AMEE
Redaktør Karen Lisbeth Faarvang

AMEE-konferencen 2000 blev afholdt i Beer Sheva ørkenen i Israel. Som vanligt var der stort fremmøde af danskere, omkring 70 havde fundet vej. Det drejede sig om både medicinstuderende, klinisk arbejdende læger og universitetsansatte.
Der var mange spændende indlæg på konferencen, og det har inspireret stud.med. Anna Sellmer Sørensen til at skrive et indlæg om evaluering.
Er man i øvrigt interesseret i området, kan man på AMEE's hjemmeside www.amee.org få information om AMEE's næste konference, der afholdes i Berlin den 2.-5. september 2001.

AMEE
Association for Medical Education in Europe

1. Hvad vil man opnå med evaluering?
Er det udelukkende et spørgsmål om, at man skal få de studerende til at arbejde hårdere og lære mere udenad for derefter at kunne frasortere de mere dovne elementer. Eller skal evaluering være et led i indlæringsprocessen, som de studerende kan få et udbytte fra, ud over et ret så intet sigende tal, og som rent faktisk kan bruges til noget i det videre virke.

2. Hvad vil man evaluere?
En forudsætning for at vide, hvad man vil evaluere, må selvfølgelig være, at man ved, hvad målet er, hvilke evner man mener, en medicinsk kandidat bør have. Måske skal man ud over boglige også overveje praktiske samt kontakt- og kommunikationsevner som færdigheder der skal opnås. Efter at man de fleste steder har opbygget studiet på nye måder og har indrettet indlæringsmetoderne anderledes, bør man også evaluere evnen til at tilegne sig ny viden, organisere og ikke mindst anvende den viden, man har.
Man må nok erkende, at fejlfri kandidater ikke findes, så ud over at lære at undgå fejl bør man også lære at håndtere fejl, og dette bør måske også indgå som en del af evalueringen.

3. Hvad er forskellen på god og dårlig evaluering?
Man må stille krav til pålidelighed og præcision, men er det ensbetydende med, at tal skal gå forud for ord, at anonyme skriftlige eksaminer skal gå forud for personlig bedømmelse ved praktisk udførelse af en bestemt opgave.

4. Hvordan skal man bedømme?
Det er meget forskelligt, hvor godt man klarer sig ved forskellige eksamensformer, netop fordi der bliver sat fokus på forskellige aspekter af ens viden og kunnen. Underviser man derfor med fokus på indlæringsprocessen, således at man forsøger at fremme akkumulationen af viden, der er relevant, sammenhængende og anvendelig for den studerende, er det helt afgørende, at man også evaluerer resultatet på mere end blot faktisk viden, at man ser på, om det ønskede niveau af helhedsforståelse og vidensorganisering er til stede.
Man taler om medicin som en »performing art«, at vi kun kan være læger, når vi har en patient ved siden. Men hvor ofte bliver vi evalueret på den måde. Standardized patients og OSCEs (Objective Structured Clinical Examination) er et skridt i retningen af at evaluere vores kunnen frem for blot den viden, der ligger til grund.

5. Hvem skal bedømme?
Det er i dag meget sådan, at medicin er et selvstændigt studium, hvor evaluering udelukkende kommer fra lærere og eksterne censorer. I mange situationer har man selv og ikke mindst ens medstuderende et ganske godt billede af, hvordan man klarer sig. Dette bør man i meget højere grad drage udbytte af både i den teoretiske undervisning og ikke mindst i klinikken. Og hvad med at bede patienterne om en bedømmelse i forhold vedrørende patientkommunikation.