|
|
|
| Ugeskr Læger 2001;163(43):5979
|
ORIGINAL MEDDELELSE 
Steen Gimsing
Resumé
Introduktion:
Det er anslået, at ridning og anden omgang med heste årligt forårsager omkring 5.750 ulykker og 1-2 dødsfald. Hyppigst rammes piger under 19 år. Da mange af ulykkerne kan forebygges, fordi de skyldes uforsigtighed, har det interesse at belyse ulykkesmønstret.
Materiale og metoder:
En retrospektiv opgørelse af 8.662 ulykker i perioden 1989-1999 fra European Home and Leisure Accident Surveillance System (EHLASS)-registreringen og 11 dødsattester, der er tilvejebragt via Sundhedsstyrelsen.
Resultater:
Der var i observationsperioden ingen signifikant stigning i det årlige antal registrerede ulykker. Ni procent indtraf på veje eller i boligområder. Læsionerne synes at være blevet lettere. Dette gjaldt også for de øvrige fritidsulykker.
Diskussion:
Det årlige antal hesteulykker på landsplan kan kun anslås med en del usikkerhed, men er snarere 8.500-8.900. Dansk Rideforbund bør i eget regi omkring hesteulykker etablere en landsdækkende registrering, som kan danne grundlag for forebyggende tiltag. Offentlige myndigheder kan fremme ridesikkerheden, bl.a. ved at skabe bedre muligheder for at ride i skove og den øvrige natur.
Ulykker i forbindelse med ridning eller anden kontakt med heste, i det følgende benævnt rideulykker (RU), medfører hvert år hen ved 5.750 ulykker (1), hvortil kommer 1-2 dødsfald. De rammer hyppigst piger under 19 år og indtager fjerdepladsen blandt sportsulykker (1, 2). Flere undersøgelser (3-6) tyder på, at mange RU kunne undgås, da en stor del af dem (34-68%) kan tilskrives uforsigtighed. Ulykkestallene skal sættes i relation til, at ridesporten har ca. 140.000 udøvere i Danmark, og at det er udelukket, at man kan dyrke ridesport uden at komme ud for uheld. Henved halvdelen af landets ryttere er medlem af Dansk Ride Forbund (DRF). RU-incidensen er skønnet til at være mellem 0,16 og 1,0 RU per 1.000 ridetimer (3, 7-10). Som fritidsulykke er RU siden 1989 blevet registreret i European Home and Leisure Accident Surveillance System (EHLASS-systemet), som benyttes på skadestuerne i Esbjerg, Frederikssund, Glostrup, Herlev og Randers, der betjener ca. 14,6% af befolkningen. EHLASS-registreringen, hvis data er frit tilgængelige, administreres her i landet af Statens Institut for Folkesundhed. For perioden 1989-1992 foreligger der en landsdækkende opgørelse (1), der er baseret på denne registrering. Jeg fandt det af interesse dels at følge dette arbejde op til 1999, dels at opgøre letale RU i samme periode.
Metoder
EHLASS-data, der omfattede oplysninger om RU for perioden 1989-1999, blev tilvejebragt gennem Statens Institut for Folkesundhed. Registreringens specificitet mht. RU blev beregnet til mindst 98%, idet man ved gennemlæsning af friteksten til samtlige 871 registreringer i 1999 kunne fastslå, at irrelevante ulykkestilfælde allerhøjst kunne udgøre to procent. Letale RU i observationsperioden blev belyst via 11 dødsattester, der blev fremskaffet fra Sundhedsstyrelsen. Sammenligninger blev foretaget ved c2-test med Yates-korrektion med anvendelse af tosidet signifikansniveau på 5%.
Resultater
Fra 1989 til 1999 blev der registreret i alt 8.662 RU med gennemsnitlig 787 per år. Der var i observationsperioden en stigning på 6%, som ved lineær regression ikke var signifikant. De 10-19-årige var med 57% den dominerende aldersgruppe (Fig. 1 [se UFL 163/43, p. 5979, 22. oktober 2001]). Kvinder udgjorde 91% af materialet, hvilket indebærer en klar overrepræsentation af kvinder (p<0,001) i forhold til kønsfordelingen i DRF, hvor kvindernes andel af de aktive medlemmer på opgørelsestidspunktet var 87%. I alt 72% af ulykkerne indtraf på rideskoler, 12% i naturområder, 9% skete på veje eller i boligområder, mens 7% ikke kunne specificeres. Ulykkesmekanismen (Tabel 1 [se UFL 163/43, p. 5980, 22. oktober 2001]) var hyppigst fald fra en hest eller styrt med en hest (59%). Aldersgruppen under ti år adskilte sig fra de øvrige med en klar overhyppighed af denne skadetype (p<0,0001). Som vist i Tabel 2 (se UFL 163/43, p. 5980, 22. oktober 2001) var overekstremitetsskader hyppigst (39%), efterfulgt af skader på underekstremiteterne (34%) og hovedet (15%). Aldersgruppen under ti år havde færre underekstremitetsskader og derfor procentuelt flere overekstremitets- og hovedskader (p<0,001). Tabel 3 (se UFL 163/43, p. 5980, 22. oktober 2001) viser, at 68% af de 8.662 tilskadekomne blev afsluttet på en skadestue med eller uden behandling, mens 23% blev fulgt op i et ambulatorium eller hos en praktiserende læge. I intervallet 1989-1994 blev 66% afsluttet på skadestuen, mens det var tilfældet for 70% i perioden 1995-1999 (p=0,0001). I begge perioder blev 9% af de tilskadekomne indlagt. De 11 fatale RU involverede syv kvinder og fire mænd mellem 11 og 63 år. Fem dødsfald skyldtes hovedtraume, tre skyldtes brud på halshvirvelsøjlen, to skyldtes læsioner i bughulen og et skyldtes læsion af brystkassen. Ni af ulykkerne (82%) skete i naturen eller på offentlig vej; de to øvrige på en rideskole og en privat ridebane.
Diskussion
Hvis de EHLASS-registrerede RU ekstrapoleres til landsplan, svarer det til godt 5.350 skadestuekontakter årligt og godt 8.900 RU totalt, hvis man regner med, at 40% ikke henvender sig på en skadestue (8). Hvis man i stedet skønner ud fra antal DRF-medlemmer i registreringsområdet, får man tilnærmelsesvis samme resultat, nemlig 5.100 skadestuekontakter og 8.500 RU totalt. Det tidligere skøn på 5.750 (1) synes at være beregnet som antal skadestuebesøg. På det grundlag er de her anførte skøn lidt lavere, men bliver naturligvis højere, hvis de 5.750 opfattes som antal RU totalt. Aldersfordelingen i materialet stemmer med alle tilsvarende undersøgelser og afspejler aldersfordelingen i rideklientellet. Den numeriske overvægt af kvinder svarer nøje til andre tilsvarende opgørelser og illustrerer, at ridesporten domineres af kvinder. Derimod synes den her påviste forhøjede ulykkesrisiko for kvinder ikke at være beskrevet tidligere. Der er givetvis tre grunde til, at piger hyppigere kommer til skade: 1) Det er velkendt, at piger er mere frygtløse ryttere end drenge. 2) Piger betragter i højere grad end drenge hesten som et kæledyr, som de pusler om, og de udsætter sig derved for at blive sparket, bidt eller trådt på. 3) Det er fortrinsvis piger, der er erhvervspraktikanter og medhjælpere i hestemiljøet. RU for disses vedkommende burde registreres som arbejdsulykker, men kan være medtaget i EHLASS-registreringen. Der er også god overensstemmelse med andre tilsvarende undersøgelser (1, 7-9, 11, 12), hvad angår stedet for RU, skadesmekanismerne og de skadede legemsdele. De fleste RU sker ved, at rytteren falder af hesten, eller ved at både hest og rytter sammen styrter (Tabel 1). Rytteren falder typisk med hoved og overkrop først, hvilket medfører, at overekstremiteten er den hyppigst skadede legemsdel (39%), enten fordi rytteren søger at afbøde faldet med hånden og derved pådrager sig en fraktur af selve armen, eller fordi skulderen slås mod jorden med claviculafraktur til følge. Af samme grund er hovedskader den tredjehyppigste læsion (15%). Abdominallæsioner, ofte lever- eller miltruptur, opstår tit ved, at rytteren ved et styrt bliver hængende i en stigbøjle og slæbes efter hesten. Skader på underekstremiteterne (34%) kan bl.a. fremkomme, hvis rytteren kommer i klemme under hesten. Det overses imidlertid tit, at godt en tredjedel af ulykkerne ikke sker under selve ridningen, men ved op- og afsadling og under staldarbejde. Her ses underekstremitetsskader, der er opstået ved spark, og når hesten træder på en persons fod. Dette forklarer de yngste rytteres (<10 år) separate skademønster, fordi disse oftest ikke selv sadler op og dermed ikke er udsat for at blive sparket eller trådt over fødderne. Når man efter 1995 har kunnet afslutte en signifikant større andel af de personer, der er blevet skadet ved RU, på skadestuen end inden (Tabel 3), kunne det tyde på, at skaderne RU er blevet mindre. Samme udvikling ses ved de øvrige fritidsulykker, hvilket antyder en generel positiv udvikling, måske som et resultat af oplysningskampagner. At en sådan positiv udvikling har fundet sted modsiges ikke af, at indlæggelsesfrekvensen uændret var 9%, for det kan formodes, at visse hoved- og abdominaltraumer uanset sværhedsgraden altid vil medføre indlæggelse til observation. Denne i øvrigt lave indlæggelsesfrekvens vil falde til under 6%, hvis man går ud fra, at det totale antal RU er over 8.500. Langt de fleste RU giver således kun ubetydelige skader. Alligevel får nogle patienter langvarige gener. Ingemarson (3) beskrev, at 9% var sygemeldt i mere end to måneder, og Lucht & Lie (12) fandt efter 1-2 år følgetilstande hos 16%. Det er forventeligt, at de fleste RU (72%) indtræffer på rideskoler, fordi den største rideaktivitet foregår her. Imidlertid er det ridning i naturen og på veje, der er særlig farlig (3, 6, 13), hvilket illustreres af de 11 letale RU, hvoraf ni skete i naturen eller på en offentlig vej. Ridning i naturen er imidlertid et vigtigt element i ridesporten og uvurderlig for både rytterens og hestens trivsel. Den typiske RU sker ved at hesten under »hyggeridning« i disse omgivelser bliver skræmt eller løber løbsk, hvorefter der indtræffer et styrt eller en kollisionsulykke. Manglende viden og erfaring for rytterens vedkommende er en væsentlig faktor ved RU. Ryttere med 3-5 års erfaring har den største ulykkeshyppighed. Med under tre års erfaring er man forsigtig og har relativt få ulykker. Først med fem års erfaring aftager RU-hyppigheden (3). Mindre erfarne ryttere tegner sig for størstedelen af RU, men til gengæld involverer de sværeste ulykker hyppigt meget erfarne ryttere (9, 13-15). Sikkerhedsudstyr spiller en væsentlig rolle for ridesikkerheden, især ridehjelm, hvis betydning er indiskutabel. Omvendt er det klart, at sikkerhedsudstyr virker ved at begrænse skaden, når ulykken er indtruffet. Kraftpåvirkningen er tit for stor til, at sikkerhedsudstyr kan forhindre alvorlige læsioner, og visse skadetyper, fx brud på halshvirvelsøjlen, beskytter sikkerhedsudstyr ikke imod. De 11 fatale ulykker illustrerer dette, idet sikkerhedsudstyr næppe ville have haft betydning i mere end et tilfælde. Forebyggelse af RU kan derfor ikke baseres på sikkerhedsudstyr, men snarere på sikkerhedsbevidst adfærd. I ridesportens organisationer er der en stor viden om sikkerhed, og når der i rideklubber alligevel sker svigt, beror det mere på, at sikkerhedsaspekterne ikke er indarbejdet grundigt nok. RU uden for rideklubberne kan nok i højere grad tilskrives mangelfuld viden, fordi mange – ofte børn – med ganske utilstrækkelig baggrund blot begynder at ride på egen hånd på veje og i naturen. En indsats for at nedbringe antallet af RU vil stille krav til både den enkelte rytter, ridesportens organisationer og de offentlige myndigheder. For den enkelte gælder det om at erhverve den nødvendige praktiske og teoretiske kunnen, om at udvise omtanke og ansvarsfølelse og om at benytte relevant sikkerhedsudstyr, især ridehjelm og reflekser/lygter i mørke. Ligeledes må man nævne betydningen af sikkerhedsstigbøjler, af hvilke der er flere typer. Jeg mener, at rideklubberne og Dansk Rideforbund(DRF) bør påse, at sikkerhedsbevidst adfærd integreres fuldstændigt i omgangsformerne i hestemiljøet og indskærpes både i ridetimerne og i den egentlige teoriundervisning som »ridemærke«-undervisningen. Man kunne ønske, at DRF i eget regi indførte en landsdækkende RU-rapportering baseret på et simpelt afkrydsningsskema. Et sådant registreringssystem vil give en pålidelig kortlægning af RU og være et vigtigt instrument i forebyggelsesarbejdet. Myndighederne kunne gøre det påbudt for personer under 18 år at benytte godkendt ridehjelm ved ridning på offentlige arealer og i rideklubber, som modtager offentlig støtte, og man kunne økonomisk motivere rideklubberne til at afholde kurser i ridesikkerhed både for medlemmer og ikke-medlemmer, fx i skoleferier. Myndighederne bør skabe bedre muligheder for at ride i skove og på markveje, så ryttere ikke tvinges til at ride på almindelige veje, hvor deres tilstedeværelse både er uønsket og farlig. Det er uacceptabelt – men ikke overraskende – at 9% af RU og fire af de 11 dødsulykker skete på offentlige veje eller i boligområder. Kommunerne kunne mod passende kompensation få skov- og markejere til at tillade ridning på visse skov- og markveje og i visse markskel, så rytterne bliver sluset væk fra de offentlige veje. I dag er en rytter ifølge færdselsloven sidestillet med et automobil, hvorfor ridning skal foregå på selve kørebanen. Som konsekvens heraf skal der fx rides på en trafikeret hovedvej, selv om der separat er en bred, ubenyttet cykelsti. Dette giver anledning til unødvendige ulykker og illustrerer behovet for en justering af lovgivningen.
Summary
Steen Gimsing:
Horse-related accidents, 1989-1999.
Ugeskr Læger 2001; 163: 5979-82.
Introduction:
A previous estimate has indicated that horse activities in Denmark account for about 5750 non-fatal and 1-2 fatal accidents every year. Many are preventable, as they are caused by carelessness. A description of the accident pattern is important.
Material and methods:
The European Home and Leisure Accident Surveillance System (EHLASS) has included data on horse-related accidents since 1989. All 8662 accidents in the period, 1989-1999, were studied. Death certificates from 11 fatal cases during the same period were obtained from the National Board of Health.
Results:
The annual total number of riding accidents remained fairly constant during the period. Nine per cent of the non-fatal and four of the 11 fatal accidents occurred on public roads.
Discussion:
The data suggest that the actual annual number of riding accidents is 8500-8900. It is recommended that the Danish Riding Association initiates a national accident reporting system. This would be an important preventive instrument. Further, better opportunities for riding in rural areas should be created.
Reprints: Steen Gimsing, audiologisk afdeling, Centralsygehuset Esbjerg Varde, DK-6700 Esbjerg.
Litteratur
1. Riding accidents in Denmark 1989-92. Rapport. København: Forbrugerstyrelsen & Sundhedsstyrelsen, 1993.
2. Lindquist KS, Timpka T, Bjurulf P. Injuries during leisure physical activity in a Swedish municipality. Scand J Soc Med 1996; 4: 282-92.
3. Ingemarsson H. Ridskador. En studie av skador i samband med ridning och handhavande av hästar [disputats] Uppsala: Uppsala Universitet, Kirurgiska Institutionen, 1983.
4. Giebel G, Braun K, Mittelmeier M. Pferdesportunfälle bei Kindern. Chirurg 1993; 64: 938-47.
5. Dittmer H, Wübbena J. Eine Analyse von 367 Reiterunfällen. Unfallheilkunde 1977; 80: 21-6.
6. Campbell-Hewson GL, Robinson SM, Egleston CV. Equestrian injuries in the paediatric age group: a two centre study. Eur J Emerg Med 1999; 6: 37-40.
7. Juul SM. Ridesportens skademønster. Ugeskr Læger 1989; 151: 3078-9.
8. Lie RL, Lucht U. Ridesportsulykker. Ugeskr Læger 1977; 139: 1687-9.
9. Kramhøft M, Kjersgaard AG, Kramp S, Rosenberg B, Solgaard S. Rideulykker i Fredriksborg Amt. Ugeskr Læger 1986; 148: 738-40.
10. Gierup J, Larsson M, Lennquist S. Incidence and nature of horse riding injuries. Acta Chir Scand 1976; 142: 57-61.
11. Houshian S, Freund KG. Rideulykker. Ugeskr Læger 1998; 160: 6976-9.
12. Lie RL, Lucht U. Ridesportsulykker. Ugeskr Læger 1977; 139: 1689-92.
13. Kricke E. Der tödliche Reitunfall. Unfallheilkunde 1980; 83: 606-8.
14. Voigt J, Dalgaard JB. Dødsulykker ved ridning og anden omgang med heste. Ugeskr Læger 1978; 140: 1305-8.
15. Rathfelder FJ, Klever P, Nachtkamp J, Paar O. Verletzungen im Reitsport – Häufigkeit und Entstehungsursachen. Sport Verl - Sportschad 1995: 9: 77-83.
Antaget den 11. september 2001.
Centralsygehuset Esbjerg Varde, audiologisk afdeling.
|
|
|
|
UGESKRIFT FOR LÆGER
Ugeskriftet betinger sig ret til at opbevare og publicere artikler (tekst og illustrationer) også i elektronisk form, fx via cd-rom og Internettet.
Eftertryk eller anden mangfoldiggørelse af Ugeskriftets tekst og illustrationer er kun tilladt med skriftlig tilladelse fra forfatter og redaktion og anførelse af Ugeskrift for Læger som kilde.
Gengivelse af informationer eller citater fra Ugeskriftet må tidligst offentliggøres på datoen (mandage) for det pågældende nummers udgivelse og med angivelse af Ugeskrift for Læger som kilde. |
|
|
|
|
|
