|
|
|
| Ugeskr Læger 2001;163(40):5560
|
Kronik
Niels Bentsen
Læge siden 1972. Medlem af Foreningen for Miljø og Folkesundhed. I sidste ende vil utopien om den totale beherskelse af naturen og menneskene ikke strande på modstanderne, men på sine egne indre modsætninger og sit storhedsvanvid, ligesom det har været tilfældet med alle tidligere utopier. Endnu har menneskeheden aldrig frivilligt givet afkald på sine almagtsfantasier. Først når vi har nået grænserne for vores hybris, vil fornuften nødtvungent få overhånd – formentlig mod en katastrofal pris. Så vil en videnskab, som vi respekterer, og som vi kan leve med, igen få en chance. (Hans Magnus Enzensberger:
De hvide kitlers utopi. Der Spiegel & Information, 22. juni 2001).
Spørgsmålet
Spørgsmålet kunne lyde således: »Ønsker du at lægevidenskaben skal gøre alt for at forhindre kræft- og hjertedødsfald – og for at bekæmpe alle alvorlige og invaliderende sygdomme?«. Alle ville svare »ja!«. Dette underforståede »ja« er det der skal legitimere lægevidenskabens nuværende projekt: den totale beherskelse af naturen og mennesket. Det at ingen kunne tænkes at svare »nej« på spørgsmålet, opfattes af lægevidenskaben som et »ja« til projektet, som et mandat til at gå videre.. Dette projekt kan nærmere beskrives som den totale krig mod sygdom og død. Vi vil afskaffe alderdom, angst, sorg, smerte, død og have fuld kontrol over vores arvemasse. Kort sagt vil vi beherske livet ned til den mindste detalje. Og midlet hertil skal først og fremmest være bioteknologien, i tæt samarbejde med far-makologien. Det drejer sig om et medicinsk-industrielt projekt. Vi ser derfor i øjeblikket en vældig eksplosion af den bioteknologiske forskning, finansieret af både industrien og det offentlige. Der er enorme økonomiske interesser på spil. Vi er i gang med at skabe »den udødelige forbruger«. Lægevidenskaben og sundhedsvæsenet udvikler sig i overensstemmelse med dette projekt. Der forskes som aldrig før – vi fødes jo med risiko for at blive syge og dø. Projektet kender ingen grænser, hverken økonomiske eller etiske. Livslængden og middellevetiden skal op! Livslængde og middellevetid er ganske intetsigende begreber og kan næppe siges i væsentlig grad at indfange vores livsmål. Men de har den fordel at de kan måles, og derfor har de fået en helt uberettiget status. »Du ønsker da ikke at dø tidligt? – Nej, vel?«. Det kan vi blive enige om. Ingen gør indvendinger. En tilsyneladende enig lægestand bakker op om projektet. Der forskes i det humane genom. Vi skal kunne udpege risikoindivider (og måske abortere dem inden de når at blive syge og dø?). I hvert fald skal de kontrolleres og behandles, og nogen skal måske have ændret på deres gener. Der forskes i kloning, stamcelle-teknologi, DNA-chips, transgene dyr til organbanker, fertilitetsteknikker. Og der er tilsyneladende ikke noget at være bekymret for: videnskabsetiske komiteer og etiske udvalg sikrer at der er »etisk check« på tingene. Alligevel kan der spores en vis bekymring i befolkningen, og i et tidsskrift kunne man læse denne ejendommelige sætning: »Der er indbygget et knivskarpt dilemma mellem befolkningens betydelige skepsis og samfundets markante satsning på den nyeste udvikling inden for bioteknologien ...«. Hvorfor gøre så meget ud af information og offentlig debat om bioteknologi? – samfundet har jo allerede truffet beslutningerne hen over hovedet på befolkningen. (Samfundet ser her ud til at være forskere, industri og begejstrede politikere).. Der udvikles medicin der skal kunne afhjælpe enhver ubehagelig tilstand. Risikofaktorer opspores og behandles. Og selv om en person i øvrigt føler sig rask og glad, stiger livskvaliteten alligevel under medicinsk behandling, siger man: hvis behandlingen kan mindske risikoen for en fremtidig, ubehagelig hændelse, vil livskvaliteten stige. Der udvikles med forkærlighed præparater som skal tages af mange mennesker i lang tid i den vestlige verden. Hypertension, kolesterol, osteoporose, depression, hjerte-kar-sygdomme, klimakterielle symptomer, fedme. Der er enighed om at vi på grund af videnseksplosionen er nødt til at specialisere os mere og mere. Den enkelte kan umuligt følge med i det hele. Og hvis man ikke er med, kan man ikke give patienten en helbredende behandling – for den findes selvfølgelig, om ikke andet så på nettet. Lægevidenskaben udvikler sig med stormskridt, behandlingstilbudene vokser og vokser (men tilsyneladende bliver folk ikke helbredt, for efterspørgselen stiger også). Udviklingen går i retning af stigende specialisering, centralisering, mere og mere IT, databaser, screening, kontrol, overvågning – alt sammen i sundhedens navn og for befolkningens skyld. Mens denne udvikling finder sted, er der selvfølgelig andre områder som får mindre opmærksomhed. Selv om det er »særdeles veldokumenteret« at vores levevilkår har den største betydning for vores sundhed og trivsel, indtager dette område en mere perifer plads i vores bevidsthed end bioteknologien. Der er mindre fokus på sociale forhold, arbejdsmiljø og vores afhængighed af naturen og et sundt miljø som vores fælles forudsætning for sundhed. Det bliver sjældent til mere end nogle pæne hensigtserklæringer. Mange mener fejlagtigt at disse spørgsmål hører til det politiske domæne, og ikke er noget læger skal beskæftige sig med.. Sundhed og helbredelse opfattes i den aktuelle udvikling som rent tekniske problemer – blot et spørgsmål om at have den rigtige viden og den rigtige teknologi.. Også væsentlige sider af lægegerningen bliver nedtonet. Lægen der lytter; lægen der giver råd, og som kender patientens livsomstændigheder. Lægen som omsorgs- og tillidsperson. I stedet for denne side af lægegerningen fremhæves lægen som tekniker. Den naturvidenskabelige forsker, de hårde facts, lægen som bestyrer af vidunderteknologi. Ved en misforståelse kaldes denne teknikerrolle for kernefunktionen, mens det helt afgørende menneskelige aspekt der gør teknikeren til læge, kun figurerer som »bløde værdier«, der kun kommer med i en bisætning, »men som vi endelig ikke må glemme«.
Ulveflokken i Alam-Pedja
I naturreservatet Alam-Pedja i Estland har ulvene det godt, flokken er sund. Der fødes sunde unger som vokser op under gode betingelser. Der er mad og plads nok, og ingen ydre farer truer flokken. Ungerne bliver voksne ulve der jager sammen i flok, og på et tidspunkt får de selv unger. Når de bliver gamle, bliver de syge og dør. Her er sundhed noget naturligt. Og selv om ældre individer bliver syge og dør, siger man at flokken er sund. (Om mennesker siger man derimod at hjerte-karsygdomme og kræft er det største sundhedsproblem i den vestlige verden).
Grænser
Det svære spørgsmål er hvor vi vil placere os imellem de to ekstremer: det bioteknologiske beherskelsesscenario og naturtilstanden i Alam-Pedja, hvor man sørger for gode levevilkår og ellers ikke griber ind. Hvor skal vi trække grænsen? I hvilken udstrækning vil vi godtage livet og dets vilkår som de er os givet? Hvad vil vi godtage som skæbne eller tilskikkelser? I Huxleys bog fra 1932, »Fagre ny Verden«, har man realiseret den totale beherskelsesutopi (som minder meget om det vi er i gang med i øjeblikket). Men den tilværelse som beskrives i bogen, virker skræmmende og frastødende, og en af personerne, Mr. Savage, protesterer da også. I en samtale med lederen, Mustapha Mond, kræver Mr. Savage retten til at være ulykkelig, til at lide, til at have kræft – hvor paradoksalt det end kan virke, når man nu har gjort sig så store anstrengelser for at afskaffe alt hvad der er ubehageligt i tilværelsen, og har realiseret menneskets ældgamle drøm. Men jeg tror at dette paradoks er uadskilleligt fra det at være menneske. Hvis vi fjerner alt det ubehagelige, alt det uforståelige, alt det uforudsigelige, bliver livet fattigere. Spørgsmålet i indledningen er derfor meningsløst – vi kan ikke bruge svaret til noget, slet ikke til at legitimere det bioteknologiske beherskelsesprojekt.. Nøjagtigt hvor den enkelte trækker grænsen – siger: dertil og ikke længere! – afhænger af religion, tro, holdninger, følelser, faglige og økonomiske interesser. – Nogle siger nej til abortus provocatus; andre siger ja, men nej til anvendelse af aborterede fostre til kosmetikfremstilling. Tilhængerne af det bioteknologiske projekt er ofte mere ivrige efter at flytte grænser end store dele af befolkningen. Hvis man stritter imod, kan man blive opfordret til at være rationel, »når man har sagt A, må man også sige B«. Andre argumenter kan være: »Når nu teknologien er der, må vi ikke stå i vejen for udviklingen«, eller »Jamen, det er jo for patienternes skyld. – Synes du ikke at vi skal hjælpe disse mennesker?« Forsigtigt vil jeg svare: »Selvfølgelig synes jeg at vi skal hjælpe disse mennesker. Men jeg prøver at finde ud af hvor min grænse går. For det første må vi acceptere at vi ikke kan redde alle, og det er beskedent hvor meget biomedicinen kan udrette i forhold til alle de andre faktorer der har indflydelse på vores sundhed.. For det andet er jeg bekymret for de negative konsekvenser projektet kan få. Jeg tænker på organhandel, misbrug af bioteknologien og koncentration af magt hos nogle få industrier og nationer. For det tredje er effekten af mange behandlinger og højteknologiske undersøgelser stærkt overdrevet. For det fjerde stjæler det biomedicinske projekt opmærksomhed og ressourcer fra en række områder hvor man i langt højere grad kan redde menneskeliv og fremme sundhed og trivsel«. Der er ingen vej udenom – overalt støder vi på grænser vi skal forholde os til, og hvor vi skal tænke os om og finde ud af hvor vi vil sige stop. Engang sagde man: »Først og fremmest gælder det om ikke at skade med det vi gør (primum non nocere).« Nu siger man tilsyneladende: »Det gælder først og fremmest om at redde – uanset skader og omkostninger.« Men på et tidspunkt overskrider vi grænsen for hvad vi kan tillade os, under henvisning til at det er for patienternes skyld. Vi farer frem med sygdoms- og risikoopsporing, løftede pegefingre og livsstilsformaninger som om vi ville sige: »Jeg skal nok redde dig – om jeg så skal tage livet af dig undervejs!« En form for logik ser således ud: hvis en rotte ikke får vand, dør den. Hvis vi giver den enorme mængder vand, må den blive udødelig. Det er den form for logik vi anvender inden for en række områder: forskning, specialisering, centralisering og IT. Vi kan ikke få nok. Der er en blind tro på at jo mere vi får, jo bedre kan vi løse problemerne. Men det er selvfølgelig en illusion. På et tidspunkt overskrider vi grænsen for den mest gunstige dosering, og så falder nytten.. »The human genome, in proportion« var titlen på lederen i The Lancet d. 17. februar 2001. Konklusionen var at det vigtigste vi kan lære af det humane genomprojekt, er hvad denne viden om de menneskelige gener ikke kan gøre for os. Langt de væsentligste årsager til sygdom ligger uden for rækkevidden af hvad vi kan påvirke med den nye genetiske viden og kunnen. Her nævnes bl.a. underernæring, kontamineret drikkevand og livsstil. Forfatteren bebrejder politikerne at de hylder genomprojektet, mens de forsømmer at gøre noget ved de forhold i samfundet der forårsager sygdom – de forhold som de egentlig skulle tage sig af. I tidens løb har man flittigt diskuteret den relative betydning af arv og miljø, og en af mine venner konkluderede engang at når man tillægger miljøet den største betydning, er det fordi det er det eneste man kan gøre noget ved. Det er underligt at man nu øjensynligt ikke længere ønsker at gøre noget ved miljøet, men i stedet foretrækker at gøre noget ved arven. Den britiske regering har netop bevilget et kæmpebeløb til det humane genomprojekt. Nogen har bildt den ind at man kan spare en masse penge, når dette projekt nu afskaffer de fleste sygdomme. Det er beskæmmende at se hvordan læger generelt identificerer sig med dette bioteknologiske og kommercielle projekt, der mener at sundhedsfremme er det samme som sygdomsopsporing og behandling af risikofaktorer. Ved at isolere sig i dette lille hjørne svigter man folkesundheden og vores fælles forudsætninger for sundhed: gode levevilkår, et sundt miljø og en frodig, levende natur. Når jeg ser mig omkring, virker »den udødelige forbruger« som et absurd projekt..
Litteraturliste kan rekvireres hos forfatteren.
|
|
|
|
UGESKRIFT FOR LÆGER
Ugeskriftet betinger sig ret til at opbevare og publicere artikler (tekst og illustrationer) også i elektronisk form, fx via cd-rom og Internettet.
Eftertryk eller anden mangfoldiggørelse af Ugeskriftets tekst og illustrationer er kun tilladt med skriftlig tilladelse fra forfatter og redaktion og anførelse af Ugeskrift for Læger som kilde.
Gengivelse af informationer eller citater fra Ugeskriftet må tidligst offentliggøres på datoen (mandage) for det pågældende nummers udgivelse og med angivelse af Ugeskrift for Læger som kilde. |
|
|
|
|
|
