Drikker sundhedsministeren
– og hvad?

DEBAT

Niels Krag

Landsfaderen har sendt sine disciple ud i kongeriget i denne herlige sommer. Fødevareministeren var på Mors og i Thy for at se om de fik noget ordentligt at spise på blandt andet det lokale sygehus. Fødevareministeren –der nu ligner en hyggelig bedstemorlil, men stadig har smældet som dengang hun i Ekstra Bladet fremstod i sort tuschstreg, læder, hestehale, hormon-storm og klar til det højere skoleridt på Christiansborg – var svært tilfreds med den mad vi gav vores patienter. Og det kan jo kun glæde en af egnens overlæger, at vi ikke svigter på det punkt.
Men det var ikke det eneste besøg vi fik i mit optageområde – selveste sundhedsministeren var der også, lidt inkognito og lidt ikke-inkognito, for vi hørte om besøget dagen før han vil komme og »se om vi bestilte noget« eller »om tiden var løbet fra den lille købmand«.
Selvom det var en herlig sommerdag gik ingen tidligt, men da sundhedsministeren ikke var mødt op kl. 15, forsvandt de fleste – dog blev jeg i håb om at møde ham og få mulighed for »at sige et par sandheder« (ministre lytter jo til græsset der gror). Han kom stadig ikke, og klokken 15.15 gik jeg ud på golfbanen for at se mine kollegaer spille golf, et spil jeg aldrig har forstået, og hvis pointe synes at være den at slå en lille hvid kugle ned i et stort sort hul. Jeg kunne ikke rigtig koncentrere mig om mine kollegaers adfærd, for det ærgrede mig, at jeg ikke havde mødt sundhedsministeren, og at jeg pludselig inde i hovedet jonglerede med alle mulige fjollede tiltaleformer til ministeren, som jo bare er Arne Rolighed (jeg havde været omkring »Hans Rolighed« efter »Hendes Majestæt« og endnu værre blev afledningerne af »Hans Kongelige Højhed« som blev til »Hans Ministerlige Rolighed« –som muligvis kunne bruges bredt af landsfaderens øvrige knægte?).
Nu er sundhedsministeren jo ikke hr. hvem som helst, han er noget så sjældent som en krydsning med administrative evner, der overgår direktøren for Nationalscenen – som ellers har nok at gøre med at styre de mange individualister og »følsomme sjæle«, som de tre kunstarter har samlet under én hat – for sundhedsministeren har nemlig været direktør for det århusianske sygehusvæsen, som har mangefold flere individualister med trang til rampelys og monologer. Sundhedsministeren er også en jævn mand, der selv bygger »carport«, og fødderne dybt plantet i den fede muld på Mors uden at hænge fast i klæberige moler.
Ham havde jeg gerne mødt, nu han var på besøg blandt andet for at se efter om jeg bestilte noget, eller om han måske med sin ven Bent skulle lukke butikken. Ville han mon høre efter sine embedsmænd, der har »set på tallene« og få at vide »at aldrig har så få lavet så meget under så vanskelige forhold«. Men jeg mødte ham ikke, og derfor er jeg nødt til at lave dette åbne brev om vores drikkeri, ministerens drikkeri, og for den sags skyld hele regeringens drikkeri. Vi overlæger på amtets sygehuse drikker, vores amtsborgmester drikker og ved alle møder i amtet drikker man. Vores patienter presser vi til at hoppe med på vognen.
Og nu er vi så tilbage ved de to ministerbesøg i mit hospitals optagerområde, hvor fødevareministeren roste den gode og sunde mad vi gav patienterne – for hun så ikke maden efter en lang skrumletur med bus til Nykøbing Sygehus. Nåh, men lad det nu ligge, det vigtige er, at med to ministerbesøg kommer der kun én halv sandhed«. Maden var god, men hvad med drikkeriet? Her svigter sunhedsministeren og det er derfor, at jeg i stedet for at se på golf gerne ville have snakket »drikkeri«. Man sådan blev det ikke.
Jeg rejser lige nu rundt i vestbengalsk Himalaya og skulle samle kræfter til en ny tørn i sygehusvæsenet, men ved synet af de stejle grønne temarker i Darjeeling kommer sundhedsministerens svigt mig i hu på en irriterende måde, for vi er jo alle afhængige af væske. Et menneske kan i sin forventede levetid påregne at skulle omsætte ca. 50 tons ugiftige væsker for at nå så langt. Det er som om sundhedsministeren ikke har forholdt sig til det.
En af de første patienter, jeg så som ung læge, havde kunstige fortænder i både over- og undermunden. Jeg spurgte den unge pige om hvad der var sket med hendes egne tænder. Hun fortalte mig så, at hun fra ganske lille startede med at få læskedrikke i sutteflaske. Det havde ædt hendes tænder. Sundhedsvæsenet reagerede dengang og er så siden gået i dvale på området.
Sundhedsministeriet har intet foretaget sig i de mange år, vores drikkevaner er blevet mere og mere afsporede. Det sunde og billige vand er blevet erstattet af »noget« med skruelåg eller kapsel, som er fyldt med unødvendige kalorier, farvestoffer og andre uigennemskuelige tilsætningsstoffer.
Der drikkes hver dag uendelige mængder af læskedrikke i Danmark. Supermarkederne og kioskerne har større gulvareal afsat til læskedrikke end til noget andet. Jeg er derfor nysgerrig efter at vide hvad sundhedsministeren selv gør, og om han agter at gøre noget, så de to ministerbesøg i vores område kan supplere hinanden, og at de to ministre sammen kan nynne, så vi kan høre det: »Uden mad og drikke ...«. Det er påfaldende, at danskernes levealder netop er gået ned i den lange periode, hvor vores drikkevaner er skredet.
Jeg går tilbage til min dejlige Darjeelingte på Windamere Hotel's terrasse og holder fri, ingen imaginære samtaler med en sundhedsminister, som jeg aldrig mødte – jeg kan jo ikke gøre noget ved et ministerium, der har valgt at føre sig frem på røg og bypass.
 
Forsf. adresse: Nykøbing Mors Sygehus P.t. Windamere Hotel, Darjeeling, Vestbengalen, Indien.