Behandlingen af jetlag har primært fokuseret på lysbehandling og melatoninbehandling. Korrekt lysbehandling er effektiv, men behandlingen er i praksis ofte ikke mulig at gennemføre. Syntesen og sekretionen af melatonin, følger en døgnrytme med de højeste serumkoncentrationer om natten. Studier tyder på, at melatonin indtaget som tablet, vil kunne anvendes til behandling af jetlag. Den akutte effekt af melatonin fremmer søvn. Den mere forsinkede effekt udgøres af melatonins evne til at inducere et faseskift i den cirkadiske rytme. En forudsætning er dog, at melatonin indtages på det korrekte tidspunkt.
Det anbefales, at den rejsende hurtigst muligt tilpasser sig den lokale døgnrytme og gør brug af de sociale tidsgivere og derfor deltager i sociale aktiviteter, herunder indtager hovedmåltiderne med regelmæssige intervaller på gængse tidspunkter. Brugen af hypnotika kan være indiceret de første nætter efter længere transmeridiane rejser for at bedre søvnkvaliteten. Endvidere gives der rekommandationer for korrekt anvendelse af melatonin og lys med henblik på at reducere symptomerne på jetlag.
Med den særdeles omfattende flyrejseaktivitet har mange mennesker oplevet den tilstand, der benævnes jetlag. Tilstanden eller syndromet (Time Zone Change Syndrome) forudsætter ­ foruden flyrejse ­ en rejseretning på tværs af flere tidszoner, enten i øst- eller vestgående retning. Den rejsende oplever derfor ikke jetlag ved langdistanceflyvning mod nord eller syd, hvor destinationen befinder sig i samme tidszone som udgangspunktet.
Jetlag indebærer en række symptomer, hvoraf især søvnbesvær, træthed om dagen, nedsat præstationsniveau og gastrointestinalt ubehag er generende (Fig. 1 [se UFL 163/2, p. 150, 8. januar 2001]). Et kardinalsymptom er søvnbesvær: Ved rejser østover besvær med at falde i søvn, og ved rejser vestover for tidlig opvågen. Sværhedsgraden og varigheden af symptomerne er individuelt varierende, men bliver mere udtalte, jo flere tidszoner der passeres, og jo højere den rejsendes alder er (1).
Formålet med artiklen er at belyse den aktuelle viden om jetlag-syndromet med hensyn til patofysiologi samt, på baggrund af gennemgang af litteraturen, at opstille generelle rekommandationer for forebyggelse og behandling af jetlag.

Patofysiologi
Baggrunden for jetlag-syndromet er, at den transmeridiane flyrejse medfører en midlertidig afbrydelse af den normale synkronisering mellem kroppens indre, biologiske ur og det ydre miljø, dvs. lokaltid på rejsedestinationen. De fleste fysiologiske funktioner følger en 24-timers-døgnrytme, afstemt i forhold til lys-mørke-cyklus i ydermiljøet. Eftersom kroppens endogene rytme spontant ikke helt følger et 24-timers-døgn (solart døgn), betegnes den som cirkadisk (lat. circa: rundt om; dies: dag). Det cirkadiske døgn er gennemsnitlig på knap 25 timer, hvilket der kan observeres hos forsøgspersoner, der isoleres fra ydre faktorer, der kan påvirke den endogene døgnrytme, samt hos totalt blinde. Under de forhold er den cirkadiske døgnrytme usynkroniseret i forhold til lys-mørke-cyklus. Blandt ydre faktorer, der er medvirkende til at tilpasse den cirkadiske rytme til 24-timers-døgnet, spiller lys-mørke-cyklus og sociale aktiviteter en rolle. Disse faktorer benævnes tidsgivere (2).
Hos mennesket og andre pattedyr er det cirkadiske ur lokaliseret til nuclei suprachiasmatici (nsc), beliggende nedadtil, fortil i hypothalamus og oven over chiasma opticum. Kernerne, bestående af ca. 10.000 neuroner på hver side af midtlinien, står i direkte forbindelse med retina via tractus retinohypothalamicus (trh) (Fig. 2 [se UFL 163/2, p. 150, 8. januar 2001]) (2, 3). Den fotiske information transmitteres fra retina til nsc via trh. Selektiv lædering af trh eller nsc resulterer i manglende synkronisering af den cirkadiske rytme og lys-mørke-cyklus. Fra nsc er der forbindelse til corpus pineale (se nedenfor og Fig. 2). Den genetiske basis for funktionen af det cirkadiske ur er nu velbelyst, idet flere essentielle gener, der regulerer den cirkadiske rytme, er identificeret, også hos mennesket. Det er bemærkelsesværdigt, i hvor høj grad det cirkadiske system og dets molekulære basis fylogenetisk er bevaret uændret gennem evolutionen. Der er på dette punkt ikke den store forskel på bananfluer og pattedyr.
Graden af jetlag er proportional med antallet af tidszoner, der krydses under flyvningen. Endvidere er rejseretningen af stor betydning, idet østgående flyvninger påfører den rejsende en højere grad af jetlag end rejser mod vest over et tilsvarende antal tidszoner (4). Ved rejse mod vest bliver døgnet så at sige lige så mange timer længere som antallet af passerede tidszoner, og tilsvarende afkortes døgnet ved rejse mod øst i forhold til antallet af passerede tidszoner. Når den rejsende ankommer til en destination vestpå (fra København til New York, 6-timers-tidsforskel), er det efter lokaltid tidligere på døgnet end på udrejselokaliteten. Den rejsende skal således holde sig vågen længere for at følge lokaltid (lys-mørke-cyklus). Denne tilpasning til en »forlængelse« af døgnet lettes af, at den spontane cirkadiske døgnrytme tenderer til at forløbe over en 25-timers-cyklus. Tidsforskellen på seks timer opleves derfor ved udrejse til New York reelt kun som fem timer, mens den modsatte rejse østover til København vil resultere i en oplevet tidsforskel på syv timer. Ved østgående rejser »afkortes« døgnet, idet lokaltid på destinationen er senere end på udrejselokaliteten (i.e. fra New York til København). Det er hovedårsagen til, at rejser østpå medfører en større grad af jetlag, idet den rejsende for at tilpasse sig lokaltid må gå i seng på et tidspunkt, hvor den cirkadiske døgnrytme befinder sig i en aktiv fase.
Ved rejser på tværs af 5-11 tidszoner forløber resynkroniseringen mellem den cirkadiske rytme og lys-mørke-cyklus med ca. 1,5 time/døgn ved rejser vestpå og med ca. en time/døgn ved østgående rejser (4). Det tager altså længere tid at akklimatisere sig fuldstændigt til et 6-timers-tidszoneskift efter rejse mod øst end efter rejse mod vest (ca. seks døgn vs. ca. fire døgn). Problemerne med at korrigere det indre ur afhænger også af den rejsendes adfærd med hensyn til aktivt at tilpasse sig til lokaltid.
Når den cirkadiske rytme skal resynkroniseres til lys-mørke-cyklus på destinationen, kan det ske ved enten en faseforsinkelse eller en fasefremrykning af døgnrytmen (Fig. 3 [se UFL 163/2, p. 151, 8. januar 2001]). Ved rejse vestover, hvor lys-mørke-cyklus er forsinket i forhold til udgangspunktet (København til New York), sker der en gradvis faseforsinkelse af den cirkadiske rytme, som midlertidigt forløber over en cyklus, der er længere end 24 timer (Fig. 3). Modsat ved rejse østover, hvor lys-mørke-cyklus er fremrykket, sker der en fasefremrykning (Fig. 3). Den cirkadiske rytme vil midlertidigt forløbe over en cyklus, der er kortere end 24 timer. Såfremt rejser mod øst strækker sig over 8-11 tidszoner (København til Singapore), forløber resynkroniseringen dog ved faseforsinkelse på trods af rejseretningen (4). Dette faserespons betegnes som antidromt og er ved så lange rejser netop en følge af, at den cirkadiske rytme spontant forløber over en 25-timers-cyklus og i den situation lettere resynkroniseres til ydermiljøet ved en faseforsinkelse. Det er karakteristisk, at de forskellige indikatorer for den cirkadiske døgnrytme (temperatur, melatonin, cortisol etc.) resynkroniseres med forskellig hastighed, benævnt transient, intern dissociation. I et studie (5) er deltagernes temperaturrytme mindst syv døgn om at blive resynkroniseret. Symptomerne på jetlag kan i øvrigt vare fra to til 14 dage (1). Endelig kan nogle parametre hos samme individ efter rejse mod øst resynkroniseres ved faseforsinkelse, andre derimod ved fasefremrykning (5). Fænomenet betegnes reentrainment by partition (resynkronisering ved deling).

Anvendte ikke-standardiserede forkortelser cp: corpus pineale frk: fase-respons-kurve gcs: ganglion cervicale superius hpa: hypotalamo-pituitære-adrenokortikale system nsc: nucleus suprachiasmaticus trh: tractus retino-hypothalamicus

Forebyggelse og behandling af jetlag
Forskningen har særligt fokuseret på anvendelsen af lys- og melatoninbehandling grundet disse behandlingsmodis postulerede evne til at faseforskyde det cirkadiske ur i ønsket retning, så resynkroniseringen kan accelereres. Denne evne til faseforskydning er baggrunden for at klassificere bl.a. lys og melatonin som tidsgivere. Deres effekt er afgørende betinget af, hvor i den cirkadiske døgnrytmes cyklus de bringes i anvendelse. Eksponering på »forkert« tidspunkt kan i bedste fald være virkningsløs og i værste fald forlænge varigheden af jetlag (2, 6). Farmaka, der kunne have kapacitet til at modificere den cirkadiske rytme, omfatter kortikosteroider, dopaminerge stoffer og farmaka, der influerer på aktiviteten af serotonin/noradrenalinstofskiftet. Forfatterne har ikke kendskab til undersøgelser, der har evalueret disse stoffers evne til at forebygge jetlag. Det gælder også glukokortikoider.

Lysbehandling
Effekten af lysbehandling (kunstigt lys/dagslys) angående retning og grad af faseforskydningen afhænger af, hvor i forhold til temperaturlavpunktet den rejsende udsættes for lys. Lavpunktet, også betegnet nadir, indtræder ca. klokken fem om morgenen, lokaltid. Lysbehandling før nadir medfører faseforsinkelse af den cirkadiske døgnrytme, mens lys efter nadir resulterer i en fasefremrykning (Fig. 4 [se UFL 163/2, p. 151, 8. januar 2001]). Jo tættere på nadir belysningen gives, jo større synes effekten på den cirkadiske rytme at være. Effekten er nok størst i det første døgn efter rejsen.

Lewy et al opdagede, at eksponering for lys af varierende intensitet kunne supprimere den natlige produktion af melatonin hos mennesket (7). Graden af suppression var proportional med styrken af det anvendte lys, således at produktionen af melatonin var lavest ved lys med en høj lux. Hos forsøgspersoner under isolation bevirkede lys af stor intensitet (3.000 vs. 300 lux) en højere grad af resynkronisering af den cirkadiske rytme. Melatonins døgncyklus kunne forskydes med kunstigt lys under laboratorieforhold, selv om søvn-vågen-cyklus blev holdt konstant. Eksponering for klart lys om morgenen (8) resulterede i en fasefremrykning af den cirkadiske rytme, mens tilsvarende belysning om aftenen medførte en faseforsinkelse (Fig. 4).
Der er gennemført en række studier til nærmere afklaring af lysets effekt som tidsgiver, herunder også forsøg på at udarbejde generelle rekommandationer (9).
Vi har fundet fire feltstudier og seks laboratoriestudier, der omhandler jetlag og lysbehandling. Studiepopulationerne er små. Resultaterne er betydeligt divergerende, hvilket kan være betinget af selve timingen af lyseksponeringen i relation til nadir (dvs. det cirkadiske temperaturminimum), som ikke synes gennemført korrekt (10). Nadir forudgår normal opvågnen om morgenen med 2-3 timer og er beliggende omkring klokken 05.00, men kan variere inter- og intraindividuelt. I studierne har forsøgspersonerne fulgt en detaljeret protokol med en række adfærdsregulerende direktiver, såsom obligatoriske sovetider, faste tidspunkter for indtagelse af måltider samt for diverse sociale aktiviteter. Direktiverne har i sig selv kunnet fungere som »sociale« tidsgivere med indflydelse på grad, retning og hastighed af resynkronisering, og har kunnet maskere en »ren« effekt af lysbehandling. Men konklusionen er, at lys givet korrekt er en kraftig regulator af resynkroniseringsprocessen (Professor Debra Skeene, personlig meddelelse, Dansk Selskab for Rejsemedicin, 19.11.1999).

Rekommandationer for lysbehandling af jetlag
Denne artikels forfattere vil anbefale den enkelte rejsende at gøre sig sine egne erfaringer med lysbehandling (2). Hertil kan man anvende fase-respons-kurven (Fig. 4) og antage, at nadir er beliggende klokken fem om morgenen lokaltid på afrejsestedet. Ved fx rejse mod øst over seks tidszoner (en fasefremrykning på seks timer af lys-mørke-cyklus) vil nadir på destinationen være klokken elleve om formiddagen (Fig. 5 [se UFL 163/2, p. 152, 8. januar 2001]). Målet er at fremrykke den cirkadisk rytme svarende til rejseretningen. Derfor skal lyseksponeringen finde sted efter nadir, altså efter klokken elleve lokaltid den første dag efter ankomst (Fig. 5). Som lyskilde kan anvendes sollys, og eksponeringen bør strække sig over en halv til en time. Lysbehandlingen justeres dagligt og kan på dag to begynde en til to timer tidligere. Regimet bør mindst følges de første tre døgn på destinationen. Samtidig skal man undgå klart lys på den forkerte side af, i.e. før, nadir, hvor man bør opholde sig inden døre eller anvende mørke solbriller udendørs. I modsat fald modarbejder man resynkroniseringen. Ved rejse mod vest over seks tidszoner vil nadir på destinationen ligge klokken 23. Målet er nu at forsinke døgnrytmen, og derfor skal lyseksponeringen ske før klokken 23 (Fig. 5). For yderligere vejledning henvises til Tabel 1 (se UFL 163/2, p. 152, 8. januar 2001).

Melatoninbehandling
Melatonin produceres i corpus pineale (cp) og udgør koglekirtlens væsentligste hormonelle produkt. Plasmakoncentrationen af melatonin er lav i dagtiden og begynder normalt at stige tidligt på aftenen inden begyndelsen af søvnperioden for at nå sit maksimum kort efter midnat, hvorefter der indtræder et fald i koncentrationen, uanset om man sover eller ej (Fig. 6 [se UFL 163/2, p. 153, 8. januar 2001]). Syntese og sekretion af melatonin følger en cirkadisk døgnrytme. Produktion og sekretion af melatonin er underlagt tæt kontrol fra nucleus suprachiasmaticus (nsc), der influeres af dagslysets (fotoperiodens) længde via input fra retina, transmitteret gennem tractus retinohypothalamicus (Fig. 2). Fra nsc forløber en neural pathway gennem den øvre del af cervikalmedulla, hvor der dannes synapser med præganglionære sympaticusneuroner fra ganglion cervicale superius (gcs). Nervecellerne i gcs sender udløbere til corpus pineale. Fravær af lys stimulerer produktionen af melatonin, og varigheden af sekretionen afhænger af dagens længde, sådan at døgnsekretionen er størst om vinteren. Denne sæsonvariation i melatonins cirkadiske rytme er af afgørende betydning i dyreverdenen, hvor funktioner som migration, dvale, pelsvækst og ikke mindst forplantning styres ved synkronisering til lys-mørke-cyklus, så timingen af disse bliver optimal i forhold til årstiderne (fotoperiodisk styring). Efter syntesen secerneres melatonin direkte fra pinealocytterne til blodbanen, hvorfra det kan passere blod-hjerne-barrieren. I nsc findes receptorer for melatonin, hvilket indikerer eksistensen af et feedback-kredsløb mellem nsc og cp (Fig. 2).

Lewy et al viste (11), at en fysiologisk dosis melatonin kan forskyde den humane cirkadiske rytme i overensstemmelse med en fase-respons-kurve (frk). Graden og retningen af det inducerede faseskift er afhængig af tidspunktet, hvor melatonin indtages (analogt til effekten af lysbehandling). Indtagelse sent om eftermiddagen og om aftenen resulterer i en fasefremrykning af den cirkadiske rytme, mens det om morgenen medfører en faseforsinkelse (modsat lysbehandling, hvor effekten om aftenen er faseforsinkelse og om morgenen, fasefremrykning) (Fig. 4).

Deacon & Arendt har (12) demonstreret, at melatonin (i doserne 0,05 mg/0,5 mg/5 mg, peroralt´1) givet sent om eftermiddagen kunne medføre dosisproportionale fasefremrykninger af den endogene melatoninrytme på op til halvanden time og af temperaturrytmen med hurtigt indtrædende temperaturfald af 3-4 timers varighed. Tilsvarende sås en dosisproportional fremrykning af tidspunktet for søvnbegyndelse og opvågning og en øget søvnkvalitet med færre natlige opvågninger.

Et studie (13) viste, at 5 mg melatonin medførte eeg-forandringer, der har nogen lighed med de mønstre, der induceres af benzodiazepiner. Fem mg melatonin tidligt på aftenen forlænger den første periode af REM-søvnen. Der ses også en øgning af den totale søvntid og stadie-2-søvnen, mens slow-wave-søvn reduceres, hvilket er sammenligneligt med effekten af hypnotika.

Vi har fundet otte feltstudier og to laboratoriestudier af behandling af jetlag med melatonin (14). Der er kun gennemført laboratoriesimuleringer af rejser mod øst. Studiepopulationerne har i nogle af feltstudierne været ret store (op til 249 deltagere), hvorimod laboratoriestudierne kun har inkluderet få deltagere. Timingen af melatoninindtagelsen har generelt været god, bortset fra i to feltstudier, hvor deltagernes døgnrytme allerede inden rejsen sandsynligvis var dyssynkroniseret, hvilket har gjort timingen af melatonin upålidelig. De øvrige studier har vist en effekt af melatonin på jetlag. Melatoninbehandling bedrer generelt søvnkvalitet, diverse kognitive testscorer og symptomer på jetlag i øvrigt. Den gavnlige effekt på disse subjektive parametre er tydeligst i det første døgn efter rejsen. I tre feltstudier og i begge laboratoriestudierne er effekten af melatonin vurderet i relation til resynkroniseringen af det cirkadiske ur. Forskellige indikatorer for den cirkadiske oscillator er anvendt: døgnrytmerne for legemstemperatur, melatonin og kortikosteroider. Alle fem studier konkluderer overensstemmende, at melatoninbehandling givet rettidigt i forhold til frk kan accelerere resynkroniseringsprocessen efter en transmeridian rejse.

Melatonins farmakokinetik og safety/efficacy
Melatonin kan ikke købes i Danmark, men kan erhverves i helsekostforretninger i USA, hvor det er klassificeret som ernæringstilskud. Kommercielt tilgængeligt melatonin findes i en tablet- eller gelatinekapsel-formulering (typisk 3 mg). Absorptionen sker inden for 30 minutter. Melatonin metaboliseres hurtigt i leveren, primært til et vandopløseligt hydroxyderivat. Plasmahalveringstiden er ca. 45 minutter, og dosis elimineres på omtrent 10 timer (15). Den korte halveringstid forklarer, hvorfor der ikke er hangover. Efter indtagelse af 0,3 mg melatonin opnås fysiologiske plasmakoncentrationer. En tablet på 3 mg resulterer i en plasmakoncentration på op til 50 gange det fysiologiske niveau. Plasmakoncentrationerne efter peroral administration kan variere meget interindividuelt, og en dosis-responssammenhæng er endnu ikke sufficient belyst. Det er uafklaret, om eksogent melatonin undertrykker den endogene melatoninproduktion. Der har ikke været rapporteret om alvorlige bivirkninger ved anvendelse af melatonin hverken hos mennesker eller dyr. Imidlertid er melatonin ikke blevet undersøgt i henhold til de normale procedurer, som kræves for, at et stof kan godkendes som et lægemiddel. Baggrunden herfor er, at melatonin som en »i naturen forekommende forbindelse« ikke kan patenteres (i modsætning til eventuelle anvendelsesmetoder). Derfor er safety og efficacy specielt ved langtidsbehandling ufuldstændigt belyst. Melatonins rolle i reguleringen af forplantningen hos fotoperiodiske dyr har skabt bekymring for eventuelle humane, endokrine/neuroendokrine bivirkninger. Melatonin passerer blod-hjerne-barrieren og passerer også placenta og bør ikke anvendes af gravide eller ammende. Næsten alt kommercielt tilgængeligt melatonin er genteknologisk fremstillet.

Rekommandationer for melatoninbehandling ved jetlag
Melatonin kan anvendes til behandling eller lindring af jetlag. Effekten af melatonin medieres via en akut og en forsinket effekt på søvnrytme og cirkadisk rytme. Den akutte effekt indebærer et fald i legemstemperatur og årvågenhed og virker dermed søvnbefordrende. Et fald i legemstemperaturen synes at være en forudsætning for en rimelig søvnkvalitet. Det er obligatorisk, at melatonin indtages til korrekt tid i forhold til fase-respons-kurven.
Indtil safety og efficacy er ordentligt belyst, kan længere tids anvendelse af melatonin ikke anbefales til behandling af jetlag (fx til flypersonale), men der er næppe nogen risiko for en flypassager, der undertiden rejser transmeridiant, når betydningen af korrekt timing af melatonin erindres. Denne artikels forfattere vil anbefale den enkelte rejsende at gøre sig sine egne erfaringer og anvende Arendts & Deacons regime (Fig. 7 [se UFL 163/2, p. 154, 8. januar 2001]) (14).

Jetlag og hpa
Det hypotalamo-pituitære-adrenokortikale system (hpa) følger også en cirkadiske døgnrytme. Derfor anvendes cortisol ofte som indikator for den cirkadisk pacemaker. Ved transmeridiane flyrejser indtræder der en dyssynkronisering af cortisols døgnrytme. Døgnrytmen for cortisol kan faseforskydes ved eksponering for klart lys (12, 16). Der sås således en fasefremrykning på to timer af døgnrytmen for cortisol efter eksponering for klart lys (2.000 lux). I et nyt studium af blinde patienter med og uden lysperception (17), er der påvist en signifikant korrelation mellem de cirkadiske døgnrytmer for melatonin og cortisol, uanset om disse er synkroniserede i forhold til ydermiljøet eller ej. Indtagelse af melatonin accelererede resynkroniseringen af døgnrytmen for cortisol efter transmeridian flyrejse (18, 19).
Det er uafklaret, om cortisol påvirker melatonins døgnrytme. Administration af CRH (Corticotropin Releasing Hormon) medfører en signifikant reduktion af sekretionen af melatonin, muligvis som følge af en direkte hæmmende effekt af CRH på corpus pineale. Reduktionen i melatonin synes ikke medieret via cortisol, idet en ACTH-induceret stigning i cortisol ikke reducerer sekretionen af melatonin. I øjeblikket kan anvendelse af glukokortikoider i behandlingen af jetlag ikke anbefales.

Øvrige rekommandationer for behandling af jetlag
Der er ingen tvivl om, at erhvervsrejsende (eksempelvis læger på kongresser) vil kunne være langt bedre adapterede til lokaltid på destinationen, hvis de ankommer 3-4 døgn før påkrævet og således har overstået de indledende, værste faser af jetlag på det tidspunkt, hvor de skal arbejde optimalt. Denne taktik anvendes rutinemæssigt af topidrætsudøvere inden store sportsbegivenheder. Det er dog sjældent, at andre brancher har den mulighed. Opdeling af en rejse over ti tidszoner med et stop på én dag, således at rejsen opdeles fx i et 7- og 3-timers-tidszoneskift, ser ud til at kunne reducere jetlag.
Ankommet til destinationen skal man tilpasse sig den lokale døgnrytme med bevidsthed om, hvornår det er gavnligt eller skadeligt at opholde sig i stærkt lys. Den rejsende skal følge lys-mørke-cyklus og gøre brug af de sociale tidsgivere, m.a.o. deltage i sociale aktiviteter, herunder indtagelse af hovedmåltider på gængse tidspunkter. Bortset fra en kort lur bør man undgå at sove i dagtiden, idet resynkroniseringen ellers modarbejdes. Man bør for at kunne arbejde optimalt i dagtiden passe sengetiderne især i de første 3-4 døgn på destinationen. Forbruget af caffein og nicotin skal af hensyn til søvnkvaliteten begrænses i timerne inden sengetid. Symptomerne på jetlag indikerer, at et større alkoholindtag er uhensigtsmæssigt.
Det gælder om at få en sufficient mængde søvn. Benzodiazepiner og hypnotika anvendes af mange rejsende med god effekt de første nætter efter længere transmeridiane rejser, og det har været foreslået, at benzodiazepiner kunne faseforskyde den cirkadiske døgnrytme. Dette er dog usikkert. Den gavnlige effekt skyldes måske snarere, at man efter en god nats søvn kan holde sig vågen hele den efterfølgende dag og derigennem opnå den bedste virkning af tidsgiverne lys og socialt samvær. Potentielle bivirkninger (hangover og amnesi) taler for, at præparater med kort halveringstid bør foretrækkes.
Ved korte ophold på en transmeridian destination (i.e. et til tre døgn) opnår man på ingen måde resynkronisering af døgnrytmen. Derfor kan man agere helt liberalt med hensyn til at sove om dagen eller følge lokale sengetider. Den rejsende er snart hjemme igen og befinder sig bedst ved så vidt muligt at forblive synkroniseret til lokaltid i hjemlandet.


Summary

Allan Lindskov Christiansen & Sten Madsbad:

Jet-lag.
Ugeskr Læger 2001; 163: 149-55.

The aim of the paper is to give a review of jet-lag (Time Zone Change Syndrome) with regard to aetiology, symptomatology and pathophysiology. Furthermore we give recommendations on treatment of jet-lag. The literature has focused intensely on the potential benefit of phototherapy and/or use of melatonin as treatment modalities for jet-lag. Both phototherapy and melatonin have the capability to accelerate reentrainment of the circadian rhythm after flights across multiple time zones, thereby reducing jet-lag. We stress the importance of correct timing of phototherapy and use of melatonin and suggest that the traveller adapts to the »social« rhythm at the flight destination as well.


Reprints not available. Correspondence: Allan Lindskov Christiansen, Platanskellet 10, DK-2000 Frederiksberg.

Litteratur

1. Richardson GS, Malin HV. Circadian rhythm sleep disorders: pathophysiology and treatment. J Clin Neurophysiol 1996; 13: 17-31.
2. Bjorvatn B, Holsten F. Lysbehandling ved jet lag, nattarbeid og søvnlidelser. Tidsskr Nor Lægeforen 1997; 117: 2489-92.
3. Hastings M. The brain, circadian rhythms, and clock genes. BMJ 1998; 317: 1704-7.
4. Boulos Z, Campbell SS, Lewy AJ, Terman M, Dijk D, Eastman CI. Light treatment for sleep disorders: consensus report VII. Jet lag. J Biol Rhythms 1995; 10: 167-76.
5. Samel A, Wegmann H, Vejvoda M, Maass H, Gundel A, Schütz M. Influence of melatonin treatment on human circadian rhythmicity before and after a simulated 9-hr time shift. J Biol Rhythms 1991; 6: 235-48.
6. Lewy AJ, Sack RL, Blood ML, Bauer VK, Cutler NL, Thomas KH. Melatonin marks circadian phase position and resets the endogenous circadian pacemaker in humans. Ciba Found Symp 1995; 183: 303-21.
7. Lewy AJ, Wehr TA, Goodwin FK, Newsome DA, Markey SP. Light suppresses melatonin secretion in humans. Science 1980; 210: 1267-9.
8. Lewy AJ, Sack RL, Miller S, Hoban TM. Antidepressant and circadian phase-shifting effects of light. Science, 1987; 235; 352-4.
9. Samel A, Wegmann H. Bright light: a countermeasure for jet lag? Chronobiol Int 1997; 14: 173-83.
10. Czeisler CA, Kronauer RE, Allen JS, Duffy JF, Jewitt ME, Brown EN et al. Bright light induction of strong (type 0) resetting of the human circadian pacemaker. Science 1989; 244: 1328-33.
11. Lewy AJ, Ahmed S, Jackson JML, Sack RL. Melatonin shifts circadian
rhythms according to a phase-response curve. Chronobiol Int 1992; 9: 380-92.
12. Deacon S, Arendt J. Melatonin-induced temperature suppression and its acute phase-shifting effects correlate in a dose-dependent manner in humans. Brain Res 1995; 688: 77-85.
13. Roth C, Dijk DJ, Landolt HP, Werth E, Aeppli M, Achermann P et al. Melatonin (5 mg) has a short lasting effect on the human sleep EEG. J Sleep Res 1996; 5 (suppl 1): 197 (abstract).
14. Arendt J, Deacon S. Treatment of circadian rhythm disorders ­ melatonin. Chronobiol Int 1997; 14; 185-204.
15. Sack RL, Lewy AJ, Hughes RJ. Use of melatonin for sleep and circadian rhythm disorders. Ann Med 1998; 30: 115-21.
16. Touitou Y, Benoit O, Foret J, Aguirre A, Bogdan A, Clodore et al. Effects of a two-hour early awakening and of bright light exposure on plasma patterns of cortisol, melatonin, prolactin and testosterone in man. Acta Endocrinol (Copenh) 1992; 126: 201-5.
17. Skene DJ, Lockley SW, Thapan K, Arendt J. Effects of light on human circadian rhythms. Reprod Nutr Dev, 1999; 39: 295-304.
18. Arendt J, Aldhous M, Marks V. Alleviation of jetlag by melatonin: preliminary results of controlled doubleblind trial. BMJ 1986; 292: 1170.
19. Nickelsen T, Lang A, Bergau L. The effect of 6-, 9-, 11-hour time shifts on circadian rhytms: adaptation of sleep parameters and hormonal patterns following the intake of melatonin or placebo. I: Arendt J, Pevet P, eds. Adv Pineal Res 1991; 5: 303-6.
Ovenstående artikel bygger på en større litteraturgennemgang end litteraturlistens 19 referencer. Oplysninger om denne baggrundslitteratur kan fås hos forfatterne.

Antaget den 11. maj 2000.
H:S Hvidovre Hospital, medicinsk endokrinologisk afdeling.