Københavns Amts beslutning om at fjerne den administrerende overlæge som den øverste ansvarlige i afdelingsledelsen på nogle få afdelinger, giver anledning til både vrede og bekymring.
OVERLÆGER OG SPECIALLÆGER

Journalist Jan Andreasen/Azygos
Med udgangspunkt i et nyt ledelsesregulativ har Københavns Amts nu sat navne på den øverste ansvarlige på amtets 66 sygehusafdelinger. På 61 afdelinger faldt valget på den administrerende overlæge, hvorimod oversygeplejersken blev den foretrukne på tre afdelinger. På yderligere to afdelinger er stillingen som administrerende overlæge ikke besat, hvorfor oversygeplejersken på disse er blevet konstitueret som øverstansvarlig, indtil stillingen som administrerende overlæge besættes. På en enkelt afdeling er oversygeplejersken blevet den øverste ansvarlige for skadestuen, mens det overordnede ansvar for det ortopædkirurgiske sengeafsnit er tillagt den administrerende overlæge.
Med denne beslutning har Københavns Amt gjort både læger og sygeplejersker vrede og frustrerede. Når 61 afdelinger tildeles en læge som øverstansvarlig chef, hvorfor skal resten så ikke besættes med en læge, der er § 15-ansvarlig leder, lyder spørgsmålet fra lægeside. Sygeplejerskerne derimod er forundredet over, hvor få af deres medlemmer, der er blevet fundet kvalificeret som leder.
»Der ligger ingen eksplicit begrundelse for det valg, der er truffet. Vi skulle udpege en i hver afdelingsledelse, der er § 15-ansvarlig, og det har man gjort. Der ligger ikke nogle videregående overvejelser bag de beslutninger, der er truffet«, siger Peter Orebo Hansen, Amtssygehusdirektør i Københavns Amt. Han understreger også, at det i henhold til ledelsesregulativet er den enkelte sygehusdirektion, der suverænt foretager udpegningerne.
Ifølge amtsborgmester Vibeke Storm Rasmussen ligger der en skriftlig begrundelse for de ledelsesmæssige tiltag på sygehusområdet, som et flertal i Amtsrådet har vedtaget. Ifølge Vibeke Storm Rasmussen fremgår det klart af de papirer, hvad det er amtet vil. (Offentlig papir fra Københavns Amt, 11. december 2000.)
En uforskammethed
Københavns Amts beslutning møder hård kritik fra Overlægeforeningens formand, Steen Tinning. Han siger:
»Det er en fornærmelse mod seriøst arbejdende overlæger, det som Københavns Amt har valgt at gøre. Det har givet vrede og ophidselse i lægegruppen i et omfang, som ikke er set siden 1981. Amtets beslutning er absurd. Bl.a. har amtet meddelt de udpegede chefer, at udpegningen er gældende indtil videre. Det giver stor usikkerhed i ledelsesgruppen og amtet mulighed for at skalte og valte med de ansvarlige ledere«, siger Steen Tinning.
Hidtil har det været holdningen, at ledelse af en klinisk afdeling i sygehusvæsenet skal have et solidt fundament i afdelingens faglige virksomhed – med en § 14-kvalificeret overlæge som chef. Med Københavns Amts beslutning kan det se ud som om, at amtet i fremtiden vil vægte administration højere end fagligt indhold. Det giver alvorlige perspektiver for lægegruppens funktioner, når fagligheden som grundlag for sygehusenes drift på denne måde drages i tvivl.
»En konsekvens af amtets holdning vil være, at 10-15 pct. af overlægerne skal tages ud af den kliniske dagligdag og koncentrere deres indsats om det rent administrative. Kun herved kan de opnå erfaring og dagligt overskud til at matche sygeplejersker, der i omfattende grad har forladt klinikken for at fungere i fuldtidsadministrative job«, siger Steen Tinning.
Hvis det er fremtiden for Københavns Amt, kræver det samtidigt, at læger får samme muligheder som sygeplejersker for at opnå økonomisk støtte – herunder orlov – til administrativ uddannelse.
»Hvis det er det, amtet ønsker, så må de også bidrage til lederuddannelsen af læger. Men indtil videre har amterne ikke været så villige til at støtte lægelig lederuddannelse, hvorimod det er indtrykket, at der har været en større tilbøjelighed til at støtte sygeplejerskers lederuddannelse«, siger overlæge Niels Bækgaard, karkirurgisk afdeling B, Amtssygehuset i Gentofte og amtsrepræsentant for Overlægeforeningen. Niels Bækgaard har været til flere møder med repræsentanter fra både de administrerende overlæger og de øvrige overlæger og har her mødt en stor bekymring, både for egen situation men ikke mindst også for den fremtidige lægefaglige udvikling.
Det lægelige ansvar
Fra lægelig side er der fremført bekymring for, hvem der står med det overordnede lægelige ansvar på en klinisk afdeling, hvor diagnostik, behandling og pleje er domineret af en lægefaglig indsats, hvis den øverste ansvarlige er en anden end den administrerende overlæge. Men det er ifølge Peter Orebo Hansen ikke et problem.
»Det overordnede lægelige ansvar er naturligvis placeret hos den administrerende overlæge. I vores ledelsesregulativ står der i § 15, at i lægefaglige spørgsmål er det kun læger, der har kompetencen«, siger Peter Orebo Hansen.
Det afgørende spørgsmål er, hvor langt denne kompetence rækker ud over lægelovens bestemmelser. Hvordan skal eventuelle tvivlsspørgsmål takles i den daglige klinik, hvor faglig, økonomisk og administrativ kompetence er svær at skille fra hinanden? Dette spørgsmål sættes i relief af den kendsgerning, at Amtsrådsforeningen ved sidste overenskomstforhandling pure afviste en drøftelse af de ledende lægestillingers indhold og kompetence.
»Hvis man i en afdeling skal beslutte, om man skal indføre et nyt behandlingsprincip, så må faglige og økonomiske overvejelser naturligvis afvejes. Når Københavns Amt med sin udmøntning af et nyt ledelsesregulativ så klart nedvurderer lægefagets betydning i sygehusenes drift, må det give anledning til alvorlig bekymring for fremtiden og også for den fremtidige rekruttering. Det kan blive svært at få besat overlægestillinger på afdelinger, hvor en anden, end den administrerende overlæge, er øverstansvarlig, når de pågældende kan søge til en anden afdeling, hvor ledelsesstrukturen er anderledes«, siger Niels Bækgaard.
§ 15 i ledelsesregulativet
Afdelingsledelsen fremstår som en afdelingsledelse, der agerer fuldstændig samstemt og med entydige ansvars- og kompetenceforhold. Ledelsen udøves i et forpligtende samarbejde, hvor ledelsens beslutninger tilstræbes truffet i enighed.
Hvor afdelingsledelsen omfatter mere end en person, udpeger sygehusets direktion en person blandt afdelingsledelsens medlemmer, der har det endelige ansvar for, at de nødvendige beslutninger træffes og iværksættes.
Den af direktionen udpegede person vil endvidere ved uenighed i afdelingsledelsen samt i sager af uopsættelig karakter have kompetence og pligt til at disponere på afdelingsledelsens vegne.
Medlemmerne i afdelingsledelsen har i sundhedsfaglige spørgsmål lov- og aftalemæssig kompetence inden for hvert sit fagområde.