|
|
|
| Ugeskr Læger 2001;163(23):3248
|
|
Læge- og repræsentantskabsmødet, 18.-19. maj 2001
REPORTAGE OG BAGGRUND
Journalist Dorte Jungersen, dj@dadl.dk
Prisværdigt, fortræffeligt, stimulerende, begejstringen ville ingen ende tage. Med få undtagelser var der kun roser til oplægget om lægekultur og kollegialitet. Debatten – der blev Lægemødets længste – er ikke slut. Den skal videreføres i et nyt udvalg, som skal levere et politikpapir til næste års lægemøde.
På Lægeforeningens intranet, DADLINE kunne man – dagen efter at HB-medlem Ole Eckhardt Poulsen i flere nyhedsudsendelser på tv havde argumenteret for, hvorfor det ikke er en lægelig opgave at vurdere om par, der ønsker kunstig befrugtning, er egnet til at varetage forældreopgaven – se hans indsats karakteriseret som »flot«.
Hilsenen til P.L.O.eren kom fra en yngre læge og er et lille eksempel på den gode lægekultur, som to dage forinden havde været genstand for intens og særdeles langvarig debat på læge- og repræsentantskabsmødet i Århus.
Processen forud for det færdige oplæg om lægekultur og kollegialitet har – som tidligere beskrevet i Ugeskriftet og understreget af Karsten Nielsen, da han fremlagde oplægget for repræsentantskabet – båret præg af mange kollegiale sandheder og flere påstande, end det der umiddelbart fremgår af oplægget. Og det siger ikke så lidt.
»En forbedret lægekultur og kollegialitet kan efter min opfattelse ikke vedtages på et repræsentantskabsmøde blandt 250 delegerede. Det skal ud til debat på afdelingerne og i praksis. Ud til debat blandt alle – lige fra yngste turnuslæge til cheflægen«, fastslog Karsten Nielsen. Og at dømme efter de efterfølgende mange og engagerede talere er der noget, der tyder på, at debatten når videre end til skåltaleniveauet.
»Hvorfor er det så svært for såvel yngre læger som overlæger at sige til kollegaen, at dette eller hint kunne være gjort bedre og på en facon, så begge parter lærer noget og ingen føler sig hængt ud«, spurgte Karsten Nielsen. Og han skulle få mange svar.
Oplægget er netop kendetegnet ved, at det stiller mange spørgsmål – men ingen svar giver.
Ikke sjovt at være læge
Birgit Borg, FAYL, mente, at lægekultur i bund og grund handler om almindelig god opdragelse og om at behandle sin næste som man gerne selv vil behandles. Og hun fandt det decideret »beskæmmende«, at man kunne bruge så lang tid på et lægemøde på at diskutere lægekultur.
»Men der er ingen tvivl om, at vi har brug for det, og jeg vil gerne sige tak til arbejdsgruppen for at have taget hul på det her. Det er slet ikke sjovt at arbejde som læge i Danmark, og det er jeg meget ked af. Husk på, at vi alle er kolleger, uanset om vi er turnuskandidater, overlæger eller professorer«.
Helle Aggernæs, FAS, konstaterede slet og ret, at debatoplægget om lægekultur og kollegialitet var det »bedste ved det her lægemøde«.
»Vi skal starte fra bunden – med de medicinstuderende. Alle læger skal være forpligtet til at undervise i at have nogle bedre holdninger. Vi skal være bedre til at rose – men også til at rise. Der skal siges til, når der ved morgenkonferencen bliver leet af patienten og de pårørende, når vi bagtaler kollegaerne på naboafdelingerne, osv.
Overlægerne må gå forrest og afdelingsledelsen må være ansvarlig for, at kulturen bliver ændret. Vi i FAS er vores ansvar bevidst og vi må også have de yngre læger med. Alle er ansvarlige for det her.
Måske vi skulle etablere kurser i, hvordan vi kan sige de slemme ting til hinanden på en pæn måde«, lød det fra Helle Aggernæs.
Klaus Peder Klausen, FAYL, opfordrede til, at yngre læger og overlæger i højere grad opfatter hinanden som kolleger snarere end som brikker i en gammelkendt hierarkisk struktur.
»Fx kunne hele lægestanden godt have profiteret meget bedre af Arbejdstilsynets undersøgelse af det psykiske arbejdsmiljø. Jeg tror ikke, at det kun er yngre læger, der har problemer med det psykiske arbejdsmiljø – det tror jeg også overlægerne har. Men når vi ikke samarbejder, bliver vi heller ikke hørt. Vi har ikke været dygtige nok til at støtte hinanden i at få os selv på banen. Det er således ikke uvilje, der gør, at der er en påfaldende mangel på lægelige udsagn i de rapporter, der blev udfærdiget.
Jeg kunne godt tænke mig, at en arbejdsgruppe arbejdede mere med det lokale samarbejde – det kunne starte i lægekredsforeningsregi, hvor man prøvede på at strukturere et samarbejde på de enkelte sygehuse. Måske burde der være et mere formaliseret samarbejde mellem tillidsrepæsentanten for Yngre Læger og FAS. Vi er i sygehussammenhæng et hold, snarere end nogle der er sat til at passe forskellige elementer i sygehusets drift«, sagde Klaus Klausen og fortsatte.
Roadshows
»Vi her i forsamlingen kan formentlig godt blive enige om, at det her er vigtigt og at der skal gøres noget. Men for dem der sidder ude på afdelingerne kan motivationen godt være mindre. De kender de rapporter, der hidtil er lavet i Lægeforeningsregi, men som ikke rigtigt er nået længere ud.
Det her er imidlertid for vigtigt til ikke at nå længere end til rapportplan. Jeg synes derfor, at arbejdsgrupperne skal komme med et bud på, hvordan vi når ud til afdelingerne. Om det skal være road-shows, badges, brochurer, kurser eller lign. ved jeg ikke. Men der skal ske noget. Ellers er debatten død, når vil til næste år har vedtaget et eller andet stykke papir«, mente Klaus Peder Klausen.
Poul Jaszczak, FAS, tvivlede på, at arbejdsgrupper er vejen frem.
»Mit forslag til Hovedbestyrelsen er også at lave organisationsændring i Lægeforeningen. Det er det daglige, lange, seje træk ved at man dag for dag i foreningen, i indlæg og debatter medtager de synspunkter, der bringer basis for fremtiden med ind«.
Henriette Klarskov, FAYL, der har siddet med i arbejdsgruppen, plæderede for at arbejde hen imod mere søjlefællesskab, »således at vi fremstår udadtil, fungerer som og er hinandens kolleger frem for alt«.
»Det vil sige, at vi taler åbent sammen, fremsætter positiv og negativ kritik direkte uden at nedgøre kolleger fra eget eller andre specialer over for øvrige interessenter.
I sygehusregi vil et forum bestående af en tillidsmandsvalgt repræsentant for henholdsvis FAS og FAYL i mange tilfælde kunne løse kollegiale problemer inden de vokser over hovedet«, sagde Henriette Klarskov, der mente, at de nye arbejdsgrupper bør afholde deres første møde inden sommerferien, således at arbejdsgrupperne får et helt år til at komme med bud på, hvordan man kommer videre.
»Og det er fortsat vigtigt, at det er lægerne selv, der formulerer indholdet, frem for at det bliver poleret pænt til af DADL's ellers udmærkede embedsmandssystem. Vi har heller ikke brug for flere rapporter, der kun samler støv på hylderne efter overstået lægemøde. Ris og ros, vagttilrettelæggelse, ledelse i relation til lægekultur og kollegialitet var Henriette Klarskovs forslag til emner for kommende arbejdsgrupper.
Kàri Mikines, FAYL, foreslog, at man i det videre arbejde med lægekulturen inddrager andre fagpersoner end læger: »Jeg tror, at fx antropologer eller andre der står uden for lægestanden, vil kunne betragte os som den underlige zoologiske have vi er«.
Derudover opfordrede Kàri Mikines til, at der blev udfærdiget en række kodekser for intekollegial ris og ros, hvor udgangspunktet skal være: »Hvis du er tilfreds, så sig det til andre. Hvis du er utilfreds, så sig det til mig«.
Hvor blev solidariteten af?
Mette Kelstrup, FAYL, fandt det både rigtigt og klogt at fokusere på, hvad den enkelte læge selv kan gøre for at blive en bedre kollega. Dog advarede hun mod, at der
ikke gik for meget oxfordmøde i debatten.
»Vi må ikke glemme, at der er forhold uden for os selv, som vi ikke umiddelbart kan ændre, men som vi alle – der er forsamlet her – har en forpligtelse til at gå hjem
og gøre noget ved. Men der er tungere ting, som det er sværere at tage fat på.
Jeg er begyndt at indsamle eksempler fra yngre lægekolleger på, hvilke ordninger man har på de forskellige sygehuse, hvad angår det at spise mad sammen i forbindelse med vagtskifte. Og om man har et rum hertil«.
Peer Eske Jensen, FAYL, skule helt tilbage til sin studentertid for at finde kollegialitet.
»De studerende er rigtig gode til at passe på hinanden, til at samarbejde og til at tilgodese hinandens behov og kritisere hinanden konstruktivt. De danner ofte læsegrupper forud for eksamen, således at de kan trække hinanden med op.
Når de så er blevet færdige som læger, bliver de som forvagter konfronteret med et system, hvor de er usikre, bange, stressede og alene. Der er ikke nogen, de kan henvende sig til og tale med. Vi er dårlige som læger til at tage hånd om hinanden.
I Sverige bliver man af sine kolleger spurgt, om man har haft en god weekend, om man føler sig godt tilpas, om der er noget, man har lyst til snakke om.
Da jeg startede som ung læge, talte man fra læge til læge. I dag er tilværelsen på skadestuen og i modtagelsen så stresset, så at det er sygeplejersker, der har specialiseret sig i at modtage besked fra lægen.
Jeg forstår godt den praktiserende læge, der har været tredive år i faget og som – når han ringer til modtagelsen – bliver stillet en masse dumme spørgsmål af den læge, der lige har forladt lægeskolen. Som fx: ,har du husket at tage temperaturen'«.
Alf Wennevold, FAS, efterlyste solidaritet i lægekulturen. Han beskrev en situation, hvor den administrerende overlæge kommer i clinch med fx en sygeplejerske og derfor skal til en tjenstlig samtale.
»De andre overlæger bliver desværre hurtigt meget antiaggressive og tænker: ,godt det ikke er mig'. Og de trækker sig tilbage uden at bakke kollegaen op«.
Ulla Davidsen, FAYL, fandt kampene mellem fagforeninger og specialeselskaber beskæmmende og mente, at der på det punkt kunne gøres en del for at bedre lægekulturen.
»Det kom ekstremt tydeligt til udtryk under Speciallægekommissionens arbejde. Den største lægekulturelle indsats vi kunne lave, var at bygge bro mellem fagforening og specialeselskaber. Vi yngre læger, der har et ben i begge lejre, kan tage lægekultur på dagsordenen til specialeselskabernes årsmøder. En brobygning mellem de forskellige lægetyper må være et emne for en arbejdsgruppe«.
Kollegial på vagt
Mette Worsøe, FAYL, appellerede til sammenhold for at forbedre vilkårene for det nødvendige onde, som vagtarbejde er.
»Det er således, at man kan være vagtbærende læge i 24 timer uden at tale med en anden læge. Vi skal tale med hinanden og ikke gennem andre«, sagde Mette Worsøe og fortsatte så om oplægget i sin helhed.
»Jeg ser gerne, at det her kommer til at angå os alle sammen. At det bliver et papir for hele lægestanden. Det skal nødig hedde sig, at nu har DADL's repræsentanter igen hygget sig i en weekend og vedtaget et politikpapir. Vi kan ikke tvinge nogen til at tage det til sig, men vi kan committe os selv og hinanden til at gå hjem og gøre noget ved det«.
Finn Vestergård, FAYL, roste – i øvrigt i lighed med flere andre talere – specifikt Karsten Nielsen, »for uden ham tror jeg ikke vi havde fået dette oplæg«. Om end Finn Vestergård fandt det vanskeligt læsbart på grund af de mange penneførere.
Han opfordrede forsamlingen til, at det videre arbejde med oplægget skulle beskæftige sig med de kollegiale, kulturelle problemstillinger i forbindelse med at have vagt.
»Skal vi ikke arbejde videre med den problemstilling, at alle synes, det er ubehagelig at have vagt
– specifikt tilstedeværelsesvagt? Og skal vi ikke også analysere, hvorfor det er mindst fint at have tilstedeværelsesvagt?«.
Connie Lærkholm, FAS, mente, at et af de væsentligste spørgsmål er, hvorfor kun få speciallæger i nogle specialer går tilstedeværelsesvagt.
»Det bliver vi nødt til at løse. Og vi må starte hos os selv. Overlægekulturen har helt klart ændret sig, og vi må alle tvinges til at besvare det spørgsmål. Karstens gruppe bør tage rundt i landet og arrangere workshops om de her spørgsmål.
Det er alt for let at gemme sig under henvisning til, at det i hvert fald ikke er ens egen afdeling, det drejer sig om.
Men vi kan ikke komme videre, førend vi prioriterer at holde nogle interkollegiale møder og noget socialt samvær, og på overlægeniveau kan vi påvirke, at vi får tid til det på trods af en stresset hverdag«.
Hvad angår vagtarbejde, slog Kári Mikines fast, at vagtarbejde ikke skal fremstilles som et nødvendigt onde, men som et gode der indebærer en kvalitet i arbejdet både for lægen og patienten: »Den del af kulturen kræver noget af os alle sammen at udvikle«.
Hanne Slott Jensen, FAS: »Jeg tror godt, at vi kan få konkretiseret vores overvejelser om vagt på en konstruktiv facon, således at alle i FAS-gruppen kan få en mere nuanceret holdning.
Vi må prøve at gøre op, hvad vi egentlig har behov for at lære de uddannelsessøgende læger. Jeg foreslår at vi får udfærdiget en opgørelse i målbeskrivelsen af hvor mange vagter man med rimelighed skal have inden for fx intern medicin, og hvor mange forskellige typer patienter man skal se for at blive en god intern mediciner«.
P.L.O.-kritik: misforstået narcissisme
Men der var også drypvis malurt. Især fra P.L.O.s formand, Jørgen Lassen: »Skal man være lidt kritisk, virker det ikke som om lægerne i oplægget, har haft det særlig rart sammen. Jeg medgiver, at det både er relevant og rigtigt at diskutere vores kultur og kollegialitet. Men det må ikke drives så vidt, så at kollegialiteten bliver roden til alt ondt og at vi dermed tegner et så negativt billede af vores fag, at vi skræmmer alle væk. Vi er nok mange, der husker, at sygeplejerskerne skød sig selv i foden, da de i annoncer malede et så negativt billede af sygeplejefaget, at tilgangen til faget dykkede voldsomt.
Også i almen praksis er der problemer, og der er oplagte kollegiale spørgsmål, der trænger til diskussion. Men grundlæggende møder vi stor tilfredshed med lægearbejdet og forholdet til kollegerne. Vi har netop opgjort, at der nu er dannet 354 decentrale efteruddannelsesgrupper af praktiserende læger fordelt over det ganske land. Mere end 95 af alle praktiserende læger deltager derfor i regelmæssigt kollegialt samvær. Der er således et ganske velfungerende kollegialt netværk i almen praksis.
Efter vores opfattelse er der en hel del udsagn og spørgsmål i oplægget, som egentlig ikke har noget med lægerolle og kollegialitet at gøre – og i hele passager er der tale om mere eller mindre usammenhængende påstande og fordomme«, lød det fra Jørgen Lassen, der gav et eksempel fra oplægget på irrelevante spørgsmål: »Er der større muligheder for faglig kvalitetskontrol i sygehusregi end i praksis? Hvem skal sætte dagsordenen for praktiserende lægers efteruddannelse? Er praksislægens viden opdateret om hospitalets undersøgelsesmetodik og behandling? Medfører enkeltmandsvirksomhedernes faglige isolation risiko for selvovervurdering?«
Herpå spurgte Jørgen Lassen ud i salen:
»Meningen er vel næppe, at vi skal gøre alle de temaer, som vi arbejder med – fx kvalitetsudvikling og efteruddannelse – til et spørgsmål om kollegialitet. Det vil vi i hvert fald gerne advare imod, idet det kan føre til misforstået narcissisme.
Vi har noteres os, at både FAYL og FAS er meget positive i deres holdning til papiret og til emnet – og jeg vil godt understrege, at de her nævnte forbehold ikke er et forsøg på at bagatellisere behovet for en debat om kollegialitet men for at fokusere debatten.
Når det er sagt, er der gode diskussionsemner i papiret, som vi i almen praksis sagtens kan forholde os til og som vi meget gerne ser, der bliver arbejdet videre med«.
Herpå nævnte Jørgen Lassen nogle punkter:
»Hvordan kan forpligtelsen til at ytre sig håndteres uden at øge faglige stridigheder og uden at bryde de kollegiale regler?
Hvordan sikrer vi os at vores samarbejde baserer sig på en højere grad af gensidig respekt for hinandens arbejdsvilkår og kompetence, så vi kan fremme shared care.
Hvordan sikrer vi os, at den ny generation af læger får en god ballast for at fungere som læger og for at vælge et speciale som de trives godt i?
Vi deltager gerne i de videre diskussioner og håber, at der kan skabes konsensus om et overskueligt antal emner«, lød det slutteligt fra Jørgen Lassen.
Op af skyttegravene
Erik Jylling, formand for FAYL, appellerede til P.L.O. om at melde sig under fanerne med henblik på at skabe team spirit.
»Jeg synes, I unødigt placerer jer i offerrollen i den her sammenhæng. I stigmatiserer jer selv som nogen, der står uden for, men sådan opfatter vi jer ikke. Vi opfatter, at I har et meget væsentligt bidrag at yde – også i denne debat«.
Erik Jylling mindede om, at læger under uddannelse alle i dag skal i praksis som en del af turnus. »Vi ved, at der i yngre læger-kredse igennem en lang periode har været meget stor modstand mod dette tvungne elemnet – især for dem der vidste, at de ville gå sygehusvejen. Men vi har fra centralt hold, med velberådet hu, fastholdt dette krav, fordi vi føler, at det at være ude i praksis i sin turnus bidrager utroligt meget til opfattelsen af et samlet sundhedssystem. Og det uanset hvor man ender sin karrieres dage«.
Erik Jylling understregede også ledelsens afgørende betydning for arbejdsmiljøet og for oplevelsen af tilfredsheden på en afdeling, hvorfor han understregede behovet for at medtage ledelses- og samarbejdselementet i det videre arbejde.
Hvad angår debatten om vagt, anførte Erik Jylling, at der af og til har været en tendens til at spille »vagtaben« rundt.
»Men i den kommende tid – hvor der bliver færre speciallæger og flere og flere nyuddannede læger og hvor sundhedssystemet bliver mere komplekst – bliver vagt et utroligt sårbart område. Det må ikke blive sådan, at vi ender i skyttegravene og lader vagtaben vandre rundt mellem de forskellige grupper. Det må ikke komme dertil. Jeg vil godt give min håndfæstning på, at vi ikke i de kommende overenskomstforhandlinger kommer til at tørre »vagtaben« af i hinanden. Vi må samlet løse det problem – der er et naturligt livsvilkår for alle læger – på en måde der er tilfredsstillende for alle«.
Erik Jylling introducerede også »lægekredsforeninger som værtshuse«: »Vi vil gerne se, at den lokale interessevaretagelse opprioriteres og det vil vi gerne opfordre til bliver medtaget i det kommende arbejde med lægekultur. At brede den lokale interessevaretagelse ud således den bliver tværsøjlebaseret, men også så vi får de læger med, som ikke har deres naturlige tilhørsforhold i det lægepolitiske, men i det fagspecifikke. Her kunne lægekredsforeningerne være det samlende organ for kommunikation mellem læger lokalt«.
Afslutningsvis – og kontroversielt – stillede Erik Jylling det spørgsmål, om ikke tiden var inde til at nedlægge såvel reserve- som overlægeråd for i stedet at gendanne lægerådet: »der ligger også en stor kultur i det«, fastslog Yngre Lægers formand.
Yves Sales, P.L.O., fandt trang til at udrydde den – formodede – misforståelse, at P.L.O. ikke har den store interesse i kollegialitet. Og han imødekom opfordringen til at arbejde for team spirit.
»Shared care og kollegialitet er vi selvfølgelig interesseret i – og også ansvarlig over for. Og vi ønsker selvfølgelig, at det skal foregå i et samarbejde, der beror på gensidig ansvarlighed og respekt for hinandens arbejdsvilkår«.
Forsvar af territorier
Arne Borgwardt, FAS, fandt, at det var »et fantastisk godt oplæg«.
»Man styrker sig selv ved at have myter om andre – det har vi også i FAS såvel som i de andre delforeninger, hvilket også afspejles i oplægget. Myterne funger som barrierer, der indimellem forhindrer os i at løse problemer. I stedet graver vi os ned i vores delforeninger og forsvarer vore territorier. Med det afsæt er jeg stolt over debatten i dag, hvor vi tør tage hul på disse myter. Det har givet en kickstart i debatten, som vi har brug for. Jeg vil defor godt rose forsamlingen for at have afstået fra mudderkastning«.
Arne Borgwardt tilkendegav, at »vi i FAS gerne vil være konstruktive«, og han fremhævede tre områder, som FAS vil tage fat på: At blive bedre ledere – bl.a. via revision af OLAU-kurserne som er grundstammen i overlægers videreuddannelse. At arbejde målbevidst videre med at Speciallægekommissionens betænkning om en bedre videreuddannelse for yngre læger bliver gennemført. At arbejde for en bedre sammenhæng mellem praksis- og sygehussektoren.
Torben-Lars Rosted Christensen, FAS, medgav, at læger er gode til at opbygge fordomme om, hvad de andre kan og ikke kan.
»Vi er gode til egentlig ikke at respektere hinanden. Det er en meget udbredt holdning, at en kær kollega næsten per definition er en idiot. Det skaber meget ravage i den almindelige dagligdag. I praksis er vi ikke så generet heraf, men lige så snart vi kommer ud i institutionerne, bliver de tydelige«.
Med accept fra formanden inviterede Karsten Nielsen efter debatten delforeningerne og lægekredsforeningerne til at indtræde i et HB-nedsat udvalg, der skal beskæftige sig med vagt, ledelse, rollemodeller, ris og ros, uddannelse og interessevaretagelse, der skal udmunde i et politikpapir, som skal forelægges på næste års lægemøde i Herning. Men et udvalg gør det ikke.
»Vi skal prøve at arbejde med konkrete beskrivelser af politikker på så mange områder som muligt, som vi så kan autorisere på det kommende lægemøde. Vi kan opfatte os selv som et ressourceudvalg for alle mulige andre, der beskæftiger sig med dele af de problematiker, der berører Lægeforeningen. Her kan vi sikre os, at de inddrager lægekultur og kollegialitet«, fastslog Karsten Nielsen.
|
|
|
|
UGESKRIFT FOR LÆGER
Ugeskriftet betinger sig ret til at opbevare og publicere artikler (tekst og illustrationer) også i elektronisk form, fx via cd-rom og Internettet.
Eftertryk eller anden mangfoldiggørelse af Ugeskriftets tekst og illustrationer er kun tilladt med skriftlig tilladelse fra forfatter og redaktion og anførelse af Ugeskrift for Læger som kilde.
Gengivelse af informationer eller citater fra Ugeskriftet må tidligst offentliggøres på datoen (mandage) for det pågældende nummers udgivelse og med angivelse af Ugeskrift for Læger som kilde. |
|
|
|
|
|
