|
|
|
| Ugeskr Læger 2001;163(26):3463
|
REDAKTIONELT
I dette nummer af Ugeskriftet publiceres fire artikler om spiseforstyrrelser. Emborg dokumenterer i sin artikel om dødelighed, at spiseforstyrrelser er alvorlige sygdomme med høj mortalitet. Tilfælde af anorexia nervosa, som har krævet hospitalsindlæggelse, har den højeste mortalitet af alle psykiske lidelser. Derfor er statusartiklen af Brinck & Hertz om behandling af anorexia nervosa et væsentligt bidrag i bestræbelserne på at forbedre behandlingen i Danmark. Petersson gør status over 20 års erfaringer med spiseforstyrrelsessygdommen bulimia nervosa. Endelig belyser Helge de alvorlige problemer med spiseforstyrrelser, der findes i visse former for eliteidræt. De fire artikler peger fra forskellige vinkler hver for sig på behovet for forbedret forebyggelse og behandling af spiseforstyrrelser i Danmark. Situationen er på mange måder kaotisk. Der hersker forvirring om, hvordan de forskellige spiseforstyrrelser skal behandles, og der er store problemer med utilstrækkelig behandlingskapacitet. Der er dog en række positive bestræbelser i gang for at bedre forholdene. Sundhedsstyrelsen har udgivet en række forebyggelsespjecer med informationsmateriale rettet mod de voksne og professionelle, der møder unge med en begyndende spiseforstyrrelse. Sigtet er, at sådanne centrale personer bliver bedre til at genkende tegn på spiseforstyrrelser. Håbet er, at flere patienter derved tidligere kan komme i relevant behandling (1). Helt aktuelt påbegyndes i Sundhedsstyrelsen et udredningsarbejde med at fastlægge kliniske retningslinier for god behandling af alvorlige spiseforstyrrelser. Endelig tyder forskellige tilkendegivelser fra repræsentanter for sygehusejerne på, at der er forståelse for, at indsatsen skal øges med udbygning af behandlingskapaciteten. Palmer & Treasure har beskrevet en udvikling i England, hvor opprioritering af spiseforstyrrelsesbehandlingen i den private sektor indirekte blev betalt af det offentlige (2). En lignende udvikling kan for tiden spores i Danmark, hvor en række private behandlingsinstitutioner er ved at etablere sig. Disse institutioner er ofte startet af ildsjæle, der brænder for behandling af spiseforstyrrede, uden nødvendigvis at have de fornødne kvalifikationer til at yde denne behandling. Nogle af behandlingstilbuddene bryster sig af at kunne dække alle typer af spiseforstyrrelser, samtidig med at det vigtige arbejde med støtte til normalisering af spisning og vægt forsømmes. Der er brug for en skærpet procedure til godkendelse af sådanne institutioner, og det bør sikres, at arbejdet evalueres og kvalitetssikres. I ovennævnte artikel argumenteres der for, at anorexia nervosa er så kompliceret en lidelse, at de alvorligste tilfælde bør behandles på specialafdelinger. Overføres anbefalingerne til danske forhold, vil det betyde, at ca. 100 af de 400 nye tilfælde af anorexia nervosa, der skønsmæssigt opstår om året i Danmark, bør behandles på specialafdelinger med et optageområde på mindst 1 mio. Sådan som udviklingen tegner sig i Danmark, synes det at være rimeligt at satse på, at der sker en udbygning af de eksisterende lands-landsdelsfunktioner i København, Odense og Århus, således at disse centre kan forestå den nødvendige specialiserede behandling. Specielt er det vigtigt, at alvorligt syge anoreksipatienter behandles på afdelinger, hvor der kan tilbydes specialiseret psykiatrisk miljøterapi. I øjeblikket findes der kun 20 specialiserede psykiatriske sengepladser til behandling af anoreksi. Den resterende behandling under indlæggelse foregår på ikke-specialiserede børne- og ungdomspsykiatriske, psykiatriske, pædiatriske og medicinske afdelinger med varierende grader af ekspertise i anoreksibehandling. Etablering og udbygning af centre for spiseforstyrrelser på de tre universitetshospitaler må gå hånd i hånd med styrkelsen af behandlingsmulighederne i primærsektoren og på amtsplan. De praktiserende læger er centrale personer, der ofte er de første, der skal søge at motivere patienterne til behandling. Det er afgørende for det videre behandlingsforløb, at det, når det viser sig nødvendigt, er muligt for dem at henvise til kvalificeret hospitalsbaseret behandling. I hvert amt uden for centeramterne bør der etableres et anoreksiteam, som i det pågældende amt kan udgøre krumtappen i behandlingen af alvorlige spiseforstyrrelser. Det er vigtigt, at der etableres et godt og tæt samarbejde mellem anoreksiteamene og centerafdelingen i de tre regioner. Fx skal centerafdelingen varetage en uddannelsesforpligtelse og være drivkraften i en styrkelse af forskningsindsatsen i sin region. Udbygges behandlingskapaciteten som skitseret, og etableres danske retningslinier for behandling af alvorlige spiseforstyrrelser på samme måde, som det fx er tilfældet i USA (3), skulle det være muligt at imødekomme behandlingsbehovet. At det er nødvendigt, at de mange ord, der siges og skrives om problemerne snart afløses af handling udtrykker Palmer & Treasure i deres afslutningsbemærkning i ovennævnte artikel. Desværre er konklusionen også gældende for forholdene i Danmark: »The time is overdue for improved and consistent care to be widely available for this pernicious and underestimated condition that blights so many young lives«.
KRISTIAN ROKKEDAL
Litteratur
1. Sundhedsstyrelsen. Spiseforstyrrelser. København: Sundhedsstyrelsens publikationer, 1999.
2. Palmer RL, Treasure J. Providing specialised services for anorexia nervosa. Br J Psychiatry 1999; 175: 306-9.
3. APA. Practice guideline for the treatment of patients with eating disorders (revision). American Psychiatric Association Work Group on Eating Disorders. Am J Psychiatry 2000; 157 (suppl 1): 1-39.
|
|
|
|
UGESKRIFT FOR LÆGER
Ugeskriftet betinger sig ret til at opbevare og publicere artikler (tekst og illustrationer) også i elektronisk form, fx via cd-rom og Internettet.
Eftertryk eller anden mangfoldiggørelse af Ugeskriftets tekst og illustrationer er kun tilladt med skriftlig tilladelse fra forfatter og redaktion og anførelse af Ugeskrift for Læger som kilde.
Gengivelse af informationer eller citater fra Ugeskriftet må tidligst offentliggøres på datoen (mandage) for det pågældende nummers udgivelse og med angivelse af Ugeskrift for Læger som kilde. |
|
|
|
|
|
