|
|
|
| Ugeskr Læger 2001;20(163):2810
|
REPORTAGE OG BAGGRUND
Journalist Dorte Jungersen, dj@dadl.dk
»Vi må se i øjnene, at nogle læger er bedre end andre. I kender alle de læger, som I ikke selv vil lade jer behandle af, og I kender de sygehuse, hvis optageområde I med neglene vil trække jer ud af, den dag det går galt«.
Ifølge overlæge i Sundhedsstyrelsen, Michael von Magnus, kan man komme langt i bekæmpelsen af fejl med kollegial selvjustits
»500 mennesker mister livet hvert år i trafikken et enigt fagligt miljø mener, at hvert liv er et for meget.
50 mennesker mister livet på vores arbejdspladser et enigt fagligt miljø mener, at hvert liv er et for meget.
5.000 mennesker mister livet på vores sygehuse et enigt fagligt miljø mener, at det må vi kunne løse gennem kvalitetsudvikling.
Patientsikkerhed er ikke en kvalitet det er en menneskeret og fundamentet for kvalitet«.
Der blev taget livtag på flere dogmer og hidtil bredt vedtagne sandheder, da Nordjyllands Lægekredsforening forleden havde inviteret overlæge i Sundhedsstyrelsen, Michael von Magnus, til at give sin vanen tro provokerende og på nogle måske stødende vurdering af patientsikkerhed og systemtilsyn denne sæsons hotteste emner inden for sundhedsvæsenet.
Med sit altid skarptslebne tungebånd agerede han så langtfra i rollen som grædeonkel, der bekræftede mangen en læges frustration over at være jaget vildt og offer for et ukyndigt systems misforståede syn på det lægelige virke: »Nogle gange har man indtryk af, at læger kun har patienten i centrum, når denne befinder sig for enden af en kikkert«! Og senere:
»Man må acceptere et hierarkisk system. Læger er imidler-tid ikke i stand til at tage imod ordrer fra andre end deres eget ego«.
Kvalitet ikke lig med sikkerhed
Michael von Magnus, som er chef for Sundhedsstyrelsens 2. kontor, der bl.a. har ansvar for tilsyn, klagesager og patientrettigheder, slog indledningsvis fast, at der for øjeblikket er trængsel på midten i dansk sundhedspolitik, når det gælder om at bidrage til øget kvalitet og kvalitetssikring:
»Der er selskaber for både det ene og andet og de vil alle gerne profilere sig. Og de kan ikke blive enige.
Pressen har meget at skulle have sagt og politikerne svømmer rundt som fisk«.
En af von Magnus' pointer er, at man ikke nødvendigvis skaber større patientsikkerhed, blot fordi man hæver kvaliteten.
Således kunne han henvise til australske undersøgelser, der viser, at akkrediterede hospitaler laver lige så mange fejl som ikke-akkrediterede.
Det samme gør sig gældende for en anden kvalitetsparameter, nemlig den elektroniske patientjournal, idet det med von Magnus' ord »jo handler om, hvad man fylder ind i den«.
I Sverige er således halvdelen af alle patientjournaler elektroniske alligevel er der ifølge den svenske Socialstyrelse intet der tyder på, at patientsikkerheden af den grund er blevet markant bedre.
Flere udenlandske undersøgelser af omfanget af fejl og andre utilsigtede hændelser omsat til danske forhold har resulteret i bud på 5.000 årlige dødsfald og 40.000 ja sågar 100.000 fejl årligt.
Men ifølge Michael von Magnus er det »dybt overflødigt at lave en sådan plat undersøgelse«, som DSI Institut for Sundhedsvæsen er klar med til september, og som er den første danske undersøgelse nogensinde, der sætter tal på omfanget af fejl og utilsigtede hændelser på baggrund af en gennemgang af 1.000 patientjournaler.
Også de udenlandske undersøgelser er baseret på hændelser, som har kunnet identificeres på det, der står anført i journalerne: »Men hvad med det der ikke er journalført det kan vi kun gætte om«, bemærkede von Magnus og tilføjede, at »hele debatten om antallet af fejl har skabt grobund for defensiv medicin«.
Kollegial selvjustits alfa og omega
Michael von Magnus deler den opfattelse, der også ligger til grund for Lægeforeningens nyligt fremsatte forslag til et nyt klagesystem, at man ikke ved sanktioner får folk in casu læger til at ændre adfærd. Men her hørte enigheden så også op idet von Magnus gik i rette med foreningens plæderen for, at man i højere grad skal anskue fejl som system-, snarere end individfejl.
»Systemfejl eksisterer ikke. Der eksisterer kun individfejl.
Jeg har endnu ikke set en fejl som systemet alene kunne klandres for. Noget helt andet er så, om systemet er skyldfrit.
Men fordi rundkørsler er mere sikre end lysregulerede kryds er det jo ikke ensbetydende med, at man straffrit bare kan køre over for rødt«, fastslog Michael von Magnus og fortsatte.
»Jeg mener, at Patientklagenævnets afgørelser er rimelige et langt stykke hen ad vejen.
Vi må se i øjnene, at nogle læger er bedre end andre.
Vi har læger i systemet, der har lavet fejl 25 gange. I kender alle de læger, som I ikke selv vil lade jer behandle af, og I kender de sygehuse, hvis optageområde I med neglene vil trække jer ud af, den dag det går galt«, sagde Michael von Magnus og fortsatte med en sætning, han gentog igen og igen: »I skal selv løse problemet Sundhedsstyrelsen kan ikke løse det.
Den kollegiale selvjustits er alfa og omega. I skal bruge de videnskabelige selskaber og Lægekredsforeningen. De tætte lokale kontakter giver et godt indblik i kollegaernes måde at arbejde på. Og det kan gøres, uden at nogen taber ansigt.
Læger har haft svært ved at erkende, at de begår fejl og det hænger stadig fast i systemet.
Jeg tror ikke, at Lægeforeningens forslag har en jordisk chance for at komme igennem men det kan måske bringe os videre«.
Simpelt systemtilsyn
Michael von Magnus var også blevet sat stævne for at give en »usentimental gennemgang« af perspektiver og muligheder i det danske tilsyn, som Sundhedsstyrelsen har udarbejdet en model for.
For at dæmme op for den forvirring, som Sundhedsstyrelsens forslag til et systemtilsyn har afstedkommet i bl.a. dagspressen, slog von Magnus fast, at systemtilsyn ikke er tænkt som et kvalitetssystem på linie eller i konkurrence med andre kvalitetssystemer, som fx certificering og akkreditering, men et supplement som uanset hvilket kvalitetssikringssystem der vælges vil sikre den fornødne egenkontrol og deraf afledte patientsikkerhed.
Sundhedsstyrelsen har foreslået at lave et anmeldelsessystem for fejl og næsten-fejl, hvor formålet er at fokusere på arbejdsprocesser og være forankret i lokalmiljøet på afdelingsniveau. Registrerede fejl skal føre til, at der lokalt udarbejdes forholdsregler. I dag er tilsynet primært rettet mod individet hvilket fx kommer til udtryk i Patientklagenævnets afgørelser ikke mod at virke forebyggende. Ikke dermed sagt at vi lægger op til at komme på uanmeldt besøg på afdelingerne og tage blodprøve på for- og bagvagt. Men målet er at flytte fokus fra individ til proces, fx til de organisatoriske forhold. Der er mener Michael von Magnus ikke nogen grund til at vide, hvem der har lavet fejl.
Således udtrykte han undren over, at en så risikobetonet branche som sundhedsvæsenet ikke ligesom fx tilsynsmyndighederne inden for Arbejdstilsynet, Fødevaredirektoratet og Søfartsstyrelsen har forebyggende tilsyn som et af de væsentligste elementer.
»Systemet skal være simpelt og enkelt ellers bliver det ikke udført. Men det vil stille store krav til sundhedsfaglig, administrativ og juridisk indsigt hos udøverne af tilsynet«, vurderede Michael von Magnus. Hans opfattelse var, at Sundhedsstyrelsen ikke i dag er gearet til med embedslægerne alene at gå ud og føre dette tilsyn.
Fejl i ventetiden
Flere i både det indbudte panel og blandt de fremmødte var inde på, at patienterne faktisk har forståelse for, at der kan ske fejl og at en fejl tilmed kan styrke tilliden til lægen, hvis den vel at mærke håndteres ved, at lægen erkender at have begået fejlen.
»Tillidsforholdet bliver styrket, når den praktiserende læge ringer kl. halv ti om aftenen for at meddele patienten, at den blodprøve der blev taget tidligere på dagen, var den forkerte, og at den skal tages om«, lød det fra almen praktiserende læge Hasse Kristensen, der endvidere gjorde sig til talsmand for, at også fejl begået i almen praksis bør registreres.
»Vi må se på patienternes vej gennem systemet. Fra man går til sin praktiserende læge og videre frem også mens patienten står på en venteliste.
Mine kolleger og jeg kan i ventetiden ofte føle os presset til at iværksætte en behandling, inden der foreligger fx en psykiatrisk speciallægeerklæring. Og det er en stor fejlkilde«.
Som eksempel på en anden fejlkilde fremhævede Hasse Kristensen den nye lov om patienters retsstilling, ifølge hvilken det er »næsen umuligt for vagtlægen at få udskrivningsbreve på dem, der indlægges under vagten«.
På mødet gav reservelæge Søren Pihlkjær Hjorthøj udtryk for, at det at være alene i vagt som ung uerfaren læge og blive konfronteret med den akutte patient, svarer til, at den mest uerfarne flybesætning sættes til at flyve en jumbojet. Søren Hjortshøj spurgte således panelet, om det var dets opfattelse, at yngre læger ikke altid har den fornødne opbakning og at dette kan føre til fejl. Det kunne både Michael von Magnus og embedslæge Agnete Tophøj bekræfte.
Hun havde for nylig modtaget en henvendelse fra en ung turnuskandidat, der i den forestående ferie skulle være bagvagt for lægestuderende i forvagten, hvilket han i sagens natur ikke var helt tryg ved.
Kulturændring
Som et ekko af Amtsrådsforeningen, hvis sundhedsudvalg senest har udmeldt, at amterne og H:S bør etablere fælles standarder for måling og dokumentation af sundhedsvæsenets kvalitet, efterlyste Michael von Magnus, at amterne med henblik på at nå frem til en fælles begrebsafklaring og terminologi satte sig ned for at danne et overblik over de mange modeller, standarder og initiativer der eksperimenteres og flirtes med i øjeblikket.
Heri var afgående sygehusdirektør på Aalborg Sygehus, Per Østergaard Jensen, enig. Ifølge ham er sygehusledelserne nået til forvirringens punkt, når man skal beslutte, hvad der skal sættes i værk for bl.a. at øge patientsikkerheden.
»Det er virkelig svært at vælge for at komme fejl til livs. Vi er voldsomt hæmmede af alt det, der sker. Men når det er sagt, tror jeg, at vi åbent må erkende, at vi begår fejl. Ellers får vi hverken patienter, andre faggrupper eller politikerne med os. Jeg tror ikke på, at vi kan registrere os ud af det her.
I min fortid på et privat sygehus (Mermaid Clinic, red.), havde vi 15 procent af landets fremmeste ortopædkirurger tilknyttet. Ikke desto mindre brugte vi 10-12 procent af vores budget på at reparere fejl.
Selv om det er en floskel, efterlyser jeg en kulturændring.
Et skridt på vejen kunne være at bruge Patientklagenævnets afgørelser i forebyggelsesøjemed fx i form af audit«.
Agnete Tophøj var inde på det samme, idet hun beklagede den manglende dialog blandt læger, når der opstår fejl.
»Læger er jo et underligt folkefærd. Således undrer det mig, at klagesager fortsat er et tabu. Det bliver end ikke nævnt på afdelingen, hvis der verserer en klagesag«, mente Agnete Tophøj. Hun efterlyste derfor en kultur, der levnede rum for åbenhed og dialog.
|
|
|
|
UGESKRIFT FOR LÆGER
Ugeskriftet betinger sig ret til at opbevare og publicere artikler (tekst og illustrationer) også i elektronisk form, fx via cd-rom og Internettet.
Eftertryk eller anden mangfoldiggørelse af Ugeskriftets tekst og illustrationer er kun tilladt med skriftlig tilladelse fra forfatter og redaktion og anførelse af Ugeskrift for Læger som kilde.
Gengivelse af informationer eller citater fra Ugeskriftet må tidligst offentliggøres på datoen (mandage) for det pågældende nummers udgivelse og med angivelse af Ugeskrift for Læger som kilde. |
|
|
|
|
|
