|
|
|
| Ugeskr Læger 2001;163(20):2820
|
KRONIK
Mogens Brødsgaard
– er praktiserende speciallæge i psykiatri i Århus siden 1996, og han er medlem af »Psykiatriens Lægefaglige Specialeråd« i Århus Amt.
Amterne har netop fejret deres 25-års jubilæum for overtagelse af psykiatrien fra staten, der fandt sted den 1.4.1976.
Som ved så mange sølvbryllupper er det sølvbrudeparret der fejrer sig selv ved at invitere gæster.
Nogle deltager gerne, og andre deltager af pligt, fordi selve festen ikke er stedet at give udtryk for sit mishag med enten brud, gom eller begge.
Herfra skal der dog lyde et hjerteligt tillykke med jubilæet.
Der er sket meget godt, efter at amterne overtog psykiatrien, men det tog sin tid at komme i gang.
Da amterne overtog psykiatrien i 1976 skete der ikke noget i mange år. Først ca. ti år senere begyndte man en gradvis nedlæggelse af sygehus-psykiatrien, men man satte ikke noget andet i stedet. Først efter yderligere 5-10 år fik man etableret den ambulante psykiatri og herunder også distriktspsykiatrien.
Imidlertid har den amtslige psykiatri udviklet sig til en socialpsykiatri, forstået på den måde, at man prioriterer den sociale omsorg for den lille del af de svært psykisk syge, der rammes af sociale komplikationer til deres sygdom, som fx skizofreni. I mange amter har man konsekvent flyttet hele psykiatrien fra sygehusvæsenet til socialsektoren. Onde tunger antyder, at dette er sket for at redde de efterhånden opgavesløse amtslige socialforvaltninger. De gode kan se, at dette har ført til øget opmærksomhed og flere ressourcer til psykiatrien. Ved denne manøvre er der meget stor risiko for at psykiatrien kommer håbløst bagud.
Her tænkes specielt på de forskningsmæssige områder. I 1990'erne havde vi hjernens årti, og mens dette førte til store fremskridt klinisk og forskningsmæssigt inden for de øvrige videnskaber, som psykiatrien hører under, det gælder neurologi, neurokirurgi osv., så byggede man i psykiatrien beskyttede boliger til en lille gruppe svært syge patienter, men det var da også hårdt tiltrængt. I Danmark satser man således på den sociale omsorg for de mest syge, mens man flere steder i verden forsøger at udnytte de nye forskningsmuligheder til at forebygge de psykiske sygdomme.
I Danmark tyder alt på, at der er op mod 500.000 personer, der har behov for en psykiatrisk undersøgelse og/eller behandling om året. Der er selvfølgelig mange af disse, der er gengangere fra år til år.
Heri er der inkluderet alle fra de sværeste manio-depressive lidelser til de lettere angsttilstande, som er socialt hæmmede. Nogle er syge en enkelt gang, nogle er syge gang på gang livet igennem, og nogle er kronisk syge.
Der er 70.000-80.000 personer, der årligt har kontakt med den sygehusbaserede psykiatri. I Danmark er der 18.000-20.000 personer, der har diagnosen skizofreni, og af disse har ca. halvdelen årlig kontakt med det psykiatriske sygehusvæsen, og heri er inkluderet den ambulante behandling og distriktspsykiatrien. Dansk psykiatrisk sygehusvæsen er stort set organiseret med henblik på varetagelse af disse 8.000-10.000 patienter, der, selvom de kun udgør ca. 10% af alle patienter, der kommer i kontakt med væsenet, beslaglægger ca. 1/3 af alle hospitalsressourcer.
Med udgangspunkt på ca. 500.000 er der altså 420.000 tilbage.
I alt 40.000-45.000 behandles i psykiatrisk speciallægepraksis.
Godt 103 psykiatere praktiserer i private konsultationer, en stor del i Københavnsområdet. Desuden er der 43 deltidspraksis, og størstedelen drives af hospitalsansatte læger. Dertil kommer mindre end 10 børne- og ungdomspsykiatere. Sygesikringen betaler for behandlingen. Desuden er der nogle praktiserende psykiatere, der har nedsat sig uden at have overenskomst med Sygesikringen, og her skal folk så selv betale.
De praktiserende psykiatere, der har overenskomst med Sygesikringen, modtager i gennemsnit ca. 200 nye patienter pr. år, i alt mere end 20.000, der hvert år får chancen for at blive undersøgt og behandlet af en specialist. I alt har hver praktiserende psykiater kontakt med op mod 400 patienter i gennemsnit om året. Mange af disse psykiatere kunne behandle flere patienter, men amterne har gennem Sygesikringen, der honorerer psykiaterne pr. ydelse, lagt et loft over hvad psykiaterne må indtjene.
De 40.000-45.000 personer, der behandles af praktiserende psykiatere, kommer fra alle samfundslag. Der er flere kvinder end mænd. Det er både unge og gamle, private erhvervsdrivende, offentligt ansatte, studerende osv.
De sygdomme disse mennesker behandles for, falder i to store og en mindre gruppe. Den største gruppe er depressionerne. Dernæst kommer de nervøse tilstande, herunder hovedsagelig angstsygdomme som panikangst og fobier, men også OCD (tvangstanker og tvangshandlinger, som fx vaskemani og tællemani). Den tredje gruppe er personlighedsforstyrrelserne. Her er der specielt den vanskeligt diagnosticerbare og svært behandlelige borderlinetilstand. Men også andre finder vej til konsultationerne, mennesker præget af fx spiseforstyrrelser, skizofrenisygdomme, paranoide tilstande, begyndende demens og nogle med misbrugsproblemer. Derudover bliver der henvist flere og flere patienter med stress-sygdomme som kronisk belastningssyndrom og posttraumatisk belastningssyndrom, hvoraf de sidstnævnte specielt er at finde blandt flygtningene, som har gået så grueligt meget igennem, inden de er kommet hertil. Disse er så alvorlige, at psykologbehandling ikke hjælper.
Nogle behandlingsforløb er af nogle måneders varighed med 5-8 konsultationer, men også såvel meget kortvarige akutte behandlingsforløb, som meget langvarige stabiliserende forløb finder sted.
Over halvdelen af patienterne behandles med medicin og ca. 20% behandles med regelret psykoterapi, resten med forskellige terapeutiske samtaler og rådgivning. Nogle kommer for at få udfærdiget speciallæge-erklæringer til brug i førtidspensionssager, til brug for Arbejdsskadestyrelsen, Justitsministeriet osv.
Lider man af psykiatrisk sygdom, der ikke kræver hospitalsindlæggelse, er den praktiserende special-læge i psykiatri en god mulighed for at få hjælp. Næsten alle henvises fra deres alment praktiserende læge.
Der er på det seneste observeret en tendens til, at de psykiatriske sygehusafdelinger og distriktspsykiatrierne eksporterer deres kapacitets- og organisatoriske problemer til speciallægepraksis, idet man ser et stigende antal patienter, der henvises fra alment praktiserende læge, der har modtaget patienten fra sygehus eller distriktspsykiatri med besked om at henvise videre til praktiserende psykiater.
Denne trafik er meget uhensigtsmæssig, idet den fratager muligheden for at blive behandlet for de tusinder af mennesker, der lider af depression eller angst, og som de praktiserende læger ikke kan henvise til andre end netop praktiserende psykiatere.
Der er et meget stort ukendskab i befolkningen og blandt fagfolk, om hvad der sker i speciallægepraksis, og de muligheder, der ligger i denne del af sundhedsvæsenet. Det ved de praktiserende læger til gengæld og giver ofte udtryk for det beklagelige i at der er ventetider. Hvis der ønskes et psykoterapeutisk forløb, bliver ventetiden ofte mellem tre og ti måneder hos de enkelte psykiatere, men hvis det derimod drejer sig om en vurdering og et godt råd, kan patienten af og til blive set inden for et par uger, som en undersøgelse har vist. Det bliver da en afbudstid, der bruges til dette, men et direkte forløb, kan kun sjældent iværksættes så hurtigt.
Uvidenheden om psykiatrisk speciallægeprasis er så stor, at den i en nylig udkommet bog om de talmæssige forhold ved psykiatrisk behandling i Danmark: »De farlige psykiatriske tal« (Povl Munk-Jørgensen, Munksgaards Forlag), ironisk nok bliver omtalt som »den hemmelige psykiatri«.
Speciallægepraksis er blevet holdt så hemmelig, at den aldrig når frem til de psykiatriplaner, der udkommer i amterne/H:S med jævne mellemrum og i stort tal. Fx har man netop i Århus Amt vedtaget en meget omfattende psykiatriplan, der i høj grad fokuserer på sin egen organisation, frem for på befolkningens psykiske sundhedstilstand, og ganske undlader at nævne psykiatrisk speciallægepraksis.
Det typiske i alle planer er, at man hele tiden taler om »målgrupper«, og de personer, der ikke kan finde plads i en sådan målgruppe, kan de praktiserende læger kun henvise til en praktiserende psykiater. Problemet er, at for at de psykiatriske afdelingers organisation kan blive velfungerende og passe til de givne ressourcer, da ser man hver gang der udfærdiges nye planer en konstant indsnævring af målgrupperne, og det fører naturligvis til, at flere og flere patienter nu bliver henvist til de praktiserende psykiatere med øget ventetid til følge.
Kort og godt: I Danmark er der ca. 750 psykiatere. Heraf er de ca. 625 hospitalsansatte, og de behandler 70.000-80.000 svært psykisk syge om året, de behandler overvejende gennem reservelæger og 1. reservelæger, der endnu ikke er specialister. Ca. 100 privatpraktiserende psykiatere behandler godt 40.000 knap så psykisk syge om året. Derudover er der ca. 25 psykiatere, der behandler selvbetalende personer, og dette antal er ikke kendt. Endelig er der 43 deltidspraksis, og her skønnes, at der bliver behandlet 3.000-4.000 personer årligt.
Samfundsøkonomisk vil der i det lange løb være store penge at spare, hvis Sygesikringerne i amterne slækker på restriktionerne for oprettelse af psykiatrisk speciallægepraksis. Hver ny praktiserende psykiater ville kunne behandle ca. 400 patienter om året, hovedsagelig for depression, stress eller angst af forskellige slags; sygdomme der er svært hæmmende og i mange tilfælde invaliderende, for skønsmæssigt og lavt sat 300.000 danskere om året.
Retfærdigvis skal der tilføjes, at de praktiserende læger gør et godt stykke arbejde for at behandle de patienter, der ikke når psykiaterne, samt i ventetiden, men det tager meget af deres sparsomme tid i hverdagen.
|
|
|
|
UGESKRIFT FOR LÆGER
Ugeskriftet betinger sig ret til at opbevare og publicere artikler (tekst og illustrationer) også i elektronisk form, fx via cd-rom og Internettet.
Eftertryk eller anden mangfoldiggørelse af Ugeskriftets tekst og illustrationer er kun tilladt med skriftlig tilladelse fra forfatter og redaktion og anførelse af Ugeskrift for Læger som kilde.
Gengivelse af informationer eller citater fra Ugeskriftet må tidligst offentliggøres på datoen (mandage) for det pågældende nummers udgivelse og med angivelse af Ugeskrift for Læger som kilde. |
|
|
|
|
|
