Nordiske skåltaler

KORRESPONDANCER


I en redaktionel leder (1) genoptrykte Liselotte Højgaard en leder, tidligere bragt i Tidskrift for Den norske lægeforening, til ære for Magne Nylenna, som går af som chefredaktør og tiltræder som ny generalsekretær for Den norske lægeforening. Det er fint og forståeligt, at Magne Nylenna får hyldestord med på vejen som tak for sin indsats. En indsats, som åbenbart også har vakt international bevågenhed.
Men undervejs til sin hyldningspointe fik Liselotte Højgaard fyret hele den mytefyldte nordiske skåltaleretorik af med en sådan præcision, at der kom store huller i troværdigheden.
Det karakteristiske er mangelen på nuancer (og viden om faktiske forhold?), som tit præger danske udtalelser om det nordiske. Det forhold, at de nordiske lande har udviklet en særlig participatorisk velfærdsmodel med store ligheder, kan ikke skjule en nutidig undertrykkelse af store sproglige minoriteter, når man taler om svensk, norsk og dansk som et bæredygtigt sprogligt fællesskab i Norden. Fra mange års nordisk samarbejde ved jeg, at der blandt sidstnævnte skandinaver, som de rettelig bør hedde, kun er et fåtal, som forstår hinandens mundtlige oplæg holdt på respektive sprog og især dansk, jf. Gulbrandsen et al (2), som ikke blander begreberne så meget som Liselotte Højgaard. 
Og så har vi slet ikke taget hensyn til nynorsk og islandsk og sprogene i Nordens selvstyreområder, endsige den subtile sprogstrid mellem svensk og finsk, som reelt eksisterer i Finland. Den politisk korrekte betegnelse er i øvrigt i dag svensksproget finlænder respektive finsksproget finlænder, og ikke det gamle finlandssvensk og finne.
Jeg tror tiden er inde til, at det erkendes, at de gamle magtsprog, det vil sige dansk og svensk, må vige til fordel for fx engelsk, der, selv om det også er et gammelt imperialt sprog, alligevel opleves som mere neutralt (i Europa gælder det ikke franskmænd). Det vil give mulighed for at lukke flere ind i de udvalgtes klub og samtidig åbne for flere lande i vores geografiske nærhed, som også ønsker den samme velfærdsmodel, som vi har. Lande, som vi historisk set har et langt tilhørsforhold til, men som midlertidigt har været sat »udenfor«.
Jeg har ikke noget imod forskellige nordiske klubber og samarbejde i den anledning, men i mit fag (samfundsmedicin) er det nordiske tidsskrift engelsksproget (Scandinavian Journal of Public Health), og mig bekendt er de forskellige Acta det også.
Atså ud med den tomme nordiske snak og ind med reelt samarbejde på det sprog, som giver den største forståelse.
Gentofte
HENRIK SÆLAN
Litteratur
1. Højgaard L. Nordiske lægers sproglige forståelse. Ugeskr Læger 2001; 163: 4168.
2. Gulbrandsen P, Schroeder TV, Milerad J og Nylenna M. Forstår skandinaviske læger hverandre? Ugeskr Læger 2001; 163: 4182-4.
 
Svar:
Tak til Henrik Sælan for kommentaren til lederen om nordiske sprog. Det var ikke en skåltale. Det nordiske samarbejde mellem redaktionerne for Tidsskrift for Den norske lægeforening og Läkartidningen foregår på nordisk sprog, og det er et meget givtigt fagligt forum. De finske og islandske redaktører bliver inviteret med hver gang, og samarbejdet, når de er til stede, foregår ligeledes på nordisk. 
Den finske Taito Pekarinen har efter sigende lært sig svensk, blot for at kunne deltage i det nordiske redaktørsamarbejde på nordisk sprog. Engelsk skal naturligvis være det fælles arbejdssprog, hvis blot der er én, der ikke kan få fagligt udbytte af et møde afholdt på nordisk. Det er jeg helt enig med dig i. Jeg tror, og det kan naturligvis kun blive en trossag, at vi gør noget dumt ved modstandsløst at overtage engelsk som fælles sprog, hvis det i øvrigt går godt med kommunikationen.
Lederen var ikke et »genoptryk« fra Tidsskrift for Den norske lægeforening, det var i forvejen aftalt, at lederen skulle komme samtidig med den artikel, der var skrevet fælles af redaktionerne i Danmark, Norge og Sverige. De afsluttende bemærkninger om Magne Nylenna er måske udanske, det er i Jantes land ikke så almindeligt at fremhæve enkeltpersoners indsats på lederplads, men for dem, der ikke ved det, har den norske redaktør haft en meget afgørende betydning for det internationale redaktørsamarbejde, et arbejde, der nok betyder mere end læsere og forfattere i tidsskrifter sådan lige tænker over.

LISELOTTE HØJGAARD
Chefredaktør