|
|
Error: The listener returned the following Message: 503 Service Unavailable |
|
|
|
|
| Ugeskr Læger 2001;163(33):4380
|
OVERSIGTSARTIKEL
Andreas Kjær & Anne-Mette Kjær Lebech
Resumé
Leukocytscintigrafi er en nuklearmedicinsk undersøgelse, der benyttes til påvisning af patologisk leukocytakkumulation. I oversigten gennemgås nogle væsentlige indikationer for undersøgelsen med henblik på den diagnostiske værdi og eventuelle begrænsninger. Leukocytscintigrafi er velegnet til diagnostik af osteomyelit i forbindelse med kendt knoglepatologi, hvor knoglescintigrafi alene ikke kan benyttes, da den vil være patologisk uanset tilstedeværelse af infektion. Leukocytscintigrafi er derimod mindre velegnet til undersøgelse af kronisk og vertebral osteomyelit. Undersøgelsen er ligeledes velegnet til påvisning af intraabdominale abscesser og infektion i karproteser. En særlig diagnostisk udfordring udgør patienter med feber af ukendt årsag. Selv om leukocytscintigrafi kun har en moderat sensitivitet i denne sammenhæng, synes den alligevel at være et værdifuldt supplement til det øvrige udredningsprogram.
I Danmark udføres årligt knap 1.000 leukocytscintigrafier på de klinisk-fysiologisk/nuklearmedicinske afdelinger. Værdien af undersøgelsen er meget afhængig af, på hvilken indikation den udføres. Formålet med denne oversigt er at gennemgå de hyppigste indikationer for leukocytscintigrafi og at belyse værdien af undersøgelsen for hver af disse.
Undersøgelsesprincip
Der tages en blodprøve fra patienten, og leukocytter eller granulocytter isoleres og mærkes. De mærkede celler injiceres og vil normalt fordeles i lever, milt og rød knoglemarv. Patologisk optagelse ses i infektiøse/inflammatoriske foci. Med gammakamera optages scintigrafiske billeder af fordelingen i kroppen af de mærkede leukocytter eller granulocytter, og man kan på disse billeder iagttage eventuelle patologiske foci. Det er væsentligt at forstå, at det der kan ses, netop er akkumulation af leukocytter eller granulocytter og ikke infektion. Undersøgelsen udføres i tre variationer: 1) leukocytscintigrafi med 111In-mærkede leukocytter eller granulocytter (1), 2) leukocytscintigrafi med 99mTc-mærkede leukocytter koblet vha. hexametylpropylenamin oxim (HMPAO) (2) og 3) kombineret knogle- og leukocytscintigrafi med 111In-mærkede leukocytter (se under knogleinfektion). Hvilken metode bør vælges? De to metoder for leukocyt-scintigrafi har hver deres fordele og ulemper. Således giver 111In-leukocytter det bedste forhold mellem patologisk og fysiologisk optagelse (3, 4), idet der kun er væsentlig fysiologisk aktivitet i lever, milt og rød knoglemarv. I modsætning hertil og pga. den ringere stabilitet af mærkningen, giver 99mTc-HMPAO-leukocytter anledning til betydende baggrundsaktivitet også i nyrer, urinveje og tarm, hvilket kan vanskeliggøre, at patologiske foci kan ses i disse områder. Til gengæld har mærkning med 99mTc den store fordel, at denne isotop altid er tilgængelig på nuklearmedicinsk afdeling i modsætning til 111In, der er relativ kostbar og oftest for dyr til at have i fast ordre. Begge metoder er besværlige og tidskrævende med udtagelse af blod fra patienten, isolation af de ønskede celler og mærkning. Tidsforbruget i forbindelse med mærkning af granulocytter er 3Þ time, hvortil der skal lægges yderligere 1½-2½ time til billedoptagelse. Ingen af metoderne er effektive ved granulocytopeni, og normalt kræves mindst et granulocyttal på 2 mio./ml. Billedoptagelse foretages typisk efter 20-24 timer med 111In-leukocytter evt. suppleret med billeder efter 2-4 timer ved mistænkt abdominalt eller pulmonalt fokus. Ved 99mTc-HMPAO-leukocytter foretages billedoptagelse typisk efter 4-8 timer evt. suppleret med tidligere billeder. I Danmark udførtes i 1999 omtrent halvdelen af leukocytscintigrafier med 111In-mærkede og den anden halvdel med 99mTc-mærkede leukocytter. En del afdelinger benytter udelukkende en af metoderne, mens andre har valgt at benytte begge.
Væsentlige indikationer (Tabel 1)
Knogleinfektion
Ved mistanke om osteomyelit kan en række billeddiagnostiske metoder anvendes. Valget mellem konventionel røntgen, CT, MR-scanning eller nuklearmedicinske metoder afhænger af den konkrete problemstilling, herunder lokalisationen (5). Knoglescintigrafi er en simpel og relativ billig metode, og en normal knoglescintigrafi udelukker med stor sandsynlighed, at der er tale om osteomyelit. Inden for de nuklearmedicinske billedteknikker er leukocytscintigrafi således forbeholdt de tilfælde, hvor knoglescintigrafi ikke vil kunne give svaret. Typisk drejer det sig om tilfælde med kendt knoglepatologi, hvor man ønsker at påvise en evt. infektion. I sådanne tilfælde vil leukocytscintigrafien ofte kunne give svaret. En række studier har undersøgt værdien af leukocyt-scintigrafi hos patienter med kendt knoglepatologi, dvs. hvor der er patologisk aktivitetsakkumulation på en knoglescintigrafi som fx fraktur, nyligt knoglekirurgisk indgreb eller ortopædisk protese. Når mikrobiologi eller histologi overvejende bruges som reference findes sensitivitet og specificitet i studierne på henholdsvis 94-100% og 80-100% for leukocytscintigrafi alene (6-9) og henholdsvis 88-94% og 91-95% af kombineret knogle- og leukocytscintigrafi (10-12). Et sammenlignende studie fandt en øget nøjagtighed af den kombinerede undersøgelse i forhold til leukocytscintigrafi alene, der især skyldtes en øget specificitet (12). Sammenholdt med andre billeddiagnostiske modaliteter synes kombineret knogle- og granulocytscintigrafi at være overlegen (13, 14). Leukocytscintigrafis følsomhed synes at aftage med varighed af osteomyelitten (15). Således vil undersøgelsen være mindre velegnet til sløv, kronisk knogleinfektion. I modsætning hertil er det for ikke-ossøs infektion vist, at varigheden af infektion ikke spiller nogen rolle for sensitiviteten (16) eller for hastigheden, hvormed granulocytter akkumuleres i infektionsfokus (17). Ofte vil det være relevant om en evt. leukocytakkumulation med sikkerhed er beliggende i knoglen eller i de omkringliggende bløddele. Her udgør den kombinerede dobbeltisotop-teknik en mulighed for at få dette afklaret. Metoden baserer sig på simultan knoglescintigrafi med 99mTc-mærket bisfosfonat og en 111In-leuckocytscintigrafi. Energien fra de to isotoper er forskellige, og man kan derfor optage to billeder simultant i hvert sit »energivindue«. Efterfølgende kan billederne superponeres, og det kan med sikkerhed afgøres, hvor en patologisk leukocytakkumulation er beliggende. En tilsvarende teknik er ikke mulig med 99mTc-HMPAO-mærkede leukocytter, da der her er tale om, at den samme radioaktive isotop er benyttet til mærkning af leukocytter og bisfosfonat, og strålingen fra disse derfor ikke kan adskilles billedmæssigt. Et eksempel på en inficeret albueprotese vist ved en kombineret knogle- og granulocytscintigrafi ses i Fig. 1. Et særligt problem udgør vertebral osteomyelit pga. den fysiologiske aktivitetsoptagelse i den røde knoglemarv, hvilket medfører, at osteomyelit kan vise sig i form af såvel øget som nedsat eller normal aktivitet. Således har en del undersøgelser vist, at leukocytscintigrafi er mindre velegnet i denne sammenhæng (18-20). Selv hvis man benytter kriteriet »øget eller nedsat aktivitet« opnås der kun en træfsikkerhed af samme størrelsesorden som ved knoglescintigrafi alene (20).
Intraabdominale abscesser
Påvisning af abscesser er en anden hyppig indikation for leukocytscintigraf. Der kan enten være tale om mistanke om abdominalt focus i forbindelse med sepsis, eller vurdering af om en proces, der er påvist ved en anden billeddiagnostisk modalitet som fx ultralyd eller CT, er infektiøs. Leukocyt-scintigrafi har en meget høj sensitivitet (93-97%) og specificitet (91-100%) til påvisning af intraabdominale abscesser (21-25) og synes at være bedre end ultralyd, der især har en lavere sensitivitet (21, 23, 25). En kombination af modaliteter vil være indiceret, hvis ultralyd, der er naturlig førstevalgsundersøgelse, ikke giver resultatet. På grund af den fysiologiske akkumulation af leukocytter i lever og milt er scintigrafisk påvisning af abscesser i relation til disse vanskelig.
Karproteseinfektion
Leukocytscintigrafi er velegnet til påvisning af infektion i karproteser og særligt muligheden for at påvise granulocyt-akkumulation også i centrale karproteser pga. den lave baggrundsaktivitet mediastinalt og abdominalt gør metoden med 111In-mærkede leukocytter velegnet. Udgør superponeret aktivitet i columna et problem, kan der suppleres med tomografiske optagelser. I fire studier udført med 111In-leukocytter fandtes der i de tre en sensitivitet på 100% (26-28) og på 87% i det sidste (29). Specificiteten i studierne var 85-90% (26-29). I et studie med 99mTc-HMPAO-leukocytter fandtes som ventet en noget lavere sensitivitet (30). Samlet må 111In-leukocytscintigrafi betegnes som en velegnet metode til påvisning af infektion i karproteser.
Inflammatoriske tarmsygdomme (mb. Crohn og colitis ulcerosa)
Hvor diagnosen inflammatorisk tarmsygdom stilles på anden vis, kan leukocytscintigrafi give oplysninger om sygdommens lokalisering, udbredelse og aktivitet, når andre billedundersøgelser er utilstrækkelige. Såvel sensitivitet som specificitet for påvisning af sygdom er høj (>90%) (31, 32). Ved mistanke om inflammatorisk tarmsygdom tages der billeder tidligere end ved andre problemstillinger. Mærkede granulocytter synes at være bedre end leukocytter i denne sammenhæng. Samlet set er betydningen af granulocytscintigrafi ved inflammatorisk tarmsygdom i dag relativt begrænset, men det sker af og til, at der ved patienter, der er henvist med feber af ukendt årsag, bliver rejst mistanke om inflammatorisk tarmsygdom, der efterfølgende verificeres på anden vis.
Feber af ukendt årsag
Hvorvidt patienter med feber af ukendt årsag (FUÅ) skal henvises til leukocytscintigrafi har været diskuteret. Problemet er bl.a., at opgørelser over værdien af undersøgelsen på denne indikation er vanskelige. For det første er der spørgsmålet om, hvorvidt patienterne præcist opfylder kriterier for FUÅ, dvs. mindst tre ugers temperatur over 38,3°C dokumenteret ved flere lejligheder og ingen årsag fundet trods en uges intensiv udredning. For det andet kan det være vanskeligt af få en endelig diagnose. Ydermere opgøres værdien af leukocytscintigrafi ved FUÅ forskelligt. Således vurderer nogle evnen til at påvise infektion, mens man i andre undersøgelser, og særligt i dem, der sammenligner scintigrafi med andre billeddiagnostiske metoder, vurderer evnen til overhovedet at påvise en årsag til FUÅ. Ved sidstnævnte måde at opgøre data på bliver en negativ leukocytscintigrafi, hvor årsagen til feber senere viser sig at skyldes malign lidelse, opfattet som falsk negativ. Når disse forbehold tages i betragtning, viser de relativt få undersøgelser, der er udført, et varieret billede. I den største af undersøgelserne med i alt 68 patienter med FUÅ fandt man en sensitivitet på 85% og en specificitet på 91% for påvisning af infektiøs årsag (33). I to mindre studier med henholdsvis 28 og 32 patienter fandt man noget lavere værdier for sensitivitet (60-73%) og specificitet (78-94%) for påvisning af infektiøs årsag (34, 35). I studiet med de laveste værdier øgedes sensitiviteten og specificiteten til henholdsvis 71% og 86%, når man medtog evnen til at påvise også ikke-infektiøs årsag (34). Et studie har fundet meget lave værdier for sensitivitet og specificitet på henholdsvis 55% og 74%, men dette studie indeholder også gentagne (negative) scintigrafier for nogle af patienterne, og opgørelsen er således ikke relevant i forhold til den typiske kliniske problemstilling (36). Andelen af patienter med FUÅ, der havde infektiøs årsag i de nævnte studier, var mellem 25% og 44%. Samlet set er især sensitiviteten således noget lavere end for andre indikationer, om end man i det bedst udførte studie fandt en høj sensitivitet. Til gengæld er problemstillingen ved FUÅ grundlæggende anderledes, idet den diagnostiske værdi skal vurderes i lyset af at leukocytscintigrafi ikke er en af de første undersøgelser, der udføres. Således vil en række andre undersøgelser være udført inden, og ved relevante fund ved leukocytscintigrafi vil der blive udført supplerende undersøgelser efterfølgende. Samlet set vil leukocytscintigrafi derfor ofte kunne bidrage til diagnostisk afklaring hos denne vanskelige patientgruppe. En af fordelene er bl.a., at undersøgelsen oftest udføres som helkropsscintigrafi, hvilket er fordelagtigt, hvis der ikke er nogen specifik mistanke om beliggenhed af et evt. focus. Infektion er kun årsag til godt en tredjedel af tilfældene med feber af ukendt årsag, og i princippet er det kun denne, der påvises med leukocytscintigrafi. De øvrige årsager er især neoplasmer og bindevævslidelser. Da PET-scanning med sukker-analogen 18Fluor-deoxyglukose (FDG) ud fra et teoretisk synspunkt påviser såvel infektion/inflammation som neo-plasmer, bør denne måske foretrækkes i diagnostik af FUÅ. I nogle lande benyttes ofte 67Ga-scintigrafi i infektions- og inflammationsdiagnostik. 67Ga optages ligeledes i neoplasmer og har derfor været foretrukket til FUÅ. I en nylig undersøgelse har man sammenlignet 67Ga med FDG-PET hos patienter med FUÅ, og man fandt at FDG-PET var mindst lige så værdifuld som 67Ga i udredningen af denne patientkategori (37). Eksempler på leukocytscintigrafier, der havde værdi i udredning af FUÅ er vist i Fig. 2 og Fig. 3.
Antibiotika og leukocytscintigrafi
Det har været anført, at antibiotisk behandling skulle have betydning for resultatet af leukocytscintigrafi. Dette synes imidlertid ikke at være korrekt, da det er vist, at antibiotika hverken påvirker den scintigrafisk målte granulocytakkumulationshastighed (17) eller leukocytscintigrafiens sensitivitet (38).
Andre metoder til brug i diagnostik af infektion og inflammation
Som nævnt ovenfor anvendes 67Ga-scintigrafi en del i udlandet, og styrken synes især at være, at man ved denne metode kan påvise mere kroniske infektioner som fx kronisk osteomyelit. Til gengæld er 67Ga mere uspecifik og optages i en række andre foci end de infektiøse. FDG-PET synes også at være velegnet til påvisning af kronisk osteomyelit (39, 40). Betydningen af 67Ga-scintigrafi og FDG-PET hos patienter med FUÅ har været diskuteret ovenfor. Da mærkning af leukocytter er meget arbejdskrævende, har man søgt efter enklere metoder til påvisning af leukocytakkumulation. Her synes 99mTc-mærkede granulocytantistoffer at være lovende. Som tidligere nævnt kan man ikke skelne mellem infektiøs og ikke-infektiøs betinget inflammation vha. leukocytscintigrafi. I forsøget på at løse dette, har man bl.a. mærket cipro-floxacin med 99mTc (infecton) og hævdet, at dette skulle være en specifik infektionsmarkør. På nuværende tidspunkt mangler endnu undersøgelser, der dokumenterer dette overbevisende. En række andre faktorer, herunder interleukiner, har også været forsøgt, men deres rolle er også uafklaret.
Konklusion
Leukocytscintigrafi har en række væsentlige anvendelsesområder, hvor undersøgelsen kan bidrage positivt: knogleinfektioner, intraabdominale abscesser, karproteseinfektioner, inflammatoriske tarmsygdomme og FUÅ. Der er imidlertid en række begrænsninger i undersøgelsesmetoden, der er væsentlige at kende. Det drejer sig bl.a. om den formentlig lavere sensitivitet for kronisk osteomyelit og vertebral osteomyelit samt den manglende evne til at skelne mellem infektiøs og ikke-infektiøs inflammation. Undersøgelsen vil imidlertid sjældent stå alene, og ses den som led i et større udredningsprogram, forekommer den meget værdifuld i udvalgte situationer. Således vil den manglende mulighed for ved denne undersøgelse at skelne mellem infektion og ikke-infektiøs inflammation i praksis sjældent udgøre et problem. Ligeledes skal den noget lave sensitivitet og specificitet i forbindelse med FUÅ ses i lyset af det øvrige udredningsprogram.
Summary
Andreas Kjær & Anne-Mette Lebech:
Leukocyte scintigraphy: indications and diagnosticvalue.
Ugeskr Læger 2001; 163: 4380-4.
Leukocyte scintigraphy is a diagnostic method that allows visualisation of pathological accumulation of leucocytes. Some important indications are reviewed with special emphasis on the diagnostic value and possible limitations. Leukocyte scintigraphy is valuable for diagnosing osteomyelitis in bones with a pre-existing pathology, but probably not in chronic or vertebral osteomyelitis. The test is also valuable for detection of intra-abdominal abscess and vascular graft infection. Fever of unknown origin represents a dia-gnostic challenge. Although the sensitivity of leukocyte scintigraphy is only modest in this context, it seems to be a valuable addition to other tests performed in these patients.
Reprints: Andreas Kjær, klinisk fysiologi & nuklearmedicinsk klinik, KF 4011, H:S Rigshospitalet, DK-2100 København Ø. E-mail: kjaer@mfi.ku.dk
Litteratur
1. Seabold JE, Forstrom LA, Schauwecker DS, Brown ML, Datz FL, McAfee JG et al. Procedure guideline for indium-111-leukocyte scintigraphy for suspected infection/inflammation. Society of Nuclear Medicine. J Nucl Med 1997; 38: 997-1001.
2. Datz FL, Seabold JE, Brown ML, Forstrom LA, Greenspan BS, McAfee JG et al. Procedure guideline for technetium-99m-HMPAO-labeled leukocyte scintigraphy for suspected infection/inflammation. Society of Nuclear Medicine. J Nucl Med 1997; 38: 987-90.
3. McAfee JG, Gagne GM, Subramanian G, Grossman ZD, Thomas FD, Ros-kopf ML et al. Distribution of leukocytes labeled with In-111 oxine in dogs with acute inflammatory lesions. J Nucl Med 1980; 21: 1059-68.
4. McAfee JG, Subramanian G, Gagne G, Schneider RF, Zapf-Longo C. 99mTc-HMPAO for leukocyte labeling-experimental comparison with 111In oxine in dogs. Eur J Nucl Med 1987; 13: 353-7.
5. Munoz P, Bouza E. Acute and chronic adult osteomyelitis and prosthesis-related infections. Baillieres Best Pract Res Clin Rheumatol 1999; 13: 129-47.
6. Esterhai JL, Goll SR, McCarthy KE, Velchik M, Alavi A, Brighton CT et al. Indium-111 leukocyte scintigraphic detection of subclinical osteomyelitis complicating delayed and nonunion long bone fractures: a prospective study. J Orthop Res 1987; 5: 1-6.
7. McCarthy K, Velchik MG, Alavi A, Mandell GA, Esterhai JL, Goll S. Indium-111-labeled white blood cells in the detection of osteomyelitis complicated by a pre-existing condition. J Nucl Med 1988; 29: 1015-21.
8. Verlooy H, Mortelmans L, Verbruggen A, Stuyck J, Boogaerts M, de Roo M. Tc-99m HMPAO labelled leucocyte scanning for detection of infection in orthopedic surgery. Prog Clin Biol Res 1990; 355: 181-7.
9. Pring DJ, Henderson RG, Keshavarzian A, Rivett AG, Krausz T, Coombs RR et al. Indium-granulocyte scanning in the painful prosthetic joint. AJR Am J Roentgenol 1986; 147: 167-72.
10. Krznaric E, Roo MD, Verbruggen A, Stuyck J, Mortelmans L. Chronic osteomyelitis: diagnosis with technetium-99m-d, l-hexamethylpropylene amine oxime labelled leucocytes. Eur J Nucl Med 1996; 23: 792-7.
11. Kolindou A, Liu Y, Ozker K, Krasnow AZ, Isitman AT, Hellman RS et al. In-111 WBC imaging of osteomyelitis in patients with underlying bone scan abnormalities. Clin Nucl Med 1996; 21: 183-91.
12. Johnson JA, Christie MJ, Sandler MP, Parks PF, Homra L, Kaye JJ. Detec-tion of occult infection following total joint arthroplasty using sequential technetium-99m HDP bone scintigraphy and indium-111 WBC imaging. J Nucl Med 1988; 29: 1347-53.
13. Buhl T, Stentzer K, Kjær A, Hede A, Hesse B. Diagnostic value of combined bone-granulocyte scintigraphy in patients suspected for osteomyelitis using perioperative culture as reference. Eur J Nucl Med 2000; 27: 1087.
14. Magnuson JE, Brown ML, Hauser MF, Berquist TH, Fitzgerald RH, Klee GG. In-111-labeled leukocyte scintigraphy in suspected orthopedic pros-thesis infection: comparison with other imaging modalities. Radiology 1988; 168: 235-9.
15. Schauwecker DS, Park HM, Mock BH, Burt RW, Kernick CB, Ruoff AC et al. Evaluation of complicating osteomyelitis with Tc-99m MDP, In-111 granulocytes, and Ga-67 citrate. J Nucl Med 1984; 25: 849-53.
16. Datz FL, Thorne DA. Effect of chronicity of infection on the sensitivity of the In-111-labeled leukocyte scan. AJR Am J Roentgenol 1986; 147: 809-12.
17. Schmidt KG, Rasmussen JW, Wedebye IM, Frederiksen PB. Analysis of factors that may affect the speed of accumulation of 111In-labelled granulocytes at sites of inflammation. Nucl Med Commun 1988; 9: 97-103.
18. Whalen JL, Brown ML, McLeod R, Fitzgerald RH. Limitations of indium leukocyte imaging for the diagnosis of spine infections. Spine 1991; 16: 193-7.
19. Eisenberg B, Powe JE, Alavi A. Cold defects in in-111 labeled leukocyte imaging of osteomyelitis in the axial skeleton. Clin Nucl Med 1991; 16: 103-6.
20. Palestro CJ, Kim CK, Swyer AJ, Vallabhajosula S, Goldsmith SJ. Radionuclide diagnosis of vertebral osteomyelitis: indium-111-leukocyte and technetium-99m-methylene diphosphonate bone scintigraphy. J Nucl Med 1991; 32: 1861-5.
21. Saverymuttu SH, Crofton ME, Peters AM, Lavender JP. Indium-111 tropolonate leucocyte scanning in the detection of intra-abdominal abscesses. Clin Radiol 1983; 34: 593-6.
22. Goldman M, Ambrose NS, Drolc Z, Hawker RJ, McCollum C. Indium-111-labelled leucocytes in the diagnosis of abdominal abscess. Br J Surg 1987; 74: 184-6.
23. Baldwin JE, Wraight EP. Indium labelled leucocyte scintigraphy in occult infection: a comparison with ultrasound and computed tomography. Clin Radiol 1990; 42: 199-202.
24. Baba AA, McKillop JH, Cuthbert GF, Neilson W, Gray HW, Anderson JR. Indium 111 leucocyte scintigraphy in abdominal sepsis. Do the results affect management? Eur J Nucl Med 1990; 16: 307-9.
25. Carter CR, McKillop JH, Gray HW, Stewart IS, Anderson JR. Indium-111 leucocyte scintigraphy and ultrasound scanning in the detection of intra-abdominal abscesses in patients without localizing signs. J R Coll Surg Edinb 1995; 40: 380-2.
26. Brunner MC, Mitchell RS, Baldwin JC, James DR, Olcott C, Mehigan JT et al. Prosthetic graft infection: limitations of indium white blood cell scanning. J Vasc Surg 1986; 3: 42-8.
27. Chung CJ, Hicklin OA, Payan JM, Gordon L. Indium-111-labeled leukocyte scan in detection of synthetic vascular graft infection: the effect of antibiotic treatment. J Nucl Med 1991; 32: 13-5.
28. Williamson MR, Boyd CM, Read RC, Thompson BW, Barnes RW, Shah HR et al. 111 In-labeled leukocytes in the detection of prosthetic vascular graft infections. AJR Am J Roentgenol 1986; 147: 173-6.
29. Noyez L, Nevelsteen A, Suy R, Devos P, Mortelmans L. Value of indium-111-labeled leukocytes scintigraphy in patients after arterial reconstructive surgery. Int Angiol 1986; 5: 79-82.
30. Krznaric E, Nevelsteen A, van Hoe L, de Roo M, Schiepers C, Verbruggen A et al. Diagnostic value of 99Tcm-d,l-HMPAO-labelled leukocyte scintigraphy in the detection of vascular graft infections. Nucl Med Commun 1994; 15: 953-60.
31. Saverymuttu SH, Peters AM, Crofton ME, Rees H, Lavender JP, Hodgson HJ et al. 111Indium autologous granulocytes in the detection of inflammatory bowel disease. Gut 1985; 26: 955-60.
32. Becker W, Fischbach W, Weppler M, Mosl B, Jacoby G, Borner W. Radiolabelled granulocytes in inflammatory bowel disease: diagnostic possibilities and clinical indications. Nucl Med Commun 1988; 9: 693-701.
33. Syrjala MT, Valtonen V, Liewendahl K, Myllyla G. Diagnostic significance of indium-111 granulocyte scintigraphy in febrile patients. J Nucl Med 1987; 28: 155-60.
34. Davies SG, Garvie NW. The role of indium-labelled leukocyte imaging in pyrexia of unknown origin. Br J Radiol 1990; 63: 850-4.
35. Schmidt KG, Rasmussen JW, Sorensen PG, Wedebye IM. Indium-111-granulocyte scintigraphy in the evaluation of patients with fever of undetermined origin. Scand J Infect Dis 1987; 19: 339-45.
36. MacSweeney JE, Peters AM, Lavender JP. Indium labelled leucocyte scanning in pyrexia of unknown origin. Clin Radiol 1990; 42: 414-7.
37. Blockmans D, Knockaert D, Maes A, De Caestecker J, Stroobants S, Bobbaers H et al. Clinical value of 18-Fluoro-deoxyglucose positron emission tomography for patients with fever of unknown origin. Clin Infect Dis 2001; 32: 191-6.
38. Datz FL, Thorne DA. Effect of antibiotic therapy on the sensitivity of indium-111-labeled leukocyte scans. J Nucl Med 1986; 27: 1849-53.
39. Guhlmann A, Brecht-Krauss D, Suger G, Glatting G, Kotzerke J, Kinzl L et al. Chronic osteomyelitis: detection with FDG PET and correlation with histopathologic findings. Radiology 1998; 206: 749-54.
40. Guhlmann A, Brecht-Krauss D, Suger G, Glatting G, Kotzerke J, Kinzl L et al. Fluorine-18-FDG PET and technetium-99m antigranulocyte antibody scintigraphy in chronic osteomyelitis. J Nucl Med 1998; 39: 2145-52. Ovenstående artikel bygger på en større litteraturgennemgang end litteraturlistens 40 numre. Oplysninger om denne baggrundslitteratur kan fås fra forfatterne.
Antaget den 12. juli 2001.
H:S Rigshospitalet, klinisk fysiologisk og nuklearmedicinsk klinik & epidemiklinikken.
|
|
Error: The listener returned the following Message: 503 Service Unavailable |
|
Error: The listener returned the following Message: 503 Service Unavailable |
|
