Speciallægekommissionens implementering

Emnet for efterårskonferencen den 17. november 2000 på Hotel Munkebjerg ved Vejle var implementering af Speciallægekommissionens arbejde og anbefalinger

OVERLÆGER OG SPECIALLÆGER

Jørgen Iversen & Flemming Vesterø Jensen, FAS' sekretariat

FAS' formand, Arne Borgwardt, bød velkommen til konferencen og udtrykte glæde over, at der havde været så stor interesse for emnet og dermed et stort fremmøde.
Der har siden Speciallægekommissionens betænkning blev offentliggjort i maj været meget debat især om forslagene til specialestruktur, men der har også været taget mange initiativer til at udmønte de øvrige anbefalinger i betænkningen om især tilrettelæggelsen af videreuddannelsen, og det er dem, der skal gøres status for på konferencen. Endnu er der ikke vedtaget lovændringer eller udformet bekendtgørelser, så de mange aktiviteter har præg af eksperimenter. Arne Borgwardt var dog ikke i tvivl om, at de ville få en blivende betydning.

Operationelle målbeskrivelser

Steen Tinning, formand for Overlægeforeningen og medlem af den afsluttede Speciallægekommission, havde som emne operationelle målbeskrivelser, der udgør en nydannelse blandt kommissionens forslag i forhold til den nuværende ordning. Målbeskrivelser udgjorde også det første skridt i 1990'ernes videreuddannelsesreform, men de operationelle målbeskrivelser vil blive meget anderledes, fordi de skal udgøre et afgørende element i styringen af videreuddannelsen.

Det er elementært, at målbeskrivelserne skal være realistiske, men det kan alligevel ikke understreges nok, fordi de har tendens til at blive idealistiske. Målbeskrivelsen skal være så konkret, at den angiver de minimumskompetencer, en læge skal have opnået for at kunne få autorisation som speciallæge. Målbeskrivelserne skal være operationelle, dvs. de skal angive såvel målene som metoderne til at nå målene. Som et vigtigt eksempel herpå fremhævede Steen Tinning, at de enkelte specialers målbeskrivelse indeholder beskrivelsen af de læringsmetoder, der er mest effektive til at opfylde de enkelte delmål, til inspiration og vejledning for de enkelte afdelinger, når de skal løse uddannelsesopgaven.

I den forbindelse fremhævede han, at en af de vigtigste og mest frugtbare læringssituationer findes, hvor den uddannelsessøgende læge og den erfarne læge sammen varetager undersøgelse og behandling af en patient.

Formaliseret videreuddannelse

Som endnu en nydannelse i anbefalingerne fra kommissionen fremhævede han forslaget om en formaliseret videreuddannelse, der sørger for, at fremtidens speciallæge er i stand til at opfylde alle de andre krav end de rent lægefaglige.

Når hele grundlaget for videreuddannelsen er operationelle mål, som man kan konstatere opfyldelsen af, er det indlysende at det også sker i form af en løbende evaluering i speciallægeuddannelsen. Hvad der ikke er indlysende er evalueringsmetoden. Han advarede afslutningsvis mod valg af én bestemt metode.

Der findes et utal af evalueringsmetoder og -muligheder fra multiple choice-test over audit af praksis til selvvurdering. Det er utroligt vigtigt, at man vælger den rette metode til det enkelte element i videreuddannelsen, hvis evalu-eringen både skal være valid og udgøre en minimal belastning.

Uddannelsesbog

Doris Østergaard, der er overlæge ved Amtssygehuset i Herlev, beskrev hvordan man konkret har formuleret målene og søgt at optimere kompetenceudviklingen i videreuddannelsen inden for anæstesi. Det er sket ved at udarbejde en uddannelsesbog for introduktionsuddannelsen. Bogen er et resultat af et samarbejde mellem Dansk selskab for Anæstesiologi og Intensiv Medicin og HS' Postgraduate Medicinske Institut.

Bogen er skrevet som en logisk konsekvens af en række uddannelsesfokuserede aktiviteter i selskabet, men baggrunden er direkte Speciallægekommissionens betænkning og dens anbefalinger vedrørende introduktionsuddannelsen og hoveduddannelsen, flerheden af roller og kompetencer og systematisk kompetenceudvikling og måling.

Bogen indeholder konkrete kompetencemål, konkrete krav til kompetenceudviklingen og metoder til kompetencemåling for introduktionsuddannelsen i anæstesi, men kan for andre specialer udgøre et eksempel, når de skal i gang med at formulere operationelle målbeskrivelser.

Kompetenceudviklingen

Der lægges i målbeskrivelserne vægt på, at det ikke kun vedrører lægens kliniske kompetence. Som i Speciallægekommissionen understreges lægens meta-kompetencer, dvs. kommunikation, samarbejde, professionalisme og akademisk kompetence.

I overensstemmelse med princippet om operationelle målbeskrivelser er der opstillet mål og principper for kompetenceudviklingen, som omfatter forberedelse, opøvel-se og udvikling af rutine.

Kompetenceudviklingen er i øvrigt opbygget af moduler, som omfatter K-moduler, dvs. kompetence, der erhverves i klinikken, T-moduler, der omfatter opnåelse af den teoretiske viden, og F-moduler, som udgøres af færdighedstræning, der både kan opnås ved instruktion og træning i klinikken og i færdighedslaboratorier.

Doris Østergaard sluttede af med at demonstrere eksempler på det sidste led af den operationaliserede målbeskrivelse for introduktionsuddannelse i anæstesiologi ­ kompetencemålingen.

I nummer 1 og 2 af Ugeskrift for Læger bringes en omtale af de resterende indlæg, der blev holdt på konferencen om implementeringen af Speciallægekommissionens arbejde