Så fik YL en forskningspolitik

YNGRE LÆGER

Journalist Klaus Larsen

Det er et godt papir. Mangefold bedre end det, der blev præsenteret sidste år.

Der manglede ikke anerkendende ord, da Jens Winther Jensen havde forelagt repræsentantskabet papiret »Yngre Lægers Forskningspolitik«.

Modtagelsen var en kontrast til mødet et år forinden, da Forsknings- og Uddannelsesudvalget (F&U) efter en livlig debat fik besked på at tage sit papir med hjem og gøre det bedre til næste gang.

Det blev bl.a. påtalt, at F&U-udvalget nok var for ensidigt bemandet med uddannelsesinteresserede. Arbejdet havde i hvert fald båret præg af, at for få hard core-forskere havde været tilknyttet. Det blev derfor, på forslag af Hovedstadens Reservelæger, besluttet at nedsætte en arbejdsgruppe, der skulle rekrutteres lidt bredere.

Anbefalinger

Jens Winther Jensen kunne konstatere, at næsten 20 havde meldt sig som interesserede, og at bestyrelsen havde besluttet sig til at tage alle med.

Efter gruppens første møde i København var han nærmest svævet hjem på en sky ­ så spæn-dende havde det været. Diskussionen havde spændt vidt: hvordan kan man definere forskning, i hvilket omfang skal der forskes, hvordan forandres forskningen i den funktionsbærende enhed.

Diskussionerne siden havde gjort det muligt at sammenskrive det nye oplæg, som nu var udsendt og skulle til debat.

Jens Winther Jensen opregnede de anbefalinger, arbejdsgruppen er nået frem til, i en række temaer.

Forskningspapiret, der i sin helhed kan læses på FAYL's hjemmeside, beskriver desuden de krav, man må stille til »den gode forskningsaktive afdeling«.

Forskere på SU og lægeløn

Papiret blev som nævnt godt modtaget af næsten alle i den efterfølgende debat. På enkelte punkter kunne den dog klarificeres eller forbedres.

Flere lagde vægt på, at forskning ikke skal være et krav til alle yngre læger, men at muligheden skal være til stede.

Én taler efterlyste, at ikke kun overlæger, men også yngre læger skal på banen som forskningsvejledere; vejlederfunktionen skal gøres til en integreret del af det daglige arbejde.

­ Og angående den kollegiale opbakning på afdelingerne: Ikke al forskning anses for »fin«.
Jo mere petriskålsagtigt, desto »finere« tenderer det til at være. Men kvalitetssikringsprojekter er jo også forskning. Forskning i afdelingens velbefindende og udvikling bør vi som yngre læger være de første til at anerkende, lød et indlæg.

Christian Skjærbæk, Nordjyllands Amt konstaterede, at mindst 70 procent af de yngre læger som forsker, ifølge Arbejdsmiljøundersøgelsen ikke gør det af interesse. »Hvad gør vi ved det?«, spurgte han. Og var der ikke en modsigelse i at konstatere, at på den ene side skal ingen tvinges til at forske; men at forskning på den anden side skal være en del af det almindelige lægearbejde?

Palle Holck, Århus Amt pegede på et andet problem:

­ Peter og Poul er lige gamle. De er begge læger, ansat i samme amt, endda på samme afdeling. Begge foretager ph.d.-studier og laver et seriøst stykke videnskabeligt arbejde. Den ene er på SU, og den anden er på lægeløn. Det er et problem.

Selvstændig? Original?

Kári Mikines, København Amt var enig i udkastets formulering af, at »forskning er grundlaget for den lægevidenskabelige praksis og uddannelse«, og at enhver læge »skal kunne forstå, kritisk vurdere og anvende videnskabelige resultater«. Men han var faldet over formuleringen: »FAYL mener ikke, at alle læger har pligt til at præstere selv-stændig (original) forskning«.

For hvad var forskellen på selvstændig og original forskning? De fleste, som indgår i et forskningsforløb, laver jo ikke selvstændig forskning, men arbejder, i hvert fald i begyndelsen, under vejledning.

­ Derfor støtter jeg, at ikke alle læger skal lave selvstændig forskning. Men alle læger må på en eller anden måde inddrages i en form for forskningsarbejde. At den så kan være original eller mindre original, er en kvalitet ved forskningen. Men der kan ikke sættes grænser op. Så det må nok ændres, mente han.

Selv om forskning »ikke må være et absolut krav for opnåelse af kliniske uddannelsesstillinger«, syntes Kári Mikines nok, man burde kunne dokumentere nogen erfaring.

Ditte Brander, Storstrøms Amt, nævnte den mulighed, at et hypotetisk, perifert amt gerne ville leve op til det forelagte papir.

­ Dét amt vil løbe ind i nogle problemer, som jeg ikke rigtig finder svar på her. For hvis man er ude på bøhlandet, er der ikke så mange, der vil kunne vejlede i forskning. De fleste her har sikkert erfaret, at det er mere end vigtigt at have nogen, som kan vejlede én og give det velrettede los bagi, når man går i stå.

­ Det ville være rart med nogle overvejelser om, hvad man skal stille op for at udruste nogle kommende vejledere.

Enlig forsker søger

Jens Winther Jensen gav Ditte Brander ret i, at vejledere er vanskelige at skaffe i yderamterne.

­ Jeg håber, at når de funktionsbærende enheder bliver en realitet, med treenigheden: behandling, uddannelse og forskning, så vil man også prioritere at ansætte nogen til at varetage forskningen, og som også vil kunne fungere som vejledere.

­ Et andet satsningsfelt i den forbindelse kunne være et forsøg på at skabe kontakt mellem forskningsmiljøerne og de decentralt placerede læger.

­ Der har været forslag fremme i Lægeforeningen om at lave en slags kontaktbureau på DADLNET eller via Ugeskriftet, hvor forskningsmiljøer, som gerne vil have yngre læger med på et projekt, kunne udbyde projekterne. Yngre læger kunne så melde sig til via et sådant kontaktbureau.

Jens Winther Jensen kommenterede diskussionen af, hvor snittet skal ligge mellem kravene til den forskningsmæssige aktivitet, der kan kræves af alle under speciallægeuddannelsen, og de muligheder, der skal tilbydes.

­ I oplægget har vi valgt at skrive, at man ikke skal udføre selvstændig, original forskning, fordi vi ikke mener, at det nødvendigvis er en del af speciallægekompetencen. Vi mener, at denne kompetence skal omfatte en erfaring med forskningsmæssige principper, som også Lægeforeningen tidligere har beskrevet i sit oplæg. Det mener vi, kan indeholdes i den prægraduate uddannelse, hvis blot man fokuserer mere på det, end man gør i dag. Og desuden mener vi, at det element, der er beskrevet i »Fremtidens speciallæge« ­ nemlig tre måneders forskningstræning, vil være dækkende.

Jens Winther Jensen afsluttede med et løfte om at revidere papiret på en række punkter, som var rejst i debatten, og med det fik han repræsentantskabets godkendelse af forskningspolitikken.

Arbejdsgruppens rapport kan ses på www.fayl.dk eller FAYLs del af DADLNET.
Klik på Det mener FAYL>Politikpapirer>Yngre Lægers forskningspolitik.