|
|
|
| Ugeskr Læger 2001;163(43):5999
|
|
REPORTAGE OG BAGGRUND
 Journalist Jesper Haller, jha@dadl.dk
Tæppet er ved at blive trukket væk under det udvidede tilsyn på plejehjemsområdet, mener en af de administrerende embedslæger, som fra 1. januar skal føre tilsynet ud i praksis. Han frygter først og fremmest, at der – imod lovens hensigt – ikke reelt vil blive tilført megen ekstra lægelig arbejdskraft til den store opgave. »Embedslægevæsenets lønsum udmøntes ved oprettelsen af 12 lønramme 37-stillinger ...« Så klart formulerede Socialudvalget sig den 10. maj i år i bemærkningerne til lov 192 om tilsyn med indsatsen over for ældre. Embedslægerne skal bruge de ekstra læger – og en række andre nye medarbejdere, som også er talt konkret op i bemærkningerne – til at gennemføre et årligt tilsyn ved alle plejehjem, udarbejde rapport, følge op på kritisable forhold m.v. Der var meget bred politisk opbakning bag beslutningen om at opruste embedslægevæsenet til at løfte den store opgave, som skal løses fra årsskiftet, men oprustningen kan ende i det rene ingenting. Ifølge Søren Gustavsen, administrerende embedslæge i Vestsjællands Amt og ivrig deltager i embedslægernes arbejde for et bedre plejehjemstilsyn, er de 12 nye stillinger i lønramme 37 under administrativ forvandling. Gustavsen frygter, at resultatet bliver ganske lidt ekstra lægelig arbejdskraft til at løfte den store opgave. »Jeg kan ikke læse bemærkningerne om 12 lønramme 37-stillinger som andet end et bindende antal. Men Sundhedsstyrelsen og ministeriet tolker det tilsyneladende derhen, at der kan oprettes indtil 12 tjenestemandsstillinger, og at man i stedet kan bruge nogle af pengene til at oprette sygeplejerskestillinger. Resultatet kan let blive, at vi ikke får de nødvendige læger til at løfte den meget store opgave, der ligger i det udvidede tilsyn, som det vel var Folketingets hensigt«, mener Gustavsen. Embedslægernes formand, Jens Misfeldt, er mere fåmælt i sagen, da den stadig er under forhandling – embedslægerne mødes med Sundhedsstyrelsen igen den 31. oktober – men formanden bekræfter, at der vil være rigeligt behov for de lovede, nye lægestillinger, hvis tilsynet skal have den effekt, som politikerne ønsker. Medlem af Socialudvalget Tove Videbæk (KrF) er klar i sin holdning. Hun vil rejse sagen over for socialminister Henrik Dam Kristensen for at sikre sig, at tilsynet gennemføres efter politikernes hensigt. Snyder på vægten En formalitet er embedsmændenes smutvej til at begrænse antallet af nye stillinger. En række tjeneste-mandsstillinger i embedslægevæsenet er i dag besat med ikke-tjenestemandsansatte læger, fordi man i flere år har haft en endnu ikke konkretiseret eller vedtaget spareplan hængende over hovedet. Formelt er stillingerne dermed ledige, så de kan inddrages i de ovenfor nævnte 12. På denne måde oprettes nye stillinger – uden at tilføre lægelige ressourcer. »Jeg synes, det ser ud, som om man prøver at snyde på vægten«,siger Søren Gustavsen. Rene ord for pengene I bemærkningerne til lov192 står der ordret følgende om styrkelsen af embedslægevæsenet i forbindelse med det udvidede tilsyn: »Af de 16,5 mio. kroner (samlede udgifter under Sundhedsministeriets ramme, red.) tilføres 15,8 mio. kr. til embedslægevæsenet. Embedslægevæsenets lønsum udmøntes ved oprettelsen af 12 lønramme 37-stillinger og 8 årsværk(øvrige). De resterende 6,2 mio. kr. under embedslægevæsenet afsættes under øvrig drift til køb af fremmede tjenesteydelser«. »Som jeg har opfattet det, kæmpede departementet for at få de nødvendige ressourcer fra Socialministeriet til det udvidede plejehjemstilsyn. Men da pengene var i hus, gik man tilsyneladende straks i gang med at finde veje til at undgå, at de blev brugt på den måde, Folketinget havde ønsket«. Kæmpe opgave Søren Gustavsen understreger, at det udvidede plejehjemstilsyn er en meget stor ny opgave. Så stor at den er takseret til knap en tredjedel af embedslægevæsenets samlede budget. »I Vestsjællands Amt er vi 23 kommuner med flere end 100 bo-enheder, der falder ind under loven. Hver anden dag året rundt skal der altså gennemføres et tilsyn. Der skal køres til og fra og skrives en rapport. En gang årligt skal der gennemføres en opfølgning og en samlet beskrivelse af plejehjemmene til hver kommune i amtet. Det er tanken, at vi hos os skal gennemføre dette udvidede tilsyn med tre embedslæger – én mindre end nu – og en sygeplejerske, uden at der – i hvert fald foreløbig – er fjernet andre opgaver. Sundhedsstyrelsen mener, at de kun formelt ledige tjeneste-mandsstillinger kan indgå i puljen. Men derved tager man reelt forskud på en sparerunde, som endnu ikke er på plads, og som måske heller ikke kommer det. Der er konstitueret folk og ansat vikarer, fordi der arbejdes på besparelser i embedslægevæsenet. Men vore samarbejdspartnere uden for Sundhedsministeriet har ikke kunnet pege på opgaver i vores regi, som de mener kan undværes. Hvis det holder stik, bør departementet derfor tænke om og måske opgive besparelserne«, siger Gustavsen. Dyre besparelser Det er ikke nogen nem opgave at finde besparelser, der batter noget, som ikke samtidig udløser – måske større – udgifter andre steder i det offentlige. »Der er ingen besparelse i at skære opgaver væk, som embedslægerne løser for andre ministerier«, mener Gustavsen. »Man kan for eksempel ikke foreslå at spare miljøindsatsen væk, for så vil Miljøministeriet reagere ved at kræve penge til at få opgaverne løst på anden måde. Hvis man pegede på ligsyn, ville Justitsministeriet reagere osv.« Derfor er det Sundhedsministeriets eget område, der ligger for. Men her har embedslægerne haft synlig succes i forbindelse med sundhedsplanlægning og forebyggelse. »Det er lykkedes at gennemføre samarbejde med 70 procent af Danmarks kommuner om en beskrivelse af kommunernes sundhedsforhold til brug i den kommunale planlægning. Det er en indsats, der har rykket noget blandt kommunerne, for eksempel i deres engagement i Folkesundhedsprogrammet«. Skæv satsning Søren Gustavsen synes, at der er ved at tegne sig et andet tilsyn end det, han finder hensigtsmæssigt. »Det ser nu ud som om, departementet satser på at erstatte lægestillinger med sygeplejestillinger i det udvidede tilsyn med plejehjem. Det betyder større vægt på tilsyn med den konkrete plejeopgave og mindre med helheden, som omfatter meget andet end blot plejen. Med et sådant tilsyn vil man måske kunne afdække, at et plejehjem vender bleerne og bruger dem to gange. Men vi skal ned i de procedurer og holdninger, der ligger til grund for, at man vender bleen, og det bliver efter min vurdering meget vanskeligt at finde sygeplejersker, som har erfaring med den form for tilsyn. Det, der i øjeblikket ligger i kortene, er dramatisk anderledes end det, loven lægger op til. Som minimum må man holde det antal stillinger i drift, der er forudsat i loven. Som jeg kan tælle på fingene, kan man besætte de 12 stillinger og alligevel have ,numre' i reserve, hvis besparelserne skal gennemføres«, siger Søren Gustavsen. Stillingerne nødvendige Embedslægernes formand, Jens Misfeldt, er enig i dette synspunkt, men mener desuden, at der bør oprettes yderligere lægelige årsværk. »Dels kan ikke alle embedslægeinstitutioner blive tilgodeset ved oprettelse af de 12 tjeneste-mandsstillinger, og dels må vi sikre et rekrutteringsgrundlag fremover. Uddannelsesstillingerne i embedslægevæsenet er blevet beskåret gennem de senere år, og vi har derfor foreslået, at nogle af de otte årsværk, der er beskrevet i loven til andre stillinger end tjenestemandsstillinger, anvendes til uddannelsesstillinger for kommende embedslæger«, siger Jens Misfeldt, som i øvrigt er enig med Gustavsen i, at der skal satses på systemtilsyn. »Vores overordnede idé er, at tilsynet ikke skal hvile på, har-personalet-nu-gjort-noget-galt'-kontroller, men at vi skal styrke institutionerne. Der skal være plads og tid til samarbejde mellem tilsyn og drift. Vi skal kunne diskutere og vejlede. Det er institutionerne meget interesserede i. Men det kræver selvfølgelig, at embedslægerne har overskud til opgaven. Derfor skal embedslægeinstitutionerne styrkes med både lægelig bemanding og sygeplejefaglig bistand«, forklarer Misfeldt. I Sundhedsstyrelsen henvises til afdelingschef Niels Christensen, som ved redaktionens slutning var på efterårsferie. Medlem af Folketingets Socialudvalg Tove Videbæk, kan ikke forstå, at der nu bliver tolket på betænkningen. »Alle partier pegede på, at embedslægerne skulle løse opgaven med det udvidede tilsyn, og når man så har regnet ud, at der skal 12 nye embedslæger til, så er det det. Ordlyden i betænkningen er ikke til forhandling. Nu vil jeg henvende mig til socialministeren og sikre mig, at der ikke bliver løbet om hjørner med os i denne sag«, er-klærer Tove Videbæk.
|
|
|
|
UGESKRIFT FOR LÆGER Ugeskriftet betinger sig ret til at opbevare og publicere artikler (tekst og illustrationer) også i elektronisk form, fx via cd-rom og Internettet. Eftertryk eller anden mangfoldiggørelse af Ugeskriftets tekst og illustrationer er kun tilladt med skriftlig tilladelse fra forfatter og redaktion og anførelse af Ugeskrift for Læger som kilde. Gengivelse af informationer eller citater fra Ugeskriftet må tidligst offentliggøres på datoen (mandage) for det pågældende nummers udgivelse og med angivelse af Ugeskrift for Læger som kilde. |
|
|
|
|
|