følger). Jeg finder ikke offentliggørelse af sådanne menneskelige kvaler i strid med korrekt videnskabelig adfærd tværtimod. Forhåbentlig føler vi os primært som mennesker med fuldt ansvar for kommende generationer og hinanden, og først derefter som økonomer, jurister, genteknologer etc.
b. En hel del professionelle kommentatorer og tilhørende politikere ledsager forskruede påstande om suverænitet ad 2) og 3) med stor vægt på manipulation af 4). Dialog er uønsket og umuliggjort.
c. »Frelste« politiske, religiøse, alternative mv. »fundamentalister« slår gerne om sig med 1) uden hoved eller hale på. Livsstil, sportsånd, frelse og næsten utallige andre uhåndgribeligheder er eksempler.
d. Næsten al journalistisk, politisk og anden selv-promovering er hovedsagelig optaget af 4) som »karismatisk formulering« til begunstigelse af deres og deres organisationers vælgertørst, profithunger, magtbegær og anden indflydelse.
Iflg. Povl Riis og min egen rekapitulation tilsat egne erfaringer er etik klart underrepræsenteret som essentiel ytringskomponent og samfundsfaktor, i vort såkaldte informationssamfund.
Vi har en solid lægeetik, og dertil er der fx advokat-etik og sågar forretningsetik. Men benævnelserne er selvsagt ikke noget værd i sig selv. Det praktiske, brede og troværdige samspil er fordampet i alles forjagede kamp mod alle, inkl. den ulige kamp mod myndigheder. Det er alene reglernes og argumenternes bogstav, der regnes med. Indholdet, meningen, samvittigheden og samfundssindet bliver man kun til grin ved at fremføre. Etikken er fortrængt af regler, der kan manipuleres og helt selvfølgeligt gerne må omgås. »Den kloge snyder den mindre kloge« forlyder det indforstået, men er det nu så klogt?
Christopher Laschs analyse af et samfund i opløsning (Narcissismens kultur, ISBN 87-01-10731-3 ) synes yderligere sandsynliggjort i de forløbne 20 år siden dens offentliggørelse. Det er en gyser.
Det er næppe fordi, der ikke er plads og tid til etiske indslag i mediernes og »nettets« ulækre strøm af tåbelig adfærd, inkl. forvasket sentimentalitet og varefetichisme. Det er forståelsen for det etiske, som den solide fælles mening med tilværelsen, der mangler, og det udtrykker sig som ensomhed, narko/pillemisbrug, suicidier, vold og andet hærværk mod levende og »død« materie.
Ved siden af det primært humane i at vore samfundsbestyrere viste indsigt og handlede over for dette syndrom, vil det betale sig som den måske største offentlige besparelse nogensinde. Er der fortsat ingen plads i medierne til etiske aktiviteter fra såvel hvermand som »særmand«?
Men som Povl Riis antyder, er det måske den politiske kompetence, der er for ringe. En bred folkelig indsats er desværre nok hæmmet af den historiske, blinde autoritetstro, der gav statsministeren en vælgergevinst efter hans nytårstale, selv om korrelater sandsynligvis udebliver.
Der er dog noget, som alle ikke-syge har evnet fra barnsben: at tale sandt. Denne enkle, men effektive etiske fordring kan udvikle selvindsigt ledsaget af svindende selvoptagethed, så det er fortsat relevant at håbe. Det er dog for risikabelt at nøjes hermed.
Uanset populære vrangforestillinger, om at vi ældre skulle have så god tid, så opfordrer jeg til, at andre også »tager sig tid« til at fremføre deres meninger i »den nærmest kommende tid« bl.a. her i Ugeskriftet. Bladet skulle nødigt ende i isoleret teknologisk information IT som så meget andet. Tak til Povl Riis.
Hals
Jørgen Frost
