|
|
|
| Ugeskr Læger 2001;163(23):3254
|
|
Læge- og repræsentantskabsmødet, 18.-19. maj 2001
REPORTAGE OG BAGGRUND
Journalist Jesper Haller, jha@dadl.dk
Der er formentlig en milliard at hente på at bedre patientsikkerheden.
Men repræsentantskabet understregede, at der skal sås, før man kan høste.
Sundhedsvæsenet mangler ressourcer til at løfte opgaven
»Der skal afsættes de nødvendige ressourcer til uddannelse, kvalitet, behandling og patientsikkerhed. Det er vanvittig dyrt at lade være. Vi advarer kraftigt mod ikke at tilføre sundhedsvæsenet de nødvendige midler til at løse disse opgaver«.
Sådan satte Jesper Poulsen et eftertrykkeligt punktum for Lægemødets debat om patientsikkerhed og ressourcer med adresse til den del af repræsentantskabet, som var højlydt utilfreds med, at formandens beretning ikke mere direkte omtalte behovet for flere ressourcer til sundhedsvæsenet. Nogle følte sig yderligere provokeret af, at Jesper Poulsen i flere indlæg lagde mere vægt på de store ressourcer, der er at hente i øget patientsikkerhed end de ressourcer, der bør tilføres for at skabe denne sikkerhed. Han sagde blandt andet:
»Det er noget sludder, at patientsikkerheden kun kan øges ved at tilføre systemet flere ressourcer. Der er netto for få ressourcer i sundhedsvæsenet, men det er vores forbandede pligt at gøre opmærksom på, at der kan frigøres store midler til bedre behandling og et kvalitetsløft ved at bedre patientsikkerheden«.
Jesper Poulsen henviste til Evalueringscenter for Sygehuses undersøgelse af utilsigtede hændelser på anæstesiafdelingerne, som koster godt 50 millioner kroner om året.
»Hvis man medregner samfundsomkostninger i form af tabt erhvervsevne m.m., kan man lægge 20 millioner kroner til. Og hvis man ekstrapolerer fra engelske undersøgelser, koster fejl en milliard kroner om året i sygehusvæsenet generelt. Man kunne sådan set lige så godt budgettere med følgeomkostningerne ud fra managementteorien om, at ethvert system er perfekt designet til at opnå de resultater, det opnår«.
Også Erik Jylling, formand for FAYL, mente, at det er nødvendigt at løfte debatten op over de rene ressourcekrav.
»Jeg føler mig sat ti år tilbage i tiden ved at lytte til ressourcedebatten. Det ville være helt banalt og fuldstændig forudsigeligt at konstatere i beretningen, at der mangler ressourcer. Lad os nu komme videre. Vi skal demonstrere, at ressourcerne mangler«.
»Danske pionerer som Jens Rasmussen har vist, at sundhedsvæsenet er et komplekst system på linie med fly-, kernekraft- og rumindustrien.
Den forældede opfattelse var, at ,systemet er perfekt. Hvis det ikke er perfekt, skyldes det, at nogle begår vold på det, og så skal de bare have et rap over fingrene'«.
I komplekse systemer handler det om at afsløre svagheder og opbygge elementer, der sikrer, at svaghederne er så få og små som muligt.
USA startede i 1997 en National Patient Safety Foundation på initiativ fra læge- og patientforeninger for at sætte fokus på systemfejl. Den peger på uddannelse, efteruddannelse, teamfunktioner, kommunikation, ledelse og samarbejde, reduktion af arbejdsbyrde og uhensigtsmæssige arbejdsgange: Alle har de i en årrække været kernepunkter i Lægeforeningens politik. Det er også de kompetencer, der satses på i den nye speciallægeuddannelse, og de er igen udsprunget af, hvad patienterne efterspørger hos os læger.
Nu allierer også vi os med patienterne, og så skal vi nok få afsløret helt konkret, at der er ressourcemangel. Det er langt bedre end at læne os tilbage med armene over kors og sige: »Vi kan ikke gøre arbejdet bedre, før vi får flere ressourcer«, understregede Jylling.
Savner »håndtag«
Formanden for FAS, Arne Borgwardt, kunne imidlertid have ønsket sig, at beretningen var gået ind i dagligdagens problemområder, som kræver ressourcer: Tid, penge til uddannelse, nyt apparatur osv.
»Man investerer jo meget store beløb i flysikkerhed. Personalet bliver uddannet, udstyret checket osv. På sigt kommer pengene hjem igen. Men man sår, før man høster. Det omvendte kan ikke lade sig gøre.
Vi savner ,håndtag' til at løse de store opgaver, vi står overfor. For eksempel har vi i dag ikke ressourcer til at give lægerne den efteruddannelse, der er nødvendig for at øge kvaliteten og mindske fejlene i behandlingen. Jeg synes, vi skal samtænke kvalitetsudvikling med risikostyring, struktur, funktionsbærende enheder, paradoksproblemet osv.
Vi må melde meget klart ud, at der skal mange ressourcer til, hvis vi skal tilbyde patienterne en bedre og mere sikker patientbehandling«.
Lars Hutters opponerede stærkt imod, at »den store mangel på ressourcer, der er på sygehusene, bliver kaldt banal. Jeg er fundamentalt uenig. Arbejdstilsynet påpeger en lang række mangler, som vi ikke kan få rettet op på, fordi der ikke er økonomi til det. Forvagterne kommer til mig og siger, at de snart ikke kan holde presset ud mere. Så kan jeg ikke svare, at vi er nødt til at vente på, at Lægeforeningen engang bliver enig med sundhedsministeren om et eller andet system, der kan frigøre nogle milliarder«, sagde Hutters.
Peter Hokland, FAS, fortalte om de positive følger af Arbejdstilsynets undersøgelse af det psykiske arbejdsmiljø på hans afdeling, som havde ført til, at afdelingen blev tilført syv sygeplejerske- og en speciallægestilling.
»Jeg har svært ved at forestille mig, at vi ved at forbedre sikkerheden skulle have fundet besparelser svarende til disse stillinger. Vi gør os selv en bjørnetjeneste ved ikke også at fokusere på ressourcemanglen. Da Arbejdstilsynet fulgte en anæstesiologisk forvagt på et andet sygehus, måtte tilsynsrepræsentanten gå hjem efter to timer på grund af stress. Tænk over det!«
Sikkerhed skal integreres
Alf Wennevold, FAS, mente, at sundhedsministeren med kyshånd vil tage imod en melding fra Lægeforeningen om, at flere ressourcer ikke vil gavne patientsikkerheden.
»Men det siger sig selv, man begår færre fejl, hvis man er afslappet, end hvis man er stresset og presset«.
Anna Birthe Bach, FAS, mente ikke at man kunne hente de mange, nødvendige millioner ved ren fejlreduktion, men pegede på, at man kunne vinde ganske meget gennem en anden samarbejdsform i sygehusvæsenet og nytænkning blandt såvel yngre som ældre læger.
P.L.O.s formand Jørgen Lassen efterlyste også nytænkning i hele synet på sikkerhedsarbejdet: »Det burde være muligt at inddrage patientsikkerhedsarbejdet i alle sammenhænge, ikke mindst i de talrige udvalg, råd og nævn for kvalitetssikring, mente Lassen, selv om han godt kunne se signalværdien for Lægeforeningen i at være medstifter af et nyt Dansk Selskab for Patientsikkerhed«.
»Der er et stort, uudnyttet potentiale i Det nationale Råd for Kvalitetssikring. Det var måske bedre, at Lægeforeningen lagde sine kræfter her i stedet for at arbejde for endnu et nævn – og endnu et institut. Patientsikkerhed skal være en integreret del af vores arbejde – ikke en politisk døgnflue«.
Hertil svarede Jesper Poulsen, at et nyt selskab skulle sikre størst mulig bredde. »Det er afgørende, at andre personaleorganisationer, patientforeninger, videnskabelige institutioner m.fl. får en mulighed for at være med fra starten og tilføre deres viden og ideer«.
Luft under vingerne
Analogien til luftfarten har bidt sig grundigt fast i sikkerhedsdebatten. Og selv om Poul Jaszczak, FAS, var lidt træt af den, brugte han selv løs af de bevingede billeder i debatten om, hvordan sikkerhedsarbejdet som sådan bør gribes an:
»Intet flyselskab ville sende et fly af sted med overbrændte ledninger, et halvt haleror og for lidt brændstof. Ingen piloter kunne drømme om at sætte sig op i sådan en maskine. Og de har pligt til at checke efter, om alt synligt er på plads og i orden. De står sågar og kigger ind i jetmotoren for at checke, om rotoren er o.k.
Hvis sygehusvæsnet er analogen til flyvemaskinen, er vi ,piloter' i en situation, hvor vi skal flyve med en maskine, som burde blive på jorden af sikkerhedsmæssige årsager«.
Poul Jaszczak understregede, at man ikke ville kunne fjerne stressfaktoren fra lægearbejdet, men at man kan og bør sikre »piloterne« de bedst mulige forudsætninger for at løse opgaven optimalt.
»Som jeg hørte en kollega sige i går: ,Man sætter jo ikke en grønskolling bag roret i en 747'. Men det er, hvad vi gør i sygehusvæsenet.
I nogle sammenhænge skyldes det, at de yngste læger skubbes i frontlinien. Og det bør vi helt klart gøre noget ved. De unge ,piloter' skal have lejlighed til at afprøve processerne i en simulator, og de skal have mulighed for at tænke, før de handler og for at reflektere over, hvad der går galt.
Når et fly er havareret, tager man desuden den ,sorte boks' ud og analyserer forløbet. Gør vi noget tilsvarende i sygehusvæsenet?
Svaret er nej«, erklærede Poul Jaszczak til klapsalver fra salen.
Vi vil kvalitet
Jaszczak kommenterede også planerne om en »havarikommission«:
»Der er ikke noget galt i at skabe en kommission. Men det er galt at bruge en kommission til at løse opgaver, som burde have været klaret forinden. Det er imidlertid på tide at få vendt diskussionen om patientsikkerhed, så det fremgår, at læger ikke er en flok idioter. Det skal fremstå helt klart, at vi altid vil arbejde for at løse opgaverne bedst muligt og reducere risici«.
Det ville Morten Charles, FAYL, også gerne, og han efterlyste en pædagogisk handlingsplan, som eksempelvis kunne omfatte en hotline til Arne Rolighed, så man løbende kunne forsyne ministeren med eksempler på, at patientsikkerheden er truet af systemfejl, ikke af den enkelte læges fejltagelser.
Jesper Poulsen forklarede, at flysikkerheden var kommet ind som analog i patientsikkerhedsdebatten, fordi Lucian Leape, der stod bag Harvard-studiet om patientsikkerhed, havde en fortid som læge på et hangarskib, der under Korea-krigen mistede et fly om ugen på grund af svigt og fejl.
»En målrettet indsats over fem år reducerede tabene til et fly om året. Det er en sådan indsats, vi efterlyser i sygehussektoren. Det skal gå galt, når Jaszczaks fejlbehæftede flyvemaskine alligevel bliver sendt af sted hele tiden, og det går også galt«, sagde Jesper Poulsen.
|
|
|
|
UGESKRIFT FOR LÆGER
Ugeskriftet betinger sig ret til at opbevare og publicere artikler (tekst og illustrationer) også i elektronisk form, fx via cd-rom og Internettet.
Eftertryk eller anden mangfoldiggørelse af Ugeskriftets tekst og illustrationer er kun tilladt med skriftlig tilladelse fra forfatter og redaktion og anførelse af Ugeskrift for Læger som kilde.
Gengivelse af informationer eller citater fra Ugeskriftet må tidligst offentliggøres på datoen (mandage) for det pågældende nummers udgivelse og med angivelse af Ugeskrift for Læger som kilde. |
|
|
|
|
|
