|
|
|
| Ugeskr Læger 2001;163(25):3517
|
|
Skal gynækologer stadig være gråhårede, før de bliver speciallæger? Allerede sidste forår bebudede Sundhedsstyrelsen en øgning i antallet af undervisningsstillinger i gyn/obs svarende til minimum 4 stillinger i region Syd og Øst
YNGRE LÆGER
 Redaktør Ulla Davidsen
Hvem har ansvaret for den manglende effektuering af Sundhedsstyrelsens udmelding om øget uddannelseskapacitet i region Syd og Øst? Det har alle aktører. Yngre læger, som er kvalificerede til undervisningsstilling i gyn/obs skal blive ved at søge og lade være med at resignere. Hvis man har kvalifikationer på linie med gennemført undervisningsstilling, skal man ansøge om dispensation.
»Behovet for undervisningsstillinger i gynækologi og obstetrik Et stadig højt ansøgertal til undervisningsstillinger i gynækologi og obstetrik samt det nævnte faldende udbud af speciallæger i specialet har medført, at Sundhedsstyrelsen i efteråret 1999 anbefalede en udvidelse af uddannelseskapaciteten i dette speciale. Udvidelsen blev udmøntet i region Nord, og efter anbefaling fra Specialistnævnet bliver aktiviteten nu anbefalet udvidet i region Syd og Øst. Sundhedsstyrelsen anbefaler, at der anvendes en skabelon fra region Nord, hvor en del af fase II samt fase III (1. reservelægetid) bliver lagt på centralsygehusene, dog således at målbeskrivelserne for specialet skal opfyldes. Kapacitetsudvidelsen vil være på 33%«.
Sakset fra YL-spalterne nr. 45/2000. Indlæg af Henning Beck, afdelingslæge og Karsten Bech, kontorchef, overlæge dr.med., 1. kontor, Sundhedsstyrelsen. De regionale videreuddannelsessekretariater og amterne må finde pladserne. Det bliver bestemt ikke nemmere i fremtiden. Ved årsskiftet 2000/2001 fejrede den nuværende ansættelsesprocedure ved besættelse af undervisningsstillinger 3 års fødselsdag. Evalueringen viste, at kvalificerede ansøgere til gyn/obs havde en median kandidatalder på 9 år (1) (spændvidde mellem 4 og 24 år). FAYL's uddannelsesenquete (2) fra 1999 viste maksimal ventetid på 10,3 år blandt kvalificerede ansøgere. Disse tal var langt højere end for øvrige specialer, og en udvidelse i antallet af undervisningsstillinger var derfor nødvendig. Problemet skal løses nu! De kommende større årgange af nyuddannede læger kræver stor uddannelseskapacitet i sygehusene, så det handler om hurtigst muligt at få uddannet de aktuelt kvalificerede. De kommende ansøgere kan jo kun uddannes, hvis der er uddannede speciallæger til at gøre det. Indimellem, og heldigvis sjældent, høres fra ældre kolleger, at det jo ikke er meningen, at alle skal blive til speciallæger. Det dogme må manes i jorden. Speciallæge er en ikke værdiladet betegnelse af de få. Alle læger skal uddannes til speciallæger, og det så effektivt som muligt. Selektionen sker så i de indledende ansættelser i specialerne ved evalueringerne og senere ved, om man bliver ansat som professor eller ej.

Litteratur 1. Statistik over ansøgere til undervisningsstilling og speciallægeblokstilling 1. halvår 1998 til og med 1. halvår 2000 af Jan Greve, Videreuddannelsessekretariatet i Århus Amt. 2. Artikel UfL nr 51/99. Findes på www.fayl.dk>YL-spalterne>Udvalgte artikler>Videreuddannelse>Uddannelsesenqueten 99.
Hvad siger de regionale videreuddannelsessekretariater?
Region Syd: »Vi arbejder på det og håber at kunne implementere udvidelsen til første runde i år 2002«, siger Erik Krogh Jensen. »Genvordighederne er at finde den nødvendige kirurgiske ansættelse til gyn/obs-blokkene. Der er konkurrence fra andre specialer, hvor vi også skal udvide den kirurgiske kapacitet.
Mange gyn/obs-ansøgere har årevis af kirurgisk ansættelse, hvorfor laver I ikke nogle midlertidige blokke uden kirurgi for at afvikle ansøgerpuklen? »Vi ved ikke på forhånd, hvor mange, der i forvejen har 18 måneders kirurgi Vi kan risikere, at der ikke er kvalificerede ansøgere til stillingerne. Generelt er det en fordel for de uddannelsessøgende, at den påkrævede kirurgi er indeholdt i blokansættelserne«.
Region Øst: »En udvidelse af uddannelseskapaciteten i gyn/obs, set i relation til den generelle implementering af Speciallægekommissionenes betænkning skal drøftes ved møde i Det Regionale Råd den 19. juni«, svarer Birgitte Rønn. Har I overvejet midlertidige blokke uden kirurgi? »Da der endnu ikke har været drøftet planer for udvidelsen, har det spørgsmål ikke været oppe«.
FAYL og Foreningen af Yngre Gynækologer og Obstetrikere har i fællesskab sendt brev til Sundhedsstyrelsen og de Regionale Råd med opfordring til, at udvidelsen også efterleves i praksis.
|
|
|
|
UGESKRIFT FOR LÆGER Ugeskriftet betinger sig ret til at opbevare og publicere artikler (tekst og illustrationer) også i elektronisk form, fx via cd-rom og Internettet. Eftertryk eller anden mangfoldiggørelse af Ugeskriftets tekst og illustrationer er kun tilladt med skriftlig tilladelse fra forfatter og redaktion og anførelse af Ugeskrift for Læger som kilde. Gengivelse af informationer eller citater fra Ugeskriftet må tidligst offentliggøres på datoen (mandage) for det pågældende nummers udgivelse og med angivelse af Ugeskrift for Læger som kilde. |
|
|
|
|
|