Kommentar til artikel i Ugeskr Læger 2001;163: 4612-4
LÆSERBREVE
Det er glædeligt, at Ugeskriftet sætter fokus på forebyggelse i relation til arbejdsskader. Derfor er det ærgerligt, at der i artiklen er der en række unøjagtigheder og misforståelser i relation til både Arbejdstilsynets og Arbejdsskadesstyrelsens håndtering af arbejdsskader.
I artiklen citeres læge Jens Brandt, BST Århus, og formanden for Danske Arbejdsmedicineres Organisation, læge Ole Carstensen.
I det følgende kommenteres kort den del, der har relation til Arbejdstilsynet.
I artiklen skelnes ikke mellem arbejdsulykker og arbejdsbetingede lidelser. Dette er uheldigt da sagsbehandling og mulighederne for forebyggelse er forskellige for de to typer arbejdsskader.
Om anmeldepligtige arbejdsulykker
Arbejdsgiveren har alene pligten til at anmelde arbejdsulykker til Arbejdstilsynet. Arbejdsgiveren/virksomheden ved derfor, hvilke arbejdsulykker der er. Virksomhedens sikkerhedsorganisation skal bruge anmeldelserne til at forebygge at lignende ulykker sker i fremtiden.
Bedriftssundhedstjenesten (BST) er virksomhedens arbejdsmiljørådgivere. Virksomheden kan frit indrage BST og om det skulle ønskes de arbejdsmedicinske klinikker i det forebyggede arbejde. Mange virksomheder anvender allerede denne mulighed.
Jens Brandt foreslår, at Arbejdstilsynet orienterer BST om ulykkerne. Dette ville være en tung vej at gå, både af diskretionshensyn og fordi Arbejdstilsynet ikke nødvendigvis ved, hvilken BST en given virksomhed er tilknyttet. Desuden er det kun de ulykker, der fører til fravær, som er anmeldepligtige. Mange tilløb til ulykker og hændelser uden fravær er velegnede at analysere og vurdere på i det forebyggende sikkerhedsarbejde på virksomhederne.
Om arbejdsbetingede lidelser
Virksomhederne har normalt ikke kendskab til de ansattes helbredsforhold. Dette er en sag mellem den enkelte ansatte og hans/hendes læge.
Jens Brandt kritiserer Arbejdstilsynet for at lade informationerne leve deres eget isolerede sagsbehandlerliv og Ole Carstensen finder, at det er et misforstået diskretionshensyn at være tilbageholdende med at oplyse de anmeldtes identitet til virksomhederne.
Det er læger (og tandlæger) der alene har pligten til at anmelde arbejdsbetingede lidelser eller mistanke herom til Arbejdstilsynet. Oplysningerne er helbredsoplysninger og som sådan personoplysninger, som ikke må udleveres eller videregives, medmindre der foreligger særlige omstændigheder.
Arbejdstilsynet er af den grund omhyggelige med at sikre den anmeldtes anonymitet, også selv om den anmeldte har givet sit samtykke til at anonymiteten må brydes. Dette bygger ikke på Arbejdstilsynets egen beslutning om at udvise diskretion, men på normale forvaltningsretlige principper, som sikrer, at helbredsoplysninger ikke misbruges.
De anmeldte lidelser udgør en del af Arbejdstilsynets viden om virksomheden før og under en inspektion. Herudover anvender Arbejdstilsynet en statistisk opgørelse over de anmeldte lidelser ved planlægning af kommende landsdækkende indsatser.
Arbejdstilsynet gør således i høj grad brug af oplysningerne fra de anmeldte lidelser.
Det er betænkeligt, at man som læge alene ser på forebyggelse ud fra anmeldte skader. At tro, at forebyggelse kun kan igangsættes af initiativer uden for virksomheder, er at se på forebyggelsesarbejdet ud fra en meget begrænset synsvinkel.
Forebyggelse af arbejdsskader skal og kan først og fremmest ske på den enkelte virksomhed. Sikkerhedsarbejdet, arbejdspladsvurderingerne (APV) og BST-rådgivningen er vigtige redskaber i dette arbejde.
Virksomheder som ønsker at hæve sikkerheds- og sundhedsniveauet forstår, at dialog med medarbejderne er vigtig og synliggørelse af risici og evt. skader er med til at sætte fokus på, hvor forebyggelsen især skal sættes ind. Dette skal jo gerne være før skaderne sker.
Det er klart at man internt i en virksomhed kan lære meget af de skader der opstår. Men virksomhederne er jo også de nærmeste til at sikre at oplysningerne bliver samlet. Det kræver dog at medarbejderne er trygge ved at give oplysningerne, og at oplysningerne blive håndteret fornuftigt af virksomhedens
ledelse. Denne dialog eller mangel på dialog skal myndigheden ikke blande sig i eller kortslutte på nogen måde. BST kan i mange tilfælde været et værdifuldt redskab for såvel de ansatte som for virksomhedens ledelse i denne dialog.
Bemærkningerne vedr. certificering m.m.
Jens Brandt citeres for, at den nye lov om certificering af virksomheder og arbejdsmiljøafgifter gør det endnu mere vigtigt for virksomhederne at få oplysninger om arbejdsskader, da afgiften bl.a. er afhængig af, hvor mange arbejdsskader der er.
De nye regler om arbejdsmiljøafgifter og om certificering af virksomheder tager udgangspunkt i virksomhedernes egen forebyggende indsats.
Alle virksomheder skal betale en afgift til staten, men kan med et arbejdsmiljøcertifikat få afgiften retur.
Virksomhederne kan opnå et arbejdsmiljøcertifikat hvis de kan dokumentere en høj arbejdsmiljøstandard på en række punkter, som samlet skal sikre de ansatte mod arbejdsulykker og arbejdsbetingede lidelser.
Arbejdsmiljøafgiftens størrelse for den enkelte virksomhed afhænger af antallet af ansatte i virksomheden og af hvilke mén-godtgørelser og erstatninger der udbetales i branchen, som virksomheden tilhører.
Det er altså ikke den enkelte virksomheds konkrete antal anmeldte ulykker og lidelser der afgør hvordan afgiften beregnes, så disse tal er ikke interessante for BST i en afgifts- eller certificeringssammenhæng.
Ovenstående bemærkninger har forhåbentlig suppleret læsernes viden på området.
København
Lene Garsdal
Arbejdstilsynet
