LÆSERBREV

I anledning af at man har indført resultatløn, har man fra politikeres og forvaltningers side udtrykt ønske om, at patienternes, »brugernes« og de pårørendes grad af tilfredshed med det ydede arbejde skal have indflydelse på de ansattes løn. Jeg har i et tidligere indlæg i Ugeskrift for Læger været inde på, at folks grad af tilfredshed er et særdeles usikkert mål for kvaliteten af en ydelse.
Tankerne om at lade graden af omgivelsernes tilfredshed afspejle sig i lønnen indebærer en risiko for at svage sjæle afviger fra fagligheden og taler folk efter munden, bestiller unødvendige undersøgelser, iværksætter unødvendige tiltag, der kan være direkte skadelige enten i sig selv eller ved at bruge vigtig tid og andre ressourcer, og som kan aflede fra det væsentlige. Alt til skade for dem, det i virkeligheden drejer sig om, nemlig patienterne.
Hvis politikere og forvaltning er så forhippede på idéen, hvorfor starter de så ikke med sig selv. For eksempel kunne man køre en forsøgsordning, hvor amtspolitikernes løn, vederlag og diæter blev bestemt af et panel undskyld, en fokusgruppe af kværulantforrykte.
Kære kollegaer glædelig jul og godt nytår.
Århus
Jan Holten Lützhøft