REDAKTIONELT

Så er vi rigtigt inde i det tredje årtusinde. Det er blevet nytår, og vi har taget hul på endnu et sprødt nyt år. I Ugeskrift for Læger udsendes med nr. 1 en ny manuskriptvejledning. Den findes på nettet og i den blå vejviser, men vi har valgt også at udsende den sammen med Ugeskriftet, så den kan ligge på hylden og inspirere til publikationer.
Af nyt i manuskriptvejledningen er et afsnit om kvalitativ forskning udarbejdet i samarbejde med en kreds af kvalitative forskere i Danmark. Af yderligere nyt i manuskriptvejledningen er det understreget, at videnskab og forskning omkring uddannelse også er meget velkomment i Videnskab og Praksis-spalterne.
De nye Vancouverregler er inkorporeret med nye forfatterskabskriterier, som tidligere omtalt i Ugeskriftet. Gør os i redaktionen nu den tjeneste at få styr på, hvem der er forfattere til de indsendte artikler. Det gælder i Ugeskriftet og endnu vigtigere i de internationale tidsskrifter. Vi kan ikke være bekendt, at der stadig er problemer i forhold til unge forskere, der burde være med, og andre forskere, der måske ikke burde. Det essentielle er en projektplan og skriftlige aftaler om, hvilke forfattere, der er berettigede til at være dette (og skriftlige aftaler med alle i projektgruppen, hvis disse nedskrevne regler skal fraviges senere i forløbet). Nyt i Vancouverreglerne er også, at der kun behøver at gå én uge fra publikation på engelsk til parallelpublikation på dansk. Vi har en særaftale med BMJ, The Lancet og JAMA, hvor redaktionerne internationalt er glade for at give os denne mulighed. Parallelpublikationer med øvrige tidsskrifter er også muligt både efter opfordring fra redaktionen og i forbindelse med spontant indsendte artikler.
I 2001 arbejder vi på at komme i fuldtekstversion på nettet, både på DADLNET og på den åbne hjemmeside. Det ser vi frem til, sammen med en udvikling af mediet, således at den elektroniske flade i højere grad vil blive udnyttet aktivt fremover.
Der kommer en ny serie i 2001: »Kliniske procedurer« med en gennemarbejdet og detaljeret praktisk opskrift på, hvordan man udfører de mest almindelige kliniske procedurer. Serien laves i samarbejde med de videnskabelige selskaber.
Det nordiske samarbejde fortsætter med »månedens nordiske artikel«, og vi vil foreløbig bringe artiklerne på norsk og svensk uden at fordanske dem. I det nordiske redaktørsamarbejde har vi gennemført en lille undersøgelse af danske lægers evne til at dechifrere videnskabelige budskaber publiceret på engelsk og på dansk. Det viste sig, for nogen overraskende, at der går information tabt, når man læser på fremmedsprog. Et godt argument for at bevare et nationalt, dansksproget lægevidenskabeligt tidsskrift. Resultaterne vil blive fremlagt på den tredje internationale peer-review-kongres i Barcelona i september 2001.
På denne plads skal der lyde en stor tak fra redaktionen til både forfattere og bedømmere, nævnt i indeks i nr. 52, 2000. En stor tak også til redaktionssekretariatet og Lægeforeningens forlag, der gør det muligt, at Ugeskriftet kommer hver uge, og at vi i år 2000 har opfyldt vore kvalitetsmål, bl.a. med meget få fejl.
Allervigtigst er vore læsere, som vi ønsker et rigtigt godt nytår. Tilbagemeldinger til redaktionen er velkomne, både ris og ros. Vi fortsætter med temanumrene i 2001, og med sidste års vigtigste begivenheder og faglige landvindinger beskrevet af de videnskabelige selskaber. Det kommer i Ugeskrift for Læger nr. 12, 2001. Samtidig begynder Bevægeapparatets Årti, lanceret af WHO. Vi har en ad hoc-redaktion, der står for serien i samarbejde med redaktionen. Der er ligeledes planlagt en særlig indsats på det onkologiske område, hvor en ad hoc-redaktion også er etableret. Tak til redaktionskomité og videnskabeligt panel for aktiv medspillen, og tak til V&P-redaktørerne for en arbejdsom indsats i 2000.
Godt nytår.
REDAKTIONEN