Sammenligningen som falsk etisk neutralisator

EFTER MIN MENING


Store tragiske, menneskeskabte begivenheder har den konsekvens – hvis anledning man gerne havde været foruden – at grundlæggende etiske spørgsmål bliver gjort synlige og dermed tjener den eftertanke, som ellers let overdøves i dagliglivets trummerum.
En sådan etisk tydeliggørelse har atter en gang vist sig efter den 11. september 2001, nemlig anvendelse af et falsk neutraliseringsprincip, når voldsomme overgreb på mennesker søges etisk legitimeret, som om den gjaldt en slags kemisk nulstilling inden for etikken, i lighed med at syre plus base i ligeværdige doser fredeliggøres som salt plus vand.
Stillet over for grove brud på grundlæggende menneskerettigheder vil de ansvarlige og deres sympatisører ofte søge handlingen retfærdiggjort ved at henvise til, at der ikke er hændt mere, end hvad »den anden part« har gjort i andre sammenhænge og på andre måder.
Hermed tror man at kunne bringe menneskelig adfærd på en kontraktlig og målbar form for retfærdighed, hvor man vel at mærke selv er den dømmende og udøvende instans og endda for en sikkerheds skyld også den etisk lovgivende. Man behøver ikke alene at søge til Kants formulering om, at mennesket aldrig udelukkende må opfattes som et middel til at nå personlige mål, for at afvise denne form for legitimation. Også andre historiske og nutidige budskaber melder lige så klart ud.
I en sundhedsfaglig sammenhæng er der en nærliggende, men nu positiv parallel i den udvikling inden for videnskabsetikken, som i sidste halvdel af 1900-tallet førte os væk fra et forskningsprojekts videnskabelige interesse eller en forskers uhæmmede ambitioner som tilstrækkelige etiske begrundelser for at inddrage mennesker i videnskabelige forsøg, uden hverken at informere dem, endsige bede om deres accept. I dag er en sådan etisk skævhed i vores del af verden på det nærmeste utænkelig, fordi selv den mindske risiko skal vurderes af forsøgspersonen selv, og fordi overholdelsen af denne indlysende ret endog skal kontrolleres af en uafhængig instans.
Denne sammenligning fra sundhedsfagenes sfære, om end overskridelser ikke fandt sted i hadets del af menneskeforagtens spektrum, er taget med for at understrege, at alle etiske problemstillinger inddrager de samme ikke-materielle værdier, uanset sammenhængen, og at ingen overskridelser, statslige, videnskabelige eller religiøse, kan forsvares ved en falsk etisk neutralisation. Eller som en kollega mere robust karakteriserede denne teknik for mange år siden, ved en af de tydeliggørelser, som den lille og store historie er så rig på, »det komparative kneb«. Herved lykkedes det ham yderligere at fratage argumentationen det skær af acceptabilitet, som indeholdes i en mere neutral formulering af de sammenhænge, hvor vi igen og igen møder det falske argument.

Povl Riis