TEMA: TIDEN EFTER YL
Farvel til samlebånd og anonymitet

YNGRE LÆGER

Journalist Karen Brygmann

Der stod blomster på bordet, og et kort bød Jeannett Dimsits velkommen. Den første dag i hendes nye job i medicinalfirmaet Sanofi-Synthelabo startede med morgenmad med kollegerne, og inden der var gået en uge, havde hun været til møde med sin nye chef. Havde hun allerede nået at gøre sig tanker om, hvordan hun selv ønskede at præge sit nye job? Og havde hun eventuelt særlige ønsker i den forbindelse, som virksomheden kunne opfylde, ville chefen blandt andet gerne vide.
»Det er som om, der er et fuldstændigt anderledes syn på medarbejderne i det private, end du generelt møder inden for det offentlige. På en sygehusafdeling oplever du ikke de første mange år som yngre læge, at der kommer en ældre kollega og siger: ,Vi synes, du er dygtig, og vi vil gerne hjælpe, hvis du har ideer til et projekt, du gerne vil arbejde med'. I stedet føler man sig ind imellem næsten anonym – du bliver betragtet som én i den store gruppe unge læger, der cirkulerer i systemet og snart forsvinder fra afdelingen igen«, forklarer Jeannett Dimsits. 
Samtidig med at hun 1. august i år tiltrådte stillingen som medicinsk direktør i det franskejede medicinalfirma, skiftede en kollega afdeling på et københavnsk hospital. Forskellen på, hvordan de to blev modtaget af deres nye arbejdspladser, var slående.
»Jeg oplevede i den grad, at jeg var velkommen og blev mødt af forventninger til, hvad jeg kunne bidrage med. Modsat var min kollega efter nogle dage tydeligt frustreret over, at hun ikke var blevet ordentligt introduceret på sin nye afdeling. Nu skulle hun på vagt, men vidste ikke, hvor vagtværelset lå. Da hun havde spurgt en ældre kollega, om hun som introduktion måtte gå med på hans vagt, var svaret nej, fordi han skulle have en student med«.
Dette eksempel på manglende overskud til at tage sig af kolleger på en afdeling er langt fra enestå-ende, mener både Jeannett Dimsits og Christian Meyer, projektleder på Novo Nordisk. De valgte hver især andre græsgange, fordi de ønskede større indflydelse på deres arbejde og mulighed for at fordybe sig fagligt. Det så de ikke mulighed for i det offentlige inden for de første mange år.
»Om ti år bliver alting godt. Så bliver du bagvagt og får indflydelse«, lyder det fra ældre kolleger, når man tager problemstillingen op. »Men for mig at se er det urimeligt længe at skulle vente på at opleve en tilfredsstillende arbejdsglæde«, siger Christian Meyer.
 
Der skal være plus på bundlinien
Arbejdsglæden har Christian Meyer til gengæld fundet i sit nuværende job, hvor han har ansvaret for kliniske forskningsprojekter med præ-parater inden for hæmostase og intensiv terapi.
»En ph.d. og mine første erfaringer med klinisk forskning ledte for alvor denne vej. Jeg trives godt med længerevarende projektarbejder, hvor man skal løfte en større opgave sammen med andre, frem for arbejdet på en klinisk afdeling eller i praksis, hvor patienterne venter i en lang kø. Det nærmer sig ofte samlebåndsaktivitet«, siger Christian Meyer.
Præcis samme oplevelse havde Jeannett Dimsits.
»Jeg savnede i den grad kontinuitet i det kliniske arbejde, men det får man ikke, når man kun går stuegang to dage i træk for derefter at skifte til aften- og nattevagter og siden et par dage i ambulatoriet. Tilrettelagde man arbejdet anderledes, ville vi langt oftere kunne følge patienter, fra de kom ind, til de bliver udskrevet og lære af patientforløbene. Det offentlige burde i langt højere grad tage ved lære af det team- og projektarbejde, man systematisk benytter i industrien. Det åbner mulighed for den kontinuitet, supervision og uddelegering af ansvar, som jeg hørte masser af kolleger råbe på«, siger hun.
Jeannett Dimsits er den ene af blot to læger i Sanofi-Synthelabos danske afdeling og har derfor betydeligt bredere arbejdsopgaver end Christian Meyer. Hun har blandt andet ledelsesansvar og fungerer som kontaktperson til myndighederne. Desuden er hun lægefaglig konsulent og underviser for virksomhedens produktspecialister, har ansvar for kvalitetssikring og virker som konsulent for læger og apoteker, når produkter er kommet på markedet. Endelig planlægger hun og er ansvarlig for lokale kliniske fase seks-afprøvninger – kliniske studier af produkterne, når de er blevet godkendt til markedsføring af myndighederne.
»Med lidt læsning hjemme kan jeg normalt godt holde opgaverne inden for en almindelig arbejdsuge. Jeg skal regne med mellem 30 og 50 rejsedage om året, men til daglig kan jeg tilrettelægge arbejdet selv, så det kan fint forenes med familieliv. Og det er skønt at være fri for vagter og eksempelvis kunne holde ferie, når de fleste andre mennesker gør«, fastslår Jeannett Dimsits.
I modsætning til før arbejder de nu i virksomheder, hvor der er konstant opmærksomhed om det økonomiske resultat.
»Har Novo Nordisk meddelt udadtil, hvilke forskningsprojekter man forventer at få iværksat inden for den kommende tid, vil resultatet formentlig være faldende aktiekurser, hvis man ikke lever op til det. Så selv om vi i en forsknings- og udviklingsafdeling ikke i det daglige har opmærksomheden rettet mod det økonomiske resultat, sætter vi os hele tiden mål og evaluerer løbende, hvor langt vi er nået. Jeg oplever det som utroligt konstruktivt og motiverende at arbejde på den måde, fordi medarbejderne samtidig har stor indflydelse på, hvordan målene bliver nået«, forklarer Christian Meyer.
Jeannett Dimsits har virksomhedens økonomiske krav tættere inde på livet i sit job.
»Hver måned holder vi et møde, hvor der bliver gjort status over salg af forskellige produkter og diskuteret, hvad der kan gøres for at øge omsætningen. Det skal man lige vænne sig til. Men virksomheden gør et godt stykke arbejde for, at man også engagerer sig i den side af sagen. Nye medarbejdere kommer hurtigt på et kursus, hvor man bliver grundigt in-troduceret til alle produkter blandt andet. De sørger for, at man brænder for virksomheden«, konstaterer hun.
 
Tilbage til det offentlige
Arter markedet sig ikke som forventet, lægger medicinalindustrien hurtigt kursen om, ofte med mærkbare konsekvenser for medarbejderne. Det erfarede Thomas Broe Christensen, ph.d, nu ansat i uddannelsesstilling ved onkologisk afdeling på Amtssygehuset i Herlev. Efter 13 måneder som medicinsk rådgiver hos Nycomed valgte han at vende tilbage til det offentlige.
»Jeg blev ansat til at stå for klinisk udvikling og afprøvning af cytostatika inden for det onkologiske område, særligt med henblik på salg i de tidligere østbloklande. Nycomed havde ikke før beskæftiget sig med cytostatika inden for det onkologiske område, så jobbet gav både mulighed for at bygge noget nyt op fra bunden og ikke mindst få lejlighed til den faglige fordybelse, jeg var frustreret over ikke at få mulighed for på en klinisk afdeling«, fortæller han.
Men forventningerne om en hurtig økonomisk fremgang på det nye marked holdt ikke stik, og Nycomed valgte at forlade den kliniske udvikling af cytostatika på det onkologiske område.
»Jeg havde mulighed for at blive i virksomheden, og det var ikke noget enkelt valg. Det havde været spændende at blive udnyttet som ressourceperson, opleve kompetence, få det støtteapparat til rådighed man ønskede sig, arbejde tværfagligt og opleve en god korps-ånd. Og jeg har fået mange ledelsesmæssige, økonomiske og udviklingsmæssige erfaringer, jeg er glad for i dag. Desuden var det spændende på tæt hold at opleve de mange intellektuelle og økonomiske ressourcer, der er til rådighed i industrien – i dag er jeg ikke i tvivl om, at et samarbejde mellem klinikker og det private er helt nødvendigt. 
Men i sidste ende vejede det onkologiske speciale og selve patientbehandlingen tungest for mig. Min personlige opfattelse af mig selv som læge er i høj grad knyttet til det konkrete arbejde med at hjælpe syge patienter«, konstaterer Thomas Broe Christensen.
Jeannett Dimsits nikker genkendende til disse overvejelser, selv om hun er glad for de mange forskellige udfordringer, hun nu oplever hos Sanofi-Synthelabo.
»Min søn på otte erklærede for nylig, at nu er mor ikke ,rigtig' læge mere, fordi jeg ikke længere arbejder i klinikken. Den bemærkning ramte, for inderst inde føler jeg ind imellem en form for nederlag ved at arbejde i industrien. 
Selv om det for mig var faget medicin frem for Florence Nightingale-rollen, der trak, og jeg desuden altid har opfattet medicinalindustrien som en mulig arbejdsplads, forbinder jeg i høj grad også lægegerningen med selve patientbehandlingen. Og det kan godt rykke i mig ved tanken om en skadestuevagt«, fortæller Jeannett Dimsits.
Alle tre glæder sig over, at der i dag ikke er samme dybe skel som tidligere mellem det offentlige og industrien, især ikke blandt yngre læger er opfattelsen.
»Mens jeg var på Herlev, viste det sig pludselig, at ti ud af 20 yngre læger på samme afdeling gik med overvejelser om at søge ud i medicinalindustrien. Der er slet ikke den samme skepsis over for det private som tidligere«, siger Christian Meyer.
Springet tilbage til klinikken har slet ikke rummet vanskeligheder, fortæller Thomas Broe Christensen.
»Det var faktisk utroligt nemt. Der var der ingen problemer med at få arbejde. Desuden oplever jeg, at alle er meget interesserede i at høre om mine erfaringer, når de hører, at jeg har været ansat i industrien«.
 
Læger er gode forskere 
Lægerne i industrien er mere kommercielt interesserede end Flor-ence Nightingale-typerne, de har ofte trang til store udfordringer og arbejder gerne efter større mål. Sådan lyder karakteristikken, når man spørger Anker Lundemose, dr. med. og administrerende direktør for biotek-virksomheden Pantheco i Hørsholm.
»Selv beskæftiger vi kun et par læger i øjeblikket, men det er lidt af et tilfælde, for efter min opfattelse giver lægeuddannelsen en utrolig god baggrund for at blive en værdifuld forskningsmedarbejder. Bredden i uddannelsen betyder, at læger har meget at byde på i et forskningsmæssigt samarbejde«, siger Anker Lundemose.
Han hører ikke kolleger i branchen klage over rekrutteringsvanskeligheder.
»I disse år, hvor beskæftigelsesmulighederne er gode, er det nemmere at træffe sine egne valg og prøve forskellige muligheder af for eksempel ved at tage nogle år i industrien. 
Her får man nogle helt andre muligheder ud over det lægefaglige og oplever en anden organisation end det offentliges. Og det er mit indtryk, at holdningen til industrien har ændret sig siden 1993, da jeg selv tog springet fra universitetet til Novo Nordisk – jeg blev skældt ud for at være vanvittig, da jeg ringede til Yngre Læger for at få hjælp, inden jeg skrev kontrakten under«, griner Anker Lundemose.
Som læge på Pantheco skal man møde med turnus, klinisk erfaring og desuden gerne nogle år i en anden medicinalvirksomhed i bagagen. Lyst og evner til tværfagligt samarbejde er også en betingelse på den knap 50 personer store arbejdsplads.
»Dels arbejder man tæt sammen i det daglige, dels er man nødt til at kunne tage over for hinanden i en lille virksomhed. Er de administrative medarbejdere væk, er det eksempelvis mig, der sørger for posten. Desuden skal man respektere og værdsætte faglig dygtighed hos kolleger og ikke få ondt af, at labo-ranten, der har en kortere uddannelse, får det samme i løn som en selv«, fastslår direktøren.
Ligesom Novo Nordisk og Sanofi-Synthelabo lægger virksomheden i Hørsholm vægt på medarbejdernes individuelle ønsker til faglig udvikling.
»Medindflydelse og motivation følges ad, derfor skal udgangspunktet for udviklingssamtaler være den enkelte medarbejders egne ønsker til kurser, efteruddannelse og målsætninger. Selvfølgelig skal ønskerne kunne rummes inden for virksomhedens mål, men samtidig er det vigtigt for de fleste i dag, at arbejdet er sjovt, udfordrende og dermed giver overskud til andre dele af tilværelsen også. Det skal vi leve op til for at kunne holde på vores medarbejdere. På det område oplever jeg, at vi er et skridt foran det offentlige«, siger Anker Lundemose.
Selv fattede direktøren tidligt interesse for forskning og søgte direkte videre til universitetet uden at gå i turnus. Og fra han i 1998 var med til at etablere Pantheco, har ledelses- og udviklingsarbejde samt økonomisk ansvar fyldt al hans tid.
»Jeg ser først og fremmest mig selv som virksomhedsleder i dag, men min lægelige og forskningsmæssige bagage gør mig formentlig til en anden af slagsen, end hvis jeg havde læst cand.merc. I øvrigt synes jeg, at direktørjobbet har givet adskillige kick. Det største har nok været at være med til at transformere en dansk opfindelse ind i lægemidler, der måske på sigt kan redde millioner af menneskeliv. Desuden er det en utroligt spæn-dende udfordring at drive en virksomhed med ansvar for arbejdspladser, udvikling og økonomi. Gennem årene har vi eksempelvis rejst 250 millioner kroner til virksomheden – det giver også et kick, når det lykkes at begejstre investorerne«, siger Anker Lundemose.
 
Arbejdsglæden steg betragteligt hos Christian Meyer og Jeannett Dimsits, da de fik job i medicinalindustrien. Det var slut med at være anonym i flokken af yngre læger i et stort vagtlag, nu blev der fokuseret på netop deres kvalifikationer og udviklingsmuligheder. Til gengæld kan manglen på patientkontakt i industrien få ens lægefaglige identitet til at vakle, oplever nogle læger.

TEMA: TIDEN EFTER YL
Se tidligere artikler i år i temaserien Tiden efter YL: »Klar parat svar« om overlæger i YL-spalterne nr. 25, »Ud af overlægens skygge« om praktiserende læger i YL-spalterne nr. 34 og »Specialister i eget hus« om speciallæger med egen praksis i YL-spalterne nr. 37. Temaserien afsluttes med denne artikel om læger ansat i industrien.