Efteruddannelsen skal rettes op

REPORTAGE OG BAGGRUND

Journalist Jesper Haller, jha@dadl.dk

Debatoplæg fra Lægeforeningens arbejdsgruppe vil skabe bedre balance i efteruddannelsen og mindske medicinalindustriens faglige fingeraftryk

»Vi ønsker at efteruddanne os, så vi kan leve op til vores lægelige ansvar, og den efteruddannelse skal ske på præmisser, der gør, at vi kan se både os selv, vore patienter og offentligheden i øjnene«.
Med disse ord præsenterede Mette Siemsen, formand for Lægeforeningens arbejdsgruppe om finansiering af efteruddannelse, et foreløbigt debatoplæg for Lægemødet. Det er en forløber for en større redegørelse, der præsenteres ved Lægemødet 2002.
Det fremgår af oplægget, at Lægeforeningen vil arbejde for en offentlig finansiering af efteruddannelsesaktiviteter, så læger får mulighed for at deltage i nødvendig, individuelt planlagt efteruddannelse uden sponsorering fra medicinindustrien. Den udgjorde i 1999 200 millioner kroner om året, og tallet er stigende.
»Indtil det bliver muligt, vil Lægeforeningen søge at ændre godkendelsesprocedurerne for kurserne i Nævnet for Medicinsk Informationsmateriale, NMI, og eventuelt oprette et fælles bedømmelsesorgan. Lægeforeningen vil også arbejde videre med at udvikle modeller for medicinindustriens finansiering, så påvirkningen af lægers troværdighed bliver minimeret mest muligt«, forklarede Mette Siemsen.
»Selv om sundhedssektoren er et videnstungt område, mangler det offentlige sundhedsvæsen tradition for efteruddannelse som en del af produktion og kvalitetsudvikling. Industriens sponsorering eller gratis kursustilbud er derfor en nødvendig og ikke ubetydelig del af efteruddannelsen.
Lægerne har vanskeligt ved at imødekomme egne, patienternes og offentlighedens krav uden at gøre brug af industriarrangerede eller sponsorerede aktiviteter. Samtidig bliver deltagerne mistænkeliggjort af kolleger, patienter og offentligheden.
En stor del af tilbudene er veltilrettelagte og relevante. Men produktorienteret efteruddannelse betyder, at der let kommer fokus på præparatet, ikke på behandling af sygdommen. Og mere generelt at der kommer fokus på de sygdomsområder og behandlingsmuligheder, som industrien finder mest interessante. Ud over påvirkningseffekten betyder medicinindustriens finansiering, at læger, der skriver medicin ud som en del af deres dagligdag, får langt flere tilbud om at deltage i industriens efteruddannelsestilbud end andre læger. Alle læger bør naturligvis have lige adgang til efteruddannelse.
At læger, der deltager i medicinindustriens efteruddannelsestilbud, er udsat for påvirkning og lader sig påvirke, er der evidens for. Det er imidlertid vanskeligt at afgøre, om det har positiv eller negativ effekt på lægerne og deres behandlingsmønstre.
Et godt samarbejde mellem læger og lægemiddelindustri er nødvendigt for at udvikle og forbedre lægemidler og sikre et rationelt medicinforbrug. Men begge parter – og patienterne – er bedst tjent med et samarbejde uden uhensigtsmæssig påvirkning. Derfor bør påvirkningen mindskes mest muligt«.

På flere fronter
Mette Siemsen understregede, at der skal arbejdes på flere fronter, herunder kultur og normer:
»Tidligt i år sagde Lægeforeningens Lægeetiske nævn, at 240 læger ikke havde gjort noget forkert ved at deltage i et medicinindustriarrangeret jubilæumsarrangement i 1998, den såkaldte Singulair-sag. Medicinalfirmaet var tidligere af Nævnet for Medicinsk Informationsmateriale (NMI) blevet pålagt en stor bøde for det samme arrangement, der af nævnet blev betegnet som ,helt igennem uacceptabelt'.
Pressen stillede i denne sag atter spørgsmålstegn ved lægers faglighed og uafhængighed, når de deltager i efteruddannelse arrangeret af medicinindustrien – her efteruddannelse, der i virkeligheden dækker over upassende og unødvendige sociale arrangementer.
Selv om kritikken kun rammer en lille del af industriens aktiviteter og tilsvarende en lille del af de læger, der deltager i den slags ,efteruddannelse', efterlader sagen og de udtalelser, enkelte læger er citeret for i medierne, et uheldigt indtryk af den kultur og de normer, der hersker for samarbejdet med industrien. En måde at ændre dette skæve billede på kan være kollegial dialog og åbenhed om, hvordan man som stand og enkeltpersoner kan håndtere de forskellige kontakter fra industrien«.

Forskellig bedømmelse
Mette Siemsen forklarede, at man også ville arbejde med reglerne på området, som Lægeforeningen og Lægemiddelindustrien har gjort det i en ny samarbejdsaftale. Den har dog ifølge arbejdsgruppeformanden mindst to problemer:
»Aftalen indebærer, at medicinindustriens arrangementer skal anmeldes til NMI, som imidlertid kun tager stikprøver på arrangementerne, ofte efter at arrangementerne har fundet sted. Det betyder, at læger kan risikere at deltage i et efteruddannelsesarrangement, der efterfølgende bliver bedømt og fundet for let. Hver femte af de læger, der deltog i den ovenfor omtalte jubilæumsfest havde tillid til, at arrangementet var i orden, når det var anmeldt til NMI. Systemet er altså uigennemskueligt for den enkelte.
Det andet problem er, at lægernes deltagelse bliver behandlet i Lægeetisk Nævn, hvis den bliver anmeldt. Lægeetisk Nævn tager i sine bedømmelser udgangspunkt i, om lægerne havde mulighed for at bedømme arrangementets kvalitet og lødighed. Medicinalindustrien kan derfor modtage bøder for et afholdt arrangement, men deltagende læger kan gå fri. Det er vanskeligt at retfærdiggøre over for patienter og offentlighed.
En del af problemet kunne løses ved, at alle arrangementer ikke alene bliver anmeldt, men også godkendt. Derfor foreslår arbejdsgruppen som sagt et fælles forum med Lægeforeningen, industrien og gerne offentlighedsrepræsentanter som f.eks. folketingspolitikere for at sikre, at også offentlighedens holdninger til sponsorering kan komme til udtryk i rette forum.
Endelig mener arbejdsgruppen, at der skal arbejdes med den offentlige finansiering. Der bør være ressourcer til ti efteruddannelsesdage om året til den enkelte læge. Det kræver ifølge arbejdsgruppens beregninger 30.000 og 50.000 kr. om året. Og her er der ikke medregnet tabt arbejdsfortjeneste«, sluttede Mette Siemsen.

Et godt initiativ
Jørgen Lassen, formand for P.L.O. erklærede, at han var »glad for, at hovedbestyrelsen straks reagerede på vores ønske om at se på selvjustitsaftalen igen. Vi ønsker et instrument, der kan hjælpe den enkelte læge, og det gør den nuværende procedure ikke. Vi har også med tilfredshed noteret os Lægeforeningens forslag om et uafhængigt nævn. Det er ikke holdbart at fortsætte som hidtil, og vi har intet at skjule«.
Aksel Otkjær Nielsen, FAS, fandt ligeledes, at et nævn til godkendelse af kurser ville være en stor gevinst. Arbejdsgiverbetalt efteruddannelse er også et utrolig vigtigt punkt, fortsatte han: »Både yngre læger og overlæger bør have frihed og penge til at deltage i relevante kurser«.
Jens Winther Jensen, FAYL, trak yngre lægers nye slogan frem: »Hvis du tror, uddannelse er dyrt, så prøv uvidenhed«.
»Mange læger mangler finansiering til helt basal efteruddannelse. Vi savner også en prioritering af personlige efteruddannelsesplaner. Med tråd tilbage til debatten om formandsberetningen fristes jeg til at sige, at dette område skal tilføres ressourcer. Det er for dyrt at lade være. Vi er kastet i armene på industrien af et sundhedsvæsen, som ikke prioriterer efteruddannelse til gavn for patienterne«.

Central fond utopisk
Formand for FAS, Arne Borgwardt, anbefalede også varmt en akkreditering af efteruddannelseskurser. Han pegede på, at 47 procent af overlægernes efteruddannelse betales af arbejdsgiverne, 24 procent af industrien, 5 procent af overlægerne selv, medens de sidste procentdele er fondsfinansierede. Overlægerne har 13 efteruddannelsesdage om året. Fuldt betalt efteruddannelse vil være en del af FAS' overenskomstkrav.
»Jeg er en smule bekymret for den centrale fondskonstruktion, som jeg har set foreslået. Vi tror, at industriens midler vil forsvinde ud i den blå luft, hvis den ikke kan få lov til at give dem direkte til medicinudskrivende læger. Kunsten bliver at begrænse industriens indflydelse på det, der foregår på kurserne. Vi kan arrangere dem selv, sørge for at de har et lødigt indhold, og at der er en ordentlig balance mellem det faglige og sociale element.
»Vi er nødt til at have en forbindelse mellem industri og læger, men vi skal kunne være os selv bekendt«, fastslog Arne Borgwardt.
Mette Siemsen understregede, at man ikke ville blande sig i delforeningernes forhandlinger, og at man solgte ideen om mindst ti efteruddannelsesdage »overalt hvor vi kommer frem«. Siemsen erklærede sig i øvrigt enig i, at industrien næppe vil forære 200 millioner væk uden bindinger: »De, der betaler musikken, vil også bestemme, hvad der skal spilles. Det viser alle undersøgelser. Vi har på den anden side behov for at høre om de nye præparater, det er der intet odiøst i. Vi får imidlertid reaktioner fra politikerne på den måde informationerne formidles på, og det vil vi gøre noget ved, så vi både kan være os selv og hinanden bekendt«.