|
|
|
| Ugeskr Læger 2001;163(20):2823
|
EFTER MIN MENING
Livet er mere end sundhed og sygdom. Det må også læger erkende.
Værdier som kultur og ånd fokuseres der mere og mere på. I erhvervsmæssige sammenhænge tales om virksomhedskulturer, og om hvad der kan fremme pioner- og korpsånd. Der holdes værdikonferencer og diskuteres trivsel og psykisk arbejdsmiljø. Virksomheder og institutioner erkender at de usynlige faktorer, som holdninger og ånd, betyder noget for udvikling og vækst. Når ejeren af en erhvervsvirksomhed dør, udtaler man fx at »virksomheden vil blive ført videre i grundlæggerens ånd«.
I lægeverdenen findes der også bag den synlige overflade i afdelingen eller klinikken en usynlig dimension. Ved siden af de materielle fænomener, eksisterer der ikke-materielle fænomener, som holdninger, værdier og en speciel atmosfære, der betyder noget for den måde vi er sammen på. Vi kan opleve forskellige lægekulturer. Grundlaget for disse er nogle grundantagelser om hvordan vi bør handle som læger.
Der findes med andre ord en åndelig dimension i det lægelige arbejde. Og med begrebet ånd tænker jeg ikke på »det spirituelle«, som de senere år er strømmet til vores del af verden fra hovedsageligt østlige religioner. Jeg tænker på de begreber om »ånd« i den humanistisk-kristne kulturtradition, som vi alle mere eller mindre har med os.
Der er adskillige indfaldsvinkler til begrebet »ånd«. For eksempel skriver Kierkegaard i »Sygdommen til døden«, at mennesket er ånd. Og han fortsætter, at ånden er »selvet«, som kun eksisterer i kraft af, at mennesket forholder sig til sig selv. Og i forlængelse heraf kan den tanke dukke op: Hvordan forholder jeg mig da som læge, til mig selv som læge?
Preben Grønkjær, som har skrevet bogen: »Organisationens ånd«, har sagt at sundhedsvæsenet har et »åndeligt underskud«, som blandt andet skyldes, at læger i årevis har været så fikserede på at arbejde lægevidenskabeligt, at de ikke længere taler om lægekunst, men kun om videnskab.
Han skriver at det er »af afgørende betydning for et menneske, at det kan se sit personlige livsforløb sat ind i et større perspektiv, der giver det en følelse af mening; tilværelsen kan nemlig let blive absurd, hvis dens højeste formål er fast arbejde og penge i banken«.
Er det rigtigt, at læger har et åndeligt underskud? Nogle tænker måske, at åndelige spørgsmål er ikke noget vi behøver at forholde os til. Men i en klumme går det nok an at spørge: Oplever vi selv vores tilværelse knyttet til andet end det umiddelbart givne? Og når vi møder patienter i svære situationer, betyder det da noget, om vi selv erkender at livet har en betydning, der rækker ud over det biologiske, sociale og materielle?
Giver vi os tid til at tænke over den oprindelige mening med det lægearbejde vi står midt i, i et større perspektiv? Eller undgår vi at forholde os til os selv på den måde? Når en behandling eller operation lykkes, vil vi da alene tilskrive det lægelig dygtighed og ekspertise, og sole os i succesen? Og når det sker, at et menneske dør, trods avanceret og helt rigtig behandling, vil vi da tilsvarende påtage os ansvaret, ja acceptere at det var lægen som slog patienten ihjel? Eller erkender vi, at spørgsmålet om et menneske i sidste instans bliver helbredt eller ej, må vi overlade til den eller det, der råder over liv og død?
Som læger ynder vi at se på alt det, vi har kontrol over. Og det er ikke så lidt. Men hvad med de ukontrollable faktorer, der hver eneste dag øver indflydelse på liv og død? Vi må tit erkende vor egen magtesløshed. Ikke kun den magtesløshed, som skyldes mangel på økonomiske ressourcer, for den påpeger vi gerne. Men også den magtesløshed, vi oplever når selv den bedst tænkelige lægebehandling ikke kan hindre en sygdoms udvikling til døden.
Uanset lægevidenskabens iøjnefaldende succeser, er der ukontrollable faktorer, som gør os afhængige af noget uden for os selv. En bevidsthed herom vil give os en mere ydmyg holdning generelt. Og selv om vi ikke kan tale højt om det, kan vi jo godt inde i os selv have en taknemmelig holdning, som får os til at dele både succeser og fiaskoer med en instans uden for os selv.
Vil vi gerne udvikle nye sider af vort fag, må vi gøre os mere bevidste om det bagvedliggende.
En begyndelse kan være at erkende for sig selv, at uanset at det daglige lægearbejde drejer sig om liv og død, råder jeg som læge ikke over det. Også jeg indgår i en større sammenhæng.
Inga Marie Lunde
|
|
|
|
UGESKRIFT FOR LÆGER
Ugeskriftet betinger sig ret til at opbevare og publicere artikler (tekst og illustrationer) også i elektronisk form, fx via cd-rom og Internettet.
Eftertryk eller anden mangfoldiggørelse af Ugeskriftets tekst og illustrationer er kun tilladt med skriftlig tilladelse fra forfatter og redaktion og anførelse af Ugeskrift for Læger som kilde.
Gengivelse af informationer eller citater fra Ugeskriftet må tidligst offentliggøres på datoen (mandage) for det pågældende nummers udgivelse og med angivelse af Ugeskrift for Læger som kilde. |
|
|
|
|
|
