Grauballemanden

Lægevidenskabelige undersøgelser af et konserveret moselig 

STATUSARTIKLER

Hans Stødkilde-Jørgensen, Anne Grethe Jurik,
civilingeniør Michel Dalstra, Niels Lynnerup,
Markil Gregersen, Lene Warner Boel,
cand.odont. Dorthe Arenholt Bindslev,
Christian Brahe Pedersen, Aksel Kruse,
Ebbe Stender Hansen, Claus Schiøtt Jørgensen,
Niels Otto Jacobsen & museumsinspektør Pauline Asingh
 
Under tørvegravning ved landsbyen Grauballe i Midtjylland stødte tørvearbejder Tage Busk Sørensen en aprildag i 1952 pludselig på »noget«, der snart skulle vise sig at blive en verdenssensation, og som i årene derefter blev fokus for mediernes, videnskabens og den brede befolknings bevågenhed og interesse. Det var et menneske med et stort rødblondt hår, der var dukket op af mosens dyb. Ikke Røde Kristian fra Grauballe, som lokale beboere mente, men et velbevaret lig af en jernaldermand, der efter 2000 år i mosen nu kom for dagens lys. Liget blev fragtet i en tørveblok til Moesgård Museum, hvor professor P.V. Glob forestod en række undersøgelser. Efter en langvarig konserveringsproces endte Grauballemanden i sin montre på museet for nu snart 50 år siden. Obduktion og røntgenoptagelser viste, at Grauballemanden ved sin død var omkring 30 år gammel. Dødsårsagen er formodentlig den dybe snitlæsion, der ses højt oppe på halsen. Der fandtes ingen tegn på sygdom bortset fra en mulig begyndende ledegigt og tandrodsbetændelse. Kort før sin død har han spist et stort måltid; en grød eller suppe bestående af korn og frø fra 66 urter og græsser. Herefter er han blevet henrettet og lagt nøgen i en tørvegrav i mosen, hvorefter vandet hurtigt har omsluttet liget. Kulstof 14-dateringer viste, at det skete omkring år 290 før Kristi fødsel.

Grauballemanden er et af de mest bemærkelsesværdige fund fra Danmarks oldtid. Samtidig er han vort bedst bevarede moselig. I dag kan vi ved hjælp af moderne analysemetoder få svar på betydelig flere spørgsmål, end det tidligere var muligt. Som startskuddet for en nyopsætning i Moesgård Museums udstillinger af fundet foretages der derfor nu en række nye videnskabelige undersøgelser af Grauballemanden. Herved bringes vi forhåbentlig tættere på hans historie ­ hans liv og død, ligesom der opnås en fuldstændig dokumentation af dette enestående fund.

Undersøgelserne blev indledt i februar 2001 med en indlæggelse på Århus Kommunehospital og Skejby Sygehus. Det blev til scanninger, vekslende mikroskopitekniske undersøgelser, endoskopier og et større sortiment af biokemiske/genteknologiske undersøgelser. Den oprindelige arbejdsgruppe på fem til seks mennesker blev undervejs i forløbet til mere end 30 personer, der hver repræsenterede en specialkunnen og en deraf følgende detaljeret ny viden om Grauballemanden.

Den radiologiske undersøgelse af Grauballemanden omfattede konventionel røntgenundersøgelse af hele skelettet suppleret med 1.363 CT-tværsnit. Disse omfattede alle områder bortset fra højre albueled, der pga. Grauballemandens lejring ikke kunne bringes ind i scanningsfeltet. CT-data danner bl.a. grundlag for tredimensionale og multiplanare rekonstruktioner af de forskellige strukturer. Dette er et stort arbejde, der endnu ikke er færdigt, og det omfatter ikke blot skelettet, men også en del bløddele, såsom larynx, sener og muskelfascier. Ud over den diagnostiske hjælp, der fås ved tredimensionale billeder, vil kraniedata også blive brugt til fremstilling af en 1:1 stereolitografisk model. Denne vil danne basis for en ansigtsrekonstruktion, der udføres i samarbejde med eksperter i England.

Informationerne fra ovennævnte undersøgelser er mangfoldige, hvorfor kun et udpluk beskrives her. Grauballemanden har generelt et meget velbevaret skelet, men med diffust nedsat knogletæthed og nedennævnte forandringer. Bløddelene er meget tætte og svækker mange steder røntgenstrålerne lige så meget eller mere end knoglerne (Fig. 1). Der er tydelige spor efter konserveringen i 1952 med indsprøjtning af røntgentæt materiale under huden i de områder, hvor han var sammensunken. Der er desuden fjernet tre lændehvirvler og tåknogler, som er erstattet med udfyldningsmateriale. Thorax og abdominalorganer er fjernet, og der er i stedet indlagt svampeagtigt materiale. Hjernen og rygmarven persisterer, men er skrumpet siden 1952, således at der er afstand mellem den resterende hjernemasse og det voksagtige materiale, der blev indsprøjtet omkring hjernen i 1952 (Fig. 2). Segmentering af de forskellige kranieknogler på CT-snittene med efterfølgende tredimensional rekonstruktion viser, at der med stor sandsynlighed ikke, som tidligere antaget, har været kraniebrud. Der er tale om suturløsning med sammenfald af kraniet.

Grauballemanden har åbenstående halssår, som går helt ind til hvirvlerne, men disse er uafficerede. Os hyoideum, cartilago thyroidea og trachea er intakte (Fig. 3). Thorax er fladtrykt med bøjede costae. Claviculae og sternum er velbevarede uden brud eller tegn på sygdom, men der er diastase og forskydning i alle led, hvilket er foreneligt med postmortel opløsning af ledkapsler. Columna er uden påviselige sygdomme. Bækkenet er skævvredet, med ruptur i symfysen og højre sacroiliacaled. Der er ikke påvisbar artrose eller artrit.

På venstre tibia, hvor der i 1952 blev observeret brud, ses forsat en kongledefekt, hvori der er indlagt udfyldningsmateriale. Det er vanskeligt at klassificere frakturen, idet der er betydelig rotation, og knoglevævet distalt for bruddet er delvist opløst. Der er lignende opløsning af knoglevævet på et ca. 15 cm langt område proksimalt i venstre femur. Ved CT af højre knæled ses en let afsmalning af det mediale femorotibiale ledkammer med en lille subkondral cyste, hvilket er foreneligt med let artrose. Højre underekstremitet og overekstremiteterne i øvrigt upåfaldende vurderet ud fra konventionelle røntgenbilleder og CT-tværsnit, men der kan dukke forandringer op under det videre rekonstruktionsarbejde.

Liget er i dag stærkt udtørret og dette indikerede vanskeligheder med at udføre MR-scanning. Men på grund af den rigelige anvendelse af voks og konserveringsolier, vurderede man, at der stadig kunne være en mulighed for at få brugelige MR-signaler. Praksis viste dog, at MR-billeder var umulige at lave af kroppen pga. udtørringen.

Derimod er Grauballemandens tarmsystem blevet opbevaret i alkohol siden findetidspunktet og dette repræsenterer i dag langt hen ad vejen vævet som det fandtes i 1952 langt bedre end kroppen. MR-billeddannelse og spektroskopi af tarmsystemet har givet en række nye oplysninger om anatomiske og biokemiske forhold i tarmene. 31P- og 13C-spektroskopi har vist et indhold af veldefinerede stofgrupper. Disse stofgrupper søges nu kemisk identificeret ved sammenligning med nylig udtaget tarmvæv. Billedmaterialet af tarmen viste, at det primært er det bindevævstætte submucosa, som står tilbage. Både lamina muscularis og naturligvis mucosa er forsvundet.

Ved den makroskopiske undersøgelse af tarmene fandt man rigeligt med plantefibre, som kunne udtrækkes fra tarmen. Det ville være usandsynligt, at en tyndtarm skulle være så fyldt med plantefibre. Disse var i øvrigt meget velbevarede (Fig. 4). En nærmere inspektion af disse og MR-billederne viste, at der var tale om planterødder. Dvs. at liget har været gennemtrængt af utallige plantefibre, som fra mosen var vokset ind i vævet. På selve liget af Grauballemanden kan man blot ikke se dette pga. konserveringen, men i tarmsystemet var planterødderne velbevarede.

Ved udgravningen af Grauballemanden blev der fundet i alt 20 tænder, heraf 14 in situ i kæbeknoglerne samt yderligere seks løstliggende i udgravningsområdet. Undersøgelser af kæbeskelettet har vist, at han på dødstidspunktet har haft yderligere syv tænder, som imidlertid ikke blev fundet. I det sure miljø i mosen er al tandemaljen, der er altovervejende uorganisk, opløst, hvorved kun dentinen står tilbage. De foreløbige tandundersøgelser viser, at Grauballemanden i løbet af sit liv har mistet flere tænder, herunder en fortand i underkæben, der formentlig er tabt pga. et traume. Der har været en meget kraftig attrition af tænderne pga. grov kost. På dødstidspunktet var der kraftig rodbetændelse med osteomyelit posteriort i v.s. af maksillen. En sandsynlig årsag er gennemslidning til pulpacavum og efterfølgende pulpanekrose. Desuden viser tandundersøgelserne tegn på svære vækstforstyrrelser omkring 2-3-års-alderen og antyder dermed voldsom underernæring eller alvorlig sygdom i dette tidsrum. Tandvæv vil danne udgangspunkt for såvel DNA-undersøgelser som for nyvurdering af dateringen.

Der blev udtaget i alt fem knoglebiopsier fra crista. Disse har gennemgået en række biokemiske og mikroskopiske undersøgelser, bl.a. UL-mikroskopi og mikro-CT. Med den sidste teknik er det muligt at lave tredimensionale rekonstruktioner af knogler med stor opløselighed (omkring 30 mm), hvorfor den bliver brugt til at kvantificere knoglens trabekelstruktur ved hjælp af stereologiske parametre. Undersøgelsen viste, at Grauballemandens trabekulære knoglestruktur var meget velbevaret (Fig. 5). Volumenfraktionen i de fem knogleprøver lå mellem 22% og 26% og gennemsnitsværdien af trabekeltykkelsen var mellem 0,1 og 0,2 mm. Disse værdier stemmer overens med dem, der ses hos sunde mennesker i nutiden. Knoglens mineralindhold lå på 1,4 g/cm3, hvilket er meget lavere end normale knoglers (2,1 g/cm3) og et udtryk for, hvor meget kalk der er forsvundet på grund af det sure miljø i mosen.

Som omtalt i indledningen har adskillige andre faggrupper end læger og tandlæger været involveret i de udførte
analyser. Detaljerede resultater præsenteres i anden rele-vant faglitteratur og i en samlet bogudgivelse. Den her givne
spalteplads har kun tilladt i oversigtsform at beskrive undersøgelserne ­ nogle mere detaljeret end andre. Der fin-
des yderligere resultatinformation på hjemmesiden http://prehistory.moes.hum.aau.dk/fhm/graubm.htm

Litteratur

1. Helbæk H. Grauballemandens sidste måltid. KUML årbog for jysk
arkæologisk selskab 1958. Århus: Universitetsforlaget i Aarhus, 1959:
83-116.

2. Van der Sanden W. Udødeliggjorte i mosen ­ historierne om de nordvesteuropæiske moselig. Amsterdam: Batavian Lion International, 1996: 106-19.

3. Glob PV. Jernaldermanden fra Grauballe. Mosefolket: jernalderens
mennesker bevaret i 2000 år. København: Gyldendal, 1977: 99-113.

4. Munck W. Patologisk anatomisk og retsmedicinsk undersøgelse af moseliget fra Grauballe. KUML 1956: 131-7.