LEDER
Starten på året har ikke været helt ringe for beskæftigede i sundhedsvæsenet og deres patienter. Der er kommet lovende udmeldinger fra den nye sundhedsminister. Det skal være en borgerret at kunne blive behandlet i sundhedsvæsenet inden for faste tidsfrister, også selv om det i perioder betyder sundhedsvæsenet i andre lande. Det er ikke mindst lovende, at det næsten simultant bakkes op af statsministeren, der i nytårstalen slog fast, at patienten kommer først. Og med den helt centrale tilføjelse, at »vi må aldrig gå på kompromis med kvaliteten«.
Der er her grund til at hæfte sig ved, at det var den nye sundhedsminister, der som amtssundhedsdirektør blev kendt for sine markvandringer gennem sundhedsvæsenet. På disse vandringer var han den første til efter de barske nedskæringsår i 1980'erne at erkende det store problem, der ligger i at sikre kvaliteten af sundhedsvæsenets kerneydelser. Dette førte til iværksættelsen af et stort anlagt projekt til kvalitetsudvikling, der nu indgår i det samlede arbejde under det Nationale Råd for Kvalitetsudvikling i Sundhedssektoren. Projektet, der startede som den såkaldte Århus-model, videreføres nu som det Nationale Indikatorprojekt.
Det Nationale Indikatorprojekt skal udvikle rationelle, evidensbaserede, kliniske indikatorer til måling af kvaliteten af den lægefaglige kerneydelse. Det var også den nuværende sundhedsminister, der som amtssundhedsdirektør var med til at sponsorere en del af arbejdet hermed bl.a. den redegørelse om kliniske kvalitetsindikatorer, som Dansk Medicinsk Selskab og Lægeforeningen publicerede. Det er nu et af de centrale projekter under Det Nationale Råd for Kvalitetsudvikling.
Den nye sundhedsminister er også kendt for som direktør i Kræftens Bekæmpelse at arbejde for materielle patientrettigheder sammen med andre patientforeninger, Forbrugerrådet og Lægeforeningen. Det er opmuntrende, at sundhedsvæsenet nu har fået en minister, der både har stort kendskab til det meget komplekse system, har forståelse for de bløde værdier og samtidig vil holde fast på, at det vigtigste alligevel er kerneydelsens kvalitet.
Udfordringen er nu, hvordan denne kvalitet bliver defineret, hvor afgrænsningen for behandlingsgarantien ligger, og hvem der skal betale. Ekkoet fra sloganet »patienten før pengene« var knapt døet hen, før en række amtspolitikere fralagde sig ansvaret. Ministeren må udstede alle de garantier, han har lyst til, blot han selv betaler, og vi har endnu ikke set nogen bære en pose penge fra Finansministeriet til Sundhedsministeriet. Afgrænsningen derimod skal som nu lægges af Sundhedsstyrelsen og de lokale centre. De afgør, hvad der er dokumenteret behandling eller som det nu bliver accepteret behandlinger med ikke dokumenteret effekt, der indgår i seriøse, veltilrettelagte forskningsprojekter.
Det er endelig nødvendigt med opstilling af lægefaglige standarder for at kunne måle kvaliteten af kerneydelsen. Afdelinger med gode resultater vil smitte af på mindre gode afdelinger med et samlet kvalitetsløft til følge. Der vil naturligvis fortsat være forskel på kvaliteten afdelingerne imellem, men forskellen formindskes samtidig med, at det bliver på et højere niveau. Grundlaget for at vurdere om den kliniske praksis lever op til de fastsatte lægefaglige standarder skal ske ved brug af kliniske databaser, kollegial rådgivning og intern og ekstern audit og kliniske indikatorer, efterhånden som de skaffes til veje gennem det Nationale Indikatorprojekt.
Jesper Poulsen
