|
|
|
| Ugeskr Læger 2001;163(41):5720
|
|
FRA LÆGEFORENINGEN

Lægeforeningens Attestudvalg har med Forsikring & Pension aftalt en ny version af Helbredsattest. I forhold til den hidtidige version er der især foretaget ændringer på følgende områder : ¨ Afsnit I »Den forsikringssøgendes egen erklæring« udgår fuldstændig. ¨ Det tidligere afsnit II »Lægens spørgsmål« bliver til afsnit I, og spørgsmålene har fået ændret formulering. Hvert af spørgsmålene er suppleret med eksempler. Selve spørgsmålene fremstår med teksten understreget, og det er aftalt med Forsikring & Pension, at lægen alene skal læse disse spørgsmål op for patienten. Patienten skriver kun under på svarene på de understregede spørgsmål. Eksemplerne er således blot ment som en hjælp for lægen, hvis patienten ønsker spørgsmålet uddybet. Som illustration af dette skal nævnes spørgsmål 1.e.: »Psykiske sygdomme af nogen art, fx depression, nervøsitet, angst, stress, affektreaktion?«. ¨ Der er under afsnit I tilkommet spørgsmål om behandling af forgiftningstilfælde, overfølsomhed, arvelige sygdomme i nærmeste familie og dødsfald før 60-års alderen i nærmeste familie. Det skal bemærkes, at forsikringsselskabet i henhold til Lov om forsikringsaftaler ikke må anmode om, indhente, modtage eller bruge oplysninger, der kan dokumentere en persons arveanlæg eller risiko for at udvikle eller pådrage sig sygdomme. Det gælder dog ikke oplysninger om den pågældende eller andre personers nuværende eller tidligere helbredstilstand. ¨ Der er under afsnit I tilkommet spørgsmål om længerevarende (defineret som varende mere end en måned) sygemelding/ uarbejdsdygtighed. ¨ Spørgsmålet om alkoholforbrug er gjort mere detaljeret. ¨ Der er tilkommet spørgsmål om tobaksforbrug. ¨ I afsnit II »Lægens attestation og oplysninger« anfører lægen som i dag supplerende og korrigerende oplysninger til afsnittet med »Lægens spørgsmål«. Da afsnittet med »Forsikringssøgendes erklæring« er taget ud, skal der ikke længere suppleres eller kommenteres til noget sådant. Det fremgår af ledeteksten, at der kan vedlægges patientoptegnelser, lægebreve m.v., men der er ikke aftale om, at sådant materiale skal vedlægges. ¨ I afsnit III »Lægens undersøgelse« er tilkommet hørefunktion med hviske- og talestemme i fire meters afstand. Ved lungesygdom, herunder astma- og bronkitissymptomer, udbedes tre peakflowmålinger (evt. spirometri). Med den nye blanket er der således ikke længere afsnit, som forsikringstageren skal udfylde forud for henvendelsen til lægen, og dermed udgår den ofte tidsrøvende proces med at hjælpe patienten med denne del. Til gengæld er der tilkommet flere punkter under »Lægens spørgsmål«. Det skal understreges, at det er patientens svar på »Lægens spørgsmål«, der skal anføres i afsnit I. Lægen skal ikke i denne del føje sine eventuelle supplerende oplysninger. Lægens korrigerende og supplerende oplysninger anføres i afsnit II, og der skal nu alene gives oplysninger med relation til oplysningerne i afsnittet med »Lægens spørgsmål«. Det er aftalt med Forsikring & Pension, at en mere specifik vejledning til attesten vil blive udarbejdet meget snart. Attestudvalget havde foretrukket, at vejledningen forelå samtidig med at den nye blanket blev taget i brug, men det viste sig ikke praktisk muligt. Der er aftalt en øgning af honoraret for den nye version. Forsikringsbranchen har meddelt, at man har opfordret de enkelte selskaber til umiddelbart at destruere oplag af den gamle blanket, så den nye kan tages i brug pr. 1. oktober 2001. Der må dog forventes en vis overgangsperiode. Den nye attestblanket er nederst på sidste side mærket med ID-nummer 04.01.01.02, og honoraret for attesten er aftalt til 815 kr. fra 1. april 2001. I de tilfælde der stadig sker anvendelse af den hidtidige blanket, vil honoraret fortsat være 684 kr. fra 1. april 2001, som anført i Attestfortegnelsen under ID-nummer 04.01.01.01.
Attestudvalget
|
|
|
|
UGESKRIFT FOR LÆGER Ugeskriftet betinger sig ret til at opbevare og publicere artikler (tekst og illustrationer) også i elektronisk form, fx via cd-rom og Internettet. Eftertryk eller anden mangfoldiggørelse af Ugeskriftets tekst og illustrationer er kun tilladt med skriftlig tilladelse fra forfatter og redaktion og anførelse af Ugeskrift for Læger som kilde. Gengivelse af informationer eller citater fra Ugeskriftet må tidligst offentliggøres på datoen (mandage) for det pågældende nummers udgivelse og med angivelse af Ugeskrift for Læger som kilde. |
|
|
|
|
|