Error: The listener returned the following Message: 503 Service Unavailable |
|
|
|
| Ugeskr Læger 2001;163(35):4773
|
|
REPORTAGE OG BAGGRUND
Journalist Dorte Jungersen, dj@dadl.dk
Hans ambition er at afmystificere det, der sker inde bag hospitalernes mure. At fordrive nogle af »spøgelserne«, så seerne bliver bedre til at møde den verden, som på et tidspunkt bliver alles. Både interesseorganisationer og Sundhedsstyrelsen har været for dårlige til at informere danskerne om sygdom og sundhed: Det bliver højst til gennemtyggede, ubrugelige pjecer fyldt med forbehold.
Prinsesse Alexandra står indrammet på hans skrivebord. Foran sidder en af prime time-tv's seermagnater – en rigtig tv-darling – hvis gøren, færden og påklædning er gefundenes fressen for dags- og ugepressens små formater.
»Den rasende populære tv-læge« og »enhver svigermors drøm« er karakteristikker, der ikke helt uden grund knytter sig til manden bag Lægens bord. Den rare unge mand med sin tilforladelige nordjyske facon fremstår som en reminiscens fra dengang, hvor public service-kanalen par excellence trængte sig på i folks stuer.
Ingen smarte raffinementer i form af melodramatisk underlægningsmusik eller en vært der slår saltomortaler foran et instrueret hujende publikum. Peter Qvortrup Geislings metier er noget så umoderne og kedeligt som oplysning til borgerne.
Danmarks Radios chefredaktion har just afgivet bestilling på programmer til de næste to et halvt år. Foreløbig er det blevet til 168 udsendelser – med op til 700.000 seere hver torsdag – siden Peter Qvortrup Geisling i 1997 blev Danmarks Radios tv-læge.
Redaktionen består – ud over Peter Qvortrup Geisling – af tre journalister og en redaktionssekretær. Tv-lægens popularitet aflæses bl.a. af de mere end 200 breve og mindst lige så mange mails, der dagligt tilflyder redaktionen. I denne dags post spørger pigen på sytten, hvorfor hun mon sveder så meget, mens en mand gerne vil vide, hvorfor han ikke kan tåle rugbrød. Cirka 80 procent af udsendelsernes indhold tager afsæt i henvendelser fra seerne.
»Lægens bord er ikke noget kritisk program, og det handler kun om nogle sider af sygdom og sundhed. Vi skal være konstruktive og berige seerne med værktøjer. Det er ikke et program for sundhedsvæsenets ansatte eller for patienter for den sags skyld – men for de danskere der gerne vil vide mere om sygdom og sundhed.
Det segment der ser Lægens bord, klikker ind på Flemming Leth, når de vil vide, hvad koldpresset linolie kan bruges til; skruer om til Henrik Dahl, når de vil have rene ord for pengene om vaskepulver med og uden enzymer, og så stiller de ind på Lægens bord, når de vil vide noget om den seneste behandling af hæmorider.
Jeg kan ikke fjerne den angst, der er forbundet med sygdom, behandling og undersøgelser. Men jeg tror, at vi kan være medtil at fjerne nogle spøgelser, så man – om jeg så må sige – bliver angst på et højere og mere informeret niveau. At programmet kan klæde patienterne på, så de ved, hvad de skal spørge om, den dag de skal til undersøgelse. At afmystificere det at få lavet en gastroskopi – ved fx at vise, hvor tyk slangen er.
Ambitionen for Lægens bord er at løfte ‚taget' af den store mærkelige arbejdsplads, der hedder hospitalet, og se, hvad der sker. Fx har vi lige vist en obduktion. Vi skal ikke løfte pegefingre og fortælle seerne, hvad de fx skal sige ja til. Jeg kan ikke lære en kvinde med brystkræft på tredje år noget nyt om hendes sygdom på fem minutter«.
I en tid hvor læger bliver mere og mere specialiseret, optræder du som altfavnende – kan man det?
»Min viden skal minde om dén, en praktiserende læge har (Peter Qvortrup Geisling mangler et år i at blive speciallæge i almen medicin, red.) Jeg skal selvfølgelig – som alle andre læger – kende min begrænsning. Vi har jo stort set hver uge professorer og overlæger i studiet. Der har efterhånden været flere end 300 eksperter i studiet, og det er klart, jeg har mine præferencer. Men generelt er jeg imponeret over, hvor skarpe – også journalistisk – de professorer og overlæger, der medvirker i Lægens bord, er. Formen er ufattelig vigtig. Akademikere – og måske navnlig læger – har så svært ved at lade sig overbevise om, at formen vitterligt betyder så meget, som tilfældet er. Mange tror, at det hele kun handler om ordene, men sådan er det ikke. Det at være venlig er mindst lige så vigtigt«.
Modsvares den popularitet du nyder i den brede offentlighed af en tilsvarende i lægefaglige kredse?
»Jeg får yderst få negative tilbagemeldinger. En kollega besværede sig over, at jeg sagde plastikkirurg i stedet for plastikkirurg.
Langt hovedparten er positive og konstruktive tilbagemeldinger, fx ideer til nye indslag. I begyndelsen troede jeg, at jeg skulle bruge hver ny udsendelse til at rydde op i den forrige – men det har heldigvis ikke været tilfældet«.
I hvor høj grad omtaler du behandlinger eller medikamenter, der endnu ikke har fået det blå stempel for evidens?
»Vi baserer selvfølgelig vores information til seerne på videnskabelige artikler i anerkendte videnskabelige tidsskrifter – allerhelst artikler godkendt af Cochranecentret. I nogle tilfælde ,nøjes' jeg imidlertid med at forlade mig på en enkelt overlæge eller professor, fordi jeg nærer en meget stor tillid til dem og deres kompetence inden for et givet felt og kan derfor godt finde på – med dem som garant – at omtale et endnu ikke færdigafsluttet forskningsprojekt eller en forsøgsbehandling. I en af de kommende udsendelser fortæller jeg fx om en ny behandling af strækmærker med creme og lysbehandling. I den sammenhæng vil jeg sige, at de foreløbige resultater ser lovende ud, men at de endelige resultater ikke foreligger endnu«.
Hvor politisk kan og skal man være, når man taler til en offentlighed i størrelsesordenen 700.000?
»Det ligger ikke i konceptet for et værktøjsprogram som Lægens bord at være politisk. Du ser fx ikke to læger i clinch om, hvorvidt mammografiscreening er en god idé eller ej«.
Det kunne da også være informativt?
»Nej – jeg ville svigte seerne. Min opgave er – på områder hvor der måtte være uenighed om en behandlingsmetode – at finde den ekspert, som jeg mener ved mest. Ligesom jeg forsøger at vende en eventuel uenighed til en form for konsensus. Derudover mener jeg, at uenighed læger imellem sjældent forekommer på professorniveau. Når det hedder sig, at eksperter er uenige, synes jeg sjældent, at der er tale om virkelige eksperter. Et emne som mammografiscreening er måske en undtagelse«.
Du har ytret dig politisk: Du kritiserede Arne Rolighed for ikke at sige sit job i Kræftens Bekæmpelse op, da han tiltrådte som sundhedsminister – du mente, at det var et udtryk for, at han kun plejede sin egen karriere. Ligesom du har udtalt, at sygehuschefer mindst en gang om måneden bør servere kaffe for patienterne og eventuelt hjælpe til med plejen. Kompromitterer du dermed ikke den objektivitet, du har gjort til dit varemærke?
»Jeg ringer ikke til journalister for at delagtiggøre dem og dermed offentligheden i min holdning til forskellige emner. Men når jeg decideret bliver spurgt, synes jeg, at både de, læserne og seerne har krav på at få et ærligt svar.
I øvrigt synes jeg, at Arne Rolighed har gjort det ganske godt. Men det provokerede mig, at en af de ypperste advokater for en sygdomskategori, der rammer hver tredje dansker – nemlig Kræftens Bekæmpelse – for mig at se sidder med hænderne i skødet og venter på at ,far' kommer hjem igen.
Så vigtig kan én mands karriere altså ikke være.
Min opfordring til sygehuscheferne havde sit udspring i det kvantespring, der for mig at se er fra den verden, der fremstilles af politikere og sygehusenes administratorer, og så til den virkelighed, der er synbar på fx den afdeling, hvor jeg på daværende tidspunkt var ansat: Patienterne, der var indlagt med henblik på genoptræning efter en blodprop i hjernen, fik kun et reelt bad hver tredje uge – ressourcerne strakte ikke til mere.
Administratorernes kalendere er fyldt op med møder, konferencer, seminarer og flere møder – men patienterne ser de stort set aldrig. Og det synes jeg, de har pligt til. Sektoren er for vigtig til kun at være legeplads for politikernes og administratorernes egne ambitioner.
Jeg deltager gerne i en politisk diskussion om sundhedssektoren – men den skal ikke foregå i Lægens bord-regi – selv om konceptet for programmet udvikler sig hele tiden«.
Er du Erik Münsters arvtager?
»Forskellen på Erik og jeg er, at han er fyrre år forud for sin tid. Jeg har enorm respekt for det store arbejde, den mand har udført. Erik Münster har gjort mere for, at danskerne ved noget om sygdom og sundhed end Sundhedsstyrelsen, Sundhedsministeriet, Lægeforeningen og Dansk Sygeplejeråd tilsammen. De her nævnte aktører har forpasset deres mulighed for – og pligt til – at fortælle danskerne om sygdom og sundhed. Hvorfor sender de eksempelvis ikke en husstandsomdelt avis til danskerne hver måned med fakta om sygdom og sundhed?
Ofte synes jeg, at de udgiver informationsmateriale, der er så gennemtygget af så mange eksperter og gennemlæst af så mange interessegrupper, at resultatet tit er ubrugeligt. Processen med at lave pjecen synes at have været vigtigere end resultatet. Dertil kommer, at det ofte er lavet af folk, der ikke ved noget om massekommunikation.
Hele den proces har Erik sprunget over. Han har blot fortalt historien i et sprog som folk forstår og i et medium, som folk finder letfordøjeligt. Han er en af de bedste advokater for lægestanden, vi nogensinde har haft«.
Hvorfor er det så svært for læger at kommunikere?
»Den ene grund er vores akademiske opdragelse, der gør, at vi har svært ved at komme med konklusionen først. Den anden er, at lægestanden består af en samling individualister, der har det svært med at stille sig frem. Det hvide broderskab har jeg aldrig kunnet få øje på, men jeg ser en masse individualister, der ikke tør udtale sig af frygt for, at de selv skal komme i klem me. Det er i øvrigt årsagen til, at jeg stor set aldrig gør brug af yngre læger i udsendelserne, fordi de først og fremmest tænker på, hvad chefen på afdelingen måtte mene, mens professorerne og overlægerne har hår på brystet til at kunne skære igennem.
Læger er generelt for tilbageholdende med at fortælle, hvad de kan. Vi har ikke grund til at være flove over vores faglige kunnen, men jeg synes ikke, at Lægeforeningen har været god nok til at lave en pressestrategi med henblik på at indvie danskerne i, hvad det vil sige at være læge i dag.
I stedet har man lænet sig tilbage og forventet at journalisterne selv finder ud af at beskrive fx lægers arbejdsvilkår. Imidlertid er det ikke pressens opgave at være stikirenddreng for os læger. Det må vi selv klare.
Til gengæld kan du hver dag læse og høre om, hvor hårdt det er at være skolelærer – de får tinnitus – og politimand – de bliver dynget til med brosten. Lægestanden er ufatteligt defensive og er havnet i den grøft, hvor den har ondt af sig selv, føler sig svigtet og misforstået. Lægerne skal selv helt frem i skoene og fortælle deres budskaber på en tidssvarende måde«.
Tror du ikke at vejen ned fra piedestalen har været svært fremkommelig for mange?
»Det er der mange, der siger. Jeg har imidlertid aldrig kunnet få øje på den piedestal – måske er der en side af lægestandens historie, jeg simpelthen ikke forstår. I går var jeg ude hos min mekaniker og jeg var vildt imponeret over, at han kunne løse min bils problem så hurtigt.
Til gengæld var der så noget, jeg kunne hjælpe ham med. Og så står der jo ,ét-ét'. Vi er alle sammen håndværkere. Befolkningen har betalt vores uddannelse og har krav på, at vi efteruddanner os og opfører os ordentligt«.
Læger er i virkeligheden blot en slags kropsmekanikere?
»Ja – vi er håndværkere alle sammen. Hverken mere eller mindre«.
Hvordan har du det med alt det, der følger af at være »den rasende populære tv-læge« – fx merchandising?
»Jeg har det for eksempel småskidt med, at vi i DR har udgivet bøger med mit fjæs på forsiden, når jeg netop ikke har skrevet de pågældende bøger. De er skrevet af speciallæger, der er langt klogere, end jeg er. Jeg tjener ikke noget på bøgerne, der er udgivet i forbindelse med Lægens bord, men vores forlag mener, at de sælger bedre med mit ansigt og Lægens bords logo uden på«.
Ud over at være frontfigur på Lægens bord arbejder Peter Qvortrup Geisling cirka en dag hver 14. dag i en lægepraksis på Frederikssundsvej i København – »af respekt for faget og for at bevare jordforbindelsen«, han er netværksrådgiver, holder kurser i kommunikation og er en benyttet foredragsholder i fx pensionistforeninger – »derude hvor seerne er«.
Er det din »slutstilling« at være »ham tv-lægen«. Eller sidder der i virkeligheden en lille indespærret administrerende overlæge eller professor inden i dig og bare venter på at komme UD?
»Nej, mit liv er for kort til at sidde bag ved et skivebord. Livet bliver jo ikke genudsendt«.
Hvorfor økonomiserer du ikke noget mere med din privatsfære? Hvorfor skal vi vide, at du er single, ikke kan lave mad og at din livret er stegt flæsk med persillesovs?
»Der er en forventning til, at vi læger skal være lige så anonyme som doktor Hansen i Matador. Man skal altid kunne komme i kontakt med læger – men man skal også kunne slippe for os. Alle – fra højre- til venstrefløjen – skal have tillid til en hvilken som helst læge, så vi holder tit en meget afdæmpet tone. Jeg dukker fx aldrig op til premierer på film- og teaterstykker, men det betyder ikke, at jeg nægter at svare, når journalister ringer og spørger mig om små uskyldige ting. Jeg har respekt for deres metier, og synes de gør deres arbejde fantastisk godt. Så de skal ikke mødes med arrogance fra min side.
Jeg bruger nogle gange journalisterne til at tage brodden af det pæne image, som jeg er udstyret med. Når nogle studieværter bliver for pæne, får seerne trang til at kradse i polishen. For ikke så længe siden skrev et ugeblad, at jeg er tøjblind. Det har jeg det endog særdeles fint med. Jeg vil meget hellere karakteriseres som tøjblind end modtage en udmærkelse fra Dansk Herremoderåd.
Det skal ikke være mig – men indslaget i Lægens bord – der er i fokus. Jeg har det ganske fint med, at seerne har set mig spise tre hot-dogs i Ekstra Bladet eller ved, at jeg er dårlig til at huske fødselsdage. For sådan er jeg. Jeg siger min mening, hvis jeg bliver spurgt.
Seerne skal vide, hvor de har mig – i modsætning til mange af de klamme embedsmænd i sundhedsvæsnet.
Jeg vil nødig have, at nogen synes, jeg puster mig op«.
|
|
|
|
UGESKRIFT FOR LÆGER
Ugeskriftet betinger sig ret til at opbevare og publicere artikler (tekst og illustrationer) også i elektronisk form, fx via cd-rom og Internettet.
Eftertryk eller anden mangfoldiggørelse af Ugeskriftets tekst og illustrationer er kun tilladt med skriftlig tilladelse fra forfatter og redaktion og anførelse af Ugeskrift for Læger som kilde.
Gengivelse af informationer eller citater fra Ugeskriftet må tidligst offentliggøres på datoen (mandage) for det pågældende nummers udgivelse og med angivelse af Ugeskrift for Læger som kilde. |
|
|
|
|
|
