Den lette adgang til blodkomponenter har medvirket til en opfattelse af, at adgang til blodkomponenter nærmest er en »naturgiven« ting på linie med adgang til strøm, vand og andre basale fornødenheder. Denne mangel på respekt over for donorernes gave er formentlig en af årsagerne til, at forbruget af blod i Danmark i forhold til indbyggerantallet er højere end i de fleste andre europæiske lande. Man kan næppe sige sig fri for, at der i en vis udstrækning er indarbejdet standardordinationer, hvor man »for en sikkerheds skyld« rekvirerer mere end det strengt nødvendige antal blodkomponenter. Tærsklen for at bringe dem i anvendelse kan være lav og kun i ringe grad baseret på individuelle indikationsstillinger. Der synes også at være tilbøjelighed til en laissez faire-holdning til at rekvirerede, men ikke anvendte blodkomponenter må kasseres på grund af deres korte holdbarhed under ukontrollerede omstændigheder. De meget store forskelle fra sted til sted i blodforbruget til en række standardoperationer kunne yderligere pege på, at man lader den lette adgang til blod kompensere for »rettidig omhu« med hæmostasen.

I artiklen gør forfatterne opmærksom på, at selv om bloddonation er en temmelig atraumatisk og sikker procedure, er den altså ikke helt risikofri. I forfatternes materiale udgør hyppigheden af den beskrevne kroniske nervepåvirkning ca. 1 per 30.000 tapninger. En nylig dansk opgørelse af godt 700.000 tapninger i årene 1997-1998 fandt en frekvens af komplicerende kronisk nervepåvirkning på ca. 1 per 50.000 tapninger (Jan Jørgensen, personlig meddelelse). Der kan således ikke herske tvivl om, at komplikationen er uhyre sjælden. Netop komplikationens sjældenhed gør det vigtigt at være opmærksom på den for at kunne tilbyde en tidlig og præcis diagnostik og behandling. Patofysiologien for udvikling af kroniske smerter og sensibilitetsforstyrrelser er ikke kendt med sikkerhed, men fra andre situationer med udvikling af kroniske smerter synes erfaringen at vise, at tidlig og adækvat behandling af inflammation og primær smerte kan mindske risikoen for kroniske skader. For donorskaderne vil det betyde, at man tidligst muligt skal diagnosticere og behandle et evt. hæmatom og søge at dæmpe inflammation og primær smerte.

Det er også vigtigt at være opmærksom på komplikationens realitet for at kunne kompensere i et omfang, som står i et rimeligt forhold til tilstandens negative påvirkning af arbejdsevnen, hvis behandlingen ikke er gennemført med succes. Det er næppe optimalt, at donorerne stort set udelukkende er henvist til kompensation via patientforsikringen. Donorer er jo netop ikke patienter, hvis egeninteresse i behandlingseffekten kan bære et vist mål af risiko for komplikationer. Forfatterne kan argumentere for, at flere af de i kasuistikkerne omhandlede donorer ikke er blevet kompenseret tilstrækkeligt for det reelle men og erhvervsevnetab, de har været udsat for. Måske kan artiklerne medvirke til, at donorerne, når uheldet en sjælden gang er ude, bliver mødt med en større grad af kulance, som i rimelig grad matcher det storsind, de selv har udvist gennem deres uegennyttige bidrag til vitale dele af sundhedsvæsenets funktion. Hvis påpegningen af komplikationsmuligheden kunne bidrage til at højne respekten for donorblod, ville der yderligere være nået en mulighed for et kvalitetsløft i dansk transfusionsmedicinsk adfærd.

EBBE DICKMEISS
JENS HALKJÆR KRISTENSEN