|
|
|
| Ugeskr Læger 2001;163(23):3269
|
DEBAT
Anton Aggernæs
Med en rejserapport fra Moskva
Fredsarbejde er sundhedsarbejde, fordi krig og ufred direkte dræber, invaliderer eller forarmer mennesker, eller desillusionerer de berørte, så de nødtvungent må flygte til lande med en for dem fremmed kultur. Og indirekte har krig og våbenhandel i talrige lande til følge, at mange sulter, infektionssygdomme (fx aids) florerer, og at der næsten ikke bliver penge til et blot nødtørftigt sundhedsvæsen.
Ved Sovjetunionens sammenbrud for ca. ti år siden døde eller svækkedes de fleste fredsbevægelser, også IPPNW (International Physicians for the Prevention of Nuclear War) og dens underafdeling DLMK (Danske Læger mod Kernevåben). Men lægerne, også i Danmark, erkendte, at krigsfarerne langtfra var elimineret; så i dag er DLMK med ca. 600 medlemmer Danmarks største fredsbevægelse, knap dobbelt så stor som nummer to: Aldrig Mere Krig.
Borgerkrige – og landminer
I en lang periode i 1990'erne var borgerkrige og landminer de største ufredsproblemer; så det koncentrerede vi os om, med delsucceser, som at IPPNW (med DLMK som formidler) fik først 300.000 US-dollars
– og senere én million danske kroner – fra Danida til arbejde for dels at bedre håndteringen af lokale landmineproblemer, og dels at få store eksportører af landminer, især Rusland og Kina, til at stoppe eksporten
– noget der næsten er lykkedes helt for Ruslands vedkommende.
Kernevåben igen et hovedproblem
Nu har Pakistan og Indien fået kernevåben, og Israel har halvt indrømmet, at det også har dem.
Og Iran synes godt på vej. Bush i USA synes fast besluttet på at ville have et »stjernekrigsforsvar«, NMD (National Missile Defense), selv om det strider klart mod ABM-traktaten (forbuddet mod antiballistiske missiler), som USA har underskrevet; og selv om udvikling af et NMD klart vil medføre, at Kina vil opruste yderligere med kernevåben, at Indien så vil følge efter, og derefter Pakistan – og måske Japan; og at Rusland vil stoppe sin igangværende nedtrapning af egne kernevåben.
IPPNW's lobbying i kernevåbenlandes hovedstæder
På svensk initiativ har IPPNW i de sidste 4-5 år haft delegationer til møder med beslutningstagere i alle
erklærede kernevåbenlandes hovedstæder; i 1999 besøgtes faktisk alle hovedstæderne, inkl. i Pakistan
og Indien. Og alle steder får vi topfolk i tale, i Indien endog selve premierministeren. Det hænger sammen med, at de fleste lande ved, at IPPNW fik Nobelprisen i 1985 for sit fredsarbejde, og at IPPNW var blandt de vigtigste fødselshjælpere til, at Gorbatjov og Reagan i Reykjavik reelt fik afblæst den kolde krig – allerede før Sovjetunionens sammenbrud – fordi vi fik dem til at forstå, at kernevåbenkrig mellem stormagter er gensidigt selvmord.
Danske læger på banen i Moskva, maj 2000
Blandt andet på grund af Thule, Grønland, som USA vil bruge i sit stjernekrigsforsvar, er Danmark blevet interessant. DLMK's formand Povl Revsbech har korresponderet med vores udenrigsministerium, hvad der kan have medvirket til, at Mogens Lykketoft nu ret klart erklærer, at USA ikke må bruge Thule i sit NMD-projekt, hvis det sker på en måde, der strider imod ABM-traktaten.
DLMK blev inviteret med i IPPNW's 16-personers delegation til Moskva i maj 2000, hvor praktiserende læge Jacob Obbekjær og undertegnede (pensioneret overlæge) deltog. Vi har skrevet om vore oplevelser i tre artikler i DLMK's Nyhedsbrev nr. 70 fra juli 2000. Her skal kun nogle hovedpunkter nævnes:
Det var virkelig topfolk, både politiske, administrative og militære, der havde sat rigelig tid af til os, for som flere af dem sagde, så de os som eksperter, som de kunne tale åbent med – uden risiko for at vi ville misbruge det sagte imod dem – hvad de jo ellers aldrig kunne være trygge ved i snak med politikere fra Rusland eller andre lande; og generelt fandt de, at der i Rusland var alt for lidt åben debat i medierne, så de konstant følte sig usikre på, hvad almindelige mennesker i Rusland og udlandet mente.
I vor delegation var læger fra Danmark, Sverige, Tyskland, Storbritannien, Canada og USA, foruden fra Ruslands afdeling af IPPNW, inkl. det russiske parlamentsmedlem Sergey Kolesnikov, der til året før i fire år havde været medformand i IPPNW. På fire dage havde vi møder med topfolk i både parlamentet (Dumaen), forsvarsministeriet, udenrigsministeriet og atomministeriet – det sidste sted med selve ministeren, Adamov, der blandt andet åbent erkendte, at der endnu i dag var knap 20.000 russere, der led af følger efter stråle- og isotopskader efter arbejdet med udvinding til og udvikling af kernevåben – og at de nok blev hjulpet økonomisk, men stærkt mangelfuldt lægeligt, i flere af den russiske føderations delstater. Han mente dog, med ikke helt overbevisende argumenter, at sikkerheden nu var bedre.
Risikoen for krig ved en fejltagelse
Både ved et stort seminar med militære, politiske og administrative topfolk og ved et møde i nedrustningscentret i forsvarsministeriet var der stor interesse for vor svenske kollega Christina Lundius's indlæg om, hvad vi i Vesten ved om arbejdsmedicinske skader som følge af træthed, lange vagter, monotont arbejde, søvnmangel og alkohol. Efter foredraget hørte jeg en nyligt afgået russisk admiral fortælle Christina, at han genkendte alt dette fra sin tid som yngre ved monitorer i atombevæbnede ubåde, hvor de faktisk arbejdede under vilkår, der lignede dette; så han sagde, at det egentlig var et mirakel, at der ikke var kommet krig ved en fejltagelse under den lange koldkrigsperiode. Der blev lagt op til et forskningssamarbejde, der nok finder sin form ved næste møde i Rusland i maj 2001, hvor vi i delegationen fra Danmark ikke kun er »geronter«, idet jeg tager derover sammen med vor studenterrepræsentant Cæcilie Buhmann, der i Paris i juni 2000 blev valgt ind i IPPNW's hovedbestyrelse!
Noget positivt, men ...
Allerede i 1987 blev der i Moskva oprettet et »Nuclear Threat Reduction Center«, der samarbejder med NATO/USA om at undgå krig ved en fejltagelse. I dette center, som Jacob Obbekjær var med til at besøge, fortalte general Sergey Burutin om, hvordan man på 4-5 computerskærme løbende udveksler oplysninger med blandt andre USA om, hvad der er i gang af militærøvelser og opsendelse af raketter – og om hvordan man gensidigt lokalt kontrollerer, at visse kernevåben virkelig bliver skrottet. Her var der også en direkte telefonlinie mellem USA's og Ruslands forsvarsministre.
– Jacob så faktisk den knap, der skulle bruges i en højkritisk situation.
Men, men, men: Det er nok trygt (relativt) med et gennemprøvet højteknologisk system USA og Rusland imellem. Men har Frankrig, for ikke at tale om Indien og Pakistan – og for slet ikke at tale om Israel, der kører i smug – tilsvarende politisk og teknologisk kontrol og ekspertise? Både russerne og vi var skeptiske.
Hvorfor er NMD dødsensfarligt?
Vor svenske delegat Gunnar Vestberg fremførte i flere fora en række argumenter, der viser at et NMD aldrig vil kunne fungere. Fx kan man på Thule nok lave en skærm, der kan registrere, at nu har en »slyngelstat« opsendt en raket rettet imod USA. Men en sådan stat kan jo let på forhånd med en torpedobåd eller et lavtgående fly ødelægge skærmen – og andre tilsvarende skærme i Norge og Canada og andre steder. Og det højteknologiske USA har ikke kunnet hindre, at der daglig kommer flere fly ladet med narkotika ind fra Mellemamerika og Sydamerika.
Og hvad kan man ikke have med i en kuffert af mikrobiologisk krigsmateriale? Boris Kwok (chef for nedrustningsafdelingen i udenrigsministeriet), som vi havde møde med i ministeriet, lo – og han kunne tilføje historien med den unge civile tysker Matthias Rust, der kunne lande på den røde plads i Moskva trods alle forsvarsværker netop omkring Moskva.
Boris vidste godt, at USA's ekstremt dyre raketforsvar aldrig vil kunne blive effektivt, men det er jo ikke problemet. Problemet er, at det er lykkedes USA's militærindustrielle kompleks at bilde amerikanerne ind, både at det kan virke, og at Nordkorea eller andre »slyngelstater« ønsker at ødelægge Los Angeles med netop raketter. Og det betyder igen, at et USA, der med et NMD føler sig usårligt, tør og vil blande sig i hvad som helst i verden, fordi det føler, at det er risikofrit!
Er Rusland stadig lige så slem som Sovjetunionen var?
Både Rusland og USA erkender stadig, at affyring af kernevåben mod hinanden er gensidigt selvmord. De russere, vi mødte, sagde også åbent, at de ikke har råd til at have en effektiv konventionel hær, og knap nok til fortsat at have en kernevåbenslagstyrke. Blandt andet derfor ønsker de en generel gensidig nedrustning. Men så længe USA ønsker at være verdens politibetjent – reelt overordnet FN – føler Rusland, at det er nødt til at have et stort atomvåbenberedskab, så USA fortsat må forstå, at det kan gå over en grænse – selv med konventionelle våben, der kan udløse det gensidige selvmord ved brug af kernevåben.
Boris Kwok havde været i New York i mange uger i april 2000 som leder af Ruslands delegation i forhandlingerne om NPT (traktaten om ikke-spredning af kernevåben til andre lande). Han erkendte, at USA og Rusland samarbejder fornuftigt om mange ting, inkl. om afskaffelse af problematiske plutoniumlagre, hvor USA giver Rusland generøs økonomisk hjælp. Men han følte alligevel, at det var som om Vesten aldrig rigtigt har forstået, at Sovjetunionen er død. Her følte jeg mig personligt truffet, for først efter dette besøg i Moskva erkendte jeg fuldt ud, at Rusland i dag ikke mere har nogen drøm om at udbrede et specielt politisk system eller evangelium.
Kom og vær med
I DLMK kan vi stadig fire gange årligt udsende et Nyhedsbrev med meget vigtigt stof til vore knap 600 medlemmer. Men vi er meget få aktive, og næsten alle vi aktive nærmer os eller er over pensionsalderen. Vi kan bruge flere medlemmer, men det er ikke hovedproblemet, for vores økonomi kan stadig hænge sammen trods et årligt medlemskontingent på kun 300 kr.
Hovedproblemet er, at vi gamle ikke orker at udføre alt det relevante arbejde inkl. spændende rejser og forberedelser til og af dem – og efterarbejdet med rapporter, artikler og breve til politikere og presse. Vi har måttet sige nej tak til rejser til London, Paris, New Delhi osv., fordi vi ikke orker det hele. – Der må være yngre kolleger, det vil her sige læger under 55 år, der vil lægge en del af deres fritid – økonomisk næsten omkostningsfrit – i spændende internationale kontakter via internet og ved rejser rundt i verden, hvor man træffer engagerede kolleger omkring verdenspolitisk set sundhedspolitisk dybt relevante emner.
Start fx med at melde dig ind i DLMK ved en telefonopringning til vort sekretariat: 33 15 82 99, til vores formand: 86 26 47 17, eller til undertegnede, Anton Aggernæs: 38 34 35 07, e-post: aggernaes.a@dadlnet.dk
Forf.s adresse: Guldborgvej 25, 2000 Frederiksberg.
|
|
|
|
UGESKRIFT FOR LÆGER
Ugeskriftet betinger sig ret til at opbevare og publicere artikler (tekst og illustrationer) også i elektronisk form, fx via cd-rom og Internettet.
Eftertryk eller anden mangfoldiggørelse af Ugeskriftets tekst og illustrationer er kun tilladt med skriftlig tilladelse fra forfatter og redaktion og anførelse af Ugeskrift for Læger som kilde.
Gengivelse af informationer eller citater fra Ugeskriftet må tidligst offentliggøres på datoen (mandage) for det pågældende nummers udgivelse og med angivelse af Ugeskrift for Læger som kilde. |
|
|
|
|
|
