Danskernes ønsker til sundhedsvæsenet

Borgernes og politikernes holdninger til en række centrale spørgsmål vedrørende bl.a. kvalitet, ressourcer og valgfrihed i sundhedsvæsenet er blevet kortlagt i en større dansk undersøgelse

OVERLÆGER OG SPECIALLÆGER

Lisbeth Dahl, FAS' sekretariat

Det overordnede formål med projektet: »Danskernes ønsker til sundhedsvæsenet« (1) har været at behandle følgende spørgsmål:

Hvordan ville det danske sundhedsvæsen se ud, hvis det skulle udformes efter borgernes ønsker?
Hvilke værdier skal ­ ifølge befolkningen ­ ligge til grund for sundhedsvæsenets indretning?
Hvordan afhænger disse ønsker af demografiske forhold og kendskabet til sundhedsvæsenets indretning og behandlingstilbud?
Stemmer befolkningen og politikernes ønsker om det fremtidige sundhedsvæsen overens?
Hvem sidder bag rattet ved styringen af sundhedsvæsenet? Er det efter politikernes opfattelse dem selv? Embedsmænd? Læger? Eller helt andre?
Facts om undersøgelsen
Projektet og analyserne bygger dels på en spørgeskemaundersøgelse blandt de danske amtspolitikere samt kommunalpolitikerne i København og Frederiksberg fra januar til marts 1999.
Samtlige 454 politikere i de 14 amter og to kommuner mod tog et spørgeskema. Svarprocenten var på 63.
Herudover er 1.991 personer (svarer til 69 pct. af udtrækket) blevet interviewet i perioden september til december 1999. Udvælgelsen af respondenter er sket ved udtræk fra CPR-registeret af danske statsborgere født i perioden 1924-1983.
I det følgende refereres nogle hovedresultater fra undersøgelsen.

Kvalitet i sundhedsvæsenet
I undersøgelsen blev svarpersonerne bedt om ­ blandt ni kvalitetsindikatorer ­ at vælge de tre, som de syntes bedst beskriver kvalitet i sundhedssektoren.
Dog fik de adspurgte politikere kun forelagt otte indikatorer, (Tabel 1).

Tabel 1. Borgernes og politikernes rangordning af indikatorer for kvalitet.

	Borgerne pct. (N=1.986)	Samtlige politikere pct. (N=275)	Amts- politikere pct. (N=236)
Lægerne har erfaring og rutine i udførelsen af den enkelte behandling*	55	–	–
Det er de samme læger, der undersøger ogbehandler patienterne i sygehusambulatorier og under indlæggelse	52	36	35
Der ikke er ventetid på behandling	50	44	40
Pt. oplever, at de får den nødvendige pleje og omsorg under indlæggelser	33	50	49
Plejepersonalet har tid til at lytte og snakke med pt. om deres sygdom og problemer	32	31	30
Der anlægges et helhedssyn på den enkelte pt.	24	66	67
Enhver lægefaglig behandling inddrager den nyeste medicinteknologiske forskning	19	31	33
Der er gode fysiske rammer og god service under indlæggelse, fx at stuerne er gode og maden er god	16	9	9
Lægerne kun anvender behandlinger, som har en dokumenteret positiv effekt	14	24	26
Andet	1	6	6

* Indikatoren »At lægerne har erfaring og rutine i udførelsen af den enkelte behandling«, blev indsat i spørgsmålet efter gennemførelsen af politikerundersøgelsen.

Den største andel borgere mener, at sundhedsydelsernes kvalitet er knyttet til den lægelige erfaring og rutine.
Kernen i sundhedsvæsenets ydelser er den lægefaglige ekspertise.
Her er det interessant at bemærke, at med undtagelse af den lægelige erfaring og rutine, har de to øvrige lægefaglige indikatorer lav rang i borgernes prioritering, hvor mindre end en femtedel vælger dem som primære kvalitetselementer.
Politikernes rangordning har lighedspunkter med borgernes, men der er også mange forskelle, som gør sig gældende. To tredjedele af politikerne vælger helhedssynet på patienterne, og denne indikator har dermed også den højeste rang.
Det er dog væsentligt at bemærke, at både hos borgerne og politikerne er der meget store andele, der mener, kvalitet i sundhedsvæsenet er forbundet med, at der ingen ventetid er på behandling.

Sygehusydelser uden egenbetaling
Borgere og politikere blev præsenteret for en liste med ti sygehus-ydelser og blev bedt om at vælge henholdsvis de tre vigtigste og de tre mindst vigtige, (Tabel 2).

Tabel 2. Borgernes og politikernes holdning til hvilke sygehusydelser, der skal tilbydes uden egenbetaling (gratis) i pct.

	Borgerne (N=1.986)	politikerne (N=275)
Behandling af børn og unge med livstruende sygdomme	98	94
Behandling af akutte, livstruende sygdomme hos voksne, hvor behandling kan medføre fuld helbredelse	97	95
Psykiatrisk hjælp til sindslidende, hvor indlæggelse er påkrævet	94	91
Kirurgi, som hofteoperationer og operationer for grå stær, der hjælper pt. til en normal tilværelse	94	92
Højteknologisk kirurgi som organtransplantation, der behandler livstruende sygdomme	90	75
Behandling af akutte, ikke livstruende sygdomme	89	80
Behandling af personer over 80 år med livstruende sygdomme	88	69
Mammografi-screening for brystkræft	82	57
Intensiv behandling af ekstremt for tidligt fødte børn	76	36
Behandling for barnløshed	31	24
Ingen af disse sygehusydelser skal tilbydes uden egenbetaling	1	0

I nærværende undersøgelse er der ikke en entydig prioritering af den ene type behandling frem for den anden. Der er generelt en lavere andel af politikere end borgere, som mener, at ydelserne skal være gratis for borgerne.
Det er alene behandling for barnløshed, hvor der ikke er et flertal af borgere, som mener, at ydelsen skal tilbydes gratis.
Ved alle andre ydelser er der mere end tre fjerdedele, som mener, at ydelsen skal tilbydes gratis.
Blandt politikerne er der større spredning i holdningen til, om sygehusydelserne skal tilbydes uden egenbetaling. Et flertal blandt politikerne mener ikke at følgende ydelser skal tilbydes gratis: behandling for barnløshed samt behandling af ekstremt for tidligt fødte.

Beslutningskompetence
Både i amterne og i H:S-kommunerne er der meget stor forskel på, hvem borgerne og politikerne mener, skal have beslutningskompetencen (Tabel 3).

Tabel 3. Borgernes og politikernes holdning til hvem der bør have beslutningskompetencen i amterne.

	Borgerne (N=1.811)	Politikerne (N=234)
De adm. overlæger på afd.	46	21
Cheflægerne	44	40
De alment praktiserende læger	41	15
Sundhedsministeriet	27	24
Pt. gennem patientundersøgelser	26	9
Befolkningen gennem borgerundersøgelser	24	25
Cheferne i de amtskommunale sygehus- og sundhedsforvaltninger	19	17
Amtspolitikerne	18	91
Folketingspolitikere	11	25
Andre	1	0
Ved ikke	3	1

Blandt borgerne i amterne er det de tre grupper af læger, der har fået den højeste rang. I H:S-området ligger tilsvarende de administrerende overlæger og cheflægerne i toppen efterfulgt af borgerne, de alment praktiserende læger og Sundhedsministeriet.
Borgerne udpeger ikke nogle aktører, der vælges med et flertal. Derimod er der blandt borgerne udbredt enighed om, at der ikke skal deltage politikere i beslutningerne om, hvilke behandlinger der skal tilbydes. Det gælder både i amterne og i H:S-området. Og det er især her, den største forskel mellem borgere og politikere findes.

Speciallæge eller sygehusambulatorium
Både blandt borgerne og blandt politikerne er der en markant majoritet, der mener, at i det omfang en behandling kan ske lige så godt hos en praktiserende speciallæge som på et sygehusambulatorium, så bør den ske i praksissektoren.
I alt 71 pct. af borgerne og 67 pct. af politikerne har denne holdning. Der er dog ingen sammenhæng mellem, om borgerne vælger kvalitetsindikatorerne (kort ventetid og anvendelsen af de samme læger) og valg af praktiserende speciallæger kontra sygehusambulatorium.
Holdningen til anvendelse af praktiserende speciallæge er forbundet med egne erfaringer, idet tilbøjeligheden til at vælge, at behandlingen bør ske i praksissektoren, stiger med øget kontakt til speciallæge.
Personer, der har haft kontakt med sygehusene, mener omvendt i mindre grad, at behandlingen bør foregå i speciallægepraksis.
Sidstnævnte sammenhænge er dog ikke helt entydige. Sammenhængen mellem valg af speciallæge og kontakten til sektorer inden for sundhedsvæsenet viser dog, at valget ikke kan ses som en kritik af sygehusvæsenet, men derimod som en tilfredshed med den behandlende institution, som man har været i kontakt med.
På det politiske niveau opstilles en formodning om, at holdningen til speciallæger blandt politikerne vil være bestemt af udbuddet af speciallæger i de enkelte amter. Det er imidlertid ikke tilfældet. Spørgsmålet er af ideologisk karakter: 84 pct. af højrefløjspolitikerne mener, at behandlingen bør ske hos en praktiserende speciallæge, mens tallet for venstrefløjen kun er 47. Formentlig en afbildning af at sygehusvæsenet er i offentlig regi og de praktiserende speciallæger i privat.

De ældre over 70 år udskiller sig ved at ønske:
· Færre ressourcer til praksissektoren,
· at hospitalsbehandling og anden service skal ske i privat regi,
· at det at være i arbejde er et udvælgelseskriterium,
· at det er samme læge ved undersøgelse og behandling,
· at der kun anvendes evidensbaseret behandling,
· at alment praktiserende læge dygtiggør sig og informerer om sund levevis og at han indgår i et tæt samarbejde med andre faggrupper og andre læger, og at han er hurtig,
· at de alment praktiserende læger fortsat er organiseret i lægepraksis eller lægehuse,
· den mindst omfattende offentlige finansiering af sygehusvæsenet.
Velfærdsgenerationen (40-54-årige), der antages at være den generation, der først og fremmest er bærere af ungdomsoprørets værdier, ønsker:
· Lige adgang og lige behandling,
· forebyggelse,
· at der anlægges et helhedssyn på patienterne,
· at de alment praktiserende læger er positive over for alternativ behandling,
· et fuldt skattefinansieret sundhedsvæsen,
· den mest omfattende sygesikringsordning,
· de er mest skeptiske over for at valgfrihed højner kvaliteten, private løsninger inden for sundhedsvæsenet, samt over for indførelse af brugerbetaling,
· er den aldersgruppe, der ligger mindst vægt på sikkerhed,
· kun i ringe grad evidensbaseret behandling.
De yngste lægger vægt på:
· Kvalitet,
· at patienten får den nødvendige pleje og omsorg under indlæggelse,

· at almen praksis skal tilføres flere ressourcer,
· at lægerne ved valg mellem patienter ikke må inddrage kriterierne arbejde og behandlingens omkostninger.

De lægger mindre vægt på:
· Samme læge ved undersøgelse og behandling,
· de alment praktiserende lægers efteruddannelse,
· at de alment praktiserende læger indgår i et tæt samarbejde med andre læger og andre faggrupper, og at de informerer om sund levevis.
Især de unge tilslutter sig:
· Den nuværende finansieringsordning med en kombination af skattefinansiering og brugerbetaling,
· brugerbetaling i praksissektoren,
· samt oprettelse af flere private hospitaler og produktion af hospitalsydelser i privat regi.

Endvidere ønsker befolkningen under 54 år i forhold til dem, der er ældre, at flere hospitalsydelser tilbydes uden egenbetaling.

Aldersdimension
Alder er en variabel, der gennemgående har vist sig at have betydning for holdningsdannelse. Uanset om der er tale om generationsforskelle eller forskelle knyttet til alderen, har de i sig selv betydning. I undersøgelsen gives en kort opsummering, og man har i rapporten valgt at lade fortolkningen stå åben.

Litteratur
1. Annie Gaardsted Frandsen, Dorte Gyrd-Hansen, Steffen Petersen og Ulla Slothuus. Danskernes ønsker til sundhedsvæsenet. Odense Universitetsforlag og Rockwool Fonden 2000.