|
|
|
| Ugeskr Læger 2001;163(23):3264
|
DEBAT
Provokeret af flere udtalelser fra overlæge Mogens Kjær (MK), onkologisk afdeling, Aalborg Sygehus, først til Ugeskrift for Læger nr. 8 den 19. februar 2001 (1) og siden til Weekendavisen den 19. april 2001 (2), føler vi os bevæget til – et kort øjeblik – at vende os fra kødgryderne, hvor spaghetti bolognesen til børnene ellers er ved at være klar – for kort at tage til genmæle.
Gennem de sidste 20 år er det i uddannelsesdebatten vedr. yngre læger jævnligt blevet fremført, og nu igen af MK, at overenskomsten fra 1981 er roden til næsten alt ondt. Yngre læger afspadserer i ét væk og er næsten ikke til stede i dagtimerne for at »lære af mesteren«.
Ud over at det er svært at se det urimelige i at yngre læger, i øvrigt ganske som deres overlægekolleger, tilstræber en 37-timers arbejdsuge, mener vi, at årsagen til den mange steder så dårlige uddannelse er en ganske anden.
Begreberne uddannelsesplaner, supervision og evaluering når mange steder aldrig videre end til den uddannelsesansvarlige overlæges skuffer, og sker det en sjælden gang, er det oftest til stort besvær, fordi det hæmmer »produktionen«. Ressourcer til videreuddannelse er i øjeblikket ikke højt prioriteret af hverken afdelingsledelser eller sygehusledelser.
For eksempel er der afsat fem arbejdsdage til uddannelse for en yngre læge i introduktionsstilling på vores afdeling. Heraf går 3-4 dage til introduktion, brandøvelse, orientering om sygefraværspolitik etc.
En arbejdstilrettelæggelse der sikrer krydspunkter, hvor den erfarne og den mindre erfarne læge mødes om en opgave, og parallelforløb hvor man har mulighed for at observere og samarbejde, er mange steder stadig en illusion. Blot det at få de ansvarlige overlæger – »mestrene« – til at møde frem på de konferencer, hvor de virkeligt komplicerede problemstillinger fremlægges, og hvor lærerige faglige, etiske og videnskabelige diskussioner burde være i højsæde, er almindeligvis en kamp mod vindmøller.
Lægearbejdet er krævende og yderst ansvarsfuldt, og en enkelt forkert beslutning kan få fatale konsekvenser. Ved at skyde skylden på overenskomsten slipper man bekvemt for at tage stilling til, om der er noget man selv har forsømt i retning af at sikre ordentlige uddannelses- og arbejdsforhold for de kollegaer der efterfølger en. Groft sagt har man vel de yngre læger, man fortjener – i hvert fald er rekrutteringen af yngre læger størst de steder, hvor arbejdsforholdene og muligheden for faglig udvikling er bedst.
Vi er helt enige med MK i, at nogle yngre læger kan virke uengagerede og have svært ved at præstere forskning og studier ud over de produktive 37-47 timer. Årsagen er ifølge MK, at vi hellere vil nyde end vi vil yde, at den eneste motivation vi har for at gå på arbejde, er for at være sammen med kollegerne, og at vi så i øvrigt kun tænker på at komme hjem til kødgryderne.
Vi mener at arbejdsmiljøet på mange hospitalsafdelinger er så elendigt, at ingen kan forblive engagerede og trives under sådanne forhold. Den øgede produktivitet i hospitalsvæsenet, som er accelereret gennem de sidste ti år, har gjort hverdagen til et komprimeret samlebåndsarbejde. Pauser, frokost, mulighed for supervision og diskussion er reduceret til et minimum og dermed bliver samhørigheden mellem lægerne minimal. Vi har Arbejdstilsynets ord for, at det forholder sig sådan mange steder. Hvilken dokumentation mon MK har for sine påstande?
Vi ser mange muligheder for at forbedre de yngre lægers arbejdsforhold: bedre kontinuitet, afhjælpning af de ikke lægelige arbejdsopgaver, teamstrukturer med indbygget uddannelse samt løbende feedback og evaluerbare uddannelsesplaner. Muligheden for at have indflydelse på – og blive en integreret del af en arbejdsplads, hvor der er tydelige mål og visioner, ud over en størst mulig produktion – er hos alle, også læger, en grundlæggende forudsætning for det professionelle engagement.
Det forholder sig desværre sådan, at kun få yngre læger er fastansat og ingen af de helt yngste. En ansættelse på 6-18 måneder gør mulighederne for indflydelse meget begrænsede.
Den heraf følgende (mere eller mindre vedvarende) afmagtsfølelse i forhold til professionel udvikling ligner manglende engagement, men er vel oftere en personlig overlevelsesstrategi i et miskmask af usammenhængende organisation og ledelse. Ingen har gavn af denne tingenes tilstand, og den generelle forklaringsmodel a la MK at vi er dovne og uengagerede er desto mere foruroligende, for det antyder, at ingen interesserer sig for eller har styr på udviklingen.
Ledelsen af de yngre læger udgør kun en mindre del af ledelsesopgaven for den administrerende overlæge. God ledelse bør dels tilgodese samarbejdet mellem alle medarbejdere, dels sørge for løbende kompetenceudvikling for den enkelte. En ledelse opleves derfor kun legitim, hvis de yngre læger oplever at kunne mere pga. deres leder, end de ellers ville kunne. Vi mener i tråd hermed, at en konstruktiv ledelse, der varetager de yngre og især de yngste lægers uddannelses- og arbejdsforhold, er en forudsætning for at forhindre resignation og direkte lægeflugt.
Når alt dette er fremført, skal vi også præcisere,
at vi er helt på det rene med at tingenes tilstand ikke blot skyldes dovenskab eller manglende vilje til ændringer hos vores ældre kollegaer.
Efter vores mening er det store problem det kombinerede produktionspres fra politikere og fra den stadig voksende skare af ventende patienter, som vi faktisk kunne hjælpe, hvis vi var flere læger. Dette produktionspres tager tiden og energien fra den nødvendige uddannelse, og står dermed effektivt i vejen for både faglig kvalificering og trivsel.
Faktisk har vi her en enkel opskrift på udbrænding: Den letteste måde at brænde ud på – i og uden for arbejdslivet – er at opstille et ideal og derefter vedvarende undlade at leve op til det.
Det er præcis hvad vi risikerer at gøre her: vi opstiller uddannelsesidealer og undlader fortløbende at leve op til dem.
Gad vide hvilken politiker eller leder der vil tage ansvaret for et sundhedssystem der er indrettet, så det systematisk gør folk udbrændte ved at fastholde dem i overbelastning. Vi er spændte på Mogens Kjærs kommentarer til dette, for det vil givetvis kræve andet og mere end et dovent spark nedad i systemet.
Odense
Ann Søegaard Knop
Herlev
Lisa Sengeløv
København
Ulla Brix Tange
Litteratur
1. Jungersen D. Den rene elendighed (Interview med Mogens Kjær). Ugeskr Læger 2001; 163: 1146-8.
2. Interview med Mogens Kjær. Weekendavisen 2001; 19.4. s. 4.
|
|
|
|
UGESKRIFT FOR LÆGER
Ugeskriftet betinger sig ret til at opbevare og publicere artikler (tekst og illustrationer) også i elektronisk form, fx via cd-rom og Internettet.
Eftertryk eller anden mangfoldiggørelse af Ugeskriftets tekst og illustrationer er kun tilladt med skriftlig tilladelse fra forfatter og redaktion og anførelse af Ugeskrift for Læger som kilde.
Gengivelse af informationer eller citater fra Ugeskriftet må tidligst offentliggøres på datoen (mandage) for det pågældende nummers udgivelse og med angivelse af Ugeskrift for Læger som kilde. |
|
|
|
|
|
