REPORTAGE OG BAGGRUND
Journalist Jesper Haller. jha@dadl.dk,
Det er ikke tekniske, men organisatoriske og politiske problemer, der bestemmer den lave gearing i arbejdet med en national løsning for elektroniske informationssystemer i sundhedssektoren, viste EPJ-Observatoriets årsmøde.
»Hvis du ikke ved, hvor du vil hen, så ender du der formentlig heller ikke«. Med dette Forrest Gump-citat opsummerede Lægeforeningens næstformand, Lars Bjørn Rasmussen, ved EPJ-Observatoriets årsmøde de problemer, der giver fodslæberi i udbredelsen af den elektroniske patientjournal. Kun 5-7 procent af sengepladserne er i dag dækket af EPJ efter godt ti års drøftelser, forsøg, enkeltstående succeser og fiaskoer. Et edb-problem? Nej. Det kniber simpelthen med at få beskrevet, hvad EPJ skal kunne, og så er enhver programmør jo på herrens mark. Llias Lakovidis fra EU-kommissionens informationssamfundsteknologi-program udtrykte det således: »Man kan ikke sætte en computer til at organisere. Hvis man ikke arbejder organiseret i forvejen, hjælper det ikke at gøre arbejdsgangene elektroniske«.
Til Forrest Gump-citatet ovenfor kunne man tilføje et andet ordsprog: »Hvor der er en vilje, er der en vej«. Hvordan det står til på dette område kan passende illustreres af, at EPJ-Observatoriet, Sundhedsministeriets researcher og formidler på området, kun kunne lokke svar ud af halvdelen af de igangværende EPJ-forsøg på sygehusene, da observatoriet bad om oplysninger til statusrapport 2001. Vi lader den lige stå et øjeblik.
I alt 26 af 52 offentligt finansierede forsøgsprojekter ulejliger sig ikke med at svare, når det offentlige beder om en status.
Det er vel ikke for stærkt at tale om anarki, men anarkiet kan i hvert fald delvis forklares: På den ene side er midlerne til nyinvestering i IT i sygehusvæsenet under 0,4 procent af budgetterne, og Sundhedsstyrelsen har været tilbageholdende med at tage tøjlerne i en national strategi. På den anden side banker sundhedsministeren i bordet (også rent bogstaveligt ved EPJ-konferencen) og forlanger løsninger her og nu, helst i går og i hvert fald med indbygget booking af tider!
En anden brik til en forklaring er, at man ikke i alle amter ser landsdækkende EPJ som det mest påtrængende problem. Sådankunne man i hvert fald tolke meldingen fra Århus Amts IT-chef Mogens Engsig-Krarup, som på konferencen skulle svare på, hvordan EPJ kommer videre fra projektfasen med de individuelle løsninger til en national løsning.
»Vi har en række projekter, som er på skinner, og spørgsmålet er, hvad man egentlig vil koordinere nationalt. For at sige det ærligt: i forhold til at etablere EPJ som redskab med booking, billeddiagnostik, link til praksis og link til kommunerne for at skabe bedre patientforløb for patienterne i vores eget amt, står arbejdet med at koordinere EPJ for de få hundrede patienter, vi har til fælles med andre amter, noget i anden række. Men jeg vil godt love, at, vi nok skal finde ud af at kommunikere med de andre amter den dag, disse nære problemer er løst, og vi har løst alle implementeringsopgaverne«.
EPJ-Observatoriet hverken bifalder eller kritiserer den prioritering. I statusrapporten hedder det, at det i dag er dårligt belyst, hvor stort behovet er for kommunikation inden for og mellem amterne, ligesom det ikke er efterprøvet, om der i virkeligheden er stor overensstemmelse mellem de modeller, man arbejder med rundt omkring.
Digital totalløsning
I projektet »Digital Forvaltning«, som er fem ministeriers forsøg på at skabe mere rationelle arbejdsgange med elektronikken som værktøj, går man mere til makronerne: Kommunikation på tværs er afgørende. Fuldmægtig Henrik Seiding fra Finansministeriet, som er en af samarbejdspartnerne, pegede på, at sygehusene bliver mere og mere specialiserede, og at der derfor bliver større og større behov for at transportere patienter mellem flere sygehuse på tværs af amtsgrænser. Det frie sygehusvalg peger i samme retning.
Seiding så imidlertid EPJ som en blandt mange byggesten i en fælles platform for hele det offentliges kontaktflade til borgeren. Det er her, gevinsterne ligger, har Finansministeriet regnet sig frem til.
»I den digitale forvaltning kan man vælge to veje: At sætte strøm til de eksisterende arbejdsmetoder giver resultater, men de er ikke særlig store. At sætte borgeren i centrum og indrette processerne derefter er helt klart den sværeste model. Der møder vi de største barrierer både teknisk og organisatorisk, men det er også der, det største gevinstpotentiale ligger«.
Sundhedsvæsenet er i virkeligheden godt klædt på til den opgave, fordi man her er vant til at tænke i patientforløb, mente Seiding, som så langt større forståelsesmæssige barrierer i for eksempel at få arbejdsformidlingssystemet til at spille sammen med socialforvaltningerne og få dem til at se en borgers problemer på arbejdsmarkedet som en helhed.
Stor forandringsvilje
Men er sundhedsvæsenet nu også så godt forberedt til at gå den digitale vej? Personalet vil i hvert fald gerne, viser EPJ-Observatoriets rundspørge i Statusrapport 2001. Modsat mange fordomme om væsenets konservatisme, har personalet stor omstillingsparathed – man er med andre ord indstillet på at arbejde på nye måder.
Der gøres også meget for at sprede viden i organisationen om det enkelte projekt. Men personalet har ikke forudsætninger for at bedømme, hvad det er, de forholder sig positivt til. Det kniber nemlig med meldinger fra toppen: Personalet mangler viden om amtslige, strategiske planer og om, hvordan de konkrete planer indgår i den sammenhæng.
Og der er et gabende hul hvad angår edb-uddannelse: EPJ-Observatoriet har regnet sig frem til, at det vil tage tre år at give personalet i hele sundhedssektoren de nødvendige uddannelsesmæssige forudsætninger for at bruge EPJ, hvis man bruger de eksisterende modeller for indlæring. Det vil givet være nødvendigt at tage hul på andre og mere utraditionelle »klasseværelser«, blandt andet i form af kurser via internet – »e-learning«.
Mangler fælles metode
Det fremgår også tydeligt af EPJ-Observatoriets rapport, at hver eneste afdeling har sin egen målestok for godt arbejde. Det kniber nemlig med en fælles metodik i analysen af arbejdsgange, selv om netop dette område har høj prioritet i landets mange EPJ-projekter. Observatoriet undrer sig således over, at man ikke som udgangspunkt har valgt den omfattende model, der eksisterer for medicinsk teknologivurdering. Men nej – projekterne har hver især valgt deres egen model for analyse.
Der mangler et »fælles begrebsapparat«. Hvis man ikke bruger de samme udtryk, kan man ikke forbinde systemer. Det går langsomt med at udvikle dem. Selv omstillingsparathed kan have sine grænser, og de ligger nok for enden af dette udsagn fra EPJ-Observatoriet i statusrapporten: »Når der indføres EPJ-systemer, som kan udveksle data i henhold til vedtagne standarder, vil det samtidig betyde harmonisering af den kliniske proces«.
Heftig aktivitet og fremgang
Alt det ovenstående lyder måske negativt, men EPJ-Observatoriet er ganske optimistisk på mange områder: Forventningerne til EPJ er stigende og Observatoriet melder, at der i dag sættes flere og flere EPJ-projekter i gang som andet og mere end pilotprojekter – de sigter direkte på det daglige arbejde. Amterne arbejder mere og mere sammen, dog mest uformelt. Det ledelsesmæssige engagement er stigende. Flere og flere amter får en IT-strategi, og de enkelte sygehuse og forvaltninger udvikler selv på området. Der stilles efterhånden flere krav fra klinikerne til systemfolkene, fordi man føler sig på mere sikker grund og bliver opmærksom på de store fordele, der gemmer sig i en velfungerende EPJ.
Og ganske vist kan observatoriet ikke lave en »topti« over EPJ-projekter i Danmark – dertil er projekterne alt for forskellige, men alligevel er projekterne ved at samle sig i nogle hovedgrupper. Nogle modeller skal først og fremmest støtte udvikling af EPJ-systemer og indeholder derfor alle de informationselementer, et givent system skal kunne håndtere. Man kunne betegne dem som »systemmodeller«. Andre sigter på at beskrive de datasæt, der skal kommunikeres, de kredser altså om forenkling og kunne betegnes »kommunikationsmodeller«.
Sundhedsstyrelsens grundstruktur ser ud til at blive lidt af hvert. Den er beskrevet som »en del« af en begrebsmodel, for EPJer afgrænset af de oplysninger, der anses for at være fælles ved udveksling af journalinformation. Men med udgangspunkt i medicineringsdelen bliver strukturen ifølge EPJ-Observatoriet ekstremt detaljeret.
Fra nørd til kirurg
En konference som EPJ-Observatoriets bærer tydeligt præg af, at EPJ stadig i vidt omfang er nørd-område. De få klinikere skulle holde ørerne stive, når det føg med forkortelser som EDIFACT, XML, SUP, HISA, DHE. Selv de mange nørder fandt det imidlertid befriende, når klinikerne servede fra deres banehalvdel, som i Lars Bjørn Rasmussens indlæg, »EPJ's nødvendighed – hvorfor og hvordan«:
»Det ærgrer os utrolig meget, at Danmark ikke er nået længere med indførelsen af EPJ. Grundlæggende mener Lægeforeningen, at problemet er manglende fodslag mellem amterne. En sikker, effektiv og smidig patientbehandling er blevet stoppet af stive amtsgrænser og betænkeligheder ved at overskride projektfasen. Derfor drog vi et lettelsens suk, da Sundhedsministeriet, Sundhedsstyrelsen, Amtsrådsforeningen og H:S i februar indgik en aftale, hvormed der blev skabt enighed om principperne for standardisering og udbredelse af EPJ.
Det er nu helt afgørende, at amterne følger de anbefalinger, der er beskrevet i aftalen, så den enighed, der er opnået, resulterer i, at den videre udviklingsproces kommer til at forløbe forstandigt, hurtigt og effektivt. Det ville ikke være til at bære, hvis projektet skulle fare vild i den amtslige infrastruktur igen«, understregede Lars Bjørn Rasmussen, som opsummerede Lægeforeningens holdning til EPJ:
»Brugen af EPJ vil medvirke kraftigt til at højne kvaliteten og derigennem forbedre patientsikkerheden!«
