|
|
|
| Ugeskr Læger 2001;163(20):2827
|
PRAKTISERENDE LÆGER
Af John Peters
Gennem tre lange år var P.L.O.-bestyrelsesmedlem Egon Juul-Andersen fra Brabrand ved Århus praktiserende læge for en kendt psykopat, blandingsmisbruger og voldsmand.
De utallige konsultationer var præget af en underliggende, rå trussel om vold, som pludselig kunne blive til virkelighed
Egentlig var praktiserende læge og P.L.O.-bestyrelsesmedlem Egon Juul-Andersen fra Brabrand godt orienteret om den patient han fik tildelt for nogle år siden. Som praksisudvalgsformand kendte han udmærket rygtet om manden i slutningen af 20'erne med det markerede ansigt og det skulende, mutte udtryk i øjnene. Og han vidste, at manden havde flere volds- og trusseldomme bag sig og ikke veg tilbage for at bringe sine trusler til udførelse.
Egon Juul-Andersen havde før mødt trusler i sin praksis. En patient sagde engang:
– Jeg ved hvor du bor, og en dag sætter jeg ild til dit hus.
Den oplevelse sad længe i kroppen, og truslen skabte i en tid usikkerhed og frygt hos lægen, der efter eget udsagn ellers ikke er sådan at kyse.
Men mødet med den unge psykopat krænkede alle moralsæt og almindeligt vedtagne normer. Gang på gang trådte han over Egon Juul-Andersen og hans personales grænser, og først da manden efter tre års forløb blev fængslet, stoppede læge-patient-forholdet.
– Gennem årene havde manden tyranniseret alt og alle, og mange var bange for ham. Ingen læger ville have ham som patient. Han var inde i forskellige former for misbrug, og havde mange straffesager kørende. Men på det tidspunkt synes jeg det var rimeligt, at jeg påtog mig opgaven, selv om jeg var advaret, fortæller Egon Juul-Andensen.
Patienten stillede mange og ofte modsatrettede krav til Egon Juul-Andensen, og det var ikke ualmindeligt med op til 25 opringninger om dagen.
– Han var stærkt aggressiv over for mit personale, og selv om han under de første konsultationer var stille og rolig, viste han snart sit væsen.
Vold bør bryde tavshedspligten
De praktiserende læger vil ikke acceptere vold som en del af jobbet, og lægerne er i stigende omfang begyndt at meddele sig til hinanden, når de har været konfronteret med en voldelig patient.
– Vi har haft en drøftelse i vores »12-mandsforening«, hvor vi er 29 læger og vi har vedtaget, at melde til hinanden, hvis vi møder vold under konsultationerne. Så sent som i dag har jeg modtaget en fax fra en kollega, der advarer om en voldelig patient, siger praktiserende læge og P.L.O.-bestyrelsesmedlem Egon Juul-Andersen.
– Meddelerkanalerne er for dårlige, og muligheden for at fravælge voldelige patienter er ikke til stede i såvel dagtiden som lægevagten. Det virker som om at Sundhedsstyrelsen prøver at dysse voldssagerne ned, og vi prøver som læger også at holde lav profil. Men vi vil have lov til at agere, når vi møder vold, og derfor er vi også begyndt internt at underrette hinanden om voldelige patienter, siger Egon Juul-Andersen.
En af barriererne for videregivelse af patientoplysninger, er den registrering der sker, hvis en læge orienterer kolleger om truende og voldelig adfærd i patientens journal. Dén procedure har Sundhedsstyrelsen modsat sig, idet den henholder sig til lægernes tavshedspligt. Men Egon Juul-Andersen er uenig – voldelig og truende adfærd er ikke omfattet af lægernes tavshedspligt.
– Vi vil fastholde, at vi har ret til at meddele os til hinanden. Og så må vi om nødvendigt tage en sag på dét.
Knojern
Truslerne fra patienten lå hele tiden og lurede under overfladen og en dag blev de konkrete.
– Under en konsultation blev vi uenige om en medicinordination, og jeg ville ikke give mig. Han havde en spids ring, en slags knojern i en kæde om halsen, og den tog han lige så stille af og satte på sin hånd. Jeg vidste egentlig ikke rigtigt, hvad han ville. Med knojernet 50 cm fra mit ansigt spurgte han: »Skal du smage denne her«? Jeg blev vred og ophidset og bad ham temmeligt bestemt om at gå med det samme.
Momentet af usikkerhed hang altid over konsultationerne. Den ene gang var patienten »bly som et lam« og andre gange stærkt aggressiv og opfarende. Under et hjemmebesøg, hvor Egon Juul-Andersen igen nægtede at efterkomme mandens ønske, rejste manden sig og smadrede en lampe ned i gulvet.
– Han spillede hele tiden på, at man ikke kunne vide sig sikker. At alt kunne ske. Hele tiden lå der denne tvivl: Hvad kunne han finde på? Jeg var ikke i tvivl om, at han kunne gennemføre sine trusler. Han benyttede sig af bissetrick, og han havde vist, at han kunne gennemføre sine trusler. Jeg vidste jo heller ikke om han havde en kniv, som han agtede at bruge.
Antennerne ude
Under hele forløbet med den voldelige patient var Egon Juul-Andersen opsat på ikke at vise angst, selv om alle antenner var rejst. Flere gange har klinikpersonalet stået med hånden på telefonen for at tilkalde politiet. Manden dukkede også op om aftenen, hvor Egon Juul-Andersen var alene i huset og i nogle tilfælde har han brugt op til en time alene sammen med patienten.
– Jeg signalerede, at jeg ikke var bange for ham. Og det gør en forskel. Men det er utroligt anstrengende hele tiden at skulle være på vagt.
Egon Juul-Andersen overvejede på et tidspunkt, om han skulle anmelde patienten til politiet for trusler, men det blev ved tanken.
– Manden har slået en mand ihjel, og han gik rundt i flere år uden at blive straffet. Hvad skulle det hjælpe, at jeg anmeldte ham? Spørgsmålet er, om manden overhovedet skulle have ret til en læge. Med den fuldstændigt uacceptable adfærd burde det være hans eget problem at finde en læge. Men sagen er jo, at ingen rigtigt vil anerkende de reelle problemer nemlig retten til at sige fra over for voldelige patienter.
Polititilhold
Den voldelige patient havde i årevis haft polititilhold mod at vise sig på socialforvaltningen, men samme restriktioner har de praktiserende læger ikke mulighed for at sætte igennem. Manden var frygtet af de mange praktiserende læger, han havde haft gennem årene, og der havde også været utallige episoder med lægevagten.
Manden var tilknyttet rockerkredse, og var konstant på kant med politiet. En nytårsaften kørte han en familiefar ihjel, og da han i 1997 blev varetægtsfængslet i Silkeborg, benyttede Egon Juul Andersen sig af muligheden for at afbryde patientforholdet.
– Patienten kom fra et ud over alle grænser voldeligt miljø og mine kontakter med ham var talrige han gjorde sin kæreste gravid, hun havde også massive problemer og barnet blev tvangsfjernet, han skulle have førtidspension og antallet af henvendelser var enormt. En dag dukkede manden op med en af sine rockervenner og da han blev afvist, gik han ud på vejen og skar fire dæk op på klinikassistentens bil.
Førtidspensionen gik igennem og Egon Juul-Andersen har sikkert mod patientens vilje orienteret flere kommuner om mandens voldelige baggrund.
– Det er muligt, jeg har overtrådt min tavshedpligt, men jeg føler jeg kan forsvare min handling. Han skal ikke have lov til uhindret at tyrannisere sine omgivelser, og i dette tilfælde mener jeg der er tale om en slags nødret.
|
|
|
|
UGESKRIFT FOR LÆGER
Ugeskriftet betinger sig ret til at opbevare og publicere artikler (tekst og illustrationer) også i elektronisk form, fx via cd-rom og Internettet.
Eftertryk eller anden mangfoldiggørelse af Ugeskriftets tekst og illustrationer er kun tilladt med skriftlig tilladelse fra forfatter og redaktion og anførelse af Ugeskrift for Læger som kilde.
Gengivelse af informationer eller citater fra Ugeskriftet må tidligst offentliggøres på datoen (mandage) for det pågældende nummers udgivelse og med angivelse af Ugeskrift for Læger som kilde. |
|
|
|
|
|
