POLITIET:
REPORTAGE OG BAGGRUND
Journalist Christian Andersen
Lægers tavshedspligt er kommet under kraftig beskydning fra en kriminalinspektør og en folketingspolitiker efter sag fra Kolding Sygehus, hvor en læge nægtede at udlevere personfølsomme oplysninger til politiet
Lægers tavshedspligt har bragt sindene i kog hos kriminalinspektør Iver Pedersen, Kolding Politi, og Venstre-politikeren og lægen Preben Rudiengaard, som har bedt sundhedsministeren præcisere grænserne for lægers tavshedspligt.
Kriminalinspektøren og politikeren mener begge, at der er behov for en opdatering af lægers tavshedspligt. De mener, at det er for let for lægerne at gemme sig bag tavsheden, at læger bruger tavshedspligten per automatik, og det dermed fritager dem for at tage stilling og udvise konduite i konkrete sager.
Tavshedspligten lægger ofte unødige hindringer i vejen for politiets arbejde, lyder den overordnede beklagelse.
Både adm. overlæge Mogens Asklund, medicinsk afdeling på Kolding Sygehus, og Hanne Mollerup, formand for Etisk Udvalg i Lægeforeningen, afviser beskyldningerne.
»Etik kan være besværligt. I det her tilfælde for politiets efterforskning«, siger Hanne Mollerup. Men mere herom senere.
Det farlige fantasy
Sagen drejer sig om fire unge patienter, som en nat i september sidste år blev indbragt på Kolding Sygehus. Alle var bevidstløse, to dybt. Angiveligt på grund af misbrug af medicin og alkohol. De unge blandt andre en pige på 16 år blev fundet i Jernbanegade og på Kirketorvet tæt på diskotekerne Gøg & Gokke, Sci-Fi og Crazy Daisy.
Et år tidligere blev syv unge patienter heraf flere i livsfare indlagt som følge af misbrug af stoffet fantasy (gammahydroksybutansyre) også kaldet »flydende ecstacy«. Derfor adviserede adm. overlæge Mogens Asklund straks politiet om de fire nye forgiftningstilfælde. Måske politiet herefter ville finde flere unge flyde i diskoteksgaderne.
Det gjorde politiet heldigvis ikke, og hurtigt viste det sig, at kun to af de fire unge på sygehuset havde taget det frygtede stof fantasy. Alligevel mødte politiet op på sygehuset og bad Mogens Asklund om navn og andre journaloplysninger på de fire unge. Mogens Asklund nægtede og henviste til tavshedspligten. Han tilbød at spørge patienterne om de ville tale med politiet. Det ønskede kun en af de fire pigen på 16 år, som blev bistået af sine forældre.
Manglende samarbejdsvilje
Mogens Asklund blev af politiet kritiseret for »manglende samarbejdsvilje«, men i dag fortryder han ikke sin afvisning. Sagen var simpelthen ikke alvorlig nok til, at han ville bryde sin tavshedspligt.
»Jeg har handlet fornuftigt og efter lovens bogstav. Lægefagligt var situationen under fuld kontrol. Jeg mener ikke, at der er behov for finere og skarpere retningslinier for tavshedspligten. Hvis det var påkrævet, ville jeg ikke betænke mig på at give fri adgang til personoplysninger, fx hvis personer er i livsfare eller i katastrofelignende situationer«, udtaler Mogens Asklund.
Til hans forbløffelse oplyste politet i øvrigt, at de kunne få de personfølsomme oplysninger hos embedslægen. »Det havde de før fået«. Mens Mogens Asklund var til stede, ringede politiet til embedslægen, som dog nægtede at gå ind i sagen.
Kriminalinspektør Iver Pedersen er stadig uforstående over for Mogens Asklunds vrangvillighed i den konkrete sag, og kriminalinspektøren er generelt ikke tilfreds med den måde, lægerne fortolker tavshedspligten.
Han mener, at tavshedspligten er »ude af proportioner«, og han håber, at politikerne tager »hånd i hanke om problemet« og laver nogle nye retningslinier. Han er generelt usikker på, hvor grænserne for lægernes tavshedspligt går.
»Lægerne gemmer sig bag tavshedspligten for at beskytte sig selv. De kan ikke overskue, hvad det vil betyde at udlevere de personfølsomme oplysninger. Lægerne frygter, at vi kommer og fjerner patienterne fra sygesengen, men det er noget, der hører fortiden til«, udtaler han.
Iver Pedersen mener, at lægerne med tavshedspligten kan blokere for at opklare forbrydelser. I den konkrete sag forhindrede lægerne efter hans mening unødigt politiet i at skaffe oplysninger hos de fire indlagte. De informationer kunne bruges dels til at finde stoffernes købmand og dels finde flere unge i nød.
»Vi var på ingen måde ude efter at genere de mennesker, som var indlagt. Vi ville blot redde deres medsøstre og medbrødre. Det burde være en fælles opgave. Det er så dejligt let for lægerne at gemme sig bag tavshedspligten, men ingen kan have glæde af det, tværtimod«, mener Iver Pedersen.
Han har aldrig benyttet sig af muligheden for at slå en kile ind i lægernes tavshed med en dommerkendelse. Det er for langsommeligt, siger han.
»Vi kan ikke gå til en dommer midt om natten som i den aktuelle sag. Desuden afgør en dommer selv, hvornår han vil afsige en kendelse. Det har vi ikke tid til at vente på i aktuelle sager«, fortæller han.
Oplysninger via embedslægerne
Iver Pedersen har i øvrigt en anden smutvej til at få de ønskede personfølsomme oplysninger. Det sker via embedslægerne, fortæller han.
»Vi beder embedslægerne om informationer i sager, hvor vi ikke kan få det ad anden vej. Det sker fx i sager, hvor en mistænkt ikke kan dokumentere eller godtgøre behandling på et sygehus. Det sker også i sager om børnemishandling. Hvis ikke vi kan få patienten til at fremskaffe informationerne eller hvis sygehuset ikke ønsker at udlevere dem, beder vi embedslægerne om at fremskaffe dem. Det har jeg igennem årene gjort mange gange«, udtaler Iver Pedersen.
Endnu er det ikke lykkedes at få embedslægerne i Vejle Amt med på ideen, og embedslægerne i amtet afviser klart at gå med i sådan en alliance. Men Iver Pedersen har fungeret i andre amter, hvor trafikken med personfølsomme data via embedslægerne gik glat igennem.
Jens Misfeldt, formand for Embedslægeforeningen, har personligt aldrig oplevet, at politiet har bedt ham skaffe journaler, og han har aldrig hørt om, at embedslægekolleger har gjort det.
»Det ligger ikke i embedslægernes rolle at indhente oplysninger af den karakter på tværs af patienternes og lægernes ønsker. Vi er kun politiets og retsvæsenets rådgiver i retsmedicinske anliggender«, udtaler Jens Misfeldt.
Sundhedsministeren svarer
Folketingsmedlemmet og lægen Preben Rudiengaard (V) mener, at sagen fra Kolding Sygehus er så principiel, at han har bedt daværende sundhedsminister Sonja Mikkelsen (S) om at »præcisere hvornår læger med henvisning til deres tavshedspligt kan nægte politiet at afhøre indlagte patienter eller få informationer om dem«.
Medio december slår sundhedsministeren fast over for Preben Rudiengaard, at der ikke er grund til at lave nye bestemmelser for lægers tavshedspligt, og hun repeterer de gældende regler fra Lov om patienters retsstilling.
Hovedreglen er, at lægen kun må videregive fortrolige oplysninger med patientens samtykke. Kun når »videregivelsen er nødvendig til berettiget varetagelse af en åbenbar almen interesse eller af væsentlige hensyn til patienten, sundhedspersonen eller andre« (§ 26 Lov om patienters retsstilling), kan lægen videregive de fortrolige oplysninger uden at spørge patienten først.
Sundhedsministeren konkluderer, at det er op til lægen i hvert enkelt tilfælde at vurdere om det er nødvendigt at videregive personfølsomme oplysninger for at varetage en »åbenbar almen interesse«.
Preben Rudiengaard er ikke tilfreds med den tidligere sundhedsministers svar.
»Læger skal ikke lege jurister i hvert enkelt tilfælde. Vi har behov for at få en klar juridisk vurdering af, hvad vi forstår ved almenvellets interesse. Det må også være rart for landets læger, at de får klare retningslinier for, hvad de skal gøre i de enkelte tilfælde i stedet for at være husmandsjurister alle sammen«, udtaler han.
I sagen fra Kolding mener Preben Rudiengaard, at der er sket en fejlfortolkning af tavshedspligten. Hvis lægerne hurtigt havde givet politiet de ønskede oplysninger, kunne de i givet fald have pågrebet købmændene, som solgte de farlige stoffer og dermed forhindret, at flere unge var blevet alvorligt syge.
Hanne Mollerup, formand for Etisk Udvalg i Lægeforeningen, mener, at de gældende regler for lægers tavshedspligt er tilfredsstillende, og hun mener, at Mogens Asklund handlede korrekt, da han nægtede at udlevere oplysninger hin nat i september sidste år.
»Hvis de fire unge vidste, at vi ville ringe til politiet, ville de formentlig slet ikke komme på hospitalet. Lægerne gemmer sig ikke bag tavshedspligten. Vi varetager patienternes tarv. De skal trygt kunne komme på et hospital og få behandling uden at være bange for, at vi går til politiet.
Jeg synes generelt, at læger forvalter deres tavshedspligt fint. Selvfølgelig kan der opstå uenigheder mellem politi og læger, men vi må have forståelse for hinandens opgaver. Jeg kan godt forstå, at kriminalinspektør Iver Pedersen synes, at det er irriterende, at han ikke kan få de pågældende navne. I den her sag synes jeg, at lægen har taget stilling. Han har ikke gemt sig, men afvejet hensynet til sine patienter over for muligheden for at opklare en forbrydelse. Og i det konkrete tilfælde synes jeg, at lægen har gjort det rigtige«, udtaler Hanne Mollerup.
