Nyrups forpagter

REPORTAGE OG BAGGRUND

Journalist Dorte Jungersen, dj@dadl.dk

Den ny sundhedsminister bliver beskæmmet, når læger lader det være op til politikerne at afgøre, hvorvidt patienterne skal behandles med et dyrt præparat: »Det er for billigt, når læger vil lade det være politikernes afgørelse om fru Jensen skal have Herceptin eller ej«, lyder det fra ministeren der ­ som et ekko af sin chef ­ »gerne vil gøre det lidt bedre«

Der er noget symptomatisk i, at han har begået sin første selverklærede brøler ved at titulere Folketingets formand »du«. Han er ikke til teknokratisk retorik, men indigneret tale, der bærer præg af oprigtig omsorg for og indlevelse i de mange fru Jensener, der ikke har fået indfriet deres forventninger til væsenet, og hvis sager han har gjort til sine.

Det er i hvert fald det signal, han ­ blandt mange ­ udsender.
Kejtet klapper han den firskårne hårpragt og spørger morgenens første pressedelegation, om han nu også har fået redt sig ...

Jo, indrømmer han, der er nok indimellem lidt koketteren med den jyske baggrund. Som fx når han erklærer at være mere glad for sit Grønne bevis end eksamensbeviset fra Aarhus Universitet. Eller udtrykt mere prosaisk: »Intet på Institut for Statskundskab matcher blot tilnærmelsesvis den oplevelse, det er, på en af de første sommerdage, at gå hen over en mark, der emmer«.

Det, som opvæksten i jysk muld har lært landets ottende sundhedsminister ­ den tredje inden for det seneste år ­ er, at tingene derude på landet hang sammen. En sammenhæng, han også gerne vil applicere på det væsen, som statsministeren har sat den tidligere amtssundhedsdirektør i Århus Amt og senest direktør i Kræftens Bekæmpelse, Arne Rolighed, til at bestyre.

Ifølge en avisanalyse for nylig vil Poul Nyrup Rasmussen ikke længere finde sig i, at ministrene tøver og gemmer sig bag undersøgelser og redegørelser, mens sager buldrer løs i offentligheden. Ministrene skal være på befolkningens side og ikke være sammenspiste med systemet i ministeriet.
Ligesom de skal reagere hurtigere i de enkeltsager, der kommer i offentlighedens søgelys.

Arne Rolighed har forstået lektien: »Jeg bryder mig ikke om sager, der kører flere timer. Hvis der er et principielt indhold i en sag, er jeg den, der griber ind ­ det er min stil. Jeg har ry for at tage fat om og løse konkrete problemer, men det er klart, at jeg som minister må respektere det regionale selvstyre, og at jeg ikke skal udtale mig, hver gang en patient svigtes i et amt eller i H:S. Enkeltsagerne er et anliggende mellem det enkelte sygehus eller den enkelte afdeling og patienten«.

Arne Rolighed debuterede som sundhedsminister ved ­ til i hvert fald ikke amternes udelte begejstring ­ at love alle patienter der venter på behandling af livstruende eller alvorlige sygdomme, behandling i udlandet, hvis ventetidsgarantien overskrides.

»Min udmelding er et tryghedssignal til befolkningen om, at i tilfælde af livstruende sygdom tager det danske sundhedssystem sig af patienten. Og ­ hvis det ikke kan levere varen, skal der være en reel visiteringsmulighed i udlandet. Det er først og fremmest et signal om, at der er en fast hånd, der vil hjælpe«.

Arnes hjerteblod

­ Hvad siger du til de amter, som har påpeget, at de har budgetter, der skal overholdes?

»Antallet af patienter der vil blive tale om, ligger inden for en størrelsesorden, som jeg er sikker på, vi kan finde penge til. Har amterne ikke pengene, har jeg statsministerens opbakning til at tale med finansministeren om at finde de fornødne midler. Men igen:

Det vigtigste er tryghedssignalet. Hidtil har kun ti taget imod tilbuddet, hvilket kan skyldes, at tilbuddet ikke har været optimalt tilrettelagt med hensyn til fx rejser og tolkebistand. Derfor skal vi nu have logistikken til at hænge sammen, således at det bliver et reelt tilbud. Vi skal ikke i pressen se flere, der står med åben mund og polypper efter at være blevet videreekspederet fra amt til amt og derpå til Sundhedsstyrelsen«.

Arne Rolighed pointerer ­ modsat oppositionen i Folketinget ­ at der naturligvis kun skal visiteres til dokumenterede behandlinger samt veltilrettelagte forskningsprogrammer, og at der altså ikke skal være carte blanche til vedvarende adgang til eksperimentel behandling.

»Jeg hører til dem, der vender tommelfingeren ned for megen af den kræftbehandling, som foregår i fx Sverige og Tyskland, og som er vedvarende eksperimentel behandling. Regeringens mål er ikke at udvikle udenlandske sygehuse, men i en periode ­ hvor der er knaphed på kapacitet herhjemme ­ at give patienten et behandlingstilbud.

Den fagetik har Århus Amt praktiseret siden begyndelsen af halvfemserne, og det synes jeg, er en pæn politik. I øvrigt tror jeg, at hvis vi begrænser os til at anvende den medicin, der er videnskabelig dokumentation for, ville der været meget at spare.

Det er mit hjerteblod«.

Arne Rolighed pointerer gang på gang, at det suverænt er den enkelte læge, der afgør hvilken undersøgelse og behandling, en patient skal have. Prisen for den faglige suverænitet er, at den givne behandling må baseres på videnskab og ikke fx vox populi.

»Jeg blev meget beskæmmet under hele betainterferondebatten, hvor vi oplevede, at læger lod det være op til politikerne at afgøre, hvorvidt patienterne skulle behandles med betainterferon. For hvad skal politikerne gøre, i det øjeblik et præparat er til rådighed? Det er for billigt, når læger vil lade det være politikernes afgørelse, om fru Jensen skal have Herceptin eller ej. Det var et af de første spørgsmål jeg fik efter min tiltrædelse, men det har jeg altså ingen forudsætninger for at afgøre. Det må være op til lægen i den konkrete kliniksituation at vurdere, om Herceptin er lægefagligt velbegrundet at tilbyde patienten«, fastslår Arne Rolighed.

­ Jamen, indimellem er der jo tale om hundedyre behandlinger ­ skal en læge ikke tage et samfundsøkonomisk ansvar?

»Tag faktor VIII-behandlingen, som for 15 år siden kostede 50-75 mio. kr. per patient ­ det var da også mange penge. I det øjeblik at enten EU-registraturen eller Lægemiddelstyrelsen har godkendt en given pille, ja så er det op til lægen på baggrund af klinisk forskning at vurdere, om den skal anvendes. Det er essensen i alt det her ­ snarere end det som man fra forskelligt hold har tolket mine udmeldinger som: nemlig at der nu er frit valg på alle hylder. Tværtimod«.

Screening i bero

Mammografisceening ­ hvis dokumenterede effekt har været voldsomt debatteret blandt både forskere og politikere ­ er heller ikke et spørgsmål, der skal gøres til genstand for politisk stillingtagen, mener Arne Rolighed.

»Den er svær. Også fordi den faglige rådgivning ikke var entydig. Nogle syntes, at det er et tilbud vi skal udvide, mens andre mener, at der ikke er videnskabelig evidens herfor. Min holdning er, at så længe vi befinder os i en sådan faglig brydning om vidensgrundlaget for en given behandling, må politikerne være forsigtige med at iværksætte store programmer, idet disse både kan dræne ressourcer og fagfolk fra andre områder. Som politikere ønsker vi os en klar, veldokumenteret, faglig rådgivning ­ herefter er det nemt at træffe beslutninger.

Vi skal passe på at læger, politikere samt patienter og journalister ­ the golden triangle ­ ikke i et dårligt samspil kommer til at prioritere udviklingen i det danske sygehusvæsen«.

­ Det er blevet bemærket, at du taler meget om de bløde værdier ­ opfatter du det som en kompliment eller som en kritik?

»Så absolut som en kompliment. Læger har store udviklingsmuligheder i at tage fat på og udvikle de blødere facetter. Ikke bare samtalen, men fx skal det være en selvfølgelighed, at også lægen tager sig af den patient, der går hvileløst rundt, mens hun venter på en ambulant undersøgelse«.

Også samarbejdet mellem læger på tværs ligger Arne Rolighed meget på sinde. Sygehusansatte læger og praktiserende læger skal arbejde tættere sammen. Bl.a. understøttet af at forskningen i højere grad skal knytte an til almen praksis.

»Det har igennem mange år undret mig, at vi anvender halvanden til to milliarder kr. på klinisk forskning på sygehusene og stort set ingen penge i primærsektoren. Det er værd at overveje, om det er en rigtig fordeling.

Hvorfor ikke opbygge en større forskningsvirksomhed i almen praksis med henblik på at generere en viden, som kan danne basis for praktiserende lægers efteruddannelse. Det ville være et nyttigt supplement til medicinalindustriens kursusvirksomhed. Jeg ser gerne, at forskningsenhederne for almen medicin og institutterne for almen medicin på universiteterne arbejder tættere sammen og får tildelt lidt flere resssourcer, således at de kan tiltrække forskningslystne almen praktiserende læger. Det må de kommende års forskningsstrategier tage højde for«.

Til gengæld deler Arne Rolighed ikke den bekymring for dansk sundhedsvidenskabelig forskning som senest Jens F. Rehfeld og Jens Christian Djurhuus offentligt har givet udtryk for. Ifølge sidstnævnte er hospitalerne konverteret til »avancerede skadestuer uden plads til forskning og udvikling«, bl.a. fordi de statslige bevillinger til basisforskningen i dag er mindre end 30 procent.

»Målt relativt sakker vi en lille smule bagefter, ja. Den meget hårde udgiftspolitiske linje ude på sygehusene har presset luft ud af budgetterne, som tidligere er blevet anvendt til at iværksætte forskningsprojekter.

Men samtidig er det også værd at fremhæve, at vi ifølge en nylig svensk undersøgelse ligger i top målt på citationsgraden af lægevidenskabelig forskning. Grunden til at vi inden for visse kategorier er placeret så flot, skyldes den måde vi har valgt at organisere forskningen på: nemlig at grundforskning, klinisk forskning og klinisk virksomhed skal hænge sammen som ærtehalm.

Men som sundhedsminister stiller jeg dette spørgsmål til lægerne: Hvorfor er den kliniske forskning inden for hjerte-, sukkersyge- og ortopædbehandlingen til et 10-11-tal, mens behandlingen af de uhelbredeligt syge og døende, den ældre medicinske patient, kræft- og smertepatienten samt behandlingen af de psykisk syge og de psykiatriske patienter ligger under midten? Vi er trods alt underkastet de samme rammer og vilkår«.

Stop spanking

Ugeskriftet var i audiens dagen før Jens Kr. Gøtrik blev udnævnt til medicinaldirektør i Sundhedsstyrelsen, hvis væsentligste opgaver ifølge ministeren bliver at sikre morgendagens læger de fornødne kompetencer i form af »uddannelse, uddannelse og uddannelse«. Således bliver det ifølge ministeren en hovedopgave for den ny medicinaldirektør at følge op på Speciallægekommissionens arbejde i samspil med Det Nationale Råd for Lægers Videreuddannelse, som får rådgivende status. En anden hovedopgave for styrelsen bliver at finde frem til en national kvalitetsmodel: »Der er mange sprudlende projekter, men vi må tilstræbe én kvalitetskontrol for amterne og H:S«, lyder det fra Arne Rolighed.

­ Akutte, kortsigtede beslutninger og alt for detaljerede indgreb i sundhedsvæsenets daglige tilrettelæggelse er en stil som efter nogens mening har præget Sundhedsministeriet i halvfemserne. Hvad ser du som ministeriets største udfordring i disse år?

»Lige så længe jeg får det spørgsmål, vil mit svar være, at det er at genoprette og styrke den almindelige borgers tillid til det danske sundhedsvæsen. Det vil i den forbindelse være spændende, om dagspressen kunne videregive et mere nuanceret billede af sygehusvæsenet. Ikke forstået på den måde at de kritisable forhold skal forties ­ saftsuseme nej. Dé skal naturligvis kritiseres. Men når eksempelvis 97 procent af patienterne på to af vore sygehuse er tilfredse med behandlingen, kan det ikke være så ringe. Og jeg synes, det er kedeligt, at vi i pressen kun skal høre om de tre procent.

Positive historier er også et signal til de flere end hundredetusinde der arbejder i sektoren, og som kan få dem til at genvinde gejsten, motivationen og engagementet.

Med den spanking som det danske sundhedsvæsen har været udsat for i de seneste års offentlige debat kan man undre sig over, at nogen overhovedet gider gå på arbejde. Når de alligevel gør, må det være fordi de brænder for en god sag. Mit eget kendskab til en bred og stor kreds af læger er, at ingen af dem arbejder under 60 timer om ugen. Sygehusvæsenet er firs procent mere værd, end det image befolkningen har«.

­ Der er ikke tradition for, at sundhedsministre slider stolesædet op her i Holbergsgade ­ hvor lang tid holder du?

»Til Nyrup næste gang opstiller hold ­ til den tid er det ikke sikkert, at jeg er med«.

Diskussionerne i pressen af hans habilitet ­ eller mangel på samme ­ begrænser sig ifølge ministeren selv til at gælde konkrete situationer som fx fordeling af tipsmidler.

»Disse situationer vil kunne takles ved at en anden minister træder i mit sted. Når man er tredje minister på ét år, og kommer fra en stilling, som man er glad for, skulle man være et skarn, om man ikke prøvede at holde fast i sit hidtidige job som retrætemulighed«.

­ Indtil for ganske nylig har du været en af de forkætrede DJØF'ere. Hvordan ser du på konflikten mellem DJØF'ere og læger ­ er den krig snart udkæmpet?

»Jeg har lagt mærke til, at der i København har været nogen disput mellem nogle få læger og få DJØF'ere om disse to gruppers sameksistens. Det er ikke et fænomen, vi har kendt til i Århus. Ikke engang i H:S er det et fænomen.

Men når DJØF'erne i nogle tilfælde er blevet hængt ud, er det fordi, det er dem, der har båret de seneste 15 års ledelsesfilosofi, efter hvilken ressourcerne skulle prioriteres og udgiftspolitikken køres stramt. At få individuelle, faglige beslutninger til at hænge sammen med de rammer og vilkår der udstikkes fra politisk hold, fordrer en ledelseskultur og en ledelsesorganisation. Det betyder, at der er nogle, der skal lede og nogle der lader sig lede. Vi skal derhen, hvor den der er bedst til at lede, leder. Og så er det i øvrigt ligegyldigt, om det er en jordemoder, en sygeplejerske eller en læge. Jeg har stor forståelse for, at fagligheden skal indgå i ledelsessystemet. Men når vi taler om ledelse på topniveau må det være den bedste, der får tjansen.

Derfor kan en læge sagtens være sundhedsminister«.