|
|
|
| Ugeskr Læger 2001;163(43):5955
|
REDAKTIONELT 
Den hidtil største ulykke med radioaktivt udslip i fredstid skete i april 1986, som omtalt i artiklen i dette nummer (1). Selv om Danmark ikke blev ramt nævneværdigt af radioaktivt nedfald, er der både her og internationalt arbejdet intenst på at bearbejde erfaringerne dels beredskabsmæssigt, dels videnskabeligt inden for bl.a. medicin og radioøkologi. Enkelte områder skal fremhæves: Informationsstrategi og kommunikation var i 1986 præget af det meget lukkede Sovjet; der gik dage, før man fik rimelig information internationalt og nationalt. Dosismålingerne var utilstrækkelige, og forebyggende indgreb som »gå inden døre«, uddeling af jodtabletter, forbud mod lokalt produceret mad m.m. blev forsinket. Ud over den akutte katastrofes helbredsmæssige og menneskelige omkostninger stod en række politiske, kulturelle og økonomiske forhold på spil, således eksport/import, kontrol ved grænserne, spørgsmål om lokale afgrøder og om færden i naturen. For en hurtig, korrekt og troværdig rådgivning og information er det afgørende, at der foreligger pålidelig dosimetri og internationalt accepterede regler for indgreb ved givne strålingsniveauer. Alle disse beredskabsmæssige spørgsmål er i dag langt bedre forberedt, der er opbygget måleberedskab, kommunikation og informationsstrategier internationalt, og der er politisk og faglig enighed om indgrebsniveauer. I 2001 har Beredskabsstyrelsen fremsendt en revideret »Plan for det landsdækkende atomberedskab« til endelig godkendelse i Indenrigsministeriet. Det fremgår af planen, at de nærmeste 6-7 atomkraftværker i Sverige og Tyskland ligger inden for en radius af ca. 150 km fra dansk område, men værker med høj risiko for udslip – som Tjernobylværket – findes kun i det tidligere Sovjet. En udslipsulykke, der i Danmark vil kræve forholdsregler som »gå inden døre« eller endog evakuering, er lidet sandsynlig, men kan ikke helt udelukkes. Akut strålingssyndrom opstod udelukkende hos redningsmandskabet, i alt ca. 400 personer, hvoraf 237 var indlagt med tegn på akut strålingssyndrom og estimeret helkropsdosis over 2 Gy – 28 døde i den akutte fase. I 1986-1996 døde yderligere 14, de fleste af årsager, som ikke menes at være relateret til ulykken. Dødsraten var i høj grad relateret til helkropsdosis, næsten alle, der døde, havde fået mere end 6 Gy og havde desuden svære lokale stråleskader pga. kraftig betastråling på forurenet hud og – især kritisk – slimhinderne i de øvre luftveje, munden, svælget og spiserøret. Det er vurderet, at den akutte behandling var optimal efter 1986-målestok. Ikke desto mindre er der opsamlet en række nye erfaringer, som vil være væsentlige for den fremtidige behandling også af lokale stråleskader. Der mangler endnu langtidsopfølgning af de overlevende (2, 3). Thyroideacancer var ventet, især hos børn, på grundlag af de stråledoser, som man beregnede, at glandula thyroidea blev udsat for: 0,1-1 Gy. 10% fik endnu højere doser. Det var også ventet, at thyroideacancer hos børn og unge ville optræde med kortere latenstid end hos ældre. For samme mængde radiojod optaget i glandula thyroidea er stråledosis hos børn højere, jo mindre kirtlen er, fordi aktivitetskoncentrationen bliver højere, og børns følsomhed over for sene strålingseffekter er større. Ikke desto mindre var forløbet delvis uventet – der er nu i alt fundet ca. 2.000 tilfælde hos børn og unge. Stigningen hos børn kunne detekteres allerede efter fire år, og jo yngre børnene var på ulykkestidspunktet (dette gælder også for fostre med en gestationsalder helt ned til 3-4 måneder), desto større risiko og desto mere invasive tumorer – stort set alle papillære karcinomer. Næsten alle tidlige tumorer blev opdaget klinisk, i alt er kun ca. 12% fundet ved UL-screening trods ekstensive undersøgelser. Incidensen af thyroideacancer har nu nået et plateau, og hvis den nuværende risiko fortsætter uændret i 40-50 år, skønnes livstidsrisikoen for thyroideacancer hos børn, der er blevet bestrålet, mens de var mellem 0 og 15 år, at være ca. 1% per Gy, dvs. at den tidligere beregnede risikofaktor for gruppen ikke er ændret (4, 5). Af stor interesse er studierne af de molekylærbiologiske forandringer, selv om man endnu ikke entydigt kan pege på specifikke indikatorer for stråleinduceret cancer (6). Alt i alt er der således en række erfaringer både medicinsk og beredskabsmæssigt, som er samlet op efter Tjernobylulykken. Men det sidste ord om stokastiske effekter og om bl.a. radioøkologi er langtfra sagt.
HARRIET DIGE-PETERSEN
Litteratur
1. Sewerin I. Helbredsmæssige konsekvenser af reaktorulykken i Tjernobyl. Ugeskr Læger 2001; 163: 5959-62.
2. Ricks RC, Fry SA, eds. The medical basis for radiation accident preparedness II. Clinical experience and follow-up since 1979. New York: Elsevier Science Publishing, 1990.
3. Wagemaker G, Guskova AK, Bebeshko VG, Griffiths NM, Krishenko NA. Clinically observed effects in individuals exposed to radiation as a result of the Chernobyl accident. I: One decade after Chernobyl. Summing up the consequences of the accident. Proceedings of an international conference, 8.-12. april 1996. Wien: International Atomic Energy Agency, 1996.
4. World Health Organization. Guidelines for iodine prophylaxis following nuclear accidents. Update 1999. Genève: WHO, 1999.
5. Farahati J, Demidchik EP, Biko J, Reiners C. Inverse association between age at the time of radiation exposure and extent of disease in cases of radiation-induced childhood thyroid carcinoma in Belarus. Cancer 2000; 88: 1470-6.
6. Tuttle RM, Becker DV. The Chernobyl accident and its consequences: update at the millennium. Semin Nucl Med 2000; 30: 133-40.
|
|
|
|
UGESKRIFT FOR LÆGER
Ugeskriftet betinger sig ret til at opbevare og publicere artikler (tekst og illustrationer) også i elektronisk form, fx via cd-rom og Internettet.
Eftertryk eller anden mangfoldiggørelse af Ugeskriftets tekst og illustrationer er kun tilladt med skriftlig tilladelse fra forfatter og redaktion og anførelse af Ugeskrift for Læger som kilde.
Gengivelse af informationer eller citater fra Ugeskriftet må tidligst offentliggøres på datoen (mandage) for det pågældende nummers udgivelse og med angivelse af Ugeskrift for Læger som kilde. |
|
|
|
|
|
