|
|
|
| Ugeskr Læger 2001;163(23):3266
|
Interview med overlæge Mogens Kjær
i Weekendavisen 11.-19. april 2001
DEBAT
I Weekendavisen 11.-19. april 2001 giver overlæge Mogens Kjær, onkologisk afd., Aalborg Sygehus, sit syn på, hvorfor det er gået så galt i det danske sygehusvæsen. Årsagerne hertil kan iflg. Mogens Kjær relateres til 1) uhensigtsmæssige arbejdsregler (en 37-timers arbejdsuge, hvilket ikke er nok til at opretholde en ordentlig professionalisme inden for lægefaget), 2) en dårligere arbejdsmoral (og mere usikkerhed) blandt yngre læger, bl.a. pga. en uhensigtsmæssig kønsfordeling (flere kvinder) samt 3) en udbredt provinsmentalitet blandt læger, politikere, administratorer og patienter (der ifølge Mogens Kjær har et urealistisk syn på forholdet mellem ydelser og resultater).
Som nyuddannet læge fra 1999 med længerevarende studieophold i Frankrig og USA og med et turnusforløb i Vestsjællands Amt samt en nuværende ansættelse under H:S, er det fristende at supplere med en række indtryk, set med en yngre læges øjne.
Som Mogens Kjær påpeger, er det korrekt, at læger mange steder i udlandet arbejder meget mere end danske læger. Samtidig er arbejdsforholdene dog også markant anderledes: Arbejdet er i højere grad lægeligt orienteret, hensigtsmæssigt tilrettelagt, med færre administrative opgaver, mere patientkontakt og ikke mindst bedre oplæring og større kontinuitet.
Som yngre læge møder man ofte ældre kolleger, der bryster sig af, at de som yngre læger blev kastet direkte ud i arbejdet, havde vagter fra fredag eftermiddag til mandag morgen, og udelukkende blev oplært i lægegerningen ved at gøre deres egne erfaringer – det var »learning by doing«. Dette dogme er dog fortsat herskende i praksis. Som yngre, dansk læge kastes man stadig ud i arbejdet uden større praktisk erfaring eller oplæring og med sparsom supervision. Efter få ugers ansættelse sættes yngre læger til selv at passe en skadestue, et ambulatorium, et mindre provinssygehus. En ældre læge kan altid tilkaldes og spørges til råds, ofte per telefon, men det meste af tiden står man ganske alene.
Imidlertid er tiden i dag en anden. Hensynet til patienten er kommet mere i fokus, samtidig med at truslen om klager hænger i luften, hvilket gør alle mere forsigtige.
Patienterne er blevet mere oplyste, mindre autoritetstro og mere kritiske – og med rette. De vil ikke længere finde sig i at blive behandlet af en yngre læge, der famlende »eksperimenterer« sig frem. Dette er kun forståeligt. Man kan let forestille sig, at både patienterne og systemet kunne spares for mange fejlbehandlinger, overflødige prøver, uhensigtsmæssige arbejdsgange samt tvetydig eller mangelfuld information til patienter og pårørende, såfremt de yngre læger blev ordentligt oplært og superviseret, inden de blev »sluppet løs« på egen hånd.
Mine studieerfaringer fra eksempelvis USA var positive.
Det amerikanske sundhedsvæsen er præget af en defensiv holdning, da der ikke er råd til fejltagelser pga. truslen om sagsanlæg. Der kan siges meget negativt herom, men uddannelsesmæssigt var der mange fordele. Miljøet var meget stimulerende med fokus på daglig undervisning, supervision samt en tæt kontakt mellem overlæger og yngre læger. Man blev således i højere grad inspireret til selvstudier i fritiden. Nye, unge læger blev meget grundigt introduceret.
I starten fulgte man en seniorlæge og lærte af denne. Herefter blev man selv fulgt tæt af en seniorlæge i alle daglige gøremål. Først når man var mere sikker og velfunderet i sin funktion, fik man lov til at arbejde selvstændigt. Der forelå en målrettet og detaljeret uddannelsesplan, der blev overholdt.
Denne planlægning var ressourcemæssigt meget krævende de første måneder, til gengæld bar indsatsen hurtigt frugt: De yngre læger blev meget veluddannede, de arbejdede effektivt og sikkert.
I Danmark eksisterer der også en »uddannelsesplan« for den enkelte, yngre læge.
Imidlertid er der ingen sikker hensyntagen til denne. Det er mest af alt en hensigtserklæring.
Hurtigt vil man som yngre læge opdage, at man blot udfylder en ledig funktion i et ugeskema. Der er én funktion til hver læge – egentlig planlægning af uddannelse i form af supervision eller samarbejde med en seniorlæge hører til sjældenhederne.
Ved sygefravær (der ganske rigtigt er tankevækkende højere blandt yngre læger) falder puslespillet fra hinanden, og man kastes mere eller mindre tilfældigt rundt, alt efter hvor der mangler en læge.
Undervejs gennem den årelange videreuddannelse til speciallæge, opnår en dansk læge en bred viden inden for specialet; desværre er det ofte lidt tilfældigt, hvordan og hvornår denne viden tilegnes, hvorved meget vigtig tid og gode ressourcer forspildes. Det daglige arbejde er mere præget af hurtigt skiftende patientkontakter og arbejdsopgaver, større og større mængder papirarbejde, manglende kontinuitet samt ikke mindst venten – både pga. dårlig tilrettelæggelse af arbejdet, men også pga. kapacitetetsproblemer, der gør, at nødvendige undersøgelser og behandlinger må udskydes.
I dag prioriterer mange unge familien og fritiden højt. Det gælder også yngre læger. Dette betyder dog ikke nødvendigvis, at yngre læger er blevet »dovne«: Arbejdstempoet og produktiviteten på hospitalerne er blevet øget gennem årene, mange yngre læger har overarbejde (bl.a. pga. lægemanglen), og mange yngre læger forsker fortsat i deres fritid. Desværre er der nok nogle yngre læger, der finder de ovennævnte arbejdsforhold så belastende i længden, at det nedsætter deres motivation til at arbejde mere end højst nødvendigt.
Omvendt er der en gruppe yngre kolleger, der lægger så stor vægt på dynamik, målrettethed, velordnede arbejdsforhold, medindflydelse på arbejdsopgaverne, feedback og kontinuitet, at de finder det mere fristende at stile mod et job uden for det offentlige sygehusvæsen, fx ved at uddanne sig til speciallæge med egen praksis (hvor man er sin egen herre), eller ved at søge ud i det private erhvervsliv, vel vidende at dette valg kræver en stor arbejdsindsats og mange ugentlige arbejdstimer.
Ved at forbedre videreuddannelsen, arbejdsforholdene, samarbejdet samt selve organiseringen af arbejdet på de offentlige sygehuse, kunne man måske tilsvarende øge engagementet og arbejdsglæden hos alle lægerne i det danske sygehusvæsen.
København
Jeanett Borregaard Larsen
Svar:
Det må være evident for enhver, at med det stigende antal kvinder i lægefaget, i hospitalsvæsenet, administrationerne osv., vil prioriteringer og måder naturligvis ændre sig. Det drejer sig om arbejdstid, arbejdstilrettelæggelse, uddannelse, forskning, rejser, administration etc. På grund af kvinders mange andre gøremål end netop deres fag, vil hele profilen for hvad der kan gøres, hvad der kan laves og ikke laves naturligvis ændre sig. Der er jo ikke noget underligt i det.
Jeg vil gerne understrege:
¨ at jeg ikke er modstander af kvindelige læger – tværtimod
¨ at jeg ikke er modstander af overenskomsten fra '81 – tværtimod. Jeg var dengang en varm fortaler for den.
¨ at jeg ikke er modstander af, at man prioriterer familie, børn osv. – tværtimod.
Hvad jeg imidlertid mangler at se er en erkendelse af disse forhold, som jeg mener er af afgørende betydning samt en fremadrettet, åben og progressiv debat om, hvad vi så gør. Hvordan skal systemet ændres? Hvad skal der laves?
Er kodeordene her: arbejdstilrettelæggelse, uddannelse, supervision, arbejdsmiljø. Er det godt nok? Eller er der ting, som er forbiset, som er forsvundet?
Aalborg
Mogens Kjær
|
|
|
|
UGESKRIFT FOR LÆGER
Ugeskriftet betinger sig ret til at opbevare og publicere artikler (tekst og illustrationer) også i elektronisk form, fx via cd-rom og Internettet.
Eftertryk eller anden mangfoldiggørelse af Ugeskriftets tekst og illustrationer er kun tilladt med skriftlig tilladelse fra forfatter og redaktion og anførelse af Ugeskrift for Læger som kilde.
Gengivelse af informationer eller citater fra Ugeskriftet må tidligst offentliggøres på datoen (mandage) for det pågældende nummers udgivelse og med angivelse af Ugeskrift for Læger som kilde. |
|
|
|
|
|
