« læger.dk
Web-tv  |   Kontakt  |   Presse  |   Abonnér  |   BMJ Learning  |   Links  |   Hjælp   english version
Ugeskrift for Læger

Avanceret søgning »
Abonner på Ugeskriftets Nyhedsbrev
Ugeskriftet og Psykiatrien
Hvad laver lægen
Rejsebreve


Ugeskr Læger 2001;163(35):4757
Månedens billede
UFL - Billede
En 39-årig hiv-positiv mand henvistes til gastroskopi pga. vægttab og svær dysfagi gennem tre uger.
Gastroskopien viste en enkelt ulceration med voldformede rande kaudalt i esophagus. Midt i esophagus fandtes to længdeforløbende ulcerationer (se billede: esophaguslumen 1, ulcerationer 2) og proksimalt herfor en cirkulær ulceration. Ulcerationerne var dybe og underminerede. Den omgivende slimhinde var uden forandringer.
Der blev taget otte biopsier, hvoraf nogle repræsenterede intakt pladeepitelklædt esophagusslimhinde med svær inflammation i lamina propria, medens andre biopsier repræsenterede et benignt ulcus med leukocytter, fibrin og granulationsvævsdannelse. 
Der blev ikke påvist svampe eller andre specifikke mikroorganismer. Immunhistokemiske undersøgelser for Cytomegalovirus (CMV) og Herpesvirus type I og II var ligeledes negativ.
På trods af negativ histologi blev patienten sat i behandling med ganciclovir i.v. idet man havde mistanke om CMV-infektion. Ved kontrolgastroskopi efter tre uger var forandringerne ophelet, og patienten var uden dysfagi og afsluttede behandlingen. Patienten var efter to en halv måned fortsat symptomfri.
CMV-infektion er den hyppigste årsag til ulcerationer i esophagus hos hiv-positive patienter. Læsionerne er ofte lokaliseret kaudalt/midt i esophagus og er meget varierende af udseende. CMV-infektion må derfor altid overvejes ved ulcerationer i esophagus hos hiv-positive patienter, selv ved negativ histologi. 

MARIANNE KISZKA-KANOWITZ
LARS L. STUBBE TEGLBJæRG
H:S Hvidovre Hospital, gastroenheden,
medicinsk sektion og infektionsmedicinsk afdeling

Månedens billede redigeres af:
Margrethe Herning, Jens Otto Lund, Margit Mantoni og Peter Skinhøj.


UGESKRIFT FOR LÆGER
Ugeskriftet betinger sig ret til at opbevare og publicere artikler (tekst og illustrationer) også i elektronisk form, fx via cd-rom og Internettet.
Eftertryk eller anden mangfoldiggørelse af Ugeskriftets tekst og illustrationer er kun tilladt med skriftlig tilladelse fra forfatter og redaktion og anførelse af Ugeskrift for Læger som kilde.
Gengivelse af informationer eller citater fra Ugeskriftet må tidligst offentliggøres på datoen (mandage) for det pågældende nummers udgivelse og med angivelse af Ugeskrift for Læger som kilde.