AMTER:
20% af løn skal gøres decentral

YNGRE LÆGER

Journalist Klaus Larsen

Amtsrådsforeningen mener, at den decentrale del af lønnen »på sigt« bør udgøre mindst 20%. Det afvises foreløbig af FAYL: Overordnet set har oplevelsen af de decentrale forhandlinger været positiv. Men så godt gik de altså heller ikke

Mindst 20% af lønnen skal fordeles ved de decentrale forhandlinger, og der vil ske en langt større lønspredning, end tilfældet er i dag.
Det sagde talsmænd fra flere amter på et møde den 9. januar, hvor erfaringerne fra de decentrale lønforhandlinger skulle evalueres.
Tanken afvises dog umiddelbart af bl.a. Mette Worsøe, der som formand for FAYLs Overenskomst- og aftaleudvalg har deltaget i flertallet af de decentrale forhandlingsforløb: Trods et overvejende positivt indtryk af de overståede forhandlingsrunder med amterne mener hun ganske enkelt ikke, at nogen af siderne er tilstrækkelig forberedt til en yderligere decentralisering. (Se boksen).

De gode eksempler
Amtsrådsforeningen var vært, men FAYL var medindkalder til mødet, hvor forhandlere fra begge sider den 9. januar skulle evaluere forløbet af de decentrale lønforhandlinger.
Arrangørerne havde dog været enige om, kun at lade succes-historierne evaluere. Logikken lød, at ingen ville have gavn af at lade H:S eller Ribe Amt »stille op til tæsk«. Deres repræsentanter ville have bedre af at sidde blandt tilhørerne og lytte til, hvordan forhandlerne fra f.eks. Nordjyllands Amt og Københavns Amt havde knækket nødderne.
Og de sad der, H:S og Ribe Amt, der som de eneste stadig mangler at lave en aftale om den beskedne halve procent af lønsummen, som Amtsrådsforeningen har kastet ud til lokal fordeling. En række amter, hvor forhandlingerne er forløbet mere end trægt, sad også blandt tilhørerne, da YL-forhandlere og deres amtslige modparter berettede om de gode og lærerige forhandlingsforløb på deres respektive hjemmefronter.
Fravalget af de knap så brilliante var, som en arrangør sagde, sket bevidst: »Man lærer af de gode eksempler. Ikke af de dårlige«.

Send flere penge
­ Jeg kan ikke forestille mig, at vi på længere sigt kommer til at forhandle om mindre end 20% af den samlede lønsum ved de decentrale forhandlinger, sagde direktør Henning Bruun Schmidt, Viborg Amt, og deri fandt han opbakning fra de fleste af dagens amtslige talsmænd.
Således mente kontorchef Frits Petersen, Fyns Amt, at den beskedne lønandel, som var lagt ud til decentrale forhandlinger, var »for lidt at gøre godt med«.
­ Budskabet til Amtsrådsforeningen er: Send flere penge. Vi skal have en langt større andel ud til decentrale forhandlinger, sagde Frits Petersen, som i øvrigt udtrykte stor respekt for de »dybt professionelle forhandlere, vi har mødt fra de yngre lægers side«.
­ Men de har jo også fået en massiv opbakning fra København, tilføjede han.
Blandt de faggrupper, Frits Petersen havde mødt fra sygehusene, havde de yngre læger vist sig som »langt de mest fleksible«, men det lå vel også i, at de i deres arbejde »er vant til at flytte sig«, både arbejdsmæssigt og geografisk. Derfor var en aftale kommet på plads med imponerende hurtighed, mente han.
I øvrigt understregede Frits Petersen, at amtet bevidst har satset på den slags tillæg, der kan lokke yngre læger til Fyn, og han påpegede, at en række kvalifikationstillæg er lidt højere end dem, der var aftalt i Københavns Amt.
Mette Kelstrup, amtsreservelægerådsformand på Fyn, erklærede sig tilfreds med forhandlingsresultatet og med hele forløbet, som havde været præget af god vilje og enighed fra begge sider.
Hun var dog ikke så imponeret over tempoet som sin modpart. Frits Petersen havde ganske vist ret i, at forhandlingerne gik relativt hurtigt. Udmøntningen, derimod, skete uendeligt langsomt.
­ Man taler om adfærdsregulering gennem synlige kvalifikationstillæg. Men der er ikke megen adfærdsregulering i en større pose penge, bestående af en række efterbetalte kvalifikations- og andre tillæg, der kommer dumpende flere måneder efter, at en aftale er indgået, sagde Mette Kelstrup. Hun pegede desuden på, at yngre læger i modsætning til andre faggrupper på sygehusene ikke bliver så længe i stillingerne, at en stærkt forsinket adfærdsregulering ville få mærkbar effekt.

Ingen blinde tillæg
Også Per Busk, kontorchef i Vejle Amt, luftede sin tvivl om, hvorvidt den decentrale løn kan bruges som det ledelsesinstrument, der var hensigten. Derfor havde amtet også besluttet en egentlig lønpolitik, som ikke i blinde ville uddele tillæg, »der lige så godt kunne aftales centralt«, men derimod belønne relevante kvalifikationer og reelle kompetencer, som faktisk også finder anvendelse på afdelingen.
Og det mente han faktisk var lykkedes ved forhandlinger, som havde været »meget hurtige og konstruktive«, og som var foregået både på amtsniveau og ude på sygehusene.
Per Busk erklærede sig tilfreds med resultatet, som han mente, lever op til amtets lønpolitik, og med nogle få forbehold mente også hans modpart, amtsreservelægerådsformand Mads Koch Hansen, at der var grund til at være tilfreds.
De indbudte repræsentanter fra Københavns, Viborg, Vejle og Fyns Amter fremhævede alle den velforberedthed og »professionalisme«, deres yngre læger-modparter havde udvist under forhandlingerne. Den positive vurdering blev behørigt gengældt, og selv om denne forhandlingsrunde ikke havde handlet om de store penge, efterlod mødet indtrykket af, at der nu i hvert fald findes fire amter, hvor forhandlingerne har ført de to sider tæt på hinanden.
­ Tidligere vidste vi knap nok, hvem vi skulle tale med, fortalte amtsreservelærerådsformand Mads Koch Hansen, Vejle Amt illustrativt.
­ Vi mente tidligere, at det vel måtte være sundhedsforvaltningen, men blev klar over, at det faktisk er personaleafdelingen. Og vi fik endda sat ansigter på navnene der, sagde han.

Større lønforskelle
Idyllen var dog ikke total: Flere af FAYLs tillidsfolk har under forhandlingerne ydet en stor indsats, som ikke er blevet honoreret. Henvendt til Amtsrådsforeningens repræsentanter sagde tidligere amtsreservelægerådsformand Christian Eschen, Vestsjælland:
­ Hvis vi nu er så gode at forhandle med som tillidsrepræsentanter, er det et forkert signal, når Amtsrådsforeningen melder ud, at man på ingen måde agter at honorere de tillidsrepræsentanter, man skal forhandle med.
FAYLs formand, Erik Jylling, skrev i sit indlæg også denne manglende anerkendelse af tillidsfolkenes store indsats på minussiden. Flere steder er problemet dog løst på en god måde, tilføjede han.
Amtsrådsforeningens repræsentant på mødet, kontorchef Thorkild Rotenberg, var ligesom Frits Petersen fra Fyns Amt kategorisk i sin afvisning af at honorere tillidsrepræsentanter særskilt for deres forhandlingsindsats. Rotenberg gjorde det endda med henvisning til, at en sådan honorering ifølge Indenrigsministeriet ville være lovstridig.
Han så dog ikke noget problem i at give tillidsrepræsentanterne tillæg ­ blot det ikke skete med den begrundelse, at de var tillidsrepræsentanter.
Thorkild Rotenberg syntes i øvrigt, at det alt i alt var »et sundt og velskabt barn, vi fik lavet på hinanden« ved overenskomsten for snart to år siden med aftalen om ny løn. Ud fra de erfaringer, som nu er gjort, mente han dog, at forhandlingsprocedurerne bør forenkles. For eksempel kunne halvdelen af den decentrale løn fastsættes ved direkte lønsamtaler mellem medarbejderen og den nærmeste chef.
­ Og så skal vi have en større del af lønnen fastsat decentralt. Og det kræver, at vi ved overenskomstforhandlingerne næste år får inddraget, hvor stor en del af den samlede lønkage, der skal gå til henholdsvis centrale og decentrale lønformål.
20% til decentral fordeling ville slet ikke være urealistisk, mente Thorkild Rotenberg. Og med en så stor andel i form af kvalifikations- og funktionstillæg vil alle få tillæg som en del af lønnen. Og man ville formentlig også få en langt større lønspredning, som vil kunne indebære lønforskelle på op til 100.000 kroner.
­ Endelig tror jeg, man skal tænke på, hvordan man kan fordele løn til team, til afdelinger, på en fornuftig måde, sagde Thorkild Rotenberg.

Tvivl om kompetencen
Erik Jylling fremhævede bl.a. de store sidegevinster, der har været resultatet af et år med decentrale forhandlinger.
Ikke mindst har forhandlingsforløbet medført et langt bedre samarbejde: Begge parter har nu fået ansigter på det, som før ofte kun var navne i modpartens lejr. Det vil formentlig vise sig at være en stor fordel, ikke kun i den daglige problemløsning, men også, når man i de kommende år skal samarbejde om at omstrukturere hele sundhedsvæsenet, og ikke mindst implementere den nye speciallægeuddannelse.
Erik Jylling fandt det også positivt, at den nære kontakt ved de mange forhandlingsmøder har gjort det muligt at afdække, og i nogle tilfælde diskutere og løse andre hverdagsproblemer.
­ Vi er specielt glade for, at vi har fået løftet det store tillidsrepræsentantkorps. Vi anede ikke, at vi har så mange talenter i egne rækker, og vi har set en utrolig entusiasme for at være med. Også selv om udgangspunktet var en udbredt skepsis.
Erik Jylling pegede dog på en række problemer:
­ Forhandlingskompetencen ­ eller skulle man sige: pseudo-kompetencen ... Der har været stor diskrepans i forventningerne på begge sider af bordet over, hvor forhandlingerne skal foregå, og på hvilke præmisser.
­ Nogle steder har vi oplevet, at det enkelte amt ikke har været helt loyalt over for de aftaler, som Amtsrådsforeningen på vegne af også dét amt har indgået.
Erik Jylling henviste bl.a. til, at man i nogle amter havde delegeret forhandlingerne helt ud på afdelingsniveau, og at man flere steder mødte en undsigelse af de aftaler, der allerede var indgået med Amtsrådsforeningen.
­ Vi har også set eksempler på, at man ganske vist er indgået i forhandlinger, også helt decentralt, men hvor det hurtigt har vist sig, at der var tale om en pseudo-kompetence: Når det kom til stykket lå kompetencen stadigvæk på amtsgården i et meget centraliseret forløb. Dét er klart utilfredsstillende og noget, der må arbejdes med frem til næste forhandlingsforløb.
Overordnet set fandt Erik Jylling, at forhandlingsforløbet havde været en positiv oplevelse, men måske kunne der fyldes lidt flere visioner på.
­ F.eks. ser vi gerne teamdannelser, sagde han som svar til Thorkild Rotenberg.
­ Vi har faktisk slået på, at teamstrukturen er det, man skal bygge på i sundhedsvæsenet. Når vi taler om sammenhængende behandlingsforløb, hvorfor har man så ikke forsøgt at bruge lønsystemet til at motivere f.eks. produktiviten i ambulatoriet, motivere at få en arbejdsgang på en operationsgang til at fungere hurtigere og bedre osv.? Det håber jeg, vi kommer til at se mere til.