« læger.dk
Web-tv  |   Kontakt  |   Presse  |   Abonnér  |   BMJ Learning  |   Links  |   Hjælp   english version
Ugeskrift for Læger

Avanceret søgning »
Abonner på Ugeskriftets Nyhedsbrev
Ugeskriftet og Psykiatrien
Hvad laver lægen
Rejsebreve


Ugeskr Læger 2001;163(23):3263
Nej til ordination af heroin

DEBAT


I en bemærkelsesværdig leder i Ugeskrift for Læger (2001; 163: 2609) giver Lægeforeningens formand Jesper Poulsen (JP) udtryk for, at Lægeforeningen anbefaler Folketinget at indføre anvendelse af fri heroin til Danmarks stofmisbrugere.
På lederplads i Ugeskriftet anføres som oftest den politik Lægeforeningen hylder som den samlede Lægeforenings – om end man ofte får det indtryk, at lederen er tumleplads for JP's mere end venstreorienterede synspunkter. Det er bemærkelsesværdigt, at en samlet Hovedbestyrelse (HB) står inde for, at fri heroin til stofmisbrugere nu er den officielle politik.
At sprogbruget i lederen mere leder tanken hen på boulevardpressens – »kriminaliteten er styrtdykket« – er i og for sig underordnet i og med Ugeskriftet mere og mere er blevet et organ for diverse journalisters skalten og valten med stofområder, der er mere end ligegyldige for lægestanden i dagens Danmark.
Når JP i en leder kan udtrykke Lægeforeningens politik på behandling af stofmisbrugere må man stille sig det spørgsmål, om HB med JP som formand mere og mere har orienteret sig mod en venstreorienteret politik.
JP's politiske orientering interesserer mig i grunden ikke synderligt, idet det måske ikke er en bred offentlighed bekendt, at formanden for Den Almindelige Danske Lægeforening altid har tilhørt den politiske venstrefløj. Det der er bekymrende er, at denne politiske orientering tilsyneladende er smittet af på en samlet HB.
Det er måske ikke bekendt, at ledere i Ugeskriftet skal udtrykke holdningerne i den samlede Lægeforening – nemlig FAYL, P.L.O. og FAS – men med dette in mente må man udtrykke den dybeste bekymring for en HB der har ladet sig manipulere til at »skrive under på« at dette er Lægeforeningens officielle politik.
Den Almindelige Danske Lægeforening bør ikke være en forstokket organisation der ikke er åben for nye visioner. Sundhedsvæsenet i Danmark er til daglig genstand for mediernes mere end vågne interesse. Udsagn fra Lægeforeningen har tyngde og vægt og skal derfor vejes mere end nøjagtigt.
Når HB via en leder underskrevet af JP melder ud om den officielle politik for misbrugsområdet, bør en samlet HB stå inde for, at sagen har været debatteret grundigt ikke alene i HB men også i de tre delforeninger.
Det vil derfor være interessant, om delforeningsformændene – specielt formændene for P.L.O. og FAS – offentligt vil stå frem og bekende sig til den nye misbrugerpolitik med fri heroin. Jeg tror ikke jeg tager meget fejl, hvis landets praktiserende læger vil betakke sig for at have daglige »besøg« af misbrugere, der lovmæssigt får ret til et »fix«. Det vil være yderligere interessant at få at vide af HB og JP hvem der i givet fald har en lovfæstet ret til en sådan behandling. Antallet af stofmisbrugere vil – med loven i hånd – stige ikke ubetydeligt, hvis der gives fri adgang til »behandling« med heroin.
JP har med sin leder klart tilkendegivet hvor han står politisk – og det skal han roses for. Politiske tilhørsforhold bør ikke være afgørende for, om man kan blive formand for DADL – heldigvis – men er lederen i Ugeskriftet udtryk for, at HB er skredet helt ud i den venstre rabat er der grund til at råbe vagt i gevær.
Den Almindelige Danske Lægeforening bør være skueplads for allehånde politiske observationer med baggrund i lægefaglige argumentationer, men fornemmer man, at organisationen får én bestemt politisk holdning bør man overveje, om grænsen ikke er nået for en saglig, objektiv sundhedspolitik.
Det tilstundende Lægemøde i Århus kan nok ikke gøre meget ved dagens lederskab af Lægeforeningen. Lederen i Ugeskriftet har efter min vurdering givet endog solid baggrund for at debattere, om landets læger samlet går ind for ordination af heroin til stofmisbrugere. Det bliver interessant at læse referatet fra Repræsentanskabsmødet for at se, om den enkelte repræsentant har mod og mandshjerte nok til at være sig selv eller gemmer sig bag de enkelte søjlers »mening« der som regel indoktrineres på gruppemøder før Lægemødet.

Hørsholm
Ole Asbjørn Jensen


UGESKRIFT FOR LÆGER
Ugeskriftet betinger sig ret til at opbevare og publicere artikler (tekst og illustrationer) også i elektronisk form, fx via cd-rom og Internettet.
Eftertryk eller anden mangfoldiggørelse af Ugeskriftets tekst og illustrationer er kun tilladt med skriftlig tilladelse fra forfatter og redaktion og anførelse af Ugeskrift for Læger som kilde.
Gengivelse af informationer eller citater fra Ugeskriftet må tidligst offentliggøres på datoen (mandage) for det pågældende nummers udgivelse og med angivelse af Ugeskrift for Læger som kilde.